Gennemse Forfatter

thomas

Lidt om at turde drømme stort

“For nogle dage siden modtog jeg et billede fra et motionsløb. Billedet var sendt af en mand på Færøerne. Jeg har kigget på og studeret billedet mange gange siden da. Himlen er blå og den lysende måne træder smukt frem. Husene i byen ligger spredt fra fjorden og op på siden af de fjeld, som omkranser byen. I horisonten kan man ane omridset af nogle mørke skyer. Himlen er høj og skyggerne er skrå. Vejen, der løber langs vandet synes uendelig lang. Et par løbere i gule refleksveste bryder stilheden.  De virker lidt alene på billedet. Intet kunne være mere forkert. Nogle gange skal man bare drømme sig til det, der ikke umiddelbart er åbenlyst for øjnene.” Læs Videre

Lidt om en blog i 2015

“Han er alene på banen. Sådan føles det. Resten af spillerne står stille. Næsten som om de er stoppet op for at betragte ham. Nyde øjeblikket. Han modtager bolden midt på modstandernes banehalvdel. Han kigger hurtigt op og accelererer. Han glider næsten overjordisk forbi 3 modspillere. Han sætter fart yderligere op og rykker forbi den næste modstander. Målmanden kommer ud imod ham. Han sparker frækt til bolden. Drejer den drilsk forbi den fremadstormende målmand, der må kapitulere. Han er ved at miste balancen, da han rækker armene i vejret for at fejre sit mål. Jeg så målet, da det skete. Jeg var 9 år og så kampen i Mexico i fjernsynet sammen med en kammerat. Det var første gang jeg strejfede Diego Maradona. Han var den største. Han er stadig den største. I et splitsekund efter, at jeg havde set hans fantastiske mål, havde jeg følelsen af, at jeg aldrig ville have lyst til at røre en fodbold igen. Alt ville være sekundært og ligegyldigt sammenlignet med El Diego. I sidste ende gav Maradona mig naturligvis lyst til at gribe min fodbold og jonglere med bolden i timevis på vendepladsen for enden af min vej”

Læs Videre

Lidt om at blive 38 år

“Der er både noget smukt og samtidig en smule sørgmodigt over nattehimlen nytårsnat. Raketternes regn lyser jorden op. Vi kigger lidt rundt på må og få. Spejder op mod himlen. Ud mod horisonten. Det er en aften fuld af fest og glæde. Vi klamrer os til hinanden på årets sidste nat. Det er en balancegang for mig. Nærhed og samhørighed på nippet til at blive melankoli. Uvisheden over det, der kommer kan virke skræmmende. Det kræver mod at turde løfte hovedet og se fremad. Jeg ved altid først i sidste øjeblik om jeg har modet til at kigge fremad. Det er nemmere at se tilbage. Dvæle vemodigt ved det forgangne års minder. Det føles mere trygt end at skulle se det nye år i øjnene. Det føles mere trygt end at skulle se sig sig selv i øjnene i et helt nyt år. I år vil jeg tage mod til mig og løfte hovedet højt. “ Læs Videre

Lidt om at løbe i mørke

“Den ligger næsten gemt væk bag de høje, krogede egetræer. Når man passerer på cykel eller i bil, kan man kun svagt skimte, hvad der gemmer sig derinde. Jeg drejer ind ad parkeringspladsen og følger grusstien indtil stadion åbner sig op for mig. Denne kolde og mørke eftermiddag i december ligner atletikbanen et levn fra en svunden tid. De nøgne træer og den tomme tribune giver mig følelsen af, at være havnet i en tidslomme. Et minde, fra noget der har været engang. Følelsen af at tage de første skridt på den orange bane er altid speciel. Lidt som at løbe på en dyne. Jeg jogger et par omgange. Jeg er helt alene på banen. Jeg kan kun lige ane bilernes larm fra trafikken på Hobrovej. Derude skaber myldretiden lange køer ud af Aalborg. Herinde hviler der en ro, som om lidt skal omsættes til fokus. Omsættes til hårdt slid. Hårdt slid. Der findes ingen anden vej til målet!” Læs Videre

Lidt om en øm lyske og en klub i Aalborg

“Engang løb vi rundt Aalborg hver for sig. Vi kendte ikke hinanden og passerede vi hinanden foregik det i stilhed og med et koncentreret blik eller et næsten umærkeligt nik. Vi løb på de samme veje, gader og stier. Om og om igen. Simultant. Parallelt. Alene og ikke sammen. Vi løber stadig. Det er de samme veje, gader og stier. Det er hele Aalborg. Nu løber vi sammen! Det koncentrerede blik og afmålte nik er skiftet ud med smil, kram, latter, godmodige drillerier og masser af snak. Vi kender hinanden. Vi snakker sammen. Vi løber sammen. Vi løber!” Læs Videre

Lidt om en tid, der ikke skal være hemmelig

“Pizza. Burgere. Fritter. Nuggets. Sovs. Bacon. Kage. Chokolade. Kyllingevinger. Hvidløgsbrød. Smør. Nutella. Slik. Chips. Kakao…. Latterlige mængder af kakao! Mad var noget jeg forbrugte. Mad var noget jeg overforbrugte. Mad var noget jeg misbrugte! Mad blev en trøst. Mad blev en flugt. Mad blev en besættelse! Jeg spiste, når jeg var stresset. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Jeg spiste, når jeg var glad. Jeg spiste, når jeg var sulten. Jeg spiste, når jeg var mæt. Jeg spiste for ikke at føle mig ked af det. Jeg spiste meget. Jeg spiste rigtig meget. Jeg spiste for at føle mig glad. Det lykkes aldrig. Jeg misbrugte mad. Jeg junkede mad. Jeg havde det ad helvede til!” Læs Videre

Lidt om at løbe hver dag

“Hendes gade ligner ikke længere sig selv. Den gade, som jeg demonstrativt indlagde på alle mine løbeture i to måneder! Noget er forandret! Den er ikke længere som jeg husker den. Den er ikke længere lys og solbeskinnet, som jeg husker den. De orange mænd har gravet hele gaden op! Fortovet er væk. Det fortov, som jeg altid løb på, når jeg passerede hendes opgang. Altid fortovet på den modsatte side af vejen. Lige der, hvor vinklen fra hendes vindue var helt rigtig. Måske stod hun deroppe og så mig komme løbende forbi. Måske ikke! Der kunne ikke være tale om, at gå hen til hendes dør og ringe på. Fortælle hende mit ærinde. Fortælle, at jeg var varm på hende. Der kunne højst være tale om et tilfældigt glimt. Så kysk var det! Så uskyldigt var det. Så smukt var det! Hun bor her ikke længere. Måske er det derfor, at det hele virker forandret. Måske er det bare mig. Det er ikke længere hendes gade. Det er bare en anonym gade. Hun er her ikke mere. Nu bor hun sammen med mig!” Læs Videre

Lidt om at få vinden lige i ansigtet

“Vinden får det til at hyle og synge i masterne på de enkelte lystbåde, som ikke er trukket på land endnu. Det er en god lyd. Næsten som et orkester af ufrivillige instrumenter. En par måger flyver dovent op imod vinden ude over vandet og står næsten stille i luften. Lidt længere fremme går et ældre ægtepar. De skutter sig for vinden under store, uldne halstørklæder. Vi hilser på hinanden, da jeg løber forbi dem. Jeg løber ganske kortvarigt i læ for vinden, indtil jeg drejer ud mod fjorden igen ved Egholm-færgen. Den rammer mig råt og hårdt. Den mærker mig. Kulder river mig i ansigtet og forvandler øjeblikketligt min ånde til kondens i mit skæg. Sådan er det. Vinden brøler sit instinktive kald og skaber sammen med fjordens brusen en vinterlig symfoni. Jeg er midt i det. Jeg løber midt i det. Jeg løber! Det er smukt. Det er større, end jeg troede. Det er godt for det, der er oppe i mit hoved.” Læs Videre

Lidt om at dyppe tæerne i et sort hul

“Det blå lys fra vækkeuret lyser rummet lidt op. Det er næsten som om det håner mig en lille smule. Holder mig vågen med vilje. Klokken er halv fire. Der er stadig et par timer til jeg skal op. Jeg gentager det inde i hovedet et par gange. Måske i håb om, at det vil få mig til at falde i søvn. Der er helt stille i rummet. Kun den lette vejrtrækning fra Lea, der sover kan høres. Jeg glider væk. Jeg åbner øjnene og rummet føles anderledes. Jeg har sovet, men vækkeuret har stadig ikke ringet. Jeg drejer uret lydløst og konstaterer, at jeg har sovet i en halv time. Nu er jeg vågen igen. Jeg gider ikke mere. Simpelthen! Jeg slår vækkeuret fra og lige inden jeg falder i søvn, når jeg at mærke skuffelsen. Den føles lidt for velkendt. Det er som at dyppe tæerne i et sort hul.” Læs Videre

Lidt om små glimt og om at være sur

“Jeg løb ad Kong Christians Alle. Forbi Nordjyllands Kunstmuseum og Skovdalen. Da jeg kom til lyskrydset ved Hobrovej, så jeg tilfældigvis op mod Hotel Hvide Hus. På en altan på øverste etage baskede en fugl rundt. Et eller andet ved situationen gjorde, at jeg stoppede op. Fuglen forsøgte at flyve væk og videre, men et eller andet holdt den tilbage. Altanen virkede som et bur. Der var et eller andet ved det syn, der føltes virkelig sørgmodigt. Fuglen, der både var så uendelig fri og alligevel håbløst fanget. Fanget af noget usynligt. Fanget af ingenting. Men stadig ude af stand til at vriste sig fri. Sørgmodigheden var jo nok mest en følelse jeg lagde i situationen. Men jeg blev virkelig trist. Dagen efter kom jeg cyklende samme vej og instinktivt kiggede jeg op mod altanen igen. Fuglen var naturligvis væk.” Læs Videre