Stjerner på himlen, kap. 8

Aalborg, d. 18. December 2019

 

Det her er historien om fire forskellige mennesker. Det er historien om Krigeren, Modellen, Danmarksmesteren og Englænderen.

En af de dage, hvor foråret var på nippet til at blive til sommer, mødte jeg Krigeren. Jeg vidste godt, hvem hun var. Men jeg havde aldrig snakket med hende før. Jeg løb op på siden af hende og så snakkede vi lidt. Hun var sød og imødekommende. Nem at snakke med. En kærlig kriger. Jeg kalder hende Krigeren, fordi at det ligger i hendes væsen at kæmpe. Hun er vant til at kæmpe. Hun har store ar på hendes sjæl fra hendes kampe og hun har store ar på hendes krop fra hendes kampe. Hvis hun havde levet i Romerriget, havde hun krydset Alperne i spidsen for uregerlige legioner. Hun ville have redet over sletter med sværdet hævet over hovedet og indtaget Rom og styrtet kejseren. Men hun er en kærlig kriger og hun kæmper kun, fordi hun nægter at stille sig tilfreds med andet end det smukkeste, som livet kan indeholde. Og for den skønhed er hun for altid villig til at stride og gribe til våben. Sådan er det også, når hun løber. Hun kæmper for hver en meter. Hun løber hverken let eller graciøst. Hun løber kraftfuldt og hårdt. Nogle gange er det næsten som om hun slås og kæmper med sin egen krop, for at tvinge den frem. Og det er hun god til. For hun løber hurtigt. Hun løber fucking hurtigt. Hun har drømme og hun drømmer om at løbe endnu hurtigere. Engang løb jeg foran hende i tredive kilometer. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville løbe med hende til et motionsløb. I mere end to timer lå hun lige bag mig. Hver gang jeg drejede hovedet, løb hun lige bag mig. Hun var stærk. Det imponerede mig. Hun vandt løbet. Det overraskede mig ikke. Jeg kender hende godt nu. Vi har brugt flere timer sammen end jeg kan tælle. I løb og i livet. Hele efteråret har vi stået i fitnesscentret, hvor jernrørene med den kunstige ilt løber under loftet i sirlige labyrinter. Jeg har haft en skadet krop. Hun har haft en skadet krop. Så står vi der og snakker om den dag, hvor vi igen skal løbe sammen på grusstierne ude bag lufthavnen. Hun er nærværende og indfølende. Og bag hendes smilende ydre, gemmer der sig en vilje, der kan knække voksne mænd. Hun strider for alt det kærlige, der findes i verden. 

En sommerdag sidste år skrev Modellen til mig. “Kan jeg ikke komme ud og løbe med Jer en dag?”, spurgte han. “Selvfølgelig!”, skrev jeg. Nogle dage efter løb vi en tur i morgenvarmen. Vi drak vand ved kolonihaverne i Draget og vi drak mere vand ved fjordbadet, hvor vinterbaderne bryder isen om vinteren. Og så drak vi en kold cola, da vi kom tilbage til atletikklubben, hvor vi altid starter vores løbeture. Hvis ikke han arbejdede på byens politistation, ville han ganske sikkert være model for alverdens modehuse. Hans ansigt ville pryde billboards i London eller Los Angeles. Modellen. Modellen er en smuk mand. Modellen med de blide øjne. Hans øjne er mørke og blide og hans ord er altid rolige og velovervejede. Den sommermorgen fortalte han en personlig historie, som jeg var glad for, at han fortalte og jeg kunne mærke at historien betød noget for ham og det betød noget for ham at fortælle den. Siden dengang har vi snakket om alt det, som livet rummer. Glæde og sorg. Kærlighed og smerte. Ikke hver gang og ikke hele tiden. Men der er aldrig nogle ord, der er for store til at Modellen vil snakke om dem. Han lytter og giver plads til at jeg kan forme ordene på den rigtige måde. Så tænker han sig om inden han svarer og han er altid ærlig. Han er altid kompromisløs ærlig. Det sætter jeg pris på. Han stiller de spørgsmål, som jeg aldrig rigtig har lyst til at nogen stiller, men jeg føler mig altid lettere, når jeg har sendt mine ord afsted mod ham. På en af årets sidste dage løb vi en tur sammen. Tredive kilometer. Vi løb afsted i vintermørket. Vi småsnakker, imens vi krydser fjorden, men pludselig ser vi omridset af en skygge på stien foran os. Et rådyr. Et vildt dyr midt i byen. Ingen af os siger noget. Rådyret kigger på os og går ligegyldigt ind i buskadset, hvor det stopper op og ser os passere. Vi siger ikke så meget. Det behøver vi ikke. Lidt senere ser vi solen stå op over cementfabrikken, hvor den hvide røg steg op fra skorstenene inden den forsvinder i den frosne luft. Den tur snakker vi tit om. Vi kan simpelthen ikke glemme den. Den dag kunne vi have løbet til verdens ende uden at få ømme muskler. 

Danmarksmesteren bor i Gug. Egentlig er det mest ham selv, der kalder sig det og altid med et glimt i øjet. Men nu kalder jeg ham det også her. Jeg mødte ham for fire år siden. Som med de andre, har jeg lært ham at kende ved at løbe med ham. Vi løb en tur. Jeg fortalte historier om at begynde med at løbe sent i livet. Han fortalte historier om dengang han løb løb et marathonløb på toogenhalv time. Det kunne jeg ikke helt forholde mig til. Jeg løb der og drømte om at løbe marathon i København nogle måneder senere på treogeenhalvtime. Men altså, det virkede ikke til at gøre nogen forskel for ham og vi aftalte, at vi skulle løbe en tur igen. Det gjorde vi og vi har gjort det mange gange siden. Et sted i det gule rækkehus i Gug gemmer der sig en kasse, hvor hans guldmedaljer ligger. Dem fortæller han om lige så tit, som vi gider at høre om det. Selvom vi har hørt historierne mange gange, lytter vi altid høfligt på dem, og der kommer nye detaljer til hver gang. Så griner vi og driller vi ham med, at han aldrig vil fortælle, hvilke af medaljerne, der er vundet blandt gamle mænd i Masters-klassen. Han løber altid i sort tøj og hader spraglede løbesko med masser af farve. Danmarksmesteren har mange meninger og han har endnu flere historier. Men han er altid klar til at sætte handling bag sine ord og jeg har ikke tal på de gange, hvor han har sat tempoet på mine interval-pas i Skovdalen. Andre gange har han lavet en streg i gruset i Østerådalen. Her starter vi og når vi passerer den igen, ved vi at vi har løbet fire kilometer. Omgang efter omgang i marathontempo. Rundt i s-svinget. Grusstykket langs motorvejen. Over den lille bro. Ned langs kolonihaverne. Over broen i den anden ende af dalen. Over jernbanen. Hen til stregen i gruset. Fire kilometer. Om sommeren løber vi i bar overkrop. Jeg løber altid stille og fokuseret. Danmarksmesteren løber og små-snakker. Han kommer med kilometertider og opmuntrende ord. Og når vi er færdige jogger vi tilbage til det gule rækkehus i Gug. Engang stod jeg med en flaske vand på toppen af en bakke til ham. Han deltog i et løb, som han vandt. Hver gang han passerede mig, greb han flasken og tog en slurk inden han smed den igen. Så samlede jeg den op og ventede på at han passerede mig igen. Det gjorde han seks gange. En af gangene tog en fotograf et billede af ham, som var i den lokale avis dagen efter. Det er billedet af “blikket”. Et billede fra første gang han løber op af den stejle bakke. Blikket er låst fast på noget usynligt foran ham. Det er hårdt og udstråler en vilje, der stammer fra en anden verden. Danmarksmesteren smiler altid, men det blik rummede evnen til at æde smerte og destruere sig selv på smukkeste vis.

Jeg mødte Englænderen første gang, da vi løb med en stor flok løbere i regnvejr en mandag aften. Han løb op på siden af mig. “Er det ikke dig, der skriver om at løbe?”, spurgte han. “Jo”, svarede jeg lidt forlegent. “Det er fedt, det du skriver”, sagde han. Jeg sagde tak og så løb vi og snakkede lidt. Han havde en rød regnjakke på og da vi havde løbet lidt, sagde han, at han var nødt til at løbe en anden vej. “Jeg skal hente min søn til atletik”, fortalte han. Vi sagde farvel og så gik der faktisk lidt tid, før vi mødte hinanden igen. Sådan var det i lang tid. Vi mødtes lidt tilfældigt, men snakkede altid sammen, når vi delte nogle kilometer. Egentlig er han slet ikke englænder. Det er hans far og han hedder Englænderen, fordi vi har snakket meget om hans onkel i England, der engang var en af verdens hurtigste til at løbe ottehundrede meter. Ham er han stolt af. Det giver sig selv. Da vi var børn, kæmpede han for at løbe til den olympiade, som vi så i fjernsynet om natten fra den anden siden af jordkloden. Nu løber jeg med Englænderen flere gange om ugen. Vi snakker altid og når vi ikke snakker er det fordi vi arbejder hårdt. Englænderen har hurtige ben. Han ligner aldrig en, der løber hurtigt og engang løb jeg fra ham til et løb rundt om en sø. Vi løb ti kilometer og til sidst løb jeg hurtigst. Sådan er det ikke længere. Slet ikke. For Englænderen har hurtige ben og selvom han altid ligner en, der jogger, når han løber rundt på den røde tartanbane i Skovdalen med nitten kilometer i timen, så løber han hurtigt. Han snakker aldrig om at han løber hurtigt. For vi snakker sjældent om den slags. Vi kan snakke om dengang vi løb fyrre kilometer for sjov inden vi spiste en stor kebab og drak en kold cola. Vi kan snakke om turene på Klap-På-Lårene-bakken, McDonalds-ruten eller Fiskesø-ruten eller en af de andre løberuter, som vi altid navngiver med sjove navne. Og så snakker vi om vores liv. Om vores børn. Om vores arbejde. Om alt det, der gør os glade og alt det, der gør triste. Og så snakker vi utrolig meget om mad og især alt det mad, som vi skal spise, når vi har løbet en lang tur søndag morgen. Englænderen er altid mild. Han er altid omsorgsfuld. Han er altid klar på at løbe hårdt. Han er altid klar til at lytte. Englænderen var den første jeg fortalte, at jeg skulle være far igen. Han blev glad. For sådan er det med Englænderen. Han gør altid andre større end sig selv.

 

Krigeren. Modellen. Danmarksmesteren. Englænderen. Fire stjerner. Fire mennesker, der altid får mig til at føle mig som en stjerne, når jeg løber med dem eller er sammen med dem. Mennesker, som jeg var heldig nok at krydse spor med i deres liv. Mennesker, der er blevet venner. Vi deler mange historier sammen. Selvom vi jo kun har kendt hinanden i kort tid, har vi en lang historie sammen. Det er som om at al afstand imellem os nedbrydes, når vi løber sammen. Der er ingen facader og det er ikke muligt at fake noget som helst eller sige et eneste uærligt ord. Sådan skal det være. Vi løber ikke sammen for at træne. Vi løber sammen fordi det giver mening at være sammen i lige præcis det øjeblik af vores liv. Det er meningsfuldt. Med dem kunne jeg løbe til evig tid uden at kede mig i den stilhed, der altid er plads til imellem os. Med dem tør jeg løbe mig i jorden, fordi jeg altid ved at de samler mig op. Overfor dem, tør jeg sætte ord på de største følelser i livet, fordi jeg ved at de altid holder mit liv varsomt og omsorgsfuldt i deres hænder. Og når jeg løber bag igennem byen føler jeg mig altid som en stjerne. Jeg føler mig som en stjerne.


2 kommentarer

  • Julian Petersen

    19. december 2019

    Du r en stjerne, super flot skrevet og kæmpe hyldest til dine venner❤️ God Jul
    //Julian

    Svar
    • thomas

      1. januar 2020

      Tusind tak for dine ord – rigtig godt nytår til dig!
      /Thomas

      Svar

Skriv et svar