Stjerner på himlen, kap. 11

Stjerner på himlen, kap. 11


Aalborg, d. 17. April 2020

Jeg sætter mig op i sengen og kan se himlen begynde at blive lyseblå henover de røde hustage imens at lygtepælen, der har lyst dette værelse op i mørket i mere end syv år, kaster nogle glimt af lys ind igennem vinduet. Der er stadig stille i lejligheden. Min lille datter og hendes mor sover stadig. Jeg går forsigtigt hen over det nøgne trægulv, der føles koldt mod mine fødder. Jeg ved ikke hvor mange skridt jeg har gået i bare tæer henover det her trægulv i løbet af de syv år, hvor jeg har boet her. Og egentlig er antallet jo ikke særlig vigtigt. Det er jo bare en detalje. Til gengæld mærkes det uendeligt velkendt mod mine fødder. Jeg kan gå igennem lejligheden i buldrende mørke. Jeg ved hvilke gulvbrædder, der knirker og hvilke, der lydløst bærer min vægt.

Jeg åbner min øjne i mørket og kan se omridset af børneværelset, hvor jeg ligger alene og lige er vågnet af en tung og drømmeløs søvn. Det er en piges værelse. Det er min store datters værelse. Hun er her ikke nu og måske er det ikke længere et børneværelse, for hun er ikke længere et barn. Hun er en ung kvinde. Men det er hendes værelse. 

Jeg bruger et kvarter på nogle enkle rutiner. Jeg står nøgen og tisser på badeværelset. Jeg børster mine tænder. Jeg trækker mine løbetights på. De er mørkeblå. Så hvide strømper. En trøje, der sidder helt tæt til min overkrop og skal holde mig varm i den kølige morgenluft. Til sidst en jakke, der kan skærme mig for vinden. Headset i ørerne. Jeg tager rygsækken på. Jeg snører skoene og to minutter senere starter jeg mit ur og løber roligt op af gaden, hvor jeg bor. Jeg skal løbe ud til mit arbejde. Jeg har løbet turen mange gange. Jeg ved, at der er elleve kilometer derud. Jeg løber derud om morgenen og så løber jeg hjem igen om eftermiddagen. Det er min måde at være en effektiv løber på. Det vil jeg gerne være. En effektiv løber. En løber, der bruger sin tid effektivt, så jeg også kan bruge min tid på andre ting, der trods alt er langt vigtigere end at løbe. Derfor jogger jeg forbi kunstmuseet og mærker kroppen blive varm imens solens stråler begynder at stråle frem bag det høje, hvide hotel midt i byen.

Jeg kigger ikke på mit løbeur, når jeg løber denne tur. Det ikke uvigtigt, hvilke digitale tal, det viser denne morgen. Jeg kan mærke på min krop og mit hjertes slag, om jeg løber langsomt nok. Jeg må ikke løbe for hurtigt. På denne tur skal jeg ikke blive forpustet. Jeg løber forbi det fitnesscenter, hvor jeg brugte de fleste af mine morgener sidste efterår, da en muskel i mit ben var revet over og jeg ikke kunne løbe. Jeg kunne ikke løbe. Jeg kunne næsten ikke gå. Så stod jeg der sammen med Krigeren og svedte i den kunstige varme. Nu er fitnesscentret lukket ligesom det meste andet i byen. Og jeg løber her. Nu kan jeg sagtens gå og jeg kan sagtens løbe. Det vil jeg altså hellere. Jeg vil hellere løbe end at lave andre ting, der kan være nødvendige fordi jeg ikke kan løbe. Jeg løber næsten ud af byen og ind på stierne, der snor sig igennem universitetets bygninger. Det ligger i udkanten af byen. Engang tænkte nogen måske, at det var en god ide at bygge et helt universitet på en mark udenfor byen. Nu har byen spist markerne og universitets og jeg løber forbi de lave, røde bygninger. De er tomme. Lukkede. Som fitnesscentret. Som alt andet. Lukket på grund af en virus. En pandemi. Den har lukket det lokale fitnesscenter og den har lukket hele verden. Jeg løber de sidste henover brostenene og ind i den lille by, hvor jeg arbejder på skolen. Jeg stopper mit ur. Jeg tager tasken med mit skiftetøj, som står klar på mit kontor. Jeg tager et bad og lader det varme vand rense min krop inden jeg tørrer mig og tager tøj på igen. Jeg spiser en muslibar og så er jeg klar til at begynde min arbejdsdag.

Seks timer senere står jeg igen i mit løbetøj. Morgenkulden er fordampet og solen står så højt på himlen som det er muligt, når kalenderen fortæller, at vi stadig er i april måned. Jeg skal løbe hjem igen. Samme vej. Bare modsat. Dreje til højre, hvor jeg i morges drejede til venstre. Om omvendt. Løbe på de små bakkerne fra den modsatte side. Og jeg skal ikke løbe alene. Vi løber afsted. Tempoet er højere end da jeg løb i morges. Men det er stadig så lavt at vi sagtens kan snakke sammen. Vi overhaler nogle børn, der er ved at cykle hjem fra skole. Da vi er halvvejs øger vi tempoet en smule. Ikke voldsomt, men nok til at hjertet må slå nogle ekstra slag for at kunne sende blod nok rundt i kroppen til musklernes arbejde.

Jeg nyder, at jeg næsten kan løbe frit. Ømheden og smerten i skinnebenene er væk og tilbage er kun en udefinerbar følelse af irritation, der hverken er ømt eller gør ondt. Det er blot lidt generende, hvis jeg tænker på det. Det er som et minde, som kroppen har lagret, fra engang, hvor kroppen var skadet, og stadig vil minde mig om det. Vi løber op af en lang bakke. Jeg fokuserer på at holde tempoet. Der er ikke nogen grund til at gøre det, men der er heller ikke nogen grund til ikke at gøre det. Ham, der løber ved siden af mig, er en bedre løber end mig. Og han er i bedre form end mig. Men jeg fornemmer, at jeg måske er ovenpå i dag. Måske er det derfor, at jeg ikke slækker på tempoet op af bakken? Jeg ved det ikke? Vi løber ikke om kap. Der eksisterer ingen konkurrence imellem os. Men alligevel kan jeg mærke det, som der nogle gange sker på en løbetur, da vi bevæger os igennem byen. 

“Er tempoet OK?”, spørger jeg, som om jeg slet ikke har opdaget at jeg selv har øget farten de sidste par kilometer.

“Ja, det er helt fint”, siger han og smiler og så fortsætter vi bare.

Jeg er ikke ude på at demonstrere nogen misforstået form for overmagt eller at ydmyge den anden. Alene tanken er håbløs og ude af trit med virkeligheden. Det er den hårfine balance i mellem at bruge sit overskud til at arbejde hårdere end den anden og samtidig presse den anden i samme åndedrag. Det er ikke noget, som jeg bestemmer mig for at gøre. Det sker bare. Måske er det en del af den leg, der gemmer sig så åbenlyst i at løbe? Hvem kan løbe hurtigst? Jeg ved godt, som vi løber der, at det ikke er mig og at jeg løber med et overskud, som er til låns. Men lige nu vil jeg bare nyde det. Ikke nyde, at den anden ikke har mit overskud. Bare nyde, at jeg har det. Et overskud, som ingen kan tage fra mig i netop det øjeblik.

Nu ligger jeg igen i mørket. Jeg ligger og burde falde i søvn, som verdens nemmeste ting. Jeg er dødtræt og om et par timer vågner min lille datter, der ligger indsvøbt i dyner ved siden af mig, og skal have mad fra de sutteflasker, som står klar med modermælkserstatning i køleskabet. Jeg skal give hende mad i nat, når hun vågner og med små lyde fortæller, at hun er sulten. Så varmer jeg mælken i nogle sekunder og lader hende drikke og spise sig mæt i mørket. I starten vil hun holde fast om sutteflasken med sine små hænder og til sidst vil hun falde i søvn imens hun spiser og hænderne vil roligt falde ned. Imens sover hendes mor i et andet rum, så hun kan sove hele natten. Så jeg burde falde i søvn. Det fortæller min fornuft mig. Men jeg kan ikke sove. Mine ben føles levende. Det er som om at muskelfibrene står og blafrer i en usynlig vind og fylder min krop med en uro, som gør det umuligt at finde roen til at sove. Og selvom det muligvis kunne være frustrerende at ligge søvnløs i mørket, så føles det alligevel også godt på en måde, der kan være svært at forklare. For jeg genkender følelsen i mine ben og i min krop. Den kommer, når kroppen er træt. Rigtig træt. Når hjertet har slået mange slag. Når musklerne har arbejdet hårdt. Det er som om, at kroppen finder ind i et alarmberedskab, hvor den hele tiden er klar til at skulle arbejde igen. Være klar til at yde fysisk hårdt arbejde på et splitsekund.

Det er en tilfredsstillende følelse. Det kan jeg mærke, at jeg synes, som jeg ligger der i sengen og kan høre det rolige åndedræt fra min lille datter ved siden af mig. Jeg kan godt lide at mærke kroppen være brugt og drænet for energi. Det er som en selvdestruktiv afhængighed. Jeg tænker tilbage på de perioder, hvor jeg har trænet rigtig meget og rigtig hårdt. For selvom kroppen er træt idag, så er jeg stadig igang med at bygge min træning op igen for at kunne løbe mange kilometer hver uge. Og derfor er min træning lige nu stadig lidt halveret og amputeret. Lige nu træner jeg ikke hårdt. Lige nu løber jeg lettere, så jeg på et tidspunkt kan løbe og træne hårdere. Alligevel er jeg dødtræt i dag. 

Jeg kan huske de perioder, hvor jeg har løbet mest. Trænet hårdest. Været mest udmattet. Det er de perioder, hvor jeg har måttet kæmpe for at gå op af trappen efter nogle hårde intervaller i Skovdalen. Det er de perioder, hvor jeg kan mærke en konstant og uudslukkelig sult en hel dag efter at have løbet tredive kilometer inden jeg spiste morgenmad. Det er de perioder, hvor jeg konstant skal tænke på at gå tidligt i seng og få sovet, så kroppen kan reparere sig selv. Det er de perioder, hvor jeg tømmer køleskabet for kulhydrater for at tilføre min krop tilstrækkelig med brændstof til at kunne løbe den næste tur. Ris. Pasta. Brød. Frugt. Grøntsager. Det er i de perioder, hvor jeg også kan ligge søvnløs og mærke kroppen ryste og sitre inden jeg til sidst falder i en tung og drømmeløs søvn, hvor mit pulsslag falder mere end det plejer. Det er både følelsen af at være slidt og træt og alligevel mærke, hvordan jeg bygger min krop op igennem denne form for lidelse og gør den stærkere.

Jeg tænker, om det måske er lidelsen, som jeg er en smule afhængig af? Jeg ved, at jeg ikke løber for at påføre min krop smerte eller lidelse. Det gør jeg ikke. Men jeg ved også og har accepteret, at den måde, som jeg kan lide at løbe på og som i sidste ende også driver mig afsted på mine løbeture, vil indbefatte lidelse og smerte. Og inderst inde er der nok en del af mig, der godt kan lide det. En del af mig, der næres ved at udholde smerten. Leve med det. Jeg løber jo, fordi at jeg elsker at løbe og ikke kunne forestille mig ikke at løbe. Men jeg løber også fordi jeg er nysgerrig på at opdage, hvor min fysiske og psykiske grænse er. Og i den erkendelse ligger der nok også en accept af at engang imellem bliver lidelsen en del af fortællingen. Jeg vælger den selv. Jeg opsøger den selv. Og jeg forsøger at tage imod den som en gammel ven, når den finder mig. Byde den velkommen. Lade den være hos mig. Ikke flygte fra den. Nogle gange er det ventet. Så ved jeg, at det vil være uundgåeligt. Jeg kan ikke løbe et marathon, som jeg gerne vil løbe et marathon, uden at det bliver lidelsesfuldt. Jeg kunne selvfølgelig bare sætte farten ned. Stoppe op. Gå. Måske tage mit startnummer af og bare give op? Det ville være nemt. Og jeg vælger jo selv. Og jeg har ikke lyst til at give op. I et liv, hvor jeg har givet op på mange ting og givet op mange gange, har jeg ikke lyst til at give op i dette aspekt af mit liv. Og derfor er lidelsen også en del af nogle af de historier, som jeg fortæller om de gange, hvor jeg har danset tæt på kanten af afgrunden og er kommet tilbage fra. I et liv, hvor jeg ikke er god til at udholde særlig mange ting i særlig lang tid, har jeg lært at jeg kan udholde og leve med udmattelse og lidelse, når jeg løber. Det tænker jeg, da jeg ligger der i mørket. Jeg når lige at tænke at jeg har glemt at rulle gardinet ned, da min lille datter laver nogle små lyde og fortæller mig at hun er sulten. Og imens jeg kan høre hende drikke af den lyserøde sutteflaske, kigger jeg ud i det stjerneløse mørke. Her i byen, hvor alt er stille, kan jeg ikke se stjerner på himlen. Jeg ved, at de er deroppe. Jeg kan bare ikke se dem


Skriv et svar