2. Galleri

9000running

Fællestræning med @hechmannrunning - og jeg er t

Fællestræning med @hechmannrunning - og jeg er tilbage i løbeskoene igen!

#cphmarathon
#hechmannrunning
#løb
#løber
#løbetræning
#cphmarathon22
#run
#runners
#running
#runnershigh
#runnerslife
#aalborg
#marathon
#halvmarathon
#halfmarathon
#instarunners
#saucony
#runnerscommunity
#runnersworld
#løbetur
#laufen
#training
#löpning
#löping
#motivation
#jagspringer
@hechmannrunning

Farvel fra mig til @sidemakker! Engang imellem ka

Farvel fra mig til @sidemakker!

Engang imellem kan det være nødvendigt at sige farvel til noget, når virkeligheden overhaler ambitioner og noget så banalt som lyst indenom.

“Skal vi ikke lave en podcast?”

Sådan spurgte Mads for to år siden, da vi løb igennem Østerådalen. Jeg havde ikke lige selv tænkt tanken og anede ikke, hvordan man overhovedet skulle gribe det an. Men jeg var selv blevet lidt træt af at skrive på min egen blog, så jeg sagde “jo, lad os prøve det”.

I dag landede afsnit nr. 61 af Sidemakker på forskellige podcast-platforme og på næste mandag udkommer der endnu et afsnit. Og netop det afsnit i næste uge bliver også det sidste afsnit, som jeg er med på i Sidemakker.

Jeg har besluttet mig for at trække mig fra det podcast-projekt, som Mads og jeg har drevet afsted de sidste par år. En opgave, der har kostet mange timers arbejde, men også noget, der har fyldt mig med stor glæde at beskæftige mig med og ikke mindst stolthed over, hvor vi er landet indtil videre.

Årsagen er så enkel og hverdagsagtig som tid og ressourcer. Jeg føler ikke længere, at jeg har de timer og ressourcer, som der er nødvendige for at leve op til de drømme og ambitioner, som vi har haft og fået med vores podcast. For to år siden, ville jeg aldrig have drømt om, at vi havde fået de oplevelser, som de sidste to års optagelser har givet - men de sidste to år har også gjort det tydeligt, hvad det kræver og vil kræve fremover at fortsætte med at udvikle podcasten.

Inden det her kommer til at lyde som en unødvendig nekrolog, så frygt ej: Sidemakker-podcasten fortsætter! Hørte I allesammen det? Sidemakker fortsætter! Mads bliver ved med at optage og udgive - og for nogen vil det måske endda være en fordel, at al overflødig dødvægt er skåret væk og den talentfulde går solo!

Tak til alle Jer, der har haft lyst til at lade Jeres stemme og vores samtale blive optaget igennem de sidste par år!

Tak til Jer, der har lyttet med fra starten eller bare opdagede os tilfældigt og blev hængende!

Og så bare tak til Mads!

“Hey, tag lige et billede af mig” #sauconydan

“Hey, tag lige et billede af mig”

#sauconydanmark
#cphmarathon
#hechmannrunning
#løb
#løber
#løbetræning
#cphmarathon22
#run
#runners
#running
#runnershigh
#runnerslife
#aalborg
#marathon
#halvmarathon
#halfmarathon
#instarunners
#saucony
#runnerscommunity
#runnersworld
#løbetur
#laufen
#training
#löpning
#löping
#motivation
#jagspringer
@hechmannrunning
@sauconydanmark

To timer lige her cphmarathon #hechmannrunning #l

To timer lige her

cphmarathon
#hechmannrunning
#løb
#løber
#løbetræning
#cphmarathon22
#run
#runners
#running
#runnershigh
#runnerslife
#aalborg
#marathon
#halvmarathon
#halfmarathon
#instarunners
#saucony
#runnerscommunity
#runnersworld
#løbetur
#laufen
#training
#löpning
#löping
#motivation
#jagspringer
@hechmannrunning

Halvfems elliptiske og sveddryppende minutter på

Halvfems elliptiske og sveddryppende minutter på en stille morgen. Lysstofrør, der lyste det grønlandske torv op. Jeg genså marathonløbet fra Chicago i totusindognitten og så Kosgei smadre en af de mest legendariske rekorder. Imens forestillede jeg mig, at jeg snart løber igen. Skuffelsen over et forsømt forår sidder stadig i kroppen. Men samtidig vokser stædigheden også frem. Jeg har jo på en eller anden måde været her før. Så nu holder jeg på. Motivationen er drømmen om det hurtige marathon. Det perfekte løb. Det drømmer jeg stadig om.

#sauconydanmark
#cphmarathon
#hechmannrunning
#løb
#løber
#løbetræning
#cphmarathon22
#run
#runners
#running
#runnershigh
#runnerslife
#aalborg
#marathon
#instarunners
#saucony
#runnerscommunity
#runnersworld
#løbetur
#laufen
#training
#löpning
#löping
@hechmannrunning
@sauconydanmark

I går løb jeg tyve kilometer i skovene omkring A

I går løb jeg tyve kilometer i skovene omkring Allerød. Ved siden af mig cyklede Henrik. Jeg tror egentlig at en del af grunden til at jeg begyndte at løbe var, at Henrik var begyndt at løbe lidt før mig og havde tabt sig. Det ville jeg også gerne - og jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var åben for forandring. Henrik og jeg har kendt hinanden i næsten 25 år og imens jeg løb og han cyklede snakkede vi om alt og ingenting. Turen var også en lille tryk-prøve af min læg, der har været irriteret og øm de sidste uger. Det har gået den rigtige vej, men jeg havde brug for at få en vished om, hvorvidt toogfyrre kilometer om fem uger har helt hovedløst. Så jeg havde aftalt med @claushechmann at jeg løb en lidt længere tur. “Omkring halvanden time”, sagde Claus. Så det gjorde jeg. Det gik godt. Stort set ingen ømhed og følelsen af at bevæge sig i den rigtige retning. Men nogle gange er det et skridt frem og to skridt tilbage. For da jeg kom hjem og havde snøret mine gule løbesko op og drak kold cola, kunne jeg godt mærke at musklen spændte op på en måde, som ikke føltes lovende på samme måde som løbeturen. Og da jeg vågnede i morges, havde jeg lidt ondt i benet. Og så tog jeg en beslutning, som jeg allerede havde forberedt mig selv på at tage igår aftes. Først skrev jeg en besked til Lea og fortalte om min beslutning og at jeg bare var rigtig ked af det og derefter skrev jeg til Claus og fortalte at jeg droppede Cph Marathon. Så var beslutningen taget. Det var ikke så svært. For det er ret ligetil. Det er dumt at løbe marathon, hvis jeg får ondt i benet af at løbe tyve kilometer. Så nu trykker jeg på en eller anden imaginær pause-knap og finder ud af hvad jeg gør i stedet for. Uanset hvad løber jeg ikke i København. Følelsen af skuffelse og tristhed er ikke helt så nem at rumme som beslutningen var at tage. Jeg kan godt fortælle mig selv det, som vil være det åbenlyse at sige til en person i min egen situation. “Fornuftig beslutning”. “Du kommer stærkere igen”. “Du løber i København næste år”. Men det klinger alligevel ikke helt så rent. Det er skuffelsen. Det ved jeg. Det gode ved den er, at den jo damper forholdsvist hurtigt over. Det går jo nok. Selvfølgelig!

Tålmodighed med seks uger endnu! #sauconydanmark

Tålmodighed med seks uger endnu!

#sauconydanmark
#cphmarathon
#hechmannrunning
#løb
#løber
#løbetræning
#cphmarathon22
#run
#runners
#running
#runnershigh
#runnerslife
#aalborg
#marathon
#halvmarathon
#halfmarathon
#instarunners
#saucony
#runnerscommunity
#runnersworld
#løbetur
#laufen
#training
#löpning
#löping
#motivation
#jagspringer
@hechmannrunning
@sauconydanmark

Jeg løber på billedet, men jeg løber ikke allig

Jeg løber på billedet, men jeg løber ikke alligevel lige nu. Det vigtigste i den sætning må vel være ordene “lige nu”. En ømhed i en muskel i mandags har resulteret i at jeg trykkede på en imaginær pause-knap og flyttede træningen fra forårssolen til den kunstige varme i fitnesscentret. Min umiddelbare reaktion var irritation og ærgrelse. Det varede dog ikke så lang tid. Jeg har valgt, at jeg ikke vil bruge energi på at være i dårlig humør over det. Selvfølgelig vil jeg hellere løbe end ikke at løbe. Men jeg kan også mærke en ro i kroppen over at denne korte pause ikke skyldes min egen dumhed og at jeg har løbet rundt med verdens største skyklapper på og ladet som om det ikke gjorde ondt. For engangs skyld har jeg tager mig selv og min fireogfyrre år gamle krop seriøst og lyttet til det, som den fortalte mig. Og de sidste fem dage har jeg kunnet mærke en ret massiv ømhed forsvinde og give mig en forhåbning om, at jeg kan jogge en tur igen næste weekend. Måske? Jeg fokuserer på at jeg kan løbe igen om lidt og gider ikke bevæge mig ind i mine egne, ligegyldige og hypotetiske tanker om alt det, der tabes på gulvet af god form i de her dage. Om lidt mindre end to måneder skal jeg løbe et marathonløb. Marathon i København. Det glæder jeg mig til. Og den søndag i maj skal jeg løbe så hurtigt jeg kan og så hurtigt min krop kan holde til at løbe. Sådan må det være.

For toethalvt år siden rev jeg en muskel i min læg over. Jeg havde løbet fyrre kilometer i Berlins gader og jeg måtte løbe de sidste to kilometer til målet i Tiergarten i silende regnvejr og med smerter i benet. Resultatet var to måneder uden løb. Et resultat af denne fibersprængning er, at min muskel ikke helt har samme styrke som før eller som den samme muskel i det andet ben. For to uger siden løb jeg tredive kilometer og da jeg kom hjem, var min peroneus-muskel, som er navnet på den muskel det hele handler om, øm og gjorde lidt ondt. Den var lidt overbelastet. Siden da har jeg blandet lidt alternativ træning med lidt roligt løb. Det har hjulpet. Lidt. Men alligevel ikke helt. Lige nu er det lidt er vadested. I morgen har jeg aftalt med @claushechmann at jeg tester benet med en smule fart på løbebånd inden jeg skal til Flakkebjerg på søndag og løbetestes. Det er ret enkelt… hvis det går godt i morgen, tager jeg til Flakkebjerg. Går det mindre godt, bliver jeg hjemme og så tager jeg nok et par ugers pause fra løb og flytter hele træningen ind på en crosstrainer. Lige nu er er af de tidspunkter, hvor jeg tidligere har løbet med hovedet under armen og ignoreret kroppens signaler. Det vil jeg gerne lade være med at gøre nu. Løbe med hovedet under armen altså. Hellere en lille pause og så kunne bygge løbe-træningen hurtigt op igen end at smide hele pisset på gulvet. Det har jeg været ekspert i. At smide det hele væk. Ikke mere. Ikke mere! Billedet er fra Østerådalen idag. Høj sol. Kold forårsvarme. En af de dage, hvor løb er ret fedt! Det er det jo hele tiden! Og jeg kan ikke undvære det i ret lang tid. Jeg kan ikke undvære at løbe. Men jeg løber for sjov. Og det er sjovest at løbe, når benene ikke er ømme af træthed, men fordi de har brug for ro. Det er sjovest at løbe, når jeg kan løbe frit! I morgen er der to måneder til @cphmarathon - og da jeg stod og lavede mad idag, besluttede jeg mig for, at jeg vil løbe i København uanset hvad og at jeg vil nyde det hele uanset hvad! Jeg vil ikke løbe med hovedet under armen - jeg vil løbe det, fordi det er sjovt!

Jeg har løbet i ni år og i løbet af den tid, ha

Jeg har løbet i ni år og i løbet af den tid, har jeg gjort mange ting, for at kunne blive ved med at løbe. Jeg har været vedholdende og trænet som det mest åbenlyse, men i løbet af de ni år har jeg også gjort en masse dumme og tankeløse ting, som jeg bildte mig selv ind at jeg gjorde for at kunne blive ved med at løbe. Jeg har endda forsøgt at bilde andre disse ting ind. Og typisk har det været i de situationer, hvor jeg har mærket en begyndende overbelastning i min krop fortælle mig at jeg skulle slappe af og tage den med ro. Jeg har løjet overfor dem omkring mig, hvor ondt jeg havde i mine ben, når de spurgte mig om jeg havde ondt, fordi de kunne se at jeg humpede eller haltede. “Nej, det er ingenting”, sagde jeg. Jeg har spist smertestillende piller masser af gange, hvor jeg forsøgte at vilde mig selv ind, at jeg tog dem, fordi de helede kroppen imens jeg løb videre. Det løj jeg ikke om overfor andre - det undlod jeg bare at fortælle nogen. Jeg fik min læge til at udskrive den ene ipren-kur efter den anden lige indtil det øjeblik, hvor sandheden blev så tydelig, at jeg ikke kunne løbe længere og ofte ikke engang kunne gå uden smerter. Jeg har gjort en masse dumme ting, fordi jeg tænkte at jeg kunne blive ved med at løbe. Men i virkeligheden vidste jeg ofte godt selv, at jeg mest af alt bare løj for mig selv og gang på gang indhentede virkeligheden mig, som den altid har en tendens til at gøre for os alle. Så var kroppen ikke var lidt overbelastet. Så var den skadet. På kanten af ødelagt. Igen. Forårsaget af min egen dumhed. Ikke fordi jeg gerne ville blive ved med at løbe. Men nok mest af alt fordi jeg var bange for ikke at løbe. Nu skriver jeg i datid. For jeg forsøger at bilde mig selv ind at jeg trods alt er blevet en smule klogere af disse dyrekøbte erfaringer. Og jeg skriver dyrekøbte, fordi jeg fratog mig selv muligheden for at løbe, som jeg virkelig elsker at gøre og jeg mistede muligheden for at løbe med dem, som jeg holder af at løbe med. Jeg tror, at jeg trods alt er blevet bedre til at turde lytte til de signaler, som min krop sender mig og respektere dem. Have modet til at sætte tempoet en smule ned i stedet for at trykke speederen i bund.

Om ti uger er baggrunden skiftet ud med gaderne i

Om ti uger er baggrunden skiftet ud med gaderne i København. De velkendte steder, som marathon-ruten bevæger sig igennem og som vil kunne føles trygt og give en form for ro og overblik på toogfyre kilometer, hvor meget andet er ude af ens hænder og evnen til at kontrollere glider i baggrunden til fordel for evnen til at tilpasse sig. Det med at tilpasse sig, opbygges måske igennem de mange ugers træning. Uger der i virkeligheden er måneders arbejde inden det hele forløses i nogle ganske få timer. Der er mange ting, som det er nødvendigt at kunne tilpasse sig efter. Vejret. Årstiden. Hverdagen. Benene. Kroppen. Skaderne. Alt. Sådan kan det føles. Lige nu er det let at indstille sig på årstiden og vejret når kilometer bare forsvinder under en nøgen forårssol. Det er let. Resten er vilkår, når man er en person, der løber fordi det er sjovt og når de ambitioner man tillader sig at have, fylder så forsvindende lidt, når alt betragtes igennem et større perspektiv. Nogle gange får man spørgsmålet “hvordan går træningen?”. Andre gange kan det være “er du i god form?” og når vi nærmer os marathonløbet i København bliver det erstattet af det forhåbningsfulde spørgsmål om “er du klar?”. Jeg er elendig til at svare på alle tre spørgsmål og spørgsmål i tilsvarende varianter. For jeg ved sjældent hvad jeg skal svare? Til gengæld kan jeg sige, at det er sjovt at løbe lige nu. Jeg glæder mig til at løbe. Jeg er motiveret for at træne. Og selvom jeg er blevet lidt træt til sidste på de lange ture de sidste to søndagen hvor distancen har passeret tredive kilometer, så glæder jeg mig alligevel til denne træthed. Og ikke engang en øm lægmuskel, der har betydet at jeg tog toppen af mængden i den her uge og droppede intervallerne, har kunnet ødelægge glæden. Det er der styr på og jeg kan mærke at påpasseligheden, der er vokset ud at en lang række af skadespauser, er større en frygten for at “miste” et eller andet udefinerbart, som jeg sjældent ved hvad er, men som oftest har forhindret mig i at nå frem til det løb, jeg drømte om. Jeg læste engang en der skrev, at løb ikke handler om at nå i mål, men at nå frem til startstregen. Så tilpasser jeg mig!

Der står Belmont på lampen, der blænder mine ø

Der står Belmont på lampen, der blænder mine øjne. Det står på hovedet og hver gang jeg ligger tilbagelænet i den kolde tandlægestol læser jeg de spejlvendte bogstaver. Det minder mig om navnet på et hotel. Måske vil nogen kunne fortælle, at der findes et eller måske endda flere forskellige hoteller på forskellige steder i verden, der hedder Belmont? Og imens at min tandlæge og hendes assistent arbejder præcist og minutiøst i min ene kindtand, lader jeg tankerne glide hen til det sted i min fantasi, hvorunder eksisterer et hotel, der hedder Belmont. Jeg bryder mig nemlig ikke specielt meget om at gå til tandlægen. Min mor kan fortælle malende historier om hvordan min tandlægeskræk sikkert kan spores tilbage oplevelser hos den lokale skoletandlæge i 80’erne med oplevelser der ihverfald ikke er bliver mindre voldsomme, når de bliver fortalt igen og igen. Så jeg voksede op med at være bange for mange ting. Og tandlæger var en af disse ting. Så når jeg ligger i tandlægestolen og mærker mine læber og min kind snurre af den bedøvelse, som tandlægen sprøjtede ind i tandkødet med en stor kanyle, tænker jeg på alt andet end tandlæger og tænder, der skal efterses. Jeg kommer til at tænke på, at det minder mig om at løbe marathon. Eller måske bare at løbe. At engang imellem kan oplevelsen også blive så voldsom eller udmattende eller bare smertefuld, at jeg er nødt til at flytte mine tanker hen på andre ting. Det sker ikke af sig selv og det sker ikke nemt. Smerter i ens ben og en besværet vejrtrækning har oftest en tendens til at kræve al ens bevidsthed. Jeg ligger i tandlægestolen og tænker på, hvad jeg tænker på, når jeg løber. Det ved jeg ikke. Det er jo åbenlyst hvad jeg tænker på, når jeg er ved tandlægen, men jeg kan ikke helt komme i tanke om, hvad jeg tænker på, når jeg løber. Jeg forestiller mig ikke, at det er hverken fornuftige eller kloge tanker eller blot tanker, der er særlig sammenhængende. Oftest har jeg følelsen af at indtryk undervejs på løbeturen behandles med samme forsinkelse i min hjerne, som lyd under vand eller lys, der rejser gennem rummet. Pludselig bliver jeg bevidst om noget jeg er på vej væk fra. Jeg ved ikke hvad jeg tænker på, når jeg løber!

Livet med fans… realistisk set i ental! Tredive

Livet med fans… realistisk set i ental! Tredive kilometer og en smule ømme stænger på en søndag aften. Om elleve uger er planen at løbe endnu længere og endnu hurtigere i København!

30 km. (4.19)

Jeg føler mig lidt rusten og kan mærke at jeg li

Jeg føler mig lidt rusten og kan mærke at jeg lige skal finde ind i rytmen igen. Ikke bruge lang tid på planlægning og logistik. Bare løbe. Ikke bruge masser af mental tankekraft på at forstørre de enkelte kraft-udladninger. Men bare gøre det. For det er, sådan isoleret set, ret banalt og ligetil at løbe toogfyrre kilometer. Det er sagt uden skyggen af overlegenhed eller arrogance. Men mere ud fra et perspektiv om, at tilpas mange mennesker gennemfører netop denne bedrift til, at det giver mening at tilskrive det unødvendig stor betydning. Jeg tror, at min udfordring lige nu er, at det er så lang tid siden at jeg sidst har løbet et marathonløb, at jeg har en følelse af at det er en smule uoverskueligt at skulle løbe så langt. Måske er det i virkeligheden det centrale? At marathonløbet i København om tre måneder føles langt. Den forestilling vil jeg gerne punktere ret effektivt inden jeg står på startstregen. Et godt sted at starte vil jo være at lade være med at tillægge de enkelte træningspas særlig stor betydning. Ikke bruge tid på at planlægge en optimal rute. Ikke spekulere over, hvornår det vil være mest optimalt at løbe turen. Ikke tjekke vejrudsigten flere gange for at se hvilken vej jeg skal løbe for at undgå modvind. Træningen må gerne være hård - men det skal samtidig føles let at eksekvere, hvis jeg gerne vil drømme lidt om at løbe et hurtigt marathonløb om tre måneder. Og det vil jeg gerne. Løbe hurtigt. Idag løb jeg sytten kilometer. Undervejs løb jeg otte kilometer i et tempo, der er en smule hurtigere end mit marathon-pace. Jeg kiggede hurtigt på uret to eller tre gange undervejs for at være sikker på, at jeg ikke var helt væk, men ellers løb jeg på den følelse jeg havde i kroppen og i mine ben. Ikke for hårdt. Og heller ikke for let. En smule hurtigere på de sidste kilometer end på de første kilometer. Og da jeg var færdig, joggede jeg hjem til sommerhuset.

Vinterferie i Øster Hurup!

Vinterferie i Øster Hurup!

Ikke i vejen. Bare ude på vejen. Tolv uger til to

Ikke i vejen. Bare ude på vejen. Tolv uger til toogfyrre. Jeg prøver at genfinde glæden ved smerten og forme mit dovne sind, der alt for længe har været på badeferie med all inclusive. Asfalt i mit blik og skoven er helt nøgen. Ses vi i København?

Pause på klods. Atten kilometers jog.

Pause på klods. Atten kilometers jog.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst løb længe

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst løb længere end femogtyve kilometer. Derfor føltes turen også en smule lang, da jeg løb hjemmefra. Heldigvis humøret og selskabet langt bedre end vejret og turen løb nærmest sig selv. Konklusionen må vel være, at der skal en ordentligt lang tur i bogen hver weekend, så syvogtyve kilometer ikke føles langt, når jeg skal løbe toogfyrre kilometer i København til maj.

Første fællestræning i Aalborg med @hechmannrun

Første fællestræning i Aalborg med @hechmannrunning. Vi løber hver 2. tirsdag og løber fortrinsvis et interval-pas, der er tilrettelagt af @claushechmann. Og det gode er, at træningen er åben, så alle kan deltage og vi løber efter vores inviduelle zoner, så alle får samme udbytte af træningen - og sp løbes intervallerne naturligvis på en måde, der sætter fællesskabet og det sociale i fokus! Kom og vær med - du finder meget mere info i gruppen “Fællestræning med Hechmann Running” på Facebook!

Du er den ting, som jeg ikke kan få nok af og med

Du er den ting, som jeg ikke kan få nok af og med dig vil jeg bare gå lidt længere. Og nu er du min yndlingslærer. Tillykke Lea.

Indlæs mere … Følg med på Instagram

Skriv et svar Annuller svar