Lidt om et bjerg i Frankrig og ikke at give op

“Jeg sidder i det halvkolde vand og stirrer lidt ud i luften! Hotelværelset er tomt. Udenfor kan jeg svagt høre lydene fra ishockey-banen på byens torv, der til trods for at det er juli måned, er flittigt besøgt. Jeg må sande, at der er masser af tid til refleksion, når man sidder alene i et badekar i næsten 2000 m. højde. En lyd ude fra hotellets gang får mig til at kigge op. Jeg kan lige skimte min blå og hvide Banesto-trøje, der ligger på gulvet i stuen. Den virker lidt sørgelig, som den ligger der. På den ene side har jeg ikke lyst til at være alene, men samtidig kan jeg heller overskue, at resten af familien skulle komme tilbage. Jeg prøver igen at retfærdiggøre min beslutning overfor mig selv. Retfærdiggøre, at jeg en time tidligere havde smidt min cykel i bagagerummet på min moster og onkels bil og var blevet kørt til toppen af bjerget. Jeg prøver at genkalde mig den anstrengelse, der fik mig til at give op… Måske i et naivt håb om at erkende rigtigheden i beslutningen. Det lykkes ikke og som jeg sidder der og begynder at småfryse lidt føler jeg mig som en stor taber!”  Læs Videre

Lidt om den store plan og den lille nervøsitet

“Der er både noget meget mærkværdigt og samtidig noget uskyldigt over fuglene, som de går der hen over stranden. Jeg stopper, helt uden at tænke over det, op og betragter dem. Gang på gang piler de ud mod brændingen med en uforklarlig dødsforagt og uden noget synligt formål. Hver gang bølgerne brydes og skyller op på stranden undviger de i sidste øjeblik blik og vender tilbage til sikker afstand – blot for at gentage det hele en gang til. Det er et fascinerende syn. Det minder mig om dengang i 4. klasse, da Lars og jeg afprøvede hvor hårdt vi kunne slå på glasset til skolens brandalarm uden at den gik igang. Måske leder fuglene bare efter føde, der bliver skyllet på land. Men det er som om de er drevet af en lyst til at bevæge sig på kanten, hvor der hele tiden er en masse på spil. At selvom alternativet ville være knap så stressende og farefuldt, så ville det samtidig også være for kedeligt og på en måde giver det mening!” Læs Videre

Lidt om dengang i Skagen og et lille løb

“Jeg kigger mig omkring i parcelhus-kvarteret. Der er ikke et øje at se – og det føles som om, der er virkelig langt hjem! Jeg løber forbi en gammel mand, der står udenfor et hvidt murstenshus og klipper hæk. Vi kigger på hinanden. Umiddelbart virker det ikke som om vi hver især har den store forståelse for, hvad den anden har valgt at bruge sin lørdag på. Mine ben er trætte og lårmusklerne er ømme. Hver gang jeg sætter foden i jorden er det som at få et lille slag lige midt på låret. Kroppen er tom og jeg føler, at ligemeget hvad jeg gør, så kan jeg ikke øge farten og må kæmpe for bare at holde mine split-tider. Men der er et sted, der har det værre end benene! Hovedet har det allerværst! For som jeg løber der på Skarpæsvej i Skagen kan jeg også mærke en anden følelse komme snigende… Jeg har sgu lidt ondt af mig selv!” Læs Videre

Lidt om nyt løbeur og en grå racercykel

“Jeg kan stadig huske, da den stod hjemme i gangen og jeg så den første gang. Det var en grå SCO racercykel med gedebukke-styr, som vi kaldte det dengang. Det var min og selvom cyklen var brugt, så var det stadig en drøm, der gik i opfyldelse. Min far havde bygget den til mig. Jeg var den første på vejen, der fik en racercykel og de andre drenge var imponerede af dette grå vidunder. På en eller anden måde betød det noget, at jeg havde noget, som var særligt og som kun var mit. På vejen boede der en dreng, der hed Jesper. Han synes også, at min nye cykel var ret sej og fik naturligvis lov til at prøve en tur på den. En uge senere fik Jesper også en racercykel. Hans var ikke brugt, men derimod splinter-ny. Den var lyseblå og havde et italiensk-klingende navn, der gjorde at det rent faktisk lød som en RIGTIG racercykel. Jeg elskede min grå racercykel lige til den dag, jeg var for stor til at køre på den. Men selvom jeg stadig ikke helt kan forklare hvorfor, så døde en lille bid af magien omkring cyklen den dag jeg ikke længere var den eneste dreng med en racercykel på vendepladsen for enden af vejen.” Læs Videre

Lidt om sko og sko og sko

“Jeg drejer hovedet i det samme jeg kommer ind i butikken. Jeg ved præcis, hvor jeg skal kigge hen! Jeg kommer kun af denne ene grund. Alt det andet i lokalet kan ikke distrahere mig. To hurtige skridt og ned ad et trin, så er jeg der. Jeg smiler og ryster umærkeligt på hovedet, da hun spørger om jeg har brug for hjælp. Ingen hjælp! Jeg er her bare for at nyde. Mit gamle “jeg” ville kun have haft et fnys og hånlatter til overs for min entusiasme. Men lige nu suger jeg bare det hele til mig med en barnlig glæde. Det er ikke kun farverne. Ej heller er kun det funktionaliteten eller udseendet. Det er helheden. Det er detaljerne. Men mest af alt handler det om karakter og den må ikke være kedelig! Livet er for kort til kedelige løbesko!” Læs Videre

Lidt om mentale forberedelser og lyserøde jakker

“Vækkeuret ringer kl. 7.00 og jeg slår det hurtigt fra inden hende ved siden af vågner alt for meget. Der er næsten noget rituelt over disse morgener. Egentlig kunne jeg sagtens have sovet længere og det er trods alt søndag morgen. Samtidig er det også noget uendeligt tilfredsstillende over at stå tidligt op søndag morgen – ikke fordi jeg skal men fordi jeg har lyst! Fordi jeg har et mål med det! Derfor smilede vi også til hinanden igår, da vi gik i seng og konstaterede, at klokken blot var 21.30 denne lørdag aften. Jeg siger ikke, at det er den eneste måde at gøre det på, men det er min måde og det virker for mig. Jeg lister ud i køkkenet og finder den sidste rest af pastaretten fra igår aftes og varmer den imens jeg laver en drikkedunk klar med to Zero tabs. Det her er min søndag morgen” Læs Videre

Lidt om Hechmann Running og en kold cola

“Solen bager ubarmhjertigt og jeg er klædt helt i sort og kun skoenes røde og gule farver bryder det hele en smule. Jeg finder en smule skygge under træerne ved vandkanten og hiver telefonen frem. Jeg får taget det obligatoriske billede fra løbeturen til at smide på Instagram. Det blev en selfie og bestemt ikke den bedste jeg har taget! En par triatleter, der har været ude og lufte deres våddragt kigger lidt imens jeg prøver at finde den rigtige vinkel på billede. Jeg smiler til dem og lader dem tænke sit. Inden jeg slukker telefonen, kan jeg se, at jeg har modtaget en mail. Jeg kender navnet med det samme, for hun er en af de danske, kvindelige løbere. Sådan en helt almindelig onsdag lige der, hvor Hasseris bliver til Mølholm, har jeg ualmindeligt svært ved at forstå, hvorfor hun har sendt en mail til mig!” Læs Videre

Lidt om at forstå mig ret og finde sin vej

“Det ville ikke være fyldestgørende at kalde det for min motion og det ville være en kliché, at kalde det for min livsstil. Måske er det bare en af den slags usandsynlige kærlighedshistorier, der opstår ved et tilfælde og som ikke kunne forudsiges. Det er ikke en afhængighed af målet men et behov for at være i processen. Det handler ikke om, hvor mange løb jeg kan gennemføre, men hvordan jeg kan holde passionen i live. Det ville nemt kunne afskrives som en desperat midtvejskrise eller et behov for anerkendelse og ros – måske er begge dele sandt! Men for mig er det større end dette og alligevel er det ligetil. Det er måske noget af det mest enkle der findes og der er intet kompliceret over det! Det er bare løb! Jeg løber fordi jeg elsker følelsen af at løbe – jeg løber fordi det får mig til at elske følelsen af at leve!” Læs Videre

Lidt om skøre ritualer, god form og stjernestøv

“Jeg har gjort det et utal af gange og hver gang gør jeg det to gange! Altid to gange! Det er unødvendigt og grænsende til en besættelse, men det er som om det er nødvendigt at gøre det to gange for at være HELT sikker på de gode eller dårlige nyheder! Men hver eneste gang viser vægten det samme som første gang jeg står på den! Det er blevet et lille ritual, som hver gang skal udføres med samme præcision for at sikre mig, at alt går rigtigt til. Fødderne skal stå på den rigtige måde og vægten står samme sted på gulvet hver gang. Resultatet tager jeg til efterretning og prøver altid på ikke at lade det fylde alt for meget – det varierer lidt hvor godt det lykkes!” Læs Videre

Lidt om variation, våddragter og langrend

Jeg har givet skrivepennen videre til en gæsteskribent. I sidste indlæg skrev jeg om min tilgang til at løbe ift. at søge monotien, ensomheden og de mange gentagelser. Idag giver jeg ordet til Henrik, der har det fuldstændig anderledes end jeg. Henrik kalder sig selv triatlet – jeg kalder ham forvirret over, hvilken sport han egentlig dyrker! Men på trods af dette er han stadig ualmindelig sej og så er han en af de personer, der har været med hele vejen på min lange rejse som en kæmpe støtte, inspirator, motivator og ikke mindst ven. På søndag deltager han i Xterra Nordic og idag fortæller han lidt om sin vej dertil. Læs Videre