Gennemse Forfatter

thomas

Stjerner på himlen, kap. 9

Aalborg, d. 1. januar 2020

Hun kom til os, da det gamle årti var ved at rinde endegyldigt ud og snøre de sidste løse ender. På et af årets allersidste dage, brød hun nattemørket med sin spæde gråd og så var hun der bare. Først gik det langsomt. Så gik det hurtigt. Og så var hun der bare. Intet i denne verden kan forberede en på konstrasterne imellem øjeblikket inden hun kommer til verden og da hun pludselig ligger på sin mors bryst. Jeg har oplevet det før, for det er ikke første gang, at jeg bliver far. Dengang kunne jeg ikke begribe det. Og denne gang kunne jeg heller ikke begribe det. Men det skete og jeg så det hele ske med mine egne øjne. Det skete lige foran mig og jeg så det hele ske. Og en dag håber jeg at kunne rumme og forstå øjeblikkets betydning.

Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 7

Aalborg, d. 10. December 2019

Der er en vej ud af alting. Men sjældent en tilbage. De sidste måneder har været en form for konstant ventetid. Det er blevet en tilstand i mit liv at vente. Vente på noget. Vente på nogen. Jeg er ikke specielt tålmodig og derfor er netop det at vente ikke noget, der falder mig specielt naturligt. Det er ikke nemt, synes jeg. Jeg bliver rastløs. Tiden går for langsomt. Det er i sig selv en underlig følelse, for tiden går jo med den hastighed, som den altid har gjort. Alligevel kan jeg sidde med følelsen af at tiden bevidst vælger at gå langsommere for at irritere mig. Og nogle gange lykkes det. Omvendt er det jo nok med at vente, som det er med at løbe eller en hvilken som helst anden handling, jeg gør tilpas mange gange, nemlig at det ender ud i nogle indre tanker og betragtninger omkring denne handling. Og al den sorgløse, men ulidelige ventetid, fremtvinger jo helt automatisk en masse refleksioner i mig.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 6

Aalborg, d. 3. November 2019

Den dag min mormor døde, vandt Rolf Sørensen en etape i Tour de France. Den lørdag eftermiddag i juli, hvor min mormor trak vejret ned i sine lunger og åndede ud for sidste gang, satte Rolf Sørensen konkurrenterne i udbruddet på den lille, men stejle stigning op til Super Besse og kunne række armene mod himlen og juble over sejren. Så stod vi der i stuen hos min moster, der bor i samme by, som min mormor gjorde og tænkte “nå, det var da fandens – og så lige idag”. Der er langt fra Overlade til det centrale massiv i Frankrig, men når vi snakker om den dag min mormor døde, siger vi altid, at “det var den dag Rolf vandt i Touren”. Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 5

Aalborg, d. 26. Oktober 2019

Det er morgen. Jeg er alene hjemme. Det er ikke slemt at være alene hjemme. Det kan jeg faktisk godt lide. Jeg kan jo nok bedst lide det, fordi jeg også ved, at jeg ikke skal være alene for altid. Det skal jeg ikke. Derfor kan jeg godt lide at være alene engang imellem. Jeg er ikke bange for at være alene. Og alene er ikke det samme som at være ensom. Jeg har været bange for at blive ensom. Da jeg som seksogtrediveårig skulle bo alene for første gang i mit liv, var jeg bange for at folk forsvandt ud af mit liv og at jeg skulle blive ensom. Men selvom, at der naturligvis er mennesker, der ikke er tæt på mig, som de var engang, så er det vel egentlig bare en af livets cirkulære bevægelser. Og nye, fantastiske mennesker og venner er gået i kredsløb i mit liv og beriger det hver dag. Jeg blev aldrig ensom. Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 4

Skagen, d. 5. Oktober 2019

Jeg går igennem Skagen. Efterårssolen hænger lige præcis så lavt, som den altid gør og kaster det smukkeste lys op ad de gule husfacader. Jeg går på fortorvet. På vejen løber marathonløbere den sidste kilometer mod forløsningen. Jeg løber ikke. Jeg går. Jeg går langsomt. Mest fordi jeg stadig går af helvede til ovenpå den skade, der ramte mig i Berlin sidste weekend. Siden da har jeg ikke løbet en eneste meter. Ingen løb. Jeg har knap nok gået en meter. Det gør ondt at gå. Nogle gange gør det ondt at sidde stille.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 3

Aalborg, d. 1. oktober 2019

I går var der tre måneder til at min lille datter bliver født. Tre måneder. Det lyder både som lang tid og som kort tid. Det lyder som begge dele. Så måske er det sådan det er. I forgårs løb jeg et marathonløb i Berlin. Det tog næsten tre timer. Det lyder også både som lang tid og som kort tid og det er sikkert også begge dele. Jeg vil gerne fortælle om mit marathonløb, men jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, der vil være mere uinteressant end at genfortælle løbet i langtrukne betragtninger om min fart og minutiøse detaljer om hvor mange geler jeg spiste undervejs og andre kedelige ting, der næppe har nogen andens interesse end min egen. Og her to dage efter, har jeg endda selv temmelig svært ved at finde lysten til at beskæftige mig mere med løbet. Så det her må være de ting, som er vigtigst for mig at fortælle. Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 2

Berlin, d. 28. September 2019

Den stilhed, der eksisterer midt i larmen i Berlin, kan være svær at beskrive eller forklare. Klokken er lidt over syv. Jeg løber afsted fra vores hotel. Jeg skal ikke løbe langt. Det skal jeg i morgen. I morgen skal jeg løbe langt. Jeg skal løbe marathon i Berlin. Så idag skal jeg bare løbe en kort tur. Jeg har valgt min rute. Jeg kender ruten, så jeg behøver ikke orientere mig undervejs. Jeg føler, at jeg har løbet meget i Berlin. Det giver en følelse af genkendelighed, som jeg virkelig kan bruge til noget. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg er langt hjemmefra.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 1

Aalborg, d. 23. September 2019

Jeg ligger og venter på at vækkeuret ringer. Jeg er vågnet tidligt. Det sker ofte, når jeg ved, at jeg skal tidligt op. Det skal jeg idag. Jeg skal møde på mit arbejde klokken halv syv. Det synes jeg er tidligt. Jeg ligger og forsøger at udnytte de sidste minutter i sengen bedst. Jeg ligger mig på siden og ligger mig ind til min lille datters mor Jeg tager min arm om hende og igennem dynen kan jeg mærke, hvordan maven efterhånden buler ud på hende. Der er otte og halvfems dage til hendes termin. Der er otteoghalvfems dage til, at jeg skal møde og se min lille datter.

Imens jeg ligger her i mørket, kommer jeg helt uvilkårligt til at tænke på min store datter. De hænger næsten altid sammen i tankerne. Min store datter og min lille datter. Kærligheden og savnet til min store datter og forventningen og den udefinerbare form for kærlighed, som man kan føle til et ufødt barn og som fylder mig, når jeg tænker på min lille datter. Jeg tænker på den begge to.  Læs Videre

Lidt om Berlin Marathon 2018

“Vi står midt på den store boulevard i Berlin. Vi står ikke stille for at nyde udsigten eller tage øjeblikket ind. Vi står stille fordi at al bevægelse er en umulighed i netop dette sekund. Jeg tager fat om Daniellas arm, da hendes ben er ved at forsvinde en smule under hende. En kvindelig løbsofficial kommer hen til os med et bekymret udtryk. “It’s okay”, siger jeg til hende. “She’s fine!”. Hun er OK.  Vi står lige der. Helt stille i en strøm af løbere, der bevæger sig forbi os på alle sider. Så begynder tilskuerne at heppe på hende. Tilråb på tysk og engelsk stiger i styrke. “Kom nu”, siger jeg til hende. “Hør lige – de råber dit navn!”. “Nu skal vi i mål og om lidt er det hele overstået”. Hun græder, men hun får ro på sin vejrtrækning. Vi sætter igen i bevægelse. Vi løber. Jeg må tage hende i hånden og hun holder hårdt fast i den. Vi løber ad Unter den Linden. Larmen fra tilskuerne er øredøvende. Det ene ben foran det andet. Jeg forsøger at tage dette øjeblik ind. De sidste 500 meter af Berlin Marathon. Den store byport rejser sig foran os. Vi løber igennem Brandenburger Tor. Jeg kigger op. Jeg ved, at jeg aldrig helt vil kunne holde fast i dette øjeblik i min hukommelse og genkalde det på samme måde, som jeg oplever det, men lige nu vil jeg bare være åben for alle indtryk. Vi løber igennem og længere fremme kan vi se målportalen. Hundrede meter tilbage. “Du gør det!”, siger jeg. “Om lidt er det hele overstået”. Hun bider tænderne sammen. Halvtreds meter tilbage. Jeg slipper hendes hånd og giver hende et forsigtigt skub frem. Hun skal løbe først i mål. Hun vælter ind over målstregen. Jeg stopper mit ur og må i samme sekund tage om hende, så hun ikke vælter. Det er overstået” Læs Videre