Gennemse Forfatter

thomas

Lidt om monotoni, trailsko og lyskryds

“Vinden er usædvanligt kold denne morgen og jeg kan mærke den trænge igennem min tynde løbetrøje. Det gør ikke noget for jeg ved, at jeg om lidt får varmen. Klokken er halv seks og der er noget uendeligt ensomt over Hobrovej denne morgen. Egentlig synes jeg at vejen ud gennem Skalborg mod City Syd er gabende kedelig og har alt for mange lyskryds, men jeg løber den alligevel igen og igen. Det er ikke tilfældigt og handler ikke om mangel på fantasi. Det er bevidst og en del af det rum jeg skaber for mig selv.  Et rum, hvor jeg kan lukke mig ind og blive. Det er lige der, hvor monotoni møder uendelige gentagelser. Det er lige der, jeg gerne vil være – og helst alene! Det handler ikke om ensomhed for jeg vælger det selv. Jeg kan jo bare løbe en anden vej. Men jeg er lige der, hvor jeg allerhelst vil være!” Læs Videre

Lidt om intervaller og orange løbebaner

“Jeg overvejer igen om det virkelig er idag jeg behøver at gøre det her. Egentlig er det spild af tid, for jeg kender svaret. Det er idag! “Tag dig sammen og få tøjet på” tænker jeg og kort efter står jeg nede på fortovet. Der er omkring to kilometer op til Skovdalens Atletikstadion og jeg begynder at jogge stille afsted. Selvom det er årets første forårsmåned har vinteren ikke sluppet sit tag endnu og de stynede piletræer på Kong Christians Allé ser sorte og golde ud. Jeg drejer ad Hobrovej og kan nu se den orange løbebane, hvor jeg om få minutter skal dø en lille smule, men ende med at føle mig uovervindelig. Det er den ugentlige test af min viljestyrke og karakter og fandme om det bliver idag jeg dumper!” Læs Videre

Lidt om den der helt specielle løbetur

“Jeg ved ikke rigtig hvad jeg laver. Jeg har aldrig været tilhænger af at strække ud inden jeg løber og alligevel står jeg her og ligner en klap-hat og laver verdenshistoriens dårligste strækkeøvelser. Jeg er nervøs! Egentlig burde jeg være nervøs fordi, det er første gang jeg skal løbe så langt, som planen er idag – nemlig 25 km. Men det har INTET med et at gøre! Jeg står nemlig bare og tripper og venter på hende. Jeg har aldrig mødt hende men føler alligevel jeg kender alt ved hende! Da hun skrev i morges, at hun cyklede med på løbeturen nåede jeg først at blive glad og derefter tænkt jeg “pis”! Det her bliver den mærkeligste første date nogensinde.” Læs Videre

Lidt om naturligt løb, bøjede knæ og AC/DC

“Jeg kører det igennem hovedet som en remse. Om og om igen. “Ret dig op!”. “Land med bøjet knæ!”. “Ikke tage for lange skridt!”. Jeg trykker igen på mit Garmin ur og tjekker kadencen. Jeg konstaterer, at den er 175 og husker tippet om, at man bare skal løbe i takten til “Back in Black” med AC/DC. Det er ikke helt ved siden af, selvom sangen er en anelse nede i tempo da jeg nynner den i hovedet! Selvom klokken kun er lidt over seks om morgenen føles varmen allerede tung og omklamrende – præcis som jeg godt kan lide det! Så slår det mig pludselig! Midt i mit forsøg på at huske alle de forskellige tips til natural running, har jeg glemt det vigtigte… At nyde, at jeg for første gang i 3 måneder har løbeskoene på og ikke skal bruge hele løbeturen på mentalt at forholde mig til ømheder og smerter i mit venstre skinneben. Der er intet at mærke. Det føles godt. Alt føles perfekt!” Læs Videre

Lidt om løbebånd, drinks og rosiner i en kop

“Flaget blafrer kraftigt udenfor. Den danske sommer er væk og sæsonen er forbi, som C.V. Jørgensen synger! Ferien er slut og pludselig står jeg i den hverdag, jeg næsten havde glemt hvordan så ud. Det gør ikke noget. Vinden blæser heldigvis den rigtige vej. Sommeren er kun lige begyndt og melankolien i C.V. Jørgensens smukke tekst har aldrig indfundet sig. Jeg spiser et par rosiner mere fra koppen. Lige om lidt skal jeg ud i det. Ud i vinden med løbesko på. Det bliver godt. Det bliver hårdt, men det er meningen. Det er sådan jeg har bestemt det skal være.” Læs Videre

Lidt om smoothies, Folkeklubben og dild, der smager af barndom

“Der er nogle helt bestemte numre, der passer perfekt til madlavning. Idag er det Folkeklubben, der med deres vedkommende folk-pop leverer soundtracket til aftensmaden. Musikken rammer lige der, hvor nostalgien møder samfundsrealisme med et strejf af udkants-Danmark. Jeg knækker hele toppen af dilden af og hakker det fint. Alt bliver hakket fint i små, sirlige stykker præcis som jeg bedst kan lide det. Vi var egentlig blevet enige om, at der ikke skulle så meget dild i maden idag, men det glemmer jeg helt med vilje. Både fordi farven lige fuldender det hele og fordi dild smager af dengang man var barn.” Læs Videre

Lidt om at være på vej og bare være

“Nogle gange bebrejder jeg mig selv, at jeg er så let at skubbe til. Faktisk passer det ikke… Det er ikke kun “nogle gange” men derimod “ret ofte”! Samtidig med at jeg finder utrolig megen motivation og forventning i at være vej mod de mål jeg har sat for mig selv, forsøger jeg også at finde en måde at være til stede lige nu. At være til stede i et liv, hvor det at være på vej også kan føles som ikke at have nået sine mål. Jeg ved jo godt, at når jeg indfrier de mål jeg har sat for mig selv, tager nogle nye mål over. Jeg har slet ikke lyst til at nå et endelig mål. Men balancen imellem motivation og energi ved at være på vej og så bare følelsen af, at stå med en håndfuld uindfriede mål er hårfin. Tvivlen og usikkerheden er uomgængelig og jeg øver mig hver dag i være til stede i denne proces.” Læs Videre

Lidt om gamle rutiner, nye sko og en lille pirat

“Vi står lidt og tripper udenfor det store Hotel Club Méditeranée i Alpe d’ Huez. En soigneur fra TVM-holdet er ved at vaske cykler og inde i lobbyen på hotellet kan vi se flere ryttere gå rundt. Vi har lige hilst på både Bo Hamburger og Jesper Skibby så vi er egentlig ganske godt tilfredse. Lidt væk, ved en personaleindgang til hotellet, har en gruppe på 50-60 tifosis samlet sig. De er naturligvis opstemte ovenpå dagens flotte sejr. Vi er egentlig på vej tilbage til lejligheden og resten af familien, da der pludselig bliver lidt uro i den store gruppe af italienske cykelfans – noget er i vente. Vi går derover og kort efter går døren op og så er han der bare. Jeg kan næsten ikke kende ham selvom jeg så ham besejre det legendariske bjerg blot få timer tidligere med mine egne øjne. Han ser uendelig træt ud og er meget mindre end jeg troede. Men der er ham – fanget på toppen af sin karriere og selvom jeg må erkende at jeg var alt for benovet til at fremstamme noget som helst, har mødet med Marco Pantani for altid brændt sig fast i min bevidsthed.” Læs Videre

Lidt om at lyve og om at stoppe med det

“Jeg trængte til at få styr på den der vrede! Det syntes jeg ikke selv dengang, og har først bagefter fået øjnene op for det, der må havde været åbenlyst for alle andre. Jeg var sur og i dårligt humør rigtig meget af tiden. Jeg blev frustreret over alt andet, end det der virkelig frustrerede mig. Jeg kunne arbejde mig selv op, så jeg, til sidst, blev så gal, at jeg råbte højt, slog i bordet, sparkede til mine sko eller hamrede køleskabsdøren i, så det raslede. Måske i en naiv forventning om, at de ville opføre sig anderledes. Jeg fik naturligvis intet ud af det – allerhøjest at jeg blev lidt træt. Det var et latterligt skuespil, som jeg spillede for ingen andre end mig selv. Jeg fortrød det altid bagefter og selvom jeg følte at vreden var berettiget, så var det jo en vrede på mig selv” Læs Videre