Gennemse Forfatter

thomas

Lidt om to forskellige løb

“Der er mange fordele ved at løbe. For det første behøver man ikke nogen at gøre det sammen med og man behøver heller ikke noget særligt udstyr eller tøj. Sådan er det ikke med tennis. Man er nødt til at tage hen til en tennisbane og man er nødt til at have en modspiller. Man kan sagtens svømme alene, men man er nødt til at finde et ordentligt svømmebassin at gøre det i. Hvis bare man har et par løbesko og en vej, kan man løbe når det passer en og lige så langt som man har lyst til. (“Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe” af Haruki Murakami)” Læs Videre

Lidt om at huske, hvad det hele handler om

“Solens stråler spejler sig i vandoverfladen og får den til at skinne. Det er lunt og der hører enkelte fuglefløjt. Det føles som forår. Dog afslører de nøgne træer, at vinteren ikke helt har sluppet sit greb i den nordtyske by. De små restauranter langs søen er stadig lukkede  og ser næsten barrikerede ud. Men der er stadig masser af liv langs søen. Hele tiden passerer vi andre løbere, der lige som os løber de 8 kilometer, der er rundt om Aussenalster. Jeg stopper op og vi står og kigger ud over den store sø midt i Hamburg. Lidt længere væk tårner det ikoniske TV-tårn sig op imellem hoteller og kontor-bygninger. Vi står lige der, hvor nostalgien fra 70’ernes Tyskland møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Som vi står der, kan jeg mærke det komme snigende. Jeg havde mere brug for den her løbetur, end jeg troede. Brug for at glemme alt om pace, træningsprogram og intervaller. Brug for en tur, som bare bare handler om at være tilstede. Bare handler om at nyde det.” Læs Videre

Lidt om at mærke pulsen

“Der sker noget udefinerbart, når jeg rammer den gamle atlektikbane i Skovdalen. Det er næsten som om at underlagets skiften også influerer på min koncentration. På mit fokus. Imens jeg jogger hen ad fortovet, er jeg opmærksom på lydene omkring mig og de mennesker jeg passerer. Jeg nikker og hilser på andre løbere og sik-sakker forbi nogle fodgængere. Så snart mine fødder rammer den orange underlag, forsvinder disse lyde. Selv lyden af mine sko, der skiftesvis rammer jorden, ændrer sig. Ude på den anden side er myldretidstrafikken på sit højeste. Jeg hører det ikke. Jeg er indeni og bilernes larm er udenpå. Jeg har brug for dette fokus. Brug for at kunne lukke alle andre forstyrrelser ude og bare være til stede.Jeg skal kun fokusere på min åndedræt, der hastigt bliver mere besværet på grund af den opskruede fart, og mine fødders kortvarige nedslag. Alt andet er irrelevant i lige det øjeblik.” Læs Videre

Lidt om den nye løbetest

“I Overlade ligger der et rødt hus. Det er malet så sjusket, at den røde maling er løbet ned over den sorte sokkel. Det ligner tykke striber af blod. Bag huset står garagen og ser faldefærdig ud. Haven er tilgroet og huset ser ubeboet ud. Engang var huset hvidt. Græsplænen var grøn og kortklippet. Den var blød. Det kan jeg huske. Græsplænen var blød. Jeg kan stadig huske, hvordan det kløede, når vi havde rullet rundt på plænen i bar mave. Her spillede vi også fodbold. Da jeg var 9 år skød jeg en bold igennem et af vinduerne i huset. Andre gange sad vi i garagen og kiggede på alle de gamle ting, der var gemt på hylder og i skuffer herinde. Huset og haven var en kæmpe verden, da vi var børn. Nu virker det uendeligt lille. Som om, virkeligheden indhentede denne verden. Men minderne er stadig tydelige. Denne fredag eftermiddag er det ikke svært at huske dengang jeg løb hele vejen ned af Padkærvej til jeg forpustet nåede min mormors hvide hus.”

Læs Videre

Lidt om de næste 15 uger

“Jeg løber ad de små stier. Asfalten er ujævn og fuld af huller. Næsten som at løbe i en tidslomme, der er blevet glemt af kommunal vedligeholdelse. Bagved kan jeg høre cyklen, som idag er min faste følgesvend. Jeg er ikke alene. Asfaltens huller skiftes ud med fedtede og våde grusstier. Et tog passerer på skinnerne lige ved siden af mig. Jeg drejer til venstre i et sving, løber op af bakke og så er jeg fremme. Stilheden rammer mig med det samme. Det er som om, at larmen fra trafikken ophører i samme sekund. Her er der ro! Her er der bare stilhed. Det er en god stilhed. Det er en stilhed jeg kan bruge til noget. Den fremhæver mit ærinde ekstra tydeligt. Det er kun lyden af mine røde og gule sko, der bryder stilheden mod gruset. Og så cyklen bagved. Nu lidt længere tilbage! Langt fremme kan jeg skimte en anden løber. Vi hilser. Anerkender hinandens ærinde. Jeg stopper mit ur. Står stille. Lytter. Cyklen er der ikke. Her er helt stille. Her er plads til at lade tankerne flyve uhæmmet. Det er der behov for. Det er en særlig dag på en helt almindelig søndag.” Læs Videre

Lidt om at løbe mod fattigdom

“Vi kender alle billederne af børnene. De er alle en del af vores fælles bevidsthed. De varierer i udtrykket, men budskabet er det samme. Det er en verden, der kan føles langt væk, når vi konfronteres med den midt i lørdagshyggen med kaffe og ostemadder. Lige der, midt i en bid mellemlagret ost, kan det være svært forholde sig til de grufulde realiteter. Øjeblikket efter er de væk igen og der snakkes i stedet om nedskæringer i den offentligt sektor og en stigning i huspriserne. Men selvom de måske forsvinder kortvarigt fra vores bevidsthed, når Kaare Quist skifter emne i TV Avisen, findes de stadigvæk derude. Også i vores bevidsthed. Rundt om i verden vokser 1 ud af 5 børn op i ekstrem fattigdom. Langt væk fra vores bløde leje af lyse nætter og lørdagsunderholdning. På lørdag står verdens lykkeligste land sammen om en god sag. På lørdag samler Danmark ind til fordel for fattigdom – og vi løber for noget større end os selv!” Læs Videre

Lidt om det der med vægten

“Jeg var en mester i denne disciplin. Det troede jeg ihvertfald. Jeg havde opfattelsen af, at jeg havde forfinet enhver tænkelig detalje i øvelsen og mestrede den til perfektion. Jeg bedragede hele verden, der lod sig falde på halen over mit ypperlige skuespil. Det krævede blot en enkelt, næsten umærkelig trækning i kroppen, før jeg fremstod som et andet menneske. Som en slank person. Jeg beherskede disciplinen i mange sammenhænge. Når der skulle tages billeder af mig. Når jeg gik tæt forbi en person. I svømmehallen. Især i svømmehallen. Her var det ekstra svært, fordi det krævede at jeg kunne fastholde fokus og koncentrationen i de sekunder det tog at komme fra omklædningsrummet til bassinnet. Jeg smiler lidt ved tanken. Men i virkeligheden er der jo bare noget uendeligt dumt over at trække maven ind, fordi man synes den er for stor. Det var ikke bare noget jeg syntes. Den var for stor. Jeg overvejer, om jeg skal skrive denne sætning i nutid. Den er for stor? Fuck spørgsmålstegnet! Min mave ER for stor! Stadigvæk.”

Læs Videre

Lidt om at mit løb fylder meget

“Søndag morgen! Vi ved alle, helt instinktivt, hvad dette begreb indebærer. Stå sent op. Sidde længe over morgenmaden. Der kan være små variationer. Små umærkelige forskelle, men det handler om at komme ned i tempo eller blot undgå at komme op i tempo. Det med tempoet er ret vigtigt. Søndag morgen foregår stille. Der kan næsten være noget andægtigt over sådan en morgen. Den er rituel. Min faster hørte morgen-gudstjeneste i radioen søndag morgen. Når min bror og jeg blev passet hos hende og min onkel, måtte vi ikke forstyrre, imens hun hørte den. Søndag morgen er en institution. Det er næsten et stykke kulturarv. Vi er alle sammen vokset op med hver vores udgave af en søndag morgen. Den er måske lige så dansk som lyse sommernætter, håndbold i hallen, snobrød eller vejfester på vendepladsen. Vi kender det og er enige om det uden at snakke om det.” Læs Videre

Lidt om DuPont-løbet 2016

“Himlen er helt lyseblå og der er ikke en sky på himlen. Vi løber stadig tæt, selvom de næste 1000 løbere er blevet spredt mere ud. Jeg overhaler en anden løber og skærer ind foran ham. Lidt for tæt viser det sig. Jeg undskylder, får lidt røde kinder og sætter farten lidt mere op. Vi løber langs med nogle små kolonihave-huse og nærmer os et sving. der står en official og vinker med et rødt flag. Han råber, at der er is i svinget. Jeg kigger ned og prøver at holde farten igennem svinget. Det lykkes næsten. Jeg laver to så steptrin og så er jeg tilbage på asfalten igen. Videre over en lille bro og så åbner landskabet sig op. Jeg løftet blikket op i nogle få, men lange sekunder og tager kulissen ind. Brabrand Sø åbenbarer sig på venstre side af stien. På bakkeskråningen ned mod søen ligger store, hvide villaer badet i det århusianske solskin. Jeg retter igen blikket lige frem. Koncentrerer mig om at holde tempoet. Jeg kaster et hurtigt blik på mit ur. Farten er god. Den er helt rigtig. Jeg overhaler to løbere mere og kaster et sidste blik på de smukke omgivelser. Så sætter jeg farten lidt op. Det her er en god dag at løbe hurtigt på!”

Læs Videre

Lidt om en uge med pres på skuldrene

“Jeg frygter dagen en lille smule. Jeg frygter det, fordi jeg hader det. Jeg hader det, men jeg elsker det alligevel også. Jeg tænder på det. Jeg motiveres af det. Jeg kan mærke spændingen i hele kroppen. Jeg kan mærke ilden brænde indeni. Lysten til at vise aller og enhver hvad jeg kan. Lysten og ikke mindst behovet for at vise mig selv, at jeg kan. Jeg gør det fordi, jeg har lyst. Jeg gør det fordi, det er en del af min plan. Jeg gør det fordi, det er nødvendigt. En del af mig har lyst til at lade være, men den mulighed eksisterer heldigvis ikke i mit hoved. Lad mig rette min allerførste sætning. Jeg frygter dagen mere end en lille smule. Sandheden er jo, at jeg elsker følelsen, når det er overstået. Det er følelsen imens det står på, der skræmmer mig. Derfor er jeg sgu også ved at skide lidt i bukserne over tanken om næste søndag.”

Læs Videre