Lidt om de nye mål

“Drømmen om at eje en baghånd. Mine muligheder lå i min forhånd. Jeg havde en temmelig hård forhånd, som jeg kunne arbejde op til ret betydelig sikkerhed. Jeg har altid drømt om at eje en baghånd. Jeg var forhåndsspiller. Jeg kunne, når jeg var i form, drive slagene ud i begge hjørner og når jeg følte mig ovenpå tog jeg chancer på den og var farlig for de bedste. Jeg har altid drømt om at eje en baghånd. Den bliver ved med at gro i min drøm med svævende skruede slag ud i det forkerte hjørne. Jeg har altid drømt om at eje en baghånd. (“Jeg Har Altid Drømt Om At Eje En Baghånd” af Jørgen Leth). Læs Videre

Lidt om den by jeg kommer fra

“Her er en historie om en mand. Det er både en helt almindelig mand og alligevel en helt særlig mand. Det er en historie om en mand, der løber. Det er også en historie om en mand, der har en bog. Han startede at løbe for mange år siden. Så holdt han pause i flere år. Nu er han startet igen. Om vinteren løber han på et løbebånd i sin garage. Når foråret kommer løber han på vejene omkring den by han bor i. Når han har fri fra arbejde, snører han sine blå løbesko og løber. Når han kommer hjem skriver han ned i sin bog, hvor langt han har løbet. Han skriver også ned, hvor lang tid det tog. Bogen er fyldt med løbeture. Han løber i det samme par løbesko hver gang. Det er ligetil. Han løber ikke rundt med en masse flashy og unødvendigt udstyr. Det er ligetil. Han bruger ikke tid på at drikke en masse vand på sine ture. Det er ligetil. Han løber bare. Det er ligetil!” Læs Videre

Lidt om 19 minutter der aldrig blev

“Jeg har blot løbet 500 meter, da jeg kan mærke, at åndedrættet bliver besværet og pulsen ryger helt op i det røde felt. Jeg har presset tempoet alt for højt i vejret, selvom jeg blot skal holde farten i en kilometer. Støvet hvirvles op hver gang min fod kortvarigt slår ned i gruset. Jeg passerer en anden løber tæt og kan samtidig fornemme en andenløber, der nærmer sig hastigt bagfra. Jeg forsøger at lukke alt ude og bevare mit fokus. Jeg drejer om et hjørne og kan se målstregen. Jeg føler lige, at jeg er startet og alligevel er jeg næsten færdig. Jeg drejer om det sidste hjørne og kan se Line stå klar til at modtage stafetten. Jeg får den afleveret sikkert til hende og ser hende forsvinde ned af grusstien. Jeg står helt stille og kan mærke mit hjerte hamre afsted i brystkassen. Lige i det øjeblik virker det helt uoverskueligt at skulle løbe 4 omgange mere.” Læs Videre

Lidt om en ny gammel kærlighed

“Hinault og Lemond kører sammen op af Alped’Huez. Hinault sætter ubarmhjertigt tempoet og ligner en, der presser sin holdkammerat og kaptajn Lemond i noget, der kunne synes temmelig kontroversielt. Hele tiden ser man Hinault presse tempoet op på vej op af bjerget. Hver gang han rykker, kommer Lemond lige op på siden af ham igen. Så rykker Hinault igen og det samme sker – Lemond presser lige sit hjul et par centimeter foran Hinault. Det er ikke store huller, men det sker helt umærkeligt – hele vejen op af bjerget. Hinault er egentlig hjælperytter, men også forsvarende Tour-vinder og folk er i tvivl om, hvorvidt han er ved at hjælpe Lemond, som La Vie Claire holdet egentlig kører for, eller han prøver at sætte ham og selv tage sin 6. tour-sejr og dermed blive den første rytter med seks sejre. De følges ad i dette groteske skuespil op af bjerget og Lemond hænger på hele vejen og lader Hinault vinde etapen. Historien fortæller, at da de kører over stregen læner Hinault sig ind mod Lemond og hvisker til ham: “Nu har du fortjent at vinde Touren”. Lemond vandt Touren det år – den første af hans 3 sejre og Hinault kørte aldrig Touren igen.” Læs Videre

Lidt om alle de der fraklip

“Hen over det høje græs, kan jeg lige akkurat skimte målet. Marathon-monumentet ved indgangen til landsbyen af samme navn. Umiddelbart fatter jeg ikke, at det virkelig er der. Det kommer alt for pludseligt. Selvfølgelig er jeg glad for at kunne se målet, men af uforklarlige årsager, gør det mig også vred. Her til sidst vil jeg gerne ligge alle mine kræfter i og spurte, men mine ben lystrer mig ikke. Jeg har glemt hvordan man bevæger sig. Det føles som om mine muskler er høvlet ned med en rusten høvl” (“Hvad Jeg Taler Om Når Jeg Taler Om At Løbe” af Haruki Murakami) Læs Videre

Lidt om Copenhagen Marathon 2016

“Han løb foran mig i lang tid. Jeg spottede ham helt tilfældigt, da vi havde løbet blot 2 kilometer. Engang imellem forsvandt han. Måske var jeg bare ikke opmærksom på ham. Så var han der igen. Det var naturligvis ikke tilsigtet, men budskabet bag på hans t-shirt blev et mantra, der kørte i mit hoved i store dele af dagen. Da vi løber ud af Fælledparken for anden gang og ned mod Trianglen, ser jeg ham ikke mere. Måske har jeg overhalet ham? Måske satte han farten op? Uanset hvad, så fulgte de sorte bogstaver på hans hvide t-shirt mig resten af dagen og blev det jeg gentog for mig selv, da alt gjorde ondt og kroppen bad mig om at stoppe. Jeg husker dem stadigvæk… “It’s only pain!” Læs Videre

Lidt om rejsetid, rejsetid, rejsetid

Stilheden i bilen passer mig egentlig meget godt. Jeg har lige set afslutningen på dagens etape i Giroen og sidder nu i mine egne tanker og kigger ud på landskabet, der forsvinder forbi. Egentlig forsvinder det jo ikke – jeg kan bare ikke se det længere. Men samtidig ved jeg heller ikke om det er sandt. Måske har det alligevel forandret sig, hvis jeg vender mig om og kigger ud af bagruden. Tankerne kører rundt i hovedet på mig og ind imellem små samtaler om alt og ingenting fordriver jeg egentlig bare ventetiden, der i dag er rejsetid. Vi er på vej til København og imens jeg skriver disse ord, kører vi op på Storebæltsbroen. Læs Videre

Lidt om ventetid, ventetid, ventetid

“Jeg laver ikke andet. Jeg venter bare! På den ene side går dagene skånselsløst hurtigt. Og alligevel føles det som en langtrukken ventetid. Jeg vil bare gerne igang. Og alligevel har jeg lyst til at holde det på afstand. Jeg gider ikke vente mere. Og alligevel… Nej! Jeg gider faktisk ikke vente mere!” Læs Videre

Lidt om at løbe rundt om Volden

“Jeg ved faktisk ikke, om det er dens rigtige navn. Heller ikke, hvordan den blev skabt. Den har altid bare ligget her og vi har altid bare kaldt den for Volden. Den ligger midt i Klarup. Sådan føles det ihvertfald, selvom det geografisk set ikke er helt korrekt. Men det er ihvertfald det højeste punkt i denne lille by. Det sørgede man for, da man dyngede jord op til en 5 meter høj vold med form som en hestesko. Rundt om den går en af de mange stier i Klarup. Her gik vi forbi på vej til skole. Her sad jeg bag på Lars’ cykel, da vi kørte ned af bakken en dag efter skole. Jeg er cyklet forbi på min avisrute og engang kørte jeg et imaginært forfølgelsesløb på cykel rundt om Volden. Det er her vi har kælket og stod på ski om vinteren og spillede fodbold om sommeren og da vi blev ældre drak vi øl og nogle lå i græsset og kyssede med en pige. Den har altid bare ligget her og har været kulisse til et utal af barndomsminder. Den anden dag var jeg tilbage. Denne gang som voksen, men minderne eksisterer stadigvæk.” Læs Videre

Lidt om Copenhagen Marathon 2015

“Det var først, da jeg var kommet i mål at det gik op for mig. Jeg var ikke tilfreds. Jeg var ikke decideret utilfreds, men det var alligevel en temmelig uforløst følelse, selvom jeg lige havde gennemført et marathon. Jeg var glad og selvfølgelig var jeg stolt over, at have løbet 42 kilometer. Det er, i min optik, ikke nogen nem bedrift. Det siger jeg ikke, fordi det er lykkedes mig at gennemføre denne distance eller for at være arrogant. Hvis jeg kan løbe et marathon, kan alle løbe et marathon. Alligevel er der ikke så mange, der gør det alligevel og det må vel være fordi, det er en krævende bedrift. Men da jeg sidder i græsset og drikker cola og vand, kan jeg mærke at mine forventninger ikke er blevet indfriet. Jeg har løbet min hurtigste marathon-tid, men jeg mangler følelsen af, at have løbet PR. Det er først langt senere, at jeg har været i stand til at sætte fingeren på, hvori utilfredsheden lå begravet. Det handlede ikke om, at jeg havde løbet 42 kilometer og var træt. Det handlede om, at jeg havde løbet 42 kilometer og ikke var træt nok. Jeg var ikke træt nok!” Læs Videre