Gennemse Kategori

Indlæg

Lidt om en tid, der ikke skal være hemmelig

“Pizza. Burgere. Fritter. Nuggets. Sovs. Bacon. Kage. Chokolade. Kyllingevinger. Hvidløgsbrød. Smør. Nutella. Slik. Chips. Kakao…. Latterlige mængder af kakao! Mad var noget jeg forbrugte. Mad var noget jeg overforbrugte. Mad var noget jeg misbrugte! Mad blev en trøst. Mad blev en flugt. Mad blev en besættelse! Jeg spiste, når jeg var stresset. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Jeg spiste, når jeg var glad. Jeg spiste, når jeg var sulten. Jeg spiste, når jeg var mæt. Jeg spiste for ikke at føle mig ked af det. Jeg spiste meget. Jeg spiste rigtig meget. Jeg spiste for at føle mig glad. Det lykkes aldrig. Jeg misbrugte mad. Jeg junkede mad. Jeg havde det ad helvede til!” Læs Videre

Lidt om at løbe hver dag

“Hendes gade ligner ikke længere sig selv. Den gade, som jeg demonstrativt indlagde på alle mine løbeture i to måneder! Noget er forandret! Den er ikke længere som jeg husker den. Den er ikke længere lys og solbeskinnet, som jeg husker den. De orange mænd har gravet hele gaden op! Fortovet er væk. Det fortov, som jeg altid løb på, når jeg passerede hendes opgang. Altid fortovet på den modsatte side af vejen. Lige der, hvor vinklen fra hendes vindue var helt rigtig. Måske stod hun deroppe og så mig komme løbende forbi. Måske ikke! Der kunne ikke være tale om, at gå hen til hendes dør og ringe på. Fortælle hende mit ærinde. Fortælle, at jeg var varm på hende. Der kunne højst være tale om et tilfældigt glimt. Så kysk var det! Så uskyldigt var det. Så smukt var det! Hun bor her ikke længere. Måske er det derfor, at det hele virker forandret. Måske er det bare mig. Det er ikke længere hendes gade. Det er bare en anonym gade. Hun er her ikke mere. Nu bor hun sammen med mig!” Læs Videre

Lidt om at få vinden lige i ansigtet

“Vinden får det til at hyle og synge i masterne på de enkelte lystbåde, som ikke er trukket på land endnu. Det er en god lyd. Næsten som et orkester af ufrivillige instrumenter. En par måger flyver dovent op imod vinden ude over vandet og står næsten stille i luften. Lidt længere fremme går et ældre ægtepar. De skutter sig for vinden under store, uldne halstørklæder. Vi hilser på hinanden, da jeg løber forbi dem. Jeg løber ganske kortvarigt i læ for vinden, indtil jeg drejer ud mod fjorden igen ved Egholm-færgen. Den rammer mig råt og hårdt. Den mærker mig. Kulder river mig i ansigtet og forvandler øjeblikketligt min ånde til kondens i mit skæg. Sådan er det. Vinden brøler sit instinktive kald og skaber sammen med fjordens brusen en vinterlig symfoni. Jeg er midt i det. Jeg løber midt i det. Jeg løber! Det er smukt. Det er større, end jeg troede. Det er godt for det, der er oppe i mit hoved.” Læs Videre

Lidt om at dyppe tæerne i et sort hul

“Det blå lys fra vækkeuret lyser rummet lidt op. Det er næsten som om det håner mig en lille smule. Holder mig vågen med vilje. Klokken er halv fire. Der er stadig et par timer til jeg skal op. Jeg gentager det inde i hovedet et par gange. Måske i håb om, at det vil få mig til at falde i søvn. Der er helt stille i rummet. Kun den lette vejrtrækning fra Lea, der sover kan høres. Jeg glider væk. Jeg åbner øjnene og rummet føles anderledes. Jeg har sovet, men vækkeuret har stadig ikke ringet. Jeg drejer uret lydløst og konstaterer, at jeg har sovet i en halv time. Nu er jeg vågen igen. Jeg gider ikke mere. Simpelthen! Jeg slår vækkeuret fra og lige inden jeg falder i søvn, når jeg at mærke skuffelsen. Den føles lidt for velkendt. Det er som at dyppe tæerne i et sort hul.” Læs Videre

Lidt om små glimt og om at være sur

“Jeg løb ad Kong Christians Alle. Forbi Nordjyllands Kunstmuseum og Skovdalen. Da jeg kom til lyskrydset ved Hobrovej, så jeg tilfældigvis op mod Hotel Hvide Hus. På en altan på øverste etage baskede en fugl rundt. Et eller andet ved situationen gjorde, at jeg stoppede op. Fuglen forsøgte at flyve væk og videre, men et eller andet holdt den tilbage. Altanen virkede som et bur. Der var et eller andet ved det syn, der føltes virkelig sørgmodigt. Fuglen, der både var så uendelig fri og alligevel håbløst fanget. Fanget af noget usynligt. Fanget af ingenting. Men stadig ude af stand til at vriste sig fri. Sørgmodigheden var jo nok mest en følelse jeg lagde i situationen. Men jeg blev virkelig trist. Dagen efter kom jeg cyklende samme vej og instinktivt kiggede jeg op mod altanen igen. Fuglen var naturligvis væk.” Læs Videre

Lidt om, hvad der kan ske på 210 minutter

“Hunsrück er en lav bjergkæde i delstaten Rheinland-Pfalz i Tyskland som hører til Mittelgebirge. Den grænser til floddalene ved Mosel i nord, Nahe i syd og til Rhinen i øst. Her er smukt og idyllisk. I sommeren 1997 krydsede Tour-feltet denne destination. Det var den sidste bjergetape i årets Tour de France. Jan Ullrich bar den gule trøje denne dag. Han havde sovet dårligt om natten på grund af forkølelse. Tidligt på etapen kører en gruppe af favoritterne væk fra Jan Ullrich og får hurtigt et minuts forspring. Det ligner et sammenbrud af den unge rytter. Så træder Udo Bölts, der er holdkammerat med Jan Ullrich, op på siden af Ullrich. Netop som kameraerne hviler på den kriseramte Ullrich, brøler han en kommando, som idag er blevet en fast vending i det tyske sprog, når man skal bide tænderne sammen – Quäl dich, du Sau! Så kæmp dog, dit svin!” Læs Videre

Lidt om at blive den bedste version af sig selv

“Det er en lørdag formiddag. Som jeg ligger der på sofaen minder jeg mest af alt om et fældet træ. Drømmene er bristet. Ingen tro. Intet håb. Jeg har lyst til at røre mig. Gøre noget. Bare noget. Men der sker ingenting! Der er frost på ruden. Jeg har lyst til at spille på min guitar, men jeg kan ikke. Ikke i det øjeblik. Jeg har lyst til at læse en bog, men kan ikke overskue at se på bogreolen. Minderne ser ned på mig og alle veje fører pludselig hjem. Jeg har lyst til at blive her, men jeg ved at det er umuligt. Jeg er løbet tør for tårer og er tom for ord. Jeg rejser mig. Kigger ud af vinduet. Det føles skræmmende at blive trængt ud af sin krog. Jeg snører mine sko. Forsøger at skrælle mig ud af tankerne om et andet liv. Jeg er her, selvom jeg ikke har lyst. Vinden er kold udenfor og jeg står lidt forladt på fortorvet. Hvad er det jeg skal? Jeg løber hen ad vejen. Jeg gider ikke, men noget i mig tvinger mig til at blive ved. Jeg bliver hurtigt forpustet og har lyst til at gå lidt. Jeg gør det ikke. Det her føles anderledes. Det føles som en manglende reaktion. Det er som et undertrykt skrig, der kommer indefra. Noget udefinerbart og uopfyldt. For første gang, i alt for lang tid, er der noget, der føles rigtigt.” Læs Videre

Lidt om løb i skoven og jord i hovedet

“Jeg drejer til højre af et lille, mudret MTB-spor og fortsætter af det nogle hundrede meter. Til højre igen og så til venstre. Jeg holder farten op af en stejl bakke og da jeg kommer til toppen kigger jeg mig lidt omkring. Lige i det øjeblik slår det mig. Jeg har faktisk ingen ide om, hvor jeg er henne! Jeg løber lidt videre med et forsigtigt håb om at møde noget genkendeligt. To hundrede meter længere henne må jeg overgive mig. Jeg tager min telefon frem. Jeg åbner Google Maps og opdager, at jeg faktisk står i den modsatte ende af skoven end hvor jeg startede. Jeg beslutter mig for at vende om og begynder at løbe tilbage mod parkeringspladsen, hvor bilen holder. Jeg løber ned af den bakke, som jeg har besteget nogle ganske få minutter tidligere og så sker det. Min fod hænger fast i en rod og jeg når at tænke det inden det sker. Nu falder du. To sekunder senere ligger jeg fladt på den bløde skovbund. Jeg husker naturligvis at stoppe mit ur som det første! Jeg har jord i hele den ene side af hovedet. Lige i det øjeblik føler jeg mig virkelig, som det jeg er. En total nybegynder indenfor trailløb. Men jeg smiler og ved at jeg gør det igen.” Læs Videre

Lidt om en god dag at løbe hurtigt på

“Det er følelsen rundt i svinget, der er det fedeste. Der mærkes det tydeligst. Det føles en smule usikkert, men jeg holder farten. Jeg accelererer ud af svinget. Solen rammer min øjne og i nogle ganske få sekunder løber jeg i blinde. Jeg lukker øjnene og lukker alt andet ude. Det er det her rum jeg søger. Det er her jeg gerne vil være. Det er her jeg søger hen på min ture alene. Benenes rytme fylder alt. Jeg skal ikke koncentrere mig om andet end at flytte mine ben. Det handler ikke om at tømme hovedet, men det sker alligevel automatisk. Kun små, flyvske tanker strejfer mig inden de forsvinder igen. I den her tilstand er alt flygtigt. Himlen er lyseblå og stien er dækket af røde og gule blade. Endnu en sommer er løbet væk. Det er en smuk dag i oktober. Det er en god dag at løbe hurtigt på. Det er bare en god dag!”

Læs Videre

Lidt om at starte op og tage det første skridt

“På søndag mødes en flok løbere i København. De vil være meget forskellige. De vil også se meget forskellige ud. Nogle af dem står der for første gang. Andre har stået det masser af gange. De kender det. De ved, hvad det handler om! Nogle vil stå og småsludre eller sende hinanden et genkendende nik. Andre vil stå alene og se sig omkring imens de tager stemningen ind. Måske vil det se tilfældigt ud, hvis du passerer dem ved Østerbro Stadion. Men tag ikke fejl – de er der af den samme grund. De har en ting til fælles. Nogle af dem har sikkert flere ting til fælles, men på søndag står en særlig ting særligt skarpere end noget andet. Drømmen om marathon! Når de allesammen tager det første skridt ud på ruten i Fælledparken på søndag, der står smukt i efterårsfarver, vil deres tanker drømme sig afsted. De drømmer om Copenhagen Marathon 2016 og på søndag tager de det første skridt!”

Læs Videre