Gennemse Kategori

Indlæg

Stjerner på himlen, kap. 7

Aalborg, d. 10. December 2019

Der er en vej ud af alting. Men sjældent en tilbage. De sidste måneder har været en form for konstant ventetid. Det er blevet en tilstand i mit liv at vente. Vente på noget. Vente på nogen. Jeg er ikke specielt tålmodig og derfor er netop det at vente ikke noget, der falder mig specielt naturligt. Det er ikke nemt, synes jeg. Jeg bliver rastløs. Tiden går for langsomt. Det er i sig selv en underlig følelse, for tiden går jo med den hastighed, som den altid har gjort. Alligevel kan jeg sidde med følelsen af at tiden bevidst vælger at gå langsommere for at irritere mig. Og nogle gange lykkes det. Omvendt er det jo nok med at vente, som det er med at løbe eller en hvilken som helst anden handling, jeg gør tilpas mange gange, nemlig at det ender ud i nogle indre tanker og betragtninger omkring denne handling. Og al den sorgløse, men ulidelige ventetid, fremtvinger jo helt automatisk en masse refleksioner i mig.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 6

Aalborg, d. 3. November 2019

Den dag min mormor døde, vandt Rolf Sørensen en etape i Tour de France. Den lørdag eftermiddag i juli, hvor min mormor trak vejret ned i sine lunger og åndede ud for sidste gang, satte Rolf Sørensen konkurrenterne i udbruddet på den lille, men stejle stigning op til Super Besse og kunne række armene mod himlen og juble over sejren. Så stod vi der i stuen hos min moster, der bor i samme by, som min mormor gjorde og tænkte “nå, det var da fandens – og så lige idag”. Der er langt fra Overlade til det centrale massiv i Frankrig, men når vi snakker om den dag min mormor døde, siger vi altid, at “det var den dag Rolf vandt i Touren”. Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 5

Aalborg, d. 26. Oktober 2019

Det er morgen. Jeg er alene hjemme. Det er ikke slemt at være alene hjemme. Det kan jeg faktisk godt lide. Jeg kan jo nok bedst lide det, fordi jeg også ved, at jeg ikke skal være alene for altid. Det skal jeg ikke. Derfor kan jeg godt lide at være alene engang imellem. Jeg er ikke bange for at være alene. Og alene er ikke det samme som at være ensom. Jeg har været bange for at blive ensom. Da jeg som seksogtrediveårig skulle bo alene for første gang i mit liv, var jeg bange for at folk forsvandt ud af mit liv og at jeg skulle blive ensom. Men selvom, at der naturligvis er mennesker, der ikke er tæt på mig, som de var engang, så er det vel egentlig bare en af livets cirkulære bevægelser. Og nye, fantastiske mennesker og venner er gået i kredsløb i mit liv og beriger det hver dag. Jeg blev aldrig ensom. Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 4

Skagen, d. 5. Oktober 2019

Jeg går igennem Skagen. Efterårssolen hænger lige præcis så lavt, som den altid gør og kaster det smukkeste lys op ad de gule husfacader. Jeg går på fortorvet. På vejen løber marathonløbere den sidste kilometer mod forløsningen. Jeg løber ikke. Jeg går. Jeg går langsomt. Mest fordi jeg stadig går af helvede til ovenpå den skade, der ramte mig i Berlin sidste weekend. Siden da har jeg ikke løbet en eneste meter. Ingen løb. Jeg har knap nok gået en meter. Det gør ondt at gå. Nogle gange gør det ondt at sidde stille.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 3

Aalborg, d. 1. oktober 2019

I går var der tre måneder til at min lille datter bliver født. Tre måneder. Det lyder både som lang tid og som kort tid. Det lyder som begge dele. Så måske er det sådan det er. I forgårs løb jeg et marathonløb i Berlin. Det tog næsten tre timer. Det lyder også både som lang tid og som kort tid og det er sikkert også begge dele. Jeg vil gerne fortælle om mit marathonløb, men jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, der vil være mere uinteressant end at genfortælle løbet i langtrukne betragtninger om min fart og minutiøse detaljer om hvor mange geler jeg spiste undervejs og andre kedelige ting, der næppe har nogen andens interesse end min egen. Og her to dage efter, har jeg endda selv temmelig svært ved at finde lysten til at beskæftige mig mere med løbet. Så det her må være de ting, som er vigtigst for mig at fortælle. Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 2

Berlin, d. 28. September 2019

Den stilhed, der eksisterer midt i larmen i Berlin, kan være svær at beskrive eller forklare. Klokken er lidt over syv. Jeg løber afsted fra vores hotel. Jeg skal ikke løbe langt. Det skal jeg i morgen. I morgen skal jeg løbe langt. Jeg skal løbe marathon i Berlin. Så idag skal jeg bare løbe en kort tur. Jeg har valgt min rute. Jeg kender ruten, så jeg behøver ikke orientere mig undervejs. Jeg føler, at jeg har løbet meget i Berlin. Det giver en følelse af genkendelighed, som jeg virkelig kan bruge til noget. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg er langt hjemmefra.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 1

Aalborg, d. 23. September 2019

Jeg ligger og venter på at vækkeuret ringer. Jeg er vågnet tidligt. Det sker ofte, når jeg ved, at jeg skal tidligt op. Det skal jeg idag. Jeg skal møde på mit arbejde klokken halv syv. Det synes jeg er tidligt. Jeg ligger og forsøger at udnytte de sidste minutter i sengen bedst. Jeg ligger mig på siden og ligger mig ind til min lille datters mor Jeg tager min arm om hende og igennem dynen kan jeg mærke, hvordan maven efterhånden buler ud på hende. Der er otte og halvfems dage til hendes termin. Der er otteoghalvfems dage til, at jeg skal møde og se min lille datter.

Imens jeg ligger her i mørket, kommer jeg helt uvilkårligt til at tænke på min store datter. De hænger næsten altid sammen i tankerne. Min store datter og min lille datter. Kærligheden og savnet til min store datter og forventningen og den udefinerbare form for kærlighed, som man kan føle til et ufødt barn og som fylder mig, når jeg tænker på min lille datter. Jeg tænker på den begge to.  Læs Videre

Lidt om Berlin Marathon 2018

“Vi står midt på den store boulevard i Berlin. Vi står ikke stille for at nyde udsigten eller tage øjeblikket ind. Vi står stille fordi at al bevægelse er en umulighed i netop dette sekund. Jeg tager fat om Daniellas arm, da hendes ben er ved at forsvinde en smule under hende. En kvindelig løbsofficial kommer hen til os med et bekymret udtryk. “It’s okay”, siger jeg til hende. “She’s fine!”. Hun er OK.  Vi står lige der. Helt stille i en strøm af løbere, der bevæger sig forbi os på alle sider. Så begynder tilskuerne at heppe på hende. Tilråb på tysk og engelsk stiger i styrke. “Kom nu”, siger jeg til hende. “Hør lige – de råber dit navn!”. “Nu skal vi i mål og om lidt er det hele overstået”. Hun græder, men hun får ro på sin vejrtrækning. Vi sætter igen i bevægelse. Vi løber. Jeg må tage hende i hånden og hun holder hårdt fast i den. Vi løber ad Unter den Linden. Larmen fra tilskuerne er øredøvende. Det ene ben foran det andet. Jeg forsøger at tage dette øjeblik ind. De sidste 500 meter af Berlin Marathon. Den store byport rejser sig foran os. Vi løber igennem Brandenburger Tor. Jeg kigger op. Jeg ved, at jeg aldrig helt vil kunne holde fast i dette øjeblik i min hukommelse og genkalde det på samme måde, som jeg oplever det, men lige nu vil jeg bare være åben for alle indtryk. Vi løber igennem og længere fremme kan vi se målportalen. Hundrede meter tilbage. “Du gør det!”, siger jeg. “Om lidt er det hele overstået”. Hun bider tænderne sammen. Halvtreds meter tilbage. Jeg slipper hendes hånd og giver hende et forsigtigt skub frem. Hun skal løbe først i mål. Hun vælter ind over målstregen. Jeg stopper mit ur og må i samme sekund tage om hende, så hun ikke vælter. Det er overstået” Læs Videre

Lidt om at blive helt ægte glad

“En søndag i Hamburg står jeg i målområdet og venter på hende. Jeg spejder ud over strømmen af løbere, der med trætte og fjerne blikke får en medalje hængt om halsen af de flinkere hjælpere, der siger “gratulieren” inden de hænger den næste medalje om halsen på den næste løber. Jeg forsøger at skille mængden af med mine øjne og finde den blå singlet fra Sparta blandt disse hundredevis af maraton-løbere. Jeg får først øje på Jacobs sorte kastet, der kækt sidder omvendt. Så får jeg øje på hende ved siden af. Jeg bliver glad over at se dem. De får øje på mig og jeg strækker måske mine arme i vejret. Jeg kan ikke helt huske det. Det er heller ikke så vigtigt. Jeg giver Jacob et kram og siger “stærkt løbet”. Så giver jeg Laura et kram og siger præcis det, som jeg har har vidst i månedsvis: “Du gjorde det! – Jeg vidste du kunne gøre det!”. Idag har jeg været så heldig at Laura har haft lyst til at fortælle hendes historie om Hamburg Maraton 2018 her på min blog. Derfor vil jeg nu give ordet til Laura – rigtig god fornøjelse!” Læs Videre

Lidt om Hamburg Marathon 2018

“Jeg sætter mig ned på den hvide skammel med læderbetræk, der står i hjørnet af hotelværelsets badeværelse. Jeg tager telefonen op til øret og lytter på, at den ringer et par gange inden den bliver taget. Så hører jeg en stemme i den anden ende af røret, der siger “hej” og øjeblikket efter kan jeg mærke gråden vælte op i mig og de første tårer løber ned af kinderne på mig. Jeg forsøger at fremstamme nogle sammenhængende ord. Det lykkes ikke og jeg ender med bare at give slip og lade følelserne tage over. Jeg sidder med en telefon i hånden og græder. Jeg græder af lettelse og mest af alt så græder jeg nok bare af glæde. Jeg græder af glæde over mit marathon. Det er måneders forventning og spænding, der forløses på en gang og det lader sig ikke kontrollere. Det skal heller ikke kontrolleres. Det lykkes mig aldrig at fremstammende en eneste sammenhængende sætning i telefon-samtalen med Lea. Jeg græder bare af glæde og forløsning og lige i det øjeblik giver jeg bare slip”

Læs Videre