Gennemse Kategori

Indlæg

Lidt om kun at have brug for en enkelt grund

“Jeg synes det er vigtigt at have fornemmelsen af at være i det rigtige rum. Udenfor er der et ydre rum. Det er udenfor og jeg er indeni. Det er jeg midt i. Det bevæger sig. Hele tiden. Der er forskellige lyde, som jeg registrerer. De indgår i min bevidsthed. Disse lyde er som små, diskrete penselstrøg henover stilheden. Det giver stilheden en lidt kantet overflade. Det synes jeg virkelig er skønt. Musikken svinder måske lidt hen. Pludselig er den der ikke mere. Så ligger jeg pludselig mærke til lyden fra en fugl, som jeg ikke hørte før. Det forandrer igen det rum jeg er i. Der behøver ikke at ske noget. Måske skal jeg virkelig spidse mine ører for at høre de allermindste ting. Det er okay! Det er sådan det skal være. Lydene skal være der for igen at forsvinde. Hvis man ikke lytter er de der ikke. Men hvis man virkelig lytter efter, er alle de små lyde med til at give rummet den helt rigtige dimension. De helt rigtige proportioner! De små rytmer tager form. Jeg behøver ikke en masse grunde til at være her! Der findes bare en eneste grund til at jeg ikke kan lade være med at være her!” Læs Videre

Lidt om løbetesten og en drømmekage

“Jeg kan fornemme mit eget åndedrag i iltmasken. Den sidder stramt og forhindrer mig i at se andet end lige frem. Jeg hører kun min hurtige vejrtrækning, der næsten overdøver løbebåndets summen. Mit blik er låst fast på det sprossede vindue for enden af rummet. Udenfor er vejret koldt og flot. Solen lyser de mørke og nypløjede marker op. Herinde er der varmt. Svedperler løber ned over mine arme. Tempoet er skruet op og pulsen er ved at høre høj. Jeg tager mig selv i at smile en lille smule under masken. De andre kan ikke se det, men jeg nyder det! Det er en fed oplevelse. Pludselig er det slut. Alt for hurtigt! Hastigheden på løbebåndet falder hastigt og imens jeg smålunter afsted kan jeg mærke ærgrelsen komme snigende. Ikke over selve oplevelsen, men over at den er slut. I virkeligheden er jeg bange for at køre i rutschebaner i Tivoli, men lige i det øjeblik føler jeg mig som en lille dreng, der ville ønske at denne forlystelse bare kunne have fortsat for altid!” Læs Videre

Lidt om øjeblikket og de nye mål

“Det er lidt som i en film. Et enkelt øjeblik, hvor tiden får lov til at strømme. Solen står lavt på den blå himmel. Der er stille i bilen. Vi er trætte ovenpå weekenden og ingen siger noget. Det er rart. Stilheden. Den stilhed, der ikke behøver at blive punkteret af unødige ord. Den må gerne stå alene og fylde. Den bliver ikke pinlig eller akavet. Den er tryg og en let berøring af hendes hånd er alt hvad jeg behøver. Jeg kigger ud af vinduet og forsvinder væk i tankerne. Jeg er helt rolig indeni. Jeg smiler for mig selv, da jeg genkalder mig følelserne. Nervøsiteten og stoltheden. Smerten og glæden. Jeg siger sætningen igen i hovedet. Den sætning, som jeg har gentaget et utal af gange. Du gjorde det! Du gjorde det sgu! På den ene side troede jeg ikke på det, men alligevel var jeg aldrig i tvivl. En sidste tanke rammer mig inden en bil overhaler os og jeg er med et tilbage i nuet. Tanken sidder lidt i mig. Jeg har lyst til at skubbe den væk, men tager den ind… Hvad så nu?” Læs Videre

Lidt om Skagen Marathon 2015

“I Skagen er der en blå streg. Den strækker sig ud og ind ad byen. Den passerer de karakteristiske gule huse i byen og forbi de røde pakhuse på havnen. Den fortsætter ud over de åbne områder i klitplantagen syd for byen. Den er 10 cm. bred og flere steder er den en smule utydelig. Hvis ikke man vidste den var der, ville man nemt kunne overse den. Stregen er præcis 21097 m. Præcist! Det er vigtigt! Igår levede jeg på den streg! Igår fløj jeg langs stregen. I næsten 100 minutter var mit blik fæstnet på stregen. Låst fast. Fokuseret. Hele tiden 2-3 meter foran mig. Normalt elsker jeg Skagens gule og røde nuancer, men igår var der kun en farve. Igår var Skagen blå!” Læs Videre

Lidt om et bjerg i Frankrig og ikke at give op

“Jeg sidder i det halvkolde vand og stirrer lidt ud i luften! Hotelværelset er tomt. Udenfor kan jeg svagt høre lydene fra ishockey-banen på byens torv, der til trods for at det er juli måned, er flittigt besøgt. Jeg må sande, at der er masser af tid til refleksion, når man sidder alene i et badekar i næsten 2000 m. højde. En lyd ude fra hotellets gang får mig til at kigge op. Jeg kan lige skimte min blå og hvide Banesto-trøje, der ligger på gulvet i stuen. Den virker lidt sørgelig, som den ligger der. På den ene side har jeg ikke lyst til at være alene, men samtidig kan jeg heller overskue, at resten af familien skulle komme tilbage. Jeg prøver igen at retfærdiggøre min beslutning overfor mig selv. Retfærdiggøre, at jeg en time tidligere havde smidt min cykel i bagagerummet på min moster og onkels bil og var blevet kørt til toppen af bjerget. Jeg prøver at genkalde mig den anstrengelse, der fik mig til at give op… Måske i et naivt håb om at erkende rigtigheden i beslutningen. Det lykkes ikke og som jeg sidder der og begynder at småfryse lidt føler jeg mig som en stor taber!”  Læs Videre

Lidt om den store plan og den lille nervøsitet

“Der er både noget meget mærkværdigt og samtidig noget uskyldigt over fuglene, som de går der hen over stranden. Jeg stopper, helt uden at tænke over det, op og betragter dem. Gang på gang piler de ud mod brændingen med en uforklarlig dødsforagt og uden noget synligt formål. Hver gang bølgerne brydes og skyller op på stranden undviger de i sidste øjeblik blik og vender tilbage til sikker afstand – blot for at gentage det hele en gang til. Det er et fascinerende syn. Det minder mig om dengang i 4. klasse, da Lars og jeg afprøvede hvor hårdt vi kunne slå på glasset til skolens brandalarm uden at den gik igang. Måske leder fuglene bare efter føde, der bliver skyllet på land. Men det er som om de er drevet af en lyst til at bevæge sig på kanten, hvor der hele tiden er en masse på spil. At selvom alternativet ville være knap så stressende og farefuldt, så ville det samtidig også være for kedeligt og på en måde giver det mening!” Læs Videre

Lidt om dengang i Skagen og et lille løb

“Jeg kigger mig omkring i parcelhus-kvarteret. Der er ikke et øje at se – og det føles som om, der er virkelig langt hjem! Jeg løber forbi en gammel mand, der står udenfor et hvidt murstenshus og klipper hæk. Vi kigger på hinanden. Umiddelbart virker det ikke som om vi hver især har den store forståelse for, hvad den anden har valgt at bruge sin lørdag på. Mine ben er trætte og lårmusklerne er ømme. Hver gang jeg sætter foden i jorden er det som at få et lille slag lige midt på låret. Kroppen er tom og jeg føler, at ligemeget hvad jeg gør, så kan jeg ikke øge farten og må kæmpe for bare at holde mine split-tider. Men der er et sted, der har det værre end benene! Hovedet har det allerværst! For som jeg løber der på Skarpæsvej i Skagen kan jeg også mærke en anden følelse komme snigende… Jeg har sgu lidt ondt af mig selv!” Læs Videre

Lidt om nyt løbeur og en grå racercykel

“Jeg kan stadig huske, da den stod hjemme i gangen og jeg så den første gang. Det var en grå SCO racercykel med gedebukke-styr, som vi kaldte det dengang. Det var min og selvom cyklen var brugt, så var det stadig en drøm, der gik i opfyldelse. Min far havde bygget den til mig. Jeg var den første på vejen, der fik en racercykel og de andre drenge var imponerede af dette grå vidunder. På en eller anden måde betød det noget, at jeg havde noget, som var særligt og som kun var mit. På vejen boede der en dreng, der hed Jesper. Han synes også, at min nye cykel var ret sej og fik naturligvis lov til at prøve en tur på den. En uge senere fik Jesper også en racercykel. Hans var ikke brugt, men derimod splinter-ny. Den var lyseblå og havde et italiensk-klingende navn, der gjorde at det rent faktisk lød som en RIGTIG racercykel. Jeg elskede min grå racercykel lige til den dag, jeg var for stor til at køre på den. Men selvom jeg stadig ikke helt kan forklare hvorfor, så døde en lille bid af magien omkring cyklen den dag jeg ikke længere var den eneste dreng med en racercykel på vendepladsen for enden af vejen.” Læs Videre

Lidt om sko og sko og sko

“Jeg drejer hovedet i det samme jeg kommer ind i butikken. Jeg ved præcis, hvor jeg skal kigge hen! Jeg kommer kun af denne ene grund. Alt det andet i lokalet kan ikke distrahere mig. To hurtige skridt og ned ad et trin, så er jeg der. Jeg smiler og ryster umærkeligt på hovedet, da hun spørger om jeg har brug for hjælp. Ingen hjælp! Jeg er her bare for at nyde. Mit gamle “jeg” ville kun have haft et fnys og hånlatter til overs for min entusiasme. Men lige nu suger jeg bare det hele til mig med en barnlig glæde. Det er ikke kun farverne. Ej heller er kun det funktionaliteten eller udseendet. Det er helheden. Det er detaljerne. Men mest af alt handler det om karakter og den må ikke være kedelig! Livet er for kort til kedelige løbesko!” Læs Videre

Lidt om mentale forberedelser og lyserøde jakker

“Vækkeuret ringer kl. 7.00 og jeg slår det hurtigt fra inden hende ved siden af vågner alt for meget. Der er næsten noget rituelt over disse morgener. Egentlig kunne jeg sagtens have sovet længere og det er trods alt søndag morgen. Samtidig er det også noget uendeligt tilfredsstillende over at stå tidligt op søndag morgen – ikke fordi jeg skal men fordi jeg har lyst! Fordi jeg har et mål med det! Derfor smilede vi også til hinanden igår, da vi gik i seng og konstaterede, at klokken blot var 21.30 denne lørdag aften. Jeg siger ikke, at det er den eneste måde at gøre det på, men det er min måde og det virker for mig. Jeg lister ud i køkkenet og finder den sidste rest af pastaretten fra igår aftes og varmer den imens jeg laver en drikkedunk klar med to Zero tabs. Det her er min søndag morgen” Læs Videre