Stjerner på himlen, kap. 9

Aalborg, d. 1. januar 2020

Hun kom til os, da det gamle årti var ved at rinde endegyldigt ud og snøre de sidste løse ender. På et af årets allersidste dage, brød hun nattemørket med sin spæde gråd og så var hun der bare. Først gik det langsomt. Så gik det hurtigt. Og så var hun der bare. Intet i denne verden kan forberede en på konstrasterne imellem øjeblikket inden hun kommer til verden og da hun pludselig ligger på sin mors bryst. Jeg har oplevet det før, for det er ikke første gang, at jeg bliver far. Dengang kunne jeg ikke begribe det. Og denne gang kunne jeg heller ikke begribe det. Men det skete og jeg så det hele ske med mine egne øjne. Det skete lige foran mig og jeg så det hele ske. Og en dag håber jeg at kunne rumme og forstå øjeblikkets betydning.

Men inden jeg fortsætter er jeg nødt til at spole tiden tilbage til de øjeblikke, hvor jeg går i de samme gader, som jeg har gået igennem flere gange end jeg kan huske eller tælle i de tyve år, hvor jeg har boet i den vestlige del af byen. Vestbyen. Det er ikke her, at jeg er vokset op. Men det er her, at jeg blev voksen. Men selvom det hele ser velkendt ud og ligner sig selv, bevæger jeg mig i et parallelt univers. Det er som at gå i en usynlig boble. Jeg kan se ud på resten af verden, men de ser kun af reflektion af mig og af os. For jeg er ikke alene. Vi går her sammen. Vi går hundrede meter. Så må vi stoppe op og holde en pause, når hendes smerter bliver for voldsomme. Så går vi vejen ind til sygehuset midt i byen, hvor jeg selv blev født for toogfyrre år siden. 

Ring på klokken. Døren åbner. Følg den gule streg i gulvet. Tryk på elevator-knappen. Kør op. Stå ud. Tryk på knappen til døren. Vent. Vent lidt mere. Døren åbnes. Så er vi indenfor. Vi er ikke klar, men vi er indenfor. Og imens mørket sænker sig over byen, venter vi på at bringe det liv til verden, som vi sammen har skabt. Det næste jeg kan huske, er at vi står og kigger ud af fødestuens vindue. Udenfor fortsætter livet overraskende nok på samme måde, som det hele tiden har gjort. Biler passerer hastigt forbi på den store vej. En cykel uden lys på, svinger ud fra parkeringspladsen nedenfor. Folk parkerer deres biler med en komplet ligegyldighed og uvidenhed over de skelsættende øjeblikke, som vi befinder os i. Et øjeblik ønsker jeg mig ud i den virkelige verden igen. Jeg forestiller mig, at jeg kan spole over denne del og bare springe ud i den virkelige verden igen. For den verden jeg befinder mig i, er ikke den virkelige verden. Ude i mørket på den anden side af ruden, handler det om indkøb, e-boks, vinterdæk på bilen, madplaner, klimavenlige banaliteter, badminton om torsdagen og en avocado, der er blevet for blød. Herinde handler det om liv. Intet andet. Det handler om at bringe liv til den verden, der foregår udenfor. Og om lidt er jeg igen på den anden side af ruden med et liv med de dejligste hverdags-trivialiteter. Min lige nu er min verden seks gange seks meter stor med hvidmalede vægge og slanger og ledninger, der hænger fra futuristiske maskiner.

De mange timer, der i sidste ende føles som ventetid, deles effektivt op intervaller på få minutter. Tre minutters pause. Så et minut, hvor jeg holder hendes hånd og placerer min hånd på hendes varme pande. Så tre minutter pause. Sådan går det i en time. To timer. Tre timer. Fire timer. Fem timer. Seks timer. Syv timer. På et tidspunkt får jeg en tallerken. På den er der tre halve skiver rugbrød. Hvis jeg havde fået disse madder serveret i den virkelige verden, var jeg sikkert blevet en smule skuffet og måske endda takket nej. Men herinde smager de guddommeligt. Det er de bedste rugbrødsmadder, jeg nogensiden har spist. Kalkunbryst med pickles og karse. Æg med mayonaise og rejer. Oksebryst med peberrod og agurk. Kalkunen er saftig og syrligheden fra det gule pickles er perfekt. Æggene smager perfekt sammen med den fede smag fra mayonaisen og peberroden prikker perfekt på min tunge sammen med de kraftige smag af oksebrystet. Egentlig bryder jeg mig ikke specielt om peberrod. Jeg synes det er lidt kedeligt og ligegyldigt. Men lige nu smager disse tre halv rugbrødsmadder som et måltid, som jeg har betalt flere tusinde kroner for. Jeg ved at det hele bare er noget, der bliver skabt i mit eget hoved og at det blot var tre stykker smørrebrød, men lige der er det perfektion.

Naturen er en underlig størrelse. Når et spædbarn fødes og ligges op på sin mors bryst, stiger temperaturen på moderens bryst nogle grader, så det er varmt og trygt at blive lagt der. Jeg sidder og spekulerer på, hvem der har bestemt det, imens jeg sidder og kigger hende, som hun ligger der på sin mors bryst. For nu er hun her. Hun var der lige pludselig og jeg når slet ikke at blive klar. Jeg tørrer en tåre væk fra min øje. Jeg tager min telefon frem fra min lomme og jeg tager nogle billeder af hende og hendes mor, som jeg ved at jeg vil kigge på mange gange. Så sidder vi der lidt. Om lidt skal hun vejes og måles. Have tøj på. Have mad. Men lige nu er der ingen af os, der skal andet end at være lige her lige nu. Så spiser hun de første dråber af mad i hendes nye verden. Hun griber fat om den brune og bruskagtige del af brystvorten og suger sig bogstaveligt talt fast til dette liv. 

Jeg skubber hende afsted i den gennemsigtige krybbe. Hjulene giver en særlig lyd mod betongulvet. For toogfyrre år siden blev jeg selv født på dette sygehus og jeg lå i en krybbe, der var magen til. For seksten år siden skubbede jeg selv en krybbe hen af gangene som forælder for første gang. Nu er jeg her igen. Jeg forestiller mig at det er den samme krybbe. Jeg ved godt at der ikke findes den slags tilfældigheder, men tanken er egentlig meget god synes jeg. Vi forlader endegyldigt stue syv og begynder den langvarige udslusning til den virkelig verden igen. På gangen står en mand og drikker af en kop med kaffe. Han kigger på mig.

“Tillykke”, siger han.

“Tak”, svarer jeg. “Held og lykke”, siger jeg tilbage.

Held og lykke. Jeg siger det mest af ren og skær refleks. Men måske er det meget passende alligevel. For hvad kan man ellers ønske sig end heldet til at bringe det liv, som man selv har skabt, sikkert til denne verden og et liv fuld af lykke bagefter? Held. Lykke.

De næste timer bliver til dage og foregår i små, abrukte ryk. Vi bor for enden af den lange hvide gang. Der er helt stille på gangen. Engang imellem åbnes en af de hvide døre på klem og sagte stemmer eller den svag lyd af babygråd, bryder blidt stilheden. Bag hver af de hvide døre eksisterer der en helt særlig verden og en lykke, der ikke ville kunne punkteres. Rummene er små. To senge. En håndvask. Et toilet. Et bord. To stole. Alt det nødvendige. Vi behøver ikke mere. Nogle gange passerer jeg en af de andre mænd på gangen. Vi nikker indforstået til hinanden. Vi kender hinanden nu. Vi strejfede hinanden tilfældigt i de dage, hvor vores liv ændrede sig markant og endegyldigt. Måske ser vi aldrig hinanden igen, men vi var her på den hvide gang med den store lykke på samme tidspunkt.

På årets sidste nat ligger hun i mine arme. Jeg går stille frem og tilbage i det mørke rum. I sengen sover hendes mor. På gangen er der stille. Et svagt lys slipper ind af det vindue, hvor gardinet er trukket fra. Hun ligger uroligt i min arm. Jeg må hjælpe hende med at finde ro. Stilheden brydes kun af hendes hurtige vejrtrækning, der blander sig med den kraftige blæst udenfor, der hiver fat i trætoppene og trækker dem rundt med en uhørt voldsomhed og som får det til at synge skingert imellem husmurene. Vi går frem og tilbage. For hvert skridt bliver hendes åndedræt mere roligt. Hun sover ikke. Hun ligger bare helt stille nu. Lyset fra gadelamperne rammer os og lyser hendes mørke øjne op. Hun ser op mod mig og jeg ser hende. Hun ser ikke mig klart. Det kan hendes øjne ikke. Det er et evolutionært faktum. Alligevel føler jeg, at hendes mørke øjne skærer sig igennem alt og ser lige ind i mit inderste indre. Al træthed og usikkerhed i mig træder i baggrunden og en følelse af ro breder sig i mig. Det her giver mening. Jeg snakker til hende. Hun ved ikke, hvad jeg siger, men det er ikke vigtigt. Hun skal bare høre min stemme. Jeg fortæller hende om den verden, der er ny for hendes øjne. Jeg fortæller hende om det røde gymnasie, som ligger på den anden side af jernbanesporene. Jeg fortæller hende, at jeg engang stod lige her for seksten år siden og kiggede ned på det samme gymnasie.

Historien slutter foreløbigt med at jeg bærer hende ud til bilen i nattemørket imens raketterne lyser som stjerner på himlen og spejler sig som ild i hendes smukke øjne. Vi går lige her. På kanten af et nyt årti. Et nyt år og et nyt årti, der varsler nye muligheder og drømme. Nye forventninger og forhåbninger, som fødes i en optimisme, som kun et nyt års uskyld kan frembringe. Toogfyrre år og to dages levet liv imellem os. En verden, der ses med gamle øjne og nye øjne. Det føles både nyt og samtidig overvældende. Jeg har lyst til at fortælle hende alt. Det kan jeg ikke. Det ved jeg. Jeg må fortælle de vigtigste ting så.  Hvad skal hun vide, tænker jeg? En dag skal hun jo selv ud og opleve verden. Se den med sine egne øjne. Men indtil da, må hun låne mine. Hun må låne mine gamle øjne. Og måske er det vigtigste, jeg kan fortælle hende, at lige derude bag de nytårsraketter, der eksploderer med den smukkeste melankoli, findes der et liv sammen for hende og jeg. Et liv, som vi skal leve sammen. Et liv, der er noget værd. Et liv med glæder, men også med uundgåelige sorger. Et liv med lykke, men også med vigtige kampe. Måske vil jeg gerne fortælle hende det? At livet altid er livet værd. Livet er altid livet værd. Velkommen til livet og verden min smukke skat.


Skriv et svar