Gennemse Kategori

Indlæg

Lidt om at løbe mod fattigdom

“Vi kender alle billederne af børnene. De er alle en del af vores fælles bevidsthed. De varierer i udtrykket, men budskabet er det samme. Det er en verden, der kan føles langt væk, når vi konfronteres med den midt i lørdagshyggen med kaffe og ostemadder. Lige der, midt i en bid mellemlagret ost, kan det være svært forholde sig til de grufulde realiteter. Øjeblikket efter er de væk igen og der snakkes i stedet om nedskæringer i den offentligt sektor og en stigning i huspriserne. Men selvom de måske forsvinder kortvarigt fra vores bevidsthed, når Kaare Quist skifter emne i TV Avisen, findes de stadigvæk derude. Også i vores bevidsthed. Rundt om i verden vokser 1 ud af 5 børn op i ekstrem fattigdom. Langt væk fra vores bløde leje af lyse nætter og lørdagsunderholdning. På lørdag står verdens lykkeligste land sammen om en god sag. På lørdag samler Danmark ind til fordel for fattigdom – og vi løber for noget større end os selv!” Læs Videre

Lidt om det der med vægten

“Jeg var en mester i denne disciplin. Det troede jeg ihvertfald. Jeg havde opfattelsen af, at jeg havde forfinet enhver tænkelig detalje i øvelsen og mestrede den til perfektion. Jeg bedragede hele verden, der lod sig falde på halen over mit ypperlige skuespil. Det krævede blot en enkelt, næsten umærkelig trækning i kroppen, før jeg fremstod som et andet menneske. Som en slank person. Jeg beherskede disciplinen i mange sammenhænge. Når der skulle tages billeder af mig. Når jeg gik tæt forbi en person. I svømmehallen. Især i svømmehallen. Her var det ekstra svært, fordi det krævede at jeg kunne fastholde fokus og koncentrationen i de sekunder det tog at komme fra omklædningsrummet til bassinnet. Jeg smiler lidt ved tanken. Men i virkeligheden er der jo bare noget uendeligt dumt over at trække maven ind, fordi man synes den er for stor. Det var ikke bare noget jeg syntes. Den var for stor. Jeg overvejer, om jeg skal skrive denne sætning i nutid. Den er for stor? Fuck spørgsmålstegnet! Min mave ER for stor! Stadigvæk.”

Læs Videre

Lidt om at mit løb fylder meget

“Søndag morgen! Vi ved alle, helt instinktivt, hvad dette begreb indebærer. Stå sent op. Sidde længe over morgenmaden. Der kan være små variationer. Små umærkelige forskelle, men det handler om at komme ned i tempo eller blot undgå at komme op i tempo. Det med tempoet er ret vigtigt. Søndag morgen foregår stille. Der kan næsten være noget andægtigt over sådan en morgen. Den er rituel. Min faster hørte morgen-gudstjeneste i radioen søndag morgen. Når min bror og jeg blev passet hos hende og min onkel, måtte vi ikke forstyrre, imens hun hørte den. Søndag morgen er en institution. Det er næsten et stykke kulturarv. Vi er alle sammen vokset op med hver vores udgave af en søndag morgen. Den er måske lige så dansk som lyse sommernætter, håndbold i hallen, snobrød eller vejfester på vendepladsen. Vi kender det og er enige om det uden at snakke om det.” Læs Videre

Lidt om DuPont-løbet 2016

“Himlen er helt lyseblå og der er ikke en sky på himlen. Vi løber stadig tæt, selvom de næste 1000 løbere er blevet spredt mere ud. Jeg overhaler en anden løber og skærer ind foran ham. Lidt for tæt viser det sig. Jeg undskylder, får lidt røde kinder og sætter farten lidt mere op. Vi løber langs med nogle små kolonihave-huse og nærmer os et sving. der står en official og vinker med et rødt flag. Han råber, at der er is i svinget. Jeg kigger ned og prøver at holde farten igennem svinget. Det lykkes næsten. Jeg laver to så steptrin og så er jeg tilbage på asfalten igen. Videre over en lille bro og så åbner landskabet sig op. Jeg løftet blikket op i nogle få, men lange sekunder og tager kulissen ind. Brabrand Sø åbenbarer sig på venstre side af stien. På bakkeskråningen ned mod søen ligger store, hvide villaer badet i det århusianske solskin. Jeg retter igen blikket lige frem. Koncentrerer mig om at holde tempoet. Jeg kaster et hurtigt blik på mit ur. Farten er god. Den er helt rigtig. Jeg overhaler to løbere mere og kaster et sidste blik på de smukke omgivelser. Så sætter jeg farten lidt op. Det her er en god dag at løbe hurtigt på!”

Læs Videre

Lidt om en uge med pres på skuldrene

“Jeg frygter dagen en lille smule. Jeg frygter det, fordi jeg hader det. Jeg hader det, men jeg elsker det alligevel også. Jeg tænder på det. Jeg motiveres af det. Jeg kan mærke spændingen i hele kroppen. Jeg kan mærke ilden brænde indeni. Lysten til at vise aller og enhver hvad jeg kan. Lysten og ikke mindst behovet for at vise mig selv, at jeg kan. Jeg gør det fordi, jeg har lyst. Jeg gør det fordi, det er en del af min plan. Jeg gør det fordi, det er nødvendigt. En del af mig har lyst til at lade være, men den mulighed eksisterer heldigvis ikke i mit hoved. Lad mig rette min allerførste sætning. Jeg frygter dagen mere end en lille smule. Sandheden er jo, at jeg elsker følelsen, når det er overstået. Det er følelsen imens det står på, der skræmmer mig. Derfor er jeg sgu også ved at skide lidt i bukserne over tanken om næste søndag.”

Læs Videre

Lidt om at turde drømme stort

“For nogle dage siden modtog jeg et billede fra et motionsløb. Billedet var sendt af en mand på Færøerne. Jeg har kigget på og studeret billedet mange gange siden da. Himlen er blå og den lysende måne træder smukt frem. Husene i byen ligger spredt fra fjorden og op på siden af de fjeld, som omkranser byen. I horisonten kan man ane omridset af nogle mørke skyer. Himlen er høj og skyggerne er skrå. Vejen, der løber langs vandet synes uendelig lang. Et par løbere i gule refleksveste bryder stilheden.  De virker lidt alene på billedet. Intet kunne være mere forkert. Nogle gange skal man bare drømme sig til det, der ikke umiddelbart er åbenlyst for øjnene.” Læs Videre

Lidt om en blog i 2015

“Han er alene på banen. Sådan føles det. Resten af spillerne står stille. Næsten som om de er stoppet op for at betragte ham. Nyde øjeblikket. Han modtager bolden midt på modstandernes banehalvdel. Han kigger hurtigt op og accelererer. Han glider næsten overjordisk forbi 3 modspillere. Han sætter fart yderligere op og rykker forbi den næste modstander. Målmanden kommer ud imod ham. Han sparker frækt til bolden. Drejer den drilsk forbi den fremadstormende målmand, der må kapitulere. Han er ved at miste balancen, da han rækker armene i vejret for at fejre sit mål. Jeg så målet, da det skete. Jeg var 9 år og så kampen i Mexico i fjernsynet sammen med en kammerat. Det var første gang jeg strejfede Diego Maradona. Han var den største. Han er stadig den største. I et splitsekund efter, at jeg havde set hans fantastiske mål, havde jeg følelsen af, at jeg aldrig ville have lyst til at røre en fodbold igen. Alt ville være sekundært og ligegyldigt sammenlignet med El Diego. I sidste ende gav Maradona mig naturligvis lyst til at gribe min fodbold og jonglere med bolden i timevis på vendepladsen for enden af min vej”

Læs Videre

Lidt om at blive 38 år

“Der er både noget smukt og samtidig en smule sørgmodigt over nattehimlen nytårsnat. Raketternes regn lyser jorden op. Vi kigger lidt rundt på må og få. Spejder op mod himlen. Ud mod horisonten. Det er en aften fuld af fest og glæde. Vi klamrer os til hinanden på årets sidste nat. Det er en balancegang for mig. Nærhed og samhørighed på nippet til at blive melankoli. Uvisheden over det, der kommer kan virke skræmmende. Det kræver mod at turde løfte hovedet og se fremad. Jeg ved altid først i sidste øjeblik om jeg har modet til at kigge fremad. Det er nemmere at se tilbage. Dvæle vemodigt ved det forgangne års minder. Det føles mere trygt end at skulle se det nye år i øjnene. Det føles mere trygt end at skulle se sig sig selv i øjnene i et helt nyt år. I år vil jeg tage mod til mig og løfte hovedet højt. “ Læs Videre

Lidt om at løbe i mørke

“Den ligger næsten gemt væk bag de høje, krogede egetræer. Når man passerer på cykel eller i bil, kan man kun svagt skimte, hvad der gemmer sig derinde. Jeg drejer ind ad parkeringspladsen og følger grusstien indtil stadion åbner sig op for mig. Denne kolde og mørke eftermiddag i december ligner atletikbanen et levn fra en svunden tid. De nøgne træer og den tomme tribune giver mig følelsen af, at være havnet i en tidslomme. Et minde, fra noget der har været engang. Følelsen af at tage de første skridt på den orange bane er altid speciel. Lidt som at løbe på en dyne. Jeg jogger et par omgange. Jeg er helt alene på banen. Jeg kan kun lige ane bilernes larm fra trafikken på Hobrovej. Derude skaber myldretiden lange køer ud af Aalborg. Herinde hviler der en ro, som om lidt skal omsættes til fokus. Omsættes til hårdt slid. Hårdt slid. Der findes ingen anden vej til målet!” Læs Videre

Lidt om en øm lyske og en klub i Aalborg

“Engang løb vi rundt Aalborg hver for sig. Vi kendte ikke hinanden og passerede vi hinanden foregik det i stilhed og med et koncentreret blik eller et næsten umærkeligt nik. Vi løb på de samme veje, gader og stier. Om og om igen. Simultant. Parallelt. Alene og ikke sammen. Vi løber stadig. Det er de samme veje, gader og stier. Det er hele Aalborg. Nu løber vi sammen! Det koncentrerede blik og afmålte nik er skiftet ud med smil, kram, latter, godmodige drillerier og masser af snak. Vi kender hinanden. Vi snakker sammen. Vi løber sammen. Vi løber!” Læs Videre