Lidt om små glimt og om at være sur

“Jeg løb ad Kong Christians Alle. Forbi Nordjyllands Kunstmuseum og Skovdalen. Da jeg kom til lyskrydset ved Hobrovej, så jeg tilfældigvis op mod Hotel Hvide Hus. På en altan på øverste etage baskede en fugl rundt. Et eller andet ved situationen gjorde, at jeg stoppede op. Fuglen forsøgte at flyve væk og videre, men et eller andet holdt den tilbage. Altanen virkede som et bur. Der var et eller andet ved det syn, der føltes virkelig sørgmodigt. Fuglen, der både var så uendelig fri og alligevel håbløst fanget. Fanget af noget usynligt. Fanget af ingenting. Men stadig ude af stand til at vriste sig fri. Sørgmodigheden var jo nok mest en følelse jeg lagde i situationen. Men jeg blev virkelig trist. Dagen efter kom jeg cyklende samme vej og instinktivt kiggede jeg op mod altanen igen. Fuglen var naturligvis væk.” Læs Videre

Lidt om, hvad der kan ske på 210 minutter

“Hunsrück er en lav bjergkæde i delstaten Rheinland-Pfalz i Tyskland som hører til Mittelgebirge. Den grænser til floddalene ved Mosel i nord, Nahe i syd og til Rhinen i øst. Her er smukt og idyllisk. I sommeren 1997 krydsede Tour-feltet denne destination. Det var den sidste bjergetape i årets Tour de France. Jan Ullrich bar den gule trøje denne dag. Han havde sovet dårligt om natten på grund af forkølelse. Tidligt på etapen kører en gruppe af favoritterne væk fra Jan Ullrich og får hurtigt et minuts forspring. Det ligner et sammenbrud af den unge rytter. Så træder Udo Bölts, der er holdkammerat med Jan Ullrich, op på siden af Ullrich. Netop som kameraerne hviler på den kriseramte Ullrich, brøler han en kommando, som idag er blevet en fast vending i det tyske sprog, når man skal bide tænderne sammen – Quäl dich, du Sau! Så kæmp dog, dit svin!” Læs Videre

Lidt om at blive den bedste version af sig selv

“Det er en lørdag formiddag. Som jeg ligger der på sofaen minder jeg mest af alt om et fældet træ. Drømmene er bristet. Ingen tro. Intet håb. Jeg har lyst til at røre mig. Gøre noget. Bare noget. Men der sker ingenting! Der er frost på ruden. Jeg har lyst til at spille på min guitar, men jeg kan ikke. Ikke i det øjeblik. Jeg har lyst til at læse en bog, men kan ikke overskue at se på bogreolen. Minderne ser ned på mig og alle veje fører pludselig hjem. Jeg har lyst til at blive her, men jeg ved at det er umuligt. Jeg er løbet tør for tårer og er tom for ord. Jeg rejser mig. Kigger ud af vinduet. Det føles skræmmende at blive trængt ud af sin krog. Jeg snører mine sko. Forsøger at skrælle mig ud af tankerne om et andet liv. Jeg er her, selvom jeg ikke har lyst. Vinden er kold udenfor og jeg står lidt forladt på fortorvet. Hvad er det jeg skal? Jeg løber hen ad vejen. Jeg gider ikke, men noget i mig tvinger mig til at blive ved. Jeg bliver hurtigt forpustet og har lyst til at gå lidt. Jeg gør det ikke. Det her føles anderledes. Det føles som en manglende reaktion. Det er som et undertrykt skrig, der kommer indefra. Noget udefinerbart og uopfyldt. For første gang, i alt for lang tid, er der noget, der føles rigtigt.” Læs Videre

Lidt om løb i skoven og jord i hovedet

“Jeg drejer til højre af et lille, mudret MTB-spor og fortsætter af det nogle hundrede meter. Til højre igen og så til venstre. Jeg holder farten op af en stejl bakke og da jeg kommer til toppen kigger jeg mig lidt omkring. Lige i det øjeblik slår det mig. Jeg har faktisk ingen ide om, hvor jeg er henne! Jeg løber lidt videre med et forsigtigt håb om at møde noget genkendeligt. To hundrede meter længere henne må jeg overgive mig. Jeg tager min telefon frem. Jeg åbner Google Maps og opdager, at jeg faktisk står i den modsatte ende af skoven end hvor jeg startede. Jeg beslutter mig for at vende om og begynder at løbe tilbage mod parkeringspladsen, hvor bilen holder. Jeg løber ned af den bakke, som jeg har besteget nogle ganske få minutter tidligere og så sker det. Min fod hænger fast i en rod og jeg når at tænke det inden det sker. Nu falder du. To sekunder senere ligger jeg fladt på den bløde skovbund. Jeg husker naturligvis at stoppe mit ur som det første! Jeg har jord i hele den ene side af hovedet. Lige i det øjeblik føler jeg mig virkelig, som det jeg er. En total nybegynder indenfor trailløb. Men jeg smiler og ved at jeg gør det igen.” Læs Videre

Lidt om en god dag at løbe hurtigt på

“Det er følelsen rundt i svinget, der er det fedeste. Der mærkes det tydeligst. Det føles en smule usikkert, men jeg holder farten. Jeg accelererer ud af svinget. Solen rammer min øjne og i nogle ganske få sekunder løber jeg i blinde. Jeg lukker øjnene og lukker alt andet ude. Det er det her rum jeg søger. Det er her jeg gerne vil være. Det er her jeg søger hen på min ture alene. Benenes rytme fylder alt. Jeg skal ikke koncentrere mig om andet end at flytte mine ben. Det handler ikke om at tømme hovedet, men det sker alligevel automatisk. Kun små, flyvske tanker strejfer mig inden de forsvinder igen. I den her tilstand er alt flygtigt. Himlen er lyseblå og stien er dækket af røde og gule blade. Endnu en sommer er løbet væk. Det er en smuk dag i oktober. Det er en god dag at løbe hurtigt på. Det er bare en god dag!”

Læs Videre

Lidt om at starte op og tage det første skridt

“På søndag mødes en flok løbere i København. De vil være meget forskellige. De vil også se meget forskellige ud. Nogle af dem står der for første gang. Andre har stået det masser af gange. De kender det. De ved, hvad det handler om! Nogle vil stå og småsludre eller sende hinanden et genkendende nik. Andre vil stå alene og se sig omkring imens de tager stemningen ind. Måske vil det se tilfældigt ud, hvis du passerer dem ved Østerbro Stadion. Men tag ikke fejl – de er der af den samme grund. De har en ting til fælles. Nogle af dem har sikkert flere ting til fælles, men på søndag står en særlig ting særligt skarpere end noget andet. Drømmen om marathon! Når de allesammen tager det første skridt ud på ruten i Fælledparken på søndag, der står smukt i efterårsfarver, vil deres tanker drømme sig afsted. De drømmer om Copenhagen Marathon 2016 og på søndag tager de det første skridt!”

Læs Videre

Lidt om kun at have brug for en enkelt grund

“Jeg synes det er vigtigt at have fornemmelsen af at være i det rigtige rum. Udenfor er der et ydre rum. Det er udenfor og jeg er indeni. Det er jeg midt i. Det bevæger sig. Hele tiden. Der er forskellige lyde, som jeg registrerer. De indgår i min bevidsthed. Disse lyde er som små, diskrete penselstrøg henover stilheden. Det giver stilheden en lidt kantet overflade. Det synes jeg virkelig er skønt. Musikken svinder måske lidt hen. Pludselig er den der ikke mere. Så ligger jeg pludselig mærke til lyden fra en fugl, som jeg ikke hørte før. Det forandrer igen det rum jeg er i. Der behøver ikke at ske noget. Måske skal jeg virkelig spidse mine ører for at høre de allermindste ting. Det er okay! Det er sådan det skal være. Lydene skal være der for igen at forsvinde. Hvis man ikke lytter er de der ikke. Men hvis man virkelig lytter efter, er alle de små lyde med til at give rummet den helt rigtige dimension. De helt rigtige proportioner! De små rytmer tager form. Jeg behøver ikke en masse grunde til at være her! Der findes bare en eneste grund til at jeg ikke kan lade være med at være her!” Læs Videre

Lidt om løbetesten og en drømmekage

“Jeg kan fornemme mit eget åndedrag i iltmasken. Den sidder stramt og forhindrer mig i at se andet end lige frem. Jeg hører kun min hurtige vejrtrækning, der næsten overdøver løbebåndets summen. Mit blik er låst fast på det sprossede vindue for enden af rummet. Udenfor er vejret koldt og flot. Solen lyser de mørke og nypløjede marker op. Herinde er der varmt. Svedperler løber ned over mine arme. Tempoet er skruet op og pulsen er ved at høre høj. Jeg tager mig selv i at smile en lille smule under masken. De andre kan ikke se det, men jeg nyder det! Det er en fed oplevelse. Pludselig er det slut. Alt for hurtigt! Hastigheden på løbebåndet falder hastigt og imens jeg smålunter afsted kan jeg mærke ærgrelsen komme snigende. Ikke over selve oplevelsen, men over at den er slut. I virkeligheden er jeg bange for at køre i rutschebaner i Tivoli, men lige i det øjeblik føler jeg mig som en lille dreng, der ville ønske at denne forlystelse bare kunne have fortsat for altid!” Læs Videre

Lidt om øjeblikket og de nye mål

“Det er lidt som i en film. Et enkelt øjeblik, hvor tiden får lov til at strømme. Solen står lavt på den blå himmel. Der er stille i bilen. Vi er trætte ovenpå weekenden og ingen siger noget. Det er rart. Stilheden. Den stilhed, der ikke behøver at blive punkteret af unødige ord. Den må gerne stå alene og fylde. Den bliver ikke pinlig eller akavet. Den er tryg og en let berøring af hendes hånd er alt hvad jeg behøver. Jeg kigger ud af vinduet og forsvinder væk i tankerne. Jeg er helt rolig indeni. Jeg smiler for mig selv, da jeg genkalder mig følelserne. Nervøsiteten og stoltheden. Smerten og glæden. Jeg siger sætningen igen i hovedet. Den sætning, som jeg har gentaget et utal af gange. Du gjorde det! Du gjorde det sgu! På den ene side troede jeg ikke på det, men alligevel var jeg aldrig i tvivl. En sidste tanke rammer mig inden en bil overhaler os og jeg er med et tilbage i nuet. Tanken sidder lidt i mig. Jeg har lyst til at skubbe den væk, men tager den ind… Hvad så nu?” Læs Videre

Lidt om Skagen Marathon 2015

“I Skagen er der en blå streg. Den strækker sig ud og ind ad byen. Den passerer de karakteristiske gule huse i byen og forbi de røde pakhuse på havnen. Den fortsætter ud over de åbne områder i klitplantagen syd for byen. Den er 10 cm. bred og flere steder er den en smule utydelig. Hvis ikke man vidste den var der, ville man nemt kunne overse den. Stregen er præcis 21097 m. Præcist! Det er vigtigt! Igår levede jeg på den streg! Igår fløj jeg langs stregen. I næsten 100 minutter var mit blik fæstnet på stregen. Låst fast. Fokuseret. Hele tiden 2-3 meter foran mig. Normalt elsker jeg Skagens gule og røde nuancer, men igår var der kun en farve. Igår var Skagen blå!” Læs Videre