Stjerner på himlen, kap. 10

Aalborg, d. 18. Marts 2020

Hvilken tid at være menneske i! Hvilken tid at være spæd og lykkeligt uvidende i! Hvilken tid at vokse op og blive voksen i! Hvilken tid at leve i! Hver dag ser jeg den uendelige nyhedssløjfe med nyheder om den sygdom, der har forandret den hverdag, som jeg og alle andre kender den. Jeg hører deres ord, men jeg tror ikke helt, at jeg egentlig forstår hvad de siger. Hvordan skulle jeg kunne det? Jeg har levet i toogfyrre år og jeg lever nu i ukendt territorie. Om aftenen gør jeg med min lille datter på armen og mørket er fyldt med stjerner på himlen, som jeg ikke kan se, tænker på, hvordan jeg engang skal kunne forklare hende, at den verden, som hun blev født ind i for snart tre måneder siden, ikke ligner noget, som jeg nogensinde har set før. Hvordan fortæller jeg hende det?

Det er to måneder siden, at jeg sidst skrev nogle ord på denne måde. Jeg har ikke manglet lysten. Det nemme ville jo være at påstå at jeg ikke har haft tiden. Men det er alligevel for letkøbt. Jeg har vel bare ikke skrevet nogle ord i to måneder, fordi at jeg har brugt de sidste to måneder på noget, der i sidste ende var langt vigtigere end at skrive ord om et liv, der har stået på hovedet og alligevel har plantet mine fødder solidt på jorden. Vinteren gik og foråret begynder at gry. Det kan aldrig andet end at indgyde en med en optimisme og en tro på at alt er muligt. Alt kan lade sig gøre. Og så alligevel. For den sidste måned har jeg mærket en ømhed i mine skinneben, der først blev værre og nu er ved at blive bedre. Nogle uger har jeg løbet lidt. Andre uger har jeg løbet meget. Jeg mærkede det for første gang, da jeg løb ud til den by, som mine forældre bor i og hvor jeg er vokset op. Et lille stik foran på skinnebenet. De første kilometer ignorede jeg det lidt. Jeg forestillede mig, at det ville forsvinde, hvis jeg ikke tillod mig selv at give det opmærksomhed. Det forsvandt ikke og selvom at ømheden blev mindre efterhånden, som kroppen blev varm og blodet strømmede ud til musklerne, vidste jeg godt at den tanke var urealistisk. 

Jeg gik en dag og grublede og overvejede mine muligheder. Så skrev jeg en besked til Magikeren. “Kan du hjælpe?”. Hun skrev tilbage med det samme. “Selvfølgelig, du kommer bare!”. Tre dage senere kørte jeg så ud af den uendeligt lange vej, hvorfra det er umuligt at se hvor havet slutter og himlen starter. Jeg lagde mig på hendes briks. Hun mærkede på mit ben.Hun trykkede nogle forskellige steder inden hun sirligt placeret de tynde nåle omkring min ankel og mit skinneben. Det gør ikke ondt, når hun bryder min hud med nålene. Jeg kigger ikke, når hun sætter dem på de rigtige steder og pludselig siger hun bare, at hun er færdig uden at jeg næsten opdagede at hun var begyndt. Og imens at de magiske nåle aktiverer kroppens helbredende processer snakker vi om alt muligt inden jeg kører hjem igen.

Derhjemme glemmer jeg alt om den overbelastningsskade i mit ben, så snart jeg træder inde af døren og lukker den bag mig. Det er umuligt at bekymre sig om mit ømme skinneben, når jeg går rundt i stuen med min lille datter i armene. Jeg løfter hende op. Jeg siger “hej” til hende. Jeg smiler til hende. Hun kigger på mig med sine store, blå øjne, der stadig ser på alt i denne verden med en uskyldighed og nysgerrighed, som fylder mig med en varme i hele kroppen. Så smiler hun til mig. Jeg forestiller mig, at hun genkender mig. At hun kan kende min stemme. Det er ikke bare en naturlig refleks. Hun smiler, fordi hun kan genkende mig og bliver glad for at se mig. Selvfølgelig er det derfor, at hun smiler. Så går jeg med hende i mine arme. Vi synger de samme sange, som vi har sunget de sidste to måneder og som vi sikkert vil synge de næste mange år. Til sidst bliver hun træt. Nogle gange begynder hun at græde. Så ammer hendes mor hende og pludselig lukker hun sine øjne og falder i søvn i mine arme. Så er det altså umuligt at tænke på, at jeg igen er lidt småskadet.

Det er også umuligt at tænke på den irriterende skade, når jeg ligger hende ned i hendes sorte barnevogn og vi sammen går igennem Aalborg. Hun sover og jeg går igennem gaderne og tænker på alle de steder, som jeg har oplevet med min store datter. Minder vælter frem og fylder mig med glæde og med savn. Og jeg tænker på, at jeg en dag skal vise de steder frem til min lille datter. Til den tid vil det være nye udgaver af gamle steder, men minderne vil være de samme og vil blive en del af historien. Lige nu ligger hun og sover nede i barnevognens varme under dynen, men en dag vil hun sætte sig op og pege med sine små fingre på den verden, som hun stadig er ved at opdage. Og når jeg går langs fjorden tilbage til Vestbyen, er det umuligt at tænke på eller bekymre sig om min skade.

Men så snart jeg snører løbeskoene, er det umuligt ikke at tænke på at min højre ben er skadet. Det er frustrerende og mest af alt, så dræber det den fundamentale frihed, som løb kan give. Der er ingen frihed i at koncentrere sig om hvert eneste skridt. Der er ingen frihed i at fokusere på hver en muskelfiber i kroppen. Der er ingen frihed i at overanalysere de signaler, som min krop sender til min hjerne. Og jeg løber dybest set for at mærke den frihed, som det er at kunne flytte sin krop ved egen drift og have følelsen af, at fødderne ikke rører jorden. Den frihed kan ikke købes for penge. Men det er en svær følelse at holde fast i, når der forplanter sig en svag ømhed i mit højre ben, hver gang jeg sætter foden i jorden. Det er der sgu ikke meget frihed ved. Og det er der sgu ikke megen glæde ved. 

Sådan har det været nogle uger. Det bliver bedre. Jeg har droppet alt tempo på mine løbeture. I stedet har jeg bare prøvet at jogge en masse ture. Ud og vende ved Verdens Ende. Og imens jeg kan mærke at ømheden hele tiden bliver mindre og jeg løber mere ubesværet, forsøger jeg også at holde fast i en tålmodighed, der heldigvis er nemmere end jeg havde frygtet. Jeg forsøger at være tålmodig. Det har egentlig været lettere end jeg troede det ville være. Jeg bliver nemt utålmodig med mit løb. Jeg vil mere end jeg kan. Så tager jeg nogle gange dumme beslutninger. Men det har været nemmere at være tålmodig end det har været at være utålmodig. 

Så derfor løber jeg. Ud på de gader og stier, der er mere øde end normalt. Rundt i den by, der ligner sig selv og så alligevel er for altid forandret. Når jeg passerer en anden person på fortovet, trækker jeg umærkeligt til siden og lader personen passere mig med afstand. Sådan gør vi nu. Det er bare blevet hverdag. For tre dage siden løb jeg i den skov ved byen, hvor jeg arbejder. Herude glemte man næsten alt om de uendelige nyhedssløjfer om den virus, hvis navn, jeg ikke engang gider at skrive. Herude var alt som det plejede. Træerne lignede sig selv. Stierne var lige så mudrede, som de altid er, når vinter bliver til forår. Og herinde var stilheden mellem de høje træer, hvor kun mit hastige åndedræt kunne høre, ikke unormalt.Stilheden var normal. Herinde var stilheden normal i modsætning til den unormale stilhed, der har lagt sig som en nødvendig dyne over resten af den by, hvor jeg bor og hvor jeg lever og hvor jeg bærer min lille datter på armen, når hun skal sove og hvor jeg har set min store datter vokse sig voksen og hvor jeg løber. Der er stille i byen, hvor jeg løber.


Skriv et svar