2. Galleri

9000running

Instagram post 17854785034742635

Jeg løber henover de polerede brosten uden at verden revner. En dame kommer cyklende og en bil svinger til højre i den lille landsby i den store by. Toogtyve kilometer til og fra mit arbejde. Det er en virkelighed nu. Elleve kilometer derud i mørket om morgenen. Elleve kilometer hjem i eftermiddagsssolen. Det er egentlig let. Det handler bare om at kunne sætte min krop i bevægelse. Lige her er der umuligt at fastholde nogle tanker i særlig lang tid. Pludselig flyver de væk og erstattes bare af nye, der også forsvinder. Nyt landskab. Det ændrer sig hele tiden. Enten brænder jeg op eller også smelter jeg. Jeg ved bare, at jeg er fast besluttet på at opleve det her lige nu. Løber i kanten af vejen. Ved siden af fortorvet. Det gider jeg ikke løbe på. Det er ikke til mig. Der er små sorte huller i asfalten. Dem træder jeg udenom. Jeg sætter min fod ved siden af dem. Jeg vil gerne undgå de sorte huller. Det føles godt at løbe lige her. Midt i Sønder Tranders. I søndags løb jeg i Nørre Tranders med en god ven. Op forbi kirken, hvor jeg blev døbt for så mange år siden. Der føles godt at løbe her. Jeg ved ikke, om det er en løbetur der gør det værd at leve. Det er måske for store ord. Men det føles godt at leve her. Det føles som om at livet er livet værd. Imens jeg skriver de her ord, ligger jeg med et lille liv i mine arme. Hendes vejrtrækning er rolig. Øjnene er lukket. Hendes små hænder holder om den hvide stofble, der dufter så velkendt. Jeg kigger lige ned på hende. Jo, hun sover stadigvæk. Om lidt vågner hun måske og ser på mig med hendes store, mørke øjne, der nysgerrigt betragter mig og resten af den store og forunderlige verden, som hun blev kastet ind i for fireogtyve dage siden. Hun fik ingen forklaringer på forhånd og hendes eneste havn er den kærlighed, som jeg er fyldt af. Jeg er hendes havn. Hun er min by. Og lige nu sover hun i mine arme. Sådan her falder hun bedst i søvn lige nu. Tæt på. I mine arme. Og det er sgu da OK. Det føles jo bare godt. Jo, livet er sgu livet værd.

Instagram post 18039908941230822

Hej Lea. Så nåede vi hertil. Det er vigtigt at være noget for nogen. I vores liv har vi muligheden for at være mange ting for mange mennesker. Det kræver blot at man gør sig umage, som det gør i alle af livets andre forhold. Det kræver ikke meget at blive forælder for et barn. Det kræver ikke engang, at man gør sig umage. Men at være nogens far eller mor for et lille, uskyldigt barn, kræver mere end noget andet, som livet kan tilbyde os. Sådan ser jeg på det. Det kræver at man gør sig umage i hver en fiber i sin krop - hvert eneste sekund i dette liv. Ellers kan man miste det, som ellers virker allermest umuligt at miste i denne verden, nemlig vores børns kærlighed. Derfor er det vigtigt at være noget for nogen. Idag har du været Elins mor i tre uger. Tre fantastiske, surrealistiske, overvældende, hårde og uendeligt smukke uger med intet andet en betingelsesløs kærlighed til den lille pige, der har stjålet vores hjerter og stjålet vores nattesøvn. Du er nogens mor. Du er Elins mor. Det er altid det nemmeste i verden at tvivle på sig selv, når vi konfronteres med det noget af det skrøbeligste, der findes - et spirende liv i vores arme. Det ville være arrogant og forfejlet ikke at opleve denne tvivl. Men selvom at jeg nemt kan være alt for meget i mine egne tanker og kan tvivle på mig selv, så skal du vide at jeg aldrig har tvivlet på dig. Jeg har aldrig tvivlet på, at du med den største ro, omsorg og kærlighed ville formå at være noget for noget. At være nogens forælder. Nu er du Elins mor og som du står der foran den hvide domkirke i Aalborg og smiler med hånden på barnevognen, fyldes jeg med en stolthed og en kærlighed til dig og Jer og en tro på at din hånd aldrig vil slippe hverken barnevognen eller Elins hånd og at du for altid vil være den smukkeste mor, som Elin vil kunne drømme om. Tak Lea ❤️

Instagram post 18096870865127723

Comeback i Skovdalen. De første omgange på den røde bane i fire måneder. Det meste af tiden joggede jeg rundt på grusbanen imens @martin_szwed løb intervaller inden jeg listede ned og løb nogle omgange lige under mit tærskel-pace, hvor jeg udelukkende fokuserede på at løbe oprejst og let med en god rytme og flow. Det føltes OK og jeg havde heller ikke forventet andet end at det skulle føles netop sådan... OK!

12 km. (4.45)

#finalgravity #finalgravityofficial #runhappy #brooksrunningdk #mikkeller #hechmannrunning #løb #løber #løbetræning #run #runners #running #runnershigh #runnerslife #aalborg #cphhalf #marathon #halfmarathon #instarunners #nevernotrunning #runnerscommunity #runnersworld #løbetur #cphmarathon #training #löpning #löping #runnerscommunity #motivation #jagspringer @finalgravityofficial @mikkellerbeer @hechmannrunning @brooksrunningdk

Instagram post 17907834787399705

Vi to vi ku’ hejse ti flag, men du blev kun født en dag ❤️ .
#finalgravity #finalgravityofficial #runhappy #brooksrunningdk #mikkeller #hechmannrunning #løb #løber #løbetræning #run #runners #running #runnershigh #runnerslife #aalborg #cphhalf #marathon #halfmarathon #instarunners #nevernotrunning #runnerscommunity #runnersworld #løbetur #cphmarathon #training #löpning #löping #runnerscommunity #motivation #jagspringer @finalgravityofficial @mikkellerbeer @hechmannrunning @brooksrunningdk

Instagram post 17865349354611142

Tyve kilometer i de smukkeste solskin, der blev løbet frem og tilbage forbi @leapilgaard, der gik tur med barnevognen. Hver gang jeg løber forbi hende, smiler vi til hinanden og jeg vinker. Når jeg passerer hende bagfra, lader jeg umærkeligt min hånd røre hendes skulder og så fortsætter jeg frem nogle hundrede meter inden jeg vender igen. Det gør vi i halvanden time, hvor Lea går seks kilometer og jeg får løbet tyve kilometer. Det nåede både at føles nemt og hårdt, men mest af alt var det tyve kilometer, der bare gav mening at løbe på den her måde. Ingen spildtid og kilometer i bogen imens Elin sover. Da vi kom hjem, spiste jeg tre skiver rugbrød inden jeg tog et brusebad med Elin på armen, der, som alt andet i hendes liv, tog det overraskende roligt.
20 km. jog/Ae1 (4.37)

#finalgravity #finalgravityofficial #runhappy #brooksrunningdk #mikkeller #hechmannrunning #løb #løber #løbetræning #run #runners #running #runnershigh #runnerslife #aalborg #cphhalf #marathon #halfmarathon #instarunners #nevernotrunning #runnerscommunity #runnersworld #løbetur #cphmarathon #training #löpning #löping #runnerscommunity #motivation #jagspringer @finalgravityofficial @mikkellerbeer @hechmannrunning @brooksrunningdk

Instagram post 18045942772223199

Tyve kilometer i morges sammen med @eberhard_dk og @martin_szwed. Lysten var ikke specielt stor til en tidlig løbetur, da mit ur ringede og vækkede mig. Nætter med ustabil og manglende søvn kan mærkes i kroppen, men en erkendelse af dette ikke er forbigående, men et vilkår, der vil vare de næste mange måneder, gjorde at jeg hev mig lydløst ud af sengen uden at vække de to andre og fik løbetøjet på. Jesper og jeg løb afsted i mørke, regn og blæst. Vi samlede Martin op i Gug og da vi rammer havnen og fjorden og løber ud mod Vestbyen rammer morgenlyset os og vi slutter turen i smukt og mildt vintervejr. Tempoet fik benene lov til at bestemme - der skulle bare være luft til at snakke undervejs. Og da jeg låser mig ind i lejligheden og smider min både jakke, vågner Elin op og så snakker og hygger vi lidt inden hun skal ammes og jeg smutter i bad.
20 km. jog/Ae1 (4.38)

#finalgravity #finalgravityofficial #runhappy #brooksrunningdk #mikkeller #hechmannrunning #løb #løber #løbetræning #run #runners #running #runnershigh #runnerslife #aalborg #cphhalf #marathon #halfmarathon #instarunners #nevernotrunning #runnerscommunity #runnersworld #løbetur #cphmarathon #training #löpning #löping #runnerscommunity #motivation #jagspringer @finalgravityofficial @mikkellerbeer @hechmannrunning @brooksrunningdk

Instagram post 17898998668418439

Livet på barsel. For to uger siden var du på vej ud til os med de sidste krampetrækninger inden du landede i mine arme. Ingen kærlighed overgår den til ens børn og jeg elskede dig betingelsesløst fra første gang jeg så dig med mine øjne. Nu er du i mine arme og timerne på stue syv på fødegangen, føles som et andet liv. Idag stjal jeg et billede af os sammen i spejlet i gangen. Jeg ligner en, der prøver at smile. Du stråler ❤️

Instagram post 18084943036177173

Jeg var både glad og spændt, da jeg modtog de første tre kasser med løbesko fra @brooksrunningdk. Jeg var glad, fordi at jeg var utrolig glad og taknemmelig for, at de havde lyst til at smide sko efter en midaldrende mand som jeg selv, der jo bare synes at det er sjovt at løbe. Samtidig var jeg spændt på at gøre comeback i de sko, som jeg løb mine første marathons i for flere år siden. Igennem flere år havde jeg primært løbet i sko fra er andet mærke og været glad for dette - mest fordi jeg følte mig sikker på hvilke sko, jeg kunne anvende til de forskellige pas. Jeg var aldrig i tvivl om den enkelte skos funktion. Nu følte jeg lidt at der var en ny verden, jeg skulle på opdagelse i og var spændt på om de kunne udfylde hullerne i min skoreol. Det erfarede jeg hurtigt, at de selvfølgelig kunne. For hvorfor skulle de ikke kunne det? Jeg har roteret rundt imellem de forskellige sko. Lært navnene at kende. Ghost. Launch. Levitate. For 6 år siden købte jeg et pr løbesko fra Brooks i Løberen i Aalborg. Det skulle være min marathon-sko til @cphmarathon ‘14. Jeg anede ikke en skid om løbesko. Så jeg joggede lidt i tre forskellige sko på deres løbebånd og købte den, der var mest farverig. Så var jeg klar. Jeg ved muligvis ikke ret meget mere end jeg gjorde dengang om løbesko. Men jeg ved hvad jeg kan lide, når jeg løber. Jeg kan godt lide en sko, der sidder tæt til foden og som føles bouncy, når jeg løber uden at blive unødig hård i sålen. Tidligere gik jeg en del op i hvad skoen vejede - men fandt ud af det var billigere at tabe mig otte kilo end at betale ekstra for en sko, der vejede halvtreds gram mindre. Mest af alt kan jeg bare godt lide, når jeg har følelsen af at skoen sender mig videre i det næste afsæt. Det er en god følelse. Jeg er stadig ved at lære de forskellige sko at kende. Det er der kun en måde at gøre på - løb en masse kilometer i dem. Så det prøver jeg stille og roligt at få gjort. Løbe en masse kilometer. Og jeg er helt med på det med at løbe 2020 kilometer i 2020. Men jeg forestiller mig også at det er overstået inden sommerferien - også selvom årtiet er startet forholdsvis stille ud på den front. Og i øvrigt er skoen på billedet en Levitate 3!

Instagram post 17878507918498837

Dagene flyver alt for hurtigt og jeg ved at dette midlertidige vakuum snart afløses brutalt af en nådesløs hverdag. Men jeg nyder det og forsøger at suge det hele til mig og lagre det i min bevidsthed. Gåturene med barnevognen og morgenerne i sengen, hvor vi skynder os langsomt imens vi snakker og synger og Elin laver små knirkelyde. Og selvfølgelig løbeturene, der løbes i de små pauser i løbet af dagen, hvor det passer ind. I dag står den på tur med det meste af Sammenslutningen i aften, hvor planen som altid er en rolig tur, men hvor vi også ved at der altid bliver rykket og skruet på tempoet, når vi vender ved Burger King i Skalborg og løber tilbage mod byen.

#finalgravity #finalgravityofficial #runhappy #brooksrunningdk #mikkeller #hechmannrunning #løb #løber #løbetræning #run #runners #running #runnershigh #runnerslife #aalborg #cphhalf #marathon #halfmarathon #instarunners #nevernotrunning #runnerscommunity #runnersworld #løbetur #cphmarathon #training #löpning #löping #runnerscommunity #motivation #jagspringer @finalgravityofficial @mikkellerbeer @hechmannrunning @brooksrunningdk

Instagram post 17845573414884843

De første farsels-kilometer. Efter et lille bump på vejen med en akut indlæggelse af Lea i tre dage, hvor Elin og jeg var alene på fortet om natten, er det igen blevet hverdag herhjemme igen og alle har det godt ❤️ Det er stadig @claushechmann, der laver træningsprogrammer til mig fra @hechmannrunning og det er nu Elin, der bestemmer, hvornår jeg løber. Jeg løber, når hun sover. Det er i virkeligheden ret nemt. Jeg løber, når det er mindst indgribende i hverdagen. De første par gange har jeg løbet en times tid. Så løber jeg så langt, som jeg kan nå og de næste par uger, hvor jeg er hjemme på barsel, er det udelukkende lysten, der styrer intensiteten. Hvis jeg har lyst til at løbe langsomt, gør jeg det og hvis jeg har lyst til at løbe hurtigt gør jeg det. Ingen plan. Kun lyst. Når jeg starter på arbejde igen, bliver træningen også mere struktureret og jeg skal igang med at bygge en stærk og solid base op igen, ovenpå flere måneders alternativ træning og langt færre kilometer i løbeskoene end normalt. Men også her, skal det hele passes ind i en ny hverdag. Der skal løbes en masse kilometer til og fra mit arbejde og der skal løbes en masse kilometer på nogle tidspunkter, som jeg tidligere ikke har gidet at løbe på. Det giver mening, fordi at løbetræningen ikke skal have konsekvenser for familielivet. Og jeg tror på at det sagtens kan lade sig gøre at træne hårdt og målrettet selvom vores hverdag er forandret med et trylleslag. Jeg har nemlig ikke planer om at pensionere løbeskoene. Tværtimod. Jeg har stadig ambitioner som løber og dem vil jeg gerne træne henimod. Det kræver bare kompromisser. Og selvom det kan lyde svært, så er det i virkeligheden verdens nemmeste ting, når man kommer hjem fra en løbetur og kan tage Elin op fra hendes lur og synge lidt med hende i mit svedige løbetøj, inden jeg hopper i bad og hun får mad. Idag løb jeg en tur i formiddagssolen. Jeg løb ti kilometer. Først otte kilometer, hvor jeg hyggede mig og så to kilometer, hvor jeg skruede en smule på tempoet. Det føltes let og på trods af alt for lidt søvn og nogle stressende dage på hospitalet, følte jeg mig stærk! Det er fedt!

8 km. jog/Ae1 (4.42)
2 km. Ae2 (4.08)

I alt: 10 km. (4.35)

Instagram post 18115063423068361

Græsset er højt
som et fuglefløjt.
Solen er ude af syne.
Putter sig under sin dyne.
Gaber måske - lissom du -
sover nu ❤️ #elin

Instagram post 18099536650102736

Nyt indlæg (link i bio!) “Hun kom til os, da det gamle årti var ved at rinde endegyldigt ud og snøre de sidste løse ender. På et af årets allersidste dage, brød hun nattemørket med sin spæde gråd og så var hun der bare”

Rigtig god fornøjelse!

Instagram post 17905802755399025

Min fødselsdag startede på barselsgangen på Sygehus Nord, hvor to af de allerbedste overraskede mig og sammen løb vi ud i vinterkulden på en tur, hvor hverken tempo eller distance var mindeværdigt, men som jeg alligevel aldrig glemmer, inden vi spiste rundstykker og hyggede. Så er det faktisk verdens nemmeste ting at blive toogfyrre år! Tak for turen - det er derfor, at vi kalder os Sammenslutningen 🙏🏻 #finalgravity #finalgravityofficial #runhappy #brooksrunningdk #mikkeller #hechmannrunning #løb #løber #løbetræning #run #runners #running #runnershigh #runnerslife #aalborg #cphhalf #marathon #halfmarathon #instarunners #nevernotrunning #runnerscommunity #runnersworld #løbetur #cphmarathon #training #löpning #löping #runnerscommunity #motivation #jagspringer @hechmannrunning

Instagram post 17851599316751921

29.12.19 - Elin Pilgaard Olesen ❤️ #elin

Instagram post 18016592038260176

Final Gravity 3.0 & Ghost 12.
@finalgravityofficial & @brooksrunningdk.

Instagram post 18043227838223535

Blomster i vejkanten ved det gule hus. Skibe i træ, der sejler på søen. Billeder af Jesus. En fars far fylder år. Et hundredeseks år. Jeg vil vise dig det. Du skal se det. Dine øjne, der er som ild i mørkt vand, skal se det. Se det fra den bænk du sidder på. Du sidder på en bænk imellem højhusene. Dine øjne er våde. Græd bare. Det hele bliver godt igen. Græd bare. Om lidt er det hele glemt. Græd bare. Dine tårer er liv. Gå til verdens ende. Bare du kommer tilbage. Forsvind ud i mørket. Og lad lysene over dig bære dig hjem. En mørk bil. Ind og ud i trafikken. Igennem larmen. En trappe, der knirker. Ind i stilheden. Du ser mig bedst i mørket. Der er ingen ord. De står i dine øjne. Intet går som planlagt. Og alle siger farvel til sidst. På deres helt egen måde. Men du er i mine blodårer. Jeg kan ikke få dig ud. Alt ændrer sig. Og ingen er perfekt. Men du er i mine blodårer. Jeg vil ikke have dig ud. Jeg er helt ordinær. Du lyser op. Jeg er som en måne. Jeg har brug for lys. Jeg kan ikke lyse uden lys. Jeg har brug for en sol. Vær min sol. Reflekter dine stråler i mig. Lys mig op. Jeg er almindelig. Jeg er gennemsnitlig. Du skal lyse mig op. En solprinsesse. I profil. Jeg skriver sirlige bogstaver på række. Tilfældigt strejfet på papiret. Men altid et h. Lange bløde strøg med den grove blyant. Uskarpe streger af bly. Trukket ud på den hvide baggrund i samme bevægelse. Og så et h. Uperfekt perfektion. Symmetri i dit ansigt. Røde blomster på en sort baggrund. Jeg flår plakaterne ned fra min væg. Farvel til Laudrup og Maradona. Farvel til mine helte. Du er min helt. Du står på broen, der deler byerne. Lys i det sorte vand. Det hele er dit. Form ordene med din mund. Vælt min verden og smadr mine forestillinger. Tårer, der løber i uforudsigelige baner på dine kind. Det hele bliver godt om lidt. Rundt og rundt, men du sidder stille. Saml det op. Saml det hele op. Du får en chance til. Du skal hjem igen. Væk fra alt det, der var. Det er ikke vigtigt. Du skal stadig blive. Det, som du sagde du ville være. Det, som du sagde du var. Da jeg mødte dig. Et varmt hjerte. En smuk hjerne. Det andet er bare medicin. Det er ikke vigtigt. Irrelevant. Uvigtigt. Du får en chance til.

Instagram post 17854629571706757

Nyt indlæg (link i bio!).
Det er historien om Krigeren, Modellen, Danmarksmesteren og Englænderen.
Rigtig god læselyst!

Instagram post 17868766819530498

Jeg gider ikke at løbe alene. Det gør jeg virkelig ikke. Nogle gange er jeg nødt til det og så gør jeg det selvfølgelig. Men hvis jeg fik muligheden for at vælge ud fra helt egoistiske betragtninger, ville jeg foretrække at dele de mange timer på vejene med andre. Altså, jeg kan godt finde en tilfredsstillelse i at løbe alene og besejre de mentale barrierer, når jeg løber et hårdt pas alene og selv må ligge og trække i vinden uden at kunne finde læ. Jeg kan også have brug for at søge ensomheden og løbe ud af byen alene og vende alene tilbage til byen igen. Men følelsen af at dele åndedræt med en anden person, svede sammen og løbe så tæt at vore arme nogle gange rammer hinanden, er en overjordisk oplevelse. Jeg føler mig altid utrolig tæt forbundet med de mennesker, som jeg deler de tusindvis af kilometer, som jeg har løbet i deres selskab. Når vi løber sammen, snakker vi næsten aldrig om løb. Vi bruger ikke tiden på at snakke om kedelige træningsprogrammer eller om hvilket tempo, vi løber vores intervaller i. Det eneste, der er mere kedeligt end det, er at løbe med nogen, der gerne vil fortælle om den gode sluttid, som de løb engang til et eller andet motionsløb eller hvor hurtigt de kunne løbe fem kilometer, da de var værnepligtig. Så nikker jeg og siger “ja” og “nå” og håber at samtalen snart vil cirkle omkring noget mere meningsfuldt end noget så trivielt og banalt som tempo og distance.

Instagram post 18081103219179095

Efter at have udholdt to fucking lange måneder uden at være i stand til at løbe, kan jeg så småt mærke at den fibersprængning i min lægmuskel, der fik benet til at knække sammen under mig i Berlin, er ved at være så stærk at den kan bære mig igen, når jeg springende driver mig fremad i løb. Den tomme følelse i målområdet og den ligegyldige sluttid, som Berlin Marathon efterlod mig med, er byttet ud med optimisme og glæde over at kunne løbe igen. Og så rammer vi egentlig ned i det, der på en eller anden måde adskiller sig diamentralt fra de sidste seks år, hvor jeg har trænet til og løbet marathonløb. Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvor eller hvornår jeg skal løbe mit næste marathon. Jeg har nok altid haft en tendens til at have det næste løb i kikkerten inden jeg fik overstået det igangværende. Jeg har nok altid haft sigtekornet indstillet på det næste mål, inden jeg havde indfriet det nuværende. Men lige nu ved jeg ikke, hvornår jeg igen skal løbe marathon. Altså bare roligt - det her er ikke er eller andet opslag om at jeg nu vinker farvel til den del af mit liv som løber for at kaste mig over mere eller mindre tvivlsomme eller ligegyldige projektet eller sportsgrene. Tværtimod. I min optik er der kun éen rigtig distance, som jeg ønsker at teste mig selv på. Toogfyrre kilometer. Misforstå mig ikke - det er lige så svært at løbe hurtigt på ti kilometer som det er på toogfyrre kilometer. Men jeg løber marathon. Det er det jeg gør. Nogle gør noget andet. Men jeg løber marathon fordi det lærer mig noget om livet hver gang. Lige nu ved jeg bare ikke hvornår jeg skal det igen. Eller faktisk er det en sandhed med modifikationer. For jeg ved godt hvornår jeg vil gøre det næste gang. Jeg vil løbe marathon igen, når jeg har en tro i hver en fiber i min krop på, at jeg kan løbe et marathonløb, hvor det tager mindre end fire minutter at løbe en kilometer. Simpelthen. Ellers vil jeg hellere lade være. Jeg ved, at der ikke findes nogen garantier i denne verden. Det er OK. Men det er dette mål, der står foran mig. Og det kræver noget af det, som jeg ejer mindst af i denne verden. Tålmodighed. Erkendelsen af, at lige nu skal jeg ikke nå noget lige nu. Bare løbe!

Instagram post 17849752213761858

Det føles ubeskriveligt godt at løbe igen. Alt er ikke som det plejer, men det er OK. Jeg kan stadig mærke en ømhed i det arvæv, der sidder hvor senen blev revet over. Men hende med nålene kan udføre mirakler af bibelske proportioner og beordre min krop til at reparere sig selv. Og jeg kan næsten se at alt det dårlige i min krop forsvinder som sort røg i vinden for hvert skridt jeg løber igen. Min krop bliver rask, for hver gang min fod lander i jorden. Jeg ved godt med min forstand, at det ikke forholder sig sådan, men det er sådan jeg forestiller mig det i mit hoved. Og jeg kan mærke at jeg har savnet at løbe. Og ventetiden har været med til at udstille hårdt og brutalt at det jeg savner mest, når jeg er afskåret fra at løbe, ikke er at løbe runde efter runde på den røde tartanbane i Skovdalen eller at løbe hårde tempoture i Østerådalen. Det er sjovt og tilfredsstillende i al sin brutalitet, men egentlig savner jeg mest at løbe med de mennesker, der altid ligger til højre for mig eller til venstre for mig, når vi løber. De kan ligge foran eller bagved og vi kan snakke eller vi kan holde kæft, men vi løber altid sammen. Og dem savner jeg. Det opdagede jeg imens jeg ventede på dem. Jeg ved, at de også ventede på mig. Vi ventede på hinanden. Og imens jeg ventede på at jeg igen kunne løbe med dem, opdagede jeg, at den største motivation for ikke at skade min krop igen er, at jeg aldrig vil afskæres fra at kunne løbe med dem igen og sammen se solen stå op over skorstene mod øst. Jeg er ikke helt færdig med at vente. Jeg må stadig vente på min krop. Jeg må vente på at den er stærk nok til at kunne bære mig i løb hver eneste dag. Holde mig oppe uden forhindringer eller forbehold. I morgen er jeg lidt tættere på end jeg var i går. Også selvom det hele føles lidt på gyngende grund. Og midt i alt ventetiden med at vente på det “noget”, som det er at løbe frit igen, for det er jo hvad det hele handler om, nemlig at løbe frit, så venter jeg også på “nogen”. Om tyve dage er jeg færdig med at vente. Måske. Jeg siger til mig selv at jeg gerne vil vente enogtyve dage. Så fylder jeg toogfyrre år. Måske bliver det noget tredje? Uanset hvad er jeg ved min ventetids sidste meter!

Indlæs mere … Følg med på Instagram

Skriv et svar Annuller svar