Lidt om Hamburg Marathon 2017

Hotelværet i Hamburg er stadig helt mørkt, da jeg sætter mine fødder ned på det kolde gulv og lister ud på toilettet. Jeg skynder mig tilbage i sengen og forsøger at finde roen til at falde i søvn. Det lykkes ikke. Jeg ligger instinktivt og venter på det, som jeg inderst inde frygter, nemlig at uret ringer. Jeg er ikke klar til at blive konfronteret med det, som jeg har ligget søvnløs over de sidste uger. Når uret ringer starter en endeløs række af mekaniske rutiner, som jeg ikke har lyst til at være en del af. Lige nu føles stilheden i det mørke hotelværelse tryg og sikker. Og selvom at det er en hul tryghed og at jeg ligger i sengen på lånt tid, lukker jeg alligevel øjnene og når at forsvinde i søvnen i nogle få øjeblikke inden jeg vækkes af alarmen på mit ur. Det er nu! Læs Videre

Lidt om at skabe sin egen verden

“Bildøren smækker og motoren starter. Det giver en næsten øjeblikkelig ro. Så er vi på vej! Det er vigtigt. Den sidste time har jeg skiftevis tjekket den blå IKEA-pose på spisebordet i stuen, der indeholder løbesko, løbetøj, foam roller og tusind andre små ting, som sikkert aldrig kommer i brug denne weekend, men som virkede uundværlige, da jeg pakkede. Jeg tager jakken af og stiller tasken ned ved siden af mig. Helt automatisk ”indretter” jeg mig på den trange plads på bagsædet af den røde Skoda. Det er en af mine favoritting ved at køre i bil, når man skal køre flere timer. Jeg kan godt lide at indrette mig på den begrænsede plads, som er i en bil. Det skal ikke misforståes, for det er faktisk en af de ting, som jeg godt kan lide ved at køre – nemlig at pladsen er lidt trang. Så finder jeg min flaske med vand frem og sætter den i holderen i bildøren. Jeg ligger min telefon i lommen på sædet foran mig. Jeg tager mine sko af. Jeg sætter min rygsæk ved siden af, hvor jeg har en bolle med Nutella og en proteinbar i. Så er jeg klar. Det handler om at skabe en ”lille verden” i den store verden. Det kan jeg godt lide. Så er der styr på tingene. Overblik. Tryghed. Det kan jeg også godt lide.”

Læs Videre

Lidt om at være fandens bange

“Jeg er bange for mange ting. Jeg var bange for hunde, da jeg var barn. Jeg var bange for at snakke med de piger, som jeg vild med, da jeg var teenager. Jeg har været bange for at blive ensom. Jeg har været bange for at flyve. Jeg har været bange for angst-følelsen, der kan lamme kroppen, når man bliver bange. Bange for angsten. Jeg er bange for at fejle næste søndag. Jeg er bange for at skuffe mig selv. Jeg er bange for ikke at give mig fuldt ud. Jeg er bange for at løbe over evne og gå kold. Jeg er bange for at søge grænserne. Men det er nødvendigt! For mest af alt, er jeg bange for at stå det præcis samme sted som sidste år. Angsten for at stå stille skræmmer mig mere end noget andet. Derfor søger jeg grænserne.” Læs Videre

Lidt om alt det I ikke skal vide

“Nogle gange spørger jeg mig selv om, hvorfor jeg har de hemmeligheder, som jeg har. Hvad siger de om mig? Hvem skjuler jeg dem for og for hvis skyld undlader jeg at fortælle dem. For andres – eller min egen? Hvilke hemmeligheder går andre og bærer rundt på inde bag den facade, som vi møder omverdenen med?  Læs Videre

Lidt om at spise kage i Slagelse

“Det er en underlig følelse, der rammer mig. Bag mig kan jeg høre Daniella og Claus, der står og snakker sammen. Jeg kan ikke høre, hvad de snakker om og det irriterer mig lidt. Imens løber jeg på løbebåndet. Min næse klør, men på grund af den iltmaske, som skal måle min udåndingsgasser, har jeg ikke mulighed for at klø mig på næsen. Det irriterer mig også. jeg løber 12 kilometer i timen. Det burde være let. Føles let. Det gør det ikke. Det irriterer mig i særdeleshed. Jeg synes, at det går alt for hurtigt og jeg føler mig unødigt forpustet. “Det burde simpelthen ikke være så hårdt”, tænker jeg. Inderst inde ved jeg godt, at det udelukkende er oppe i hovedet, at disse tanker foregår, men jeg begynder at forestille mig, at jeg træder ned fra båndet og tager iltmasken af imens jeg kigger over på Claus, der skal fortælle mig, at jeg er i historisk dårlig form. Det sker selvfølgelig ikke og 10 minutter senere stopper Claus båndet og jeg ved, at det er gået præcis, som jeg havde drømt om!”

Læs Videre

Lidt om en historie om min vægt

“Jeg levede et normalt liv. Et normalt liv, der dog ikke var lykkeligt hele tiden. Den mad jeg spiste blev erstatningen for de ord, som jeg skulle have sagt. Som jeg burde have sagt. Det jeg spiste, blev samtidig mit følelsesmæssige kompas, hvor nålen viste min sindstilstand. Det blev en flugt fra det ansvar, som jeg burde have udvist overfor mine omgivelser. Mine nærmeste. Mig selv. Det blev et mønster, som jeg gentog igen og igen. Det blev et mønster, der endte med at blive en del af mig.” Læs Videre

Lidt om en test af min form

“En portion havregrød og en drikkedunk med vand. Det er min faste morgenmad på dage som disse. Det spises mekanisk og uden nogen egentlig form for nydelse. Men jeg ved, at det fungerer for mig, så derfor holder jeg stædigt fast i det. Jeg kigger ud af vinduet imens jeg tager mine splitshorts på og min termotrøje. Dråber af regn løber langsomt ned af ruden. De forsvinder og nye kommer til. Lige i det øjeblik står jeg og overvejer, hvorfor jeg egentlig gider at gøre det her. Klokken er halv syv og jeg har mest af alt lyst til at ligge mig tilbage i sengen og sove indtil det tidspunkt, hvor min krop naturligt ville vække mig af søvnen. Det virker langt mere tillokkende end at sidde i en bil i halvanden time og løbe rundt om en sø i regnvejr.” Læs Videre

Lidt om at have noget på hjerte

“Når jeg kigger ud af ruden, ser jeg kun genspejlingen af mit eget ansigt. Mørket og togets monotone lys brydes kortvarigt, da toget kører forbi en station med høj hastighed. Det tager nogle få sekunder – så ligger de bag os og vinduet er mørkt igen. På bordet foran mig står min computer. Der står og en tom drikkedunk, hvor det sidste indhold af den smoothie jeg drak til morgenmad har trukket lange røde streger ned i flasken. Jeg kan godt lide at køre med tog i Danmark. Jeg kan godt lide at se landskabet, der dukker frem og forsvinder igen.  Jeg kan godt lide den at opleve geografien fra et andet perspektiv. Se Gudenåen på en anden måde. Det er ligemeget om det regner eller sneer. Jeg synes det er smukt. Jeg kan især godt lide den måde, som togets vindue indrammer det hele på. Jeg kan bedst lide lange togture. Mange timer. Det er passagen, som jeg godt kan lide. At se det fra toget, der kører. Det er ikke nødvendigt at komme ud. Det er træls, når jeg er fremme. Det er trættende og så skal jeg forholde mig til alt muligt. I toget skal jeg ikke forholde mig til andet end at lade mig blive kørt igennem Danmark. Det kan jeg godt lide.”
Læs Videre

Lidt om den gennemsnitlige løber

“Uden selverkendelse er det per definition umuligt at vide hvem du er og ikke mindst hvem du ikke er. Hvem du kan blive og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheden såvel som dine begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som ucharmerende sider.Og hvis ikke du ved nogen af delene, er det svært at vide hvordan du skal møde verden og de mennesker, du deler den med.” (“Det Gennemsnitlige Menneske” – Morten Albæk) Læs Videre

Lidt om at kunne bruge hinanden til noget

“Måske ku vi bestige bjerge / Vi har så tit løbet panden mod en mur  / Måske kunne vi sige det ærligt / det sagt så tit i en branderts tomme ord / Måske ku vi finde værdier / andre end dem vi tvungne ta’r imod / Måske ku vi blive lidt rigere / nu hvor vi er velværdsofferblod
/ Måske ku vi / måske ku vi / Finde noget at bruge hinanden til / Jeg tror jeg er for træt nu til det” (“Måske ku’ vi” – Sebastian).
Læs Videre