9000running

I don't train, I don't race... I RUN!

Lidt om Copenhagen Marathon 2017

“Vi løber ud af skyggen og ud på Nørrebrogade. Vi løber forbi Assistens Kirkegården. Vi løber ned mod Dronning Louises Bro. Vi løber ned mod larmen. Vi løber ned mod kaos. Vi løber ned mod festen. Vi løber sammen. Vi løber! Jeg ligger lige bag Laura. Jeg løber op på siden af hende. Hun kigger på mig. Hun ser mig ind i øjnene. Hun siger “Vi løber op på den bro sammen”! Vi kan fornemme, hvad der venter os. Vi tager alle sammen hinanden i hænderne. Vi løfter dem op. Så løber vi ind i en mur af konfetti, røg og en øredøvende larm. I det øjeblik smelter det hele sammen. Vi er lige midt i det. Om lidt er vi forbi og på vej videre. Men lige nu er vi præcis, hvor vi skal være. Vi er midt på broen. Vi startede sammen og vi løb op på broen sammen. Vi gjorde det sammen!” […]

Lidt om den første gang

Regnen siler ned over Københavns gader og de tusindvis af løbere, der kæmper sig igennem det årlige Copenhagen Marathon ligesom jeg selv. Mine sko og strømper er våde og regndråberne løber ned af min arm. Jeg har løbet 37 kilometer. Selvom det ikke er varmt denne søndag i maj, er det alligevel rart at blive kølet ned efter at have løbet i mere end 3 timer. Da der mangler 3 kilometer rammer erkendelsen mig. “Du er ved at gennemføre et marathon-løb!”. Jeg ved nu og tror nu på, at jeg kommer til at gennemføre løbet. En tanke, der blot få år tidligere ville have været fuldkommen utænkelig. Vi krydser slotspladsen ved Christiansborg og løberen lige ved siden af mig begynder at vakle og er tæt på at besvime af udmattelse. Nogle tilskuere springer til og hjælper hende. Jeg forsøger at holde fokus på de sidste kilometer, selvom at mit hoved at ved at eksplodere af tanker lige nu. Nu mangler der en kilometer. Jeg løber op på Langebro. Følelsen her er helt vanvittig. Som løber skærer man sig igennem tilskuerne, der trodser vejret og hepper os frem. Vi løber så tæt, at jeg flere gange strejfer tilskuere efterhånden som menneskemasserne åbner sig op for os! Da vi løber ned under Langebro og ind på opløbet er larmen øredøvende! Jeg får en kæmpe klump i halsen og mærker tårerne i øjnene! “Du gjorde det, du gjorde det fandme!” Det føles uvirkeligt og jeg er så fantastisk stolt! Pludselig er jeg i mål. Jeg stopper mit ur og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Men jeg ved instinktivt med mig selv, at det her skal jeg gøre igen!” […]

Lidt om at blive enige om morgenmaden

“Der findes mange sider af den samme oplevelse. Så mange, at det måske ikke giver mening at tale om den samme oplevelse. Måske er det forskellige oplevelser? Det, der kan virke som koncentration, kan måske også opfattes som indesluttethed. Minutiøse forberedelser, der kan tolkes som egoisme. Vi betragter de samme ting igennem forskellige prismer. For to uger siden løb jeg mit sjette marathon i Hamburg. Den historie har jeg allerede fortalt Jer – sådan som jeg oplevede den. Idag fortælles den samme historie med nye ord af en person, der oplevede de samme dage i den tyske by på en anden måde end mig selv. Idag fortæller Lea om, hvordan det er, at være en del af nogle dage, der udelukkende handler om mig og de sidste skridt frem mod mit løb. Her er hendes historie!” […]

Lidt om Hamburg Marathon 2017

Hotelværet i Hamburg er stadig helt mørkt, da jeg sætter mine fødder ned på det kolde gulv og lister ud på toilettet. Jeg skynder mig tilbage i sengen og forsøger at finde roen til at falde i søvn. Det lykkes ikke. Jeg ligger instinktivt og venter på det, som jeg inderst inde frygter, nemlig at uret ringer. Jeg er ikke klar til at blive konfronteret med det, som jeg har ligget søvnløs over de sidste uger. Når uret ringer starter en endeløs række af mekaniske rutiner, som jeg ikke har lyst til at være en del af. Lige nu føles stilheden i det mørke hotelværelse tryg og sikker. Og selvom at det er en hul tryghed og at jeg ligger i sengen på lånt tid, lukker jeg alligevel øjnene og når at forsvinde i søvnen i nogle få øjeblikke inden jeg vækkes af alarmen på mit ur. Det er nu! […]

Lidt om at skabe sin egen verden

“Bildøren smækker og motoren starter. Det giver en næsten øjeblikkelig ro. Så er vi på vej! Det er vigtigt. Den sidste time har jeg skiftevis tjekket den blå IKEA-pose på spisebordet i stuen, der indeholder løbesko, løbetøj, foam roller og tusind andre små ting, som sikkert aldrig kommer i brug denne weekend, men som virkede uundværlige, da jeg pakkede. Jeg tager jakken af og stiller tasken ned ved siden af mig. Helt automatisk ”indretter” jeg mig på den trange plads på bagsædet af den røde Skoda. Det er en af mine favoritting ved at køre i bil, når man skal køre flere timer. Jeg kan godt lide at indrette mig på den begrænsede plads, som er i en bil. Det skal ikke misforståes, for det er faktisk en af de ting, som jeg godt kan lide ved at køre – nemlig at pladsen er lidt trang. Så finder jeg min flaske med vand frem og sætter den i holderen i bildøren. Jeg ligger min telefon i lommen på sædet foran mig. Jeg tager mine sko af. Jeg sætter min rygsæk ved siden af, hvor jeg har en bolle med Nutella og en proteinbar i. Så er jeg klar. Det handler om at skabe en ”lille verden” i den store verden. Det kan jeg godt lide. Så er der styr på tingene. Overblik. Tryghed. Det kan jeg også godt lide.”

[…]

Lidt om at være fandens bange

“Jeg er bange for mange ting. Jeg var bange for hunde, da jeg var barn. Jeg var bange for at snakke med de piger, som jeg vild med, da jeg var teenager. Jeg har været bange for at blive ensom. Jeg har været bange for at flyve. Jeg har været bange for angst-følelsen, der kan lamme kroppen, når man bliver bange. Bange for angsten. Jeg er bange for at fejle næste søndag. Jeg er bange for at skuffe mig selv. Jeg er bange for ikke at give mig fuldt ud. Jeg er bange for at løbe over evne og gå kold. Jeg er bange for at søge grænserne. Men det er nødvendigt! For mest af alt, er jeg bange for at stå det præcis samme sted som sidste år. Angsten for at stå stille skræmmer mig mere end noget andet. Derfor søger jeg grænserne.” […]

Lidt om at spise kage i Slagelse

“Det er en underlig følelse, der rammer mig. Bag mig kan jeg høre Daniella og Claus, der står og snakker sammen. Jeg kan ikke høre, hvad de snakker om og det irriterer mig lidt. Imens løber jeg på løbebåndet. Min næse klør, men på grund af den iltmaske, som skal måle min udåndingsgasser, har jeg ikke mulighed for at klø mig på næsen. Det irriterer mig også. jeg løber 12 kilometer i timen. Det burde være let. Føles let. Det gør det ikke. Det irriterer mig i særdeleshed. Jeg synes, at det går alt for hurtigt og jeg føler mig unødigt forpustet. “Det burde simpelthen ikke være så hårdt”, tænker jeg. Inderst inde ved jeg godt, at det udelukkende er oppe i hovedet, at disse tanker foregår, men jeg begynder at forestille mig, at jeg træder ned fra båndet og tager iltmasken af imens jeg kigger over på Claus, der skal fortælle mig, at jeg er i historisk dårlig form. Det sker selvfølgelig ikke og 10 minutter senere stopper Claus båndet og jeg ved, at det er gået præcis, som jeg havde drømt om!”

[…]

Lidt om en historie om min vægt

“Jeg levede et normalt liv. Et normalt liv, der dog ikke var lykkeligt hele tiden. Den mad jeg spiste blev erstatningen for de ord, som jeg skulle have sagt. Som jeg burde have sagt. Det jeg spiste, blev samtidig mit følelsesmæssige kompas, hvor nålen viste min sindstilstand. Det blev en flugt fra det ansvar, som jeg burde have udvist overfor mine omgivelser. Mine nærmeste. Mig selv. Det blev et mønster, som jeg gentog igen og igen. Det blev et mønster, der endte med at blive en del af mig.” […]

Lidt om en test af min form

“En portion havregrød og en drikkedunk med vand. Det er min faste morgenmad på dage som disse. Det spises mekanisk og uden nogen egentlig form for nydelse. Men jeg ved, at det fungerer for mig, så derfor holder jeg stædigt fast i det. Jeg kigger ud af vinduet imens jeg tager mine splitshorts på og min termotrøje. Dråber af regn løber langsomt ned af ruden. De forsvinder og nye kommer til. Lige i det øjeblik står jeg og overvejer, hvorfor jeg egentlig gider at gøre det her. Klokken er halv syv og jeg har mest af alt lyst til at ligge mig tilbage i sengen og sove indtil det tidspunkt, hvor min krop naturligt ville vække mig af søvnen. Det virker langt mere tillokkende end at sidde i en bil i halvanden time og løbe rundt om en sø i regnvejr.” […]