Gennemse Kategori

Indlæg

Lidt om ikke være en skid klogere

“Jeg bliver ikke klogere med alderen. Det gør jeg ikke. Ikke en skid klogere med alderen. Jeg har gjort en masse erfaringer og ved at jeg kan overvinde bestemte situationer, men det betyder ikke at jeg er bedre i stand til at håndtere mit liv. Det er hele tiden et match. Hele tiden et match. Hvordan skal man det? Hvordan gør man det? Jeg bebrejder tit mig selv for meget. Jeg brokker mig. Jeg er sur og jeg siger til nogle, der er for optimistiske på mine vegne, at de tager fejl.” (“Ikke En Skid Klogere” af Jørgen Leth)

Læs Videre

Lidt om at trappe op med nåle i benet

“Jeg løber op af grusvejen. Det stiger støt, men sikkert. Tempoet er højt. Måske er det faktisk en smule for højt. Eller også har jeg bare overvurderet bakkens længde? Jeg kigger ned på uret og konstaterer, at jeg løber godt til. Grusvejen drejer til venstre og bakken stiger endnu mere. Der er 200 meter til toppen. Jeg koncentrerer mig om at holde holde farten. Da jeg når toppen stopper jeg uret og giver mig selv lov til at nyde udsigten. Måske manglede jeg bare en undskyldning for at stoppe? Jeg tager et billede ud over Limfjorden. Så kommer jeg i tanke om det. Jeg har lige løbet 2 kilometer uden at tænke over hvert eneste skridt og uden at mærke efter ømhed og smerte i mit skinneben. Jeg har bare løbet. Det er sgu en god fornemmelse. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at løbe!”

Læs Videre

Lidt om at have helte

“Jeg vil gerne fortælle lidt om helte. Det har jeg tænkt over længe. Jeg vil gerne fortælle lidt om mine helte. Man kan måske spørge, hvorfor det er relevant? Om det er nødvendigt? Jeg synes, at det er nødvendigt. Mine helte er nogle jeg bruger. Jeg ser op til dem. Ikke på grund af deres ufejlbarlighed. Heller ikke på trods af deres fejl. Jeg ser bare op til dem. Mine helte skal være modige. Måske fordi jeg selv bekymrer mig meget og føler at jeg ofte kan mangle mod. Mine helte skal være nogle jeg kan stå på skuldrene af. De skal løfte mig op, når jeg har brug for det. Det har jeg tit synes jeg. Uden mine helte løb jeg ikke. Jeg var ihvertfald ikke den løber, som jeg er idag. Det er stadig kun mig, der flytter min fødder. Men det føles meget større end som så. Jeg føler ikke helt, at jeg altid selv har modet og viljen til at flytte fødderne. I de situationer har jeg brug for andre. Jeg har brug for mine helte. Derfor skylder jeg dem også at skrive om dem.” Læs Videre

Lidt om 16 dage uden løb

“Jeg står skiftevis og kigger på mig ur og spejder ned mod svinget nedenfor bakken. Det ene minut tager det andet. Så drejer han rundt og begynder sit løb op ad bakken. Han er alene og han rammer Skovbakkevej før jeg havde forventet det. Jeg finder flasken med vand frem fra sokken, som har holdt vandet lunt samt en energi-vingummi. Jeg råber ham an, så han ikke er i tvivl om, hvor jeg står imellem de mange mennesker, og stikker vand og energi frem imod ham. Da han kommer tæt på, bemærker jeg hans blik. Det er låst fast på vejen foran ham. Han skærer sig igennem tilskuere og fortsætter også forbi mig uden at tage imod de fremstrakte livliner. Det går hurtigt. Så er han væk igen. Jeg pakker igen vandet ind i den uldne sok og gør klar til næste gang han passerer. Imens kan jeg mærke beundringen og fascinationen af hans blik, da han løb forbi. Eller måske mere, alt det jeg syntes at kunne læse i hans blik. Koncentration, dedikation, stålsathed og en utrolig vilje. Den slags har altid fascineret mig. Evnen til at kunne lukke sig selv helt ind i sin egen verden og blive der, trods alverdens kvaler eller smerte. Lige i det øjeblik gav han mig noget, som jeg altid vil kunne tage frem og huske på. Noget jeg kan bruge selv. Noget, der altid vil inspirere mig.” Læs Videre

Lidt om et lille, men stort løb

“Det er ikke noget stort løb. Faktisk er det et meget lille løb. Det er ikke tilfældigt. Det er meningen, at det skal være lille. Til Copenhagen Marathon er det meste af den indre by spærret af og man har byen for sig selv. Der er store sponsorer, der fylder depoterne med de nyeste energiprodukter og hundredevis af frivillige, der sikrer at alt forløber fejlfrit. Det gjorde det også igår. Forløb fejlfrit altså. Men i modsætning til København og mange andre store løb var ruten ikke spærret af. En enkelt gang holdt en ældre, venlig dame, i en hvid Skoda Citigo, tilbage for vores lille gruppe af løbere, der løb igennem rundkørslen. I målområdet var gels og energidrik byttet ud med cola og lune frikadeller fra Slagter Ole på torvet i Nørresundby og det hele drives af nogle ildsjæle, der står bag Life of Sport, som arrangerer løbet. Måske kan det lyde som om jeg taler løbet en smule ned. Det er ikke meningen. Tværtimod. Det var, på mange måder, et stort løb og endte med at blive en endnu større oplevelse for mig.” Læs Videre

Lidt om to forskellige løb

“Der er mange fordele ved at løbe. For det første behøver man ikke nogen at gøre det sammen med og man behøver heller ikke noget særligt udstyr eller tøj. Sådan er det ikke med tennis. Man er nødt til at tage hen til en tennisbane og man er nødt til at have en modspiller. Man kan sagtens svømme alene, men man er nødt til at finde et ordentligt svømmebassin at gøre det i. Hvis bare man har et par løbesko og en vej, kan man løbe når det passer en og lige så langt som man har lyst til. (“Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe” af Haruki Murakami)” Læs Videre

Lidt om at huske, hvad det hele handler om

“Solens stråler spejler sig i vandoverfladen og får den til at skinne. Det er lunt og der hører enkelte fuglefløjt. Det føles som forår. Dog afslører de nøgne træer, at vinteren ikke helt har sluppet sit greb i den nordtyske by. De små restauranter langs søen er stadig lukkede  og ser næsten barrikerede ud. Men der er stadig masser af liv langs søen. Hele tiden passerer vi andre løbere, der lige som os løber de 8 kilometer, der er rundt om Aussenalster. Jeg stopper op og vi står og kigger ud over den store sø midt i Hamburg. Lidt længere væk tårner det ikoniske TV-tårn sig op imellem hoteller og kontor-bygninger. Vi står lige der, hvor nostalgien fra 70’ernes Tyskland møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Som vi står der, kan jeg mærke det komme snigende. Jeg havde mere brug for den her løbetur, end jeg troede. Brug for at glemme alt om pace, træningsprogram og intervaller. Brug for en tur, som bare bare handler om at være tilstede. Bare handler om at nyde det.” Læs Videre

Lidt om at mærke pulsen

“Der sker noget udefinerbart, når jeg rammer den gamle atlektikbane i Skovdalen. Det er næsten som om at underlagets skiften også influerer på min koncentration. På mit fokus. Imens jeg jogger hen ad fortovet, er jeg opmærksom på lydene omkring mig og de mennesker jeg passerer. Jeg nikker og hilser på andre løbere og sik-sakker forbi nogle fodgængere. Så snart mine fødder rammer den orange underlag, forsvinder disse lyde. Selv lyden af mine sko, der skiftesvis rammer jorden, ændrer sig. Ude på den anden side er myldretidstrafikken på sit højeste. Jeg hører det ikke. Jeg er indeni og bilernes larm er udenpå. Jeg har brug for dette fokus. Brug for at kunne lukke alle andre forstyrrelser ude og bare være til stede.Jeg skal kun fokusere på min åndedræt, der hastigt bliver mere besværet på grund af den opskruede fart, og mine fødders kortvarige nedslag. Alt andet er irrelevant i lige det øjeblik.” Læs Videre

Lidt om den nye løbetest

“I Overlade ligger der et rødt hus. Det er malet så sjusket, at den røde maling er løbet ned over den sorte sokkel. Det ligner tykke striber af blod. Bag huset står garagen og ser faldefærdig ud. Haven er tilgroet og huset ser ubeboet ud. Engang var huset hvidt. Græsplænen var grøn og kortklippet. Den var blød. Det kan jeg huske. Græsplænen var blød. Jeg kan stadig huske, hvordan det kløede, når vi havde rullet rundt på plænen i bar mave. Her spillede vi også fodbold. Da jeg var 9 år skød jeg en bold igennem et af vinduerne i huset. Andre gange sad vi i garagen og kiggede på alle de gamle ting, der var gemt på hylder og i skuffer herinde. Huset og haven var en kæmpe verden, da vi var børn. Nu virker det uendeligt lille. Som om, virkeligheden indhentede denne verden. Men minderne er stadig tydelige. Denne fredag eftermiddag er det ikke svært at huske dengang jeg løb hele vejen ned af Padkærvej til jeg forpustet nåede min mormors hvide hus.”

Læs Videre

Lidt om de næste 15 uger

“Jeg løber ad de små stier. Asfalten er ujævn og fuld af huller. Næsten som at løbe i en tidslomme, der er blevet glemt af kommunal vedligeholdelse. Bagved kan jeg høre cyklen, som idag er min faste følgesvend. Jeg er ikke alene. Asfaltens huller skiftes ud med fedtede og våde grusstier. Et tog passerer på skinnerne lige ved siden af mig. Jeg drejer til venstre i et sving, løber op af bakke og så er jeg fremme. Stilheden rammer mig med det samme. Det er som om, at larmen fra trafikken ophører i samme sekund. Her er der ro! Her er der bare stilhed. Det er en god stilhed. Det er en stilhed jeg kan bruge til noget. Den fremhæver mit ærinde ekstra tydeligt. Det er kun lyden af mine røde og gule sko, der bryder stilheden mod gruset. Og så cyklen bagved. Nu lidt længere tilbage! Langt fremme kan jeg skimte en anden løber. Vi hilser. Anerkender hinandens ærinde. Jeg stopper mit ur. Står stille. Lytter. Cyklen er der ikke. Her er helt stille. Her er plads til at lade tankerne flyve uhæmmet. Det er der behov for. Det er en særlig dag på en helt almindelig søndag.” Læs Videre