Stjerner på himlen, kap. 7

Aalborg, d. 10. December 2019

Der er en vej ud af alting. Men sjældent en tilbage. De sidste måneder har været en form for konstant ventetid. Det er blevet en tilstand i mit liv at vente. Vente på noget. Vente på nogen. Jeg er ikke specielt tålmodig og derfor er netop det at vente ikke noget, der falder mig specielt naturligt. Det er ikke nemt, synes jeg. Jeg bliver rastløs. Tiden går for langsomt. Det er i sig selv en underlig følelse, for tiden går jo med den hastighed, som den altid har gjort. Alligevel kan jeg sidde med følelsen af at tiden bevidst vælger at gå langsommere for at irritere mig. Og nogle gange lykkes det. Omvendt er det jo nok med at vente, som det er med at løbe eller en hvilken som helst anden handling, jeg gør tilpas mange gange, nemlig at det ender ud i nogle indre tanker og betragtninger omkring denne handling. Og al den sorgløse, men ulidelige ventetid, fremtvinger jo helt automatisk en masse refleksioner i mig. 

Jeg kan ofte blive i tvivl om, hvorvidt jeg ved, hvad det er jeg venter på. Det er jo i bund og grund noget grundlæggende selvmodsigende i det. For ventetiden ville jo ikke være en tid, hvor jeg ventede, hvis ikke jeg havde en eller anden forestilling om, hvad der ventede for enden af den. Måske handler det bare om, at forestillingen om det, der venter på mig sjældent svarer overens med det, som jeg slet ikke vidste at jeg ikke havde behøvet at vente på? Ja, nu bliver det måske lidt indadskuende og måske smuldrer det imellem ord, der støder sammen uden mening? Jeg spekulerer på, om ventetiden er målet i sig selv. Om min rastløshed er med til at skrælle lag af ligegyldigheder af min krop og bevidsthed, så jeg til sidst er evigt bevidst om, hvad der giver mening? Måske er det nødvendigt for mig at være fanget i det evige vakuum, som det er at vente på noget udefinerbart, for at opnå en viden om, hvad pokker jeg egentlig gerne vil fylde mit liv med. Hvad fanden er meningsfuldt i mit liv lige nu? 

Jeg har brugt de sidste måneder på at vente på at min krop var hel igen. Min krop har været ødelagt. Mit ben har været skadet. Jeg har skadet min krop ved at løbe i Berlin. Måske ved I det? Jeg har skrevet om det. Min muskel trak sig sammen i minutterne inden at senen i mit ben blev revet over og jeg måtte bide tænderne sammen i smerte imens store, tyske regndråber faldt ned på mine nøgne skuldre og løb i ulige mønstre ned af mine arme. De næste dage kan jeg ikke gå. Jeg må spise piller for at være til. Det gør satans ondt. Langsomt bliver det bedre. Jeg kan humpe. Så gå. Langsomt. Men det tager tid. Alt for lang tid. Og jeg bliver rastløs. Det er bare ventetid det her, tænker jeg. Hvad kan jeg bruge den til? Der er nogen, der mener, at alting sker af en årsag. Det er der jo en vis sandhed i. Men jeg har ikke behov for at tillægge den en større eller spirituel betydning udover den simple årsag, at min sene i benet blev revet over, fordi jeg pressede min krop for hårdt. Sådan må det være. Det må det altså.

Måske handler tålmodighed ikke kun om evnen til at vente, men også den måde vi lever på imens vi venter? I så fald er jeg ikke et tålmodigt menneske. Jeg bruger ikke ventetiden. Jeg flygter bare fra den. Fylder den ud. Erstatter den med noget andet. I de sidste måneder, har jeg skabt en række vaner, som både føles brugbare og nyttige, men samtidig også afspejler en afhængighed, der også rummer nogle mørke sider. Hver morgen står jeg meget tidligt op. Jeg har helt faste rutiner. Jeg slukker alarmen. Jeg går gennem den mørke lejlighed på toilettet. Jeg står op og tisser. Jeg vasker hænder. Jeg børster mine tænder. Jeg tager tøj på. Sorte jeans. En skjorte. Måske en hue? Så tænder jeg lyset i køkkenet. Finder kanden til blenderen frem. Soyamælk. Banan. Avocado. Agurk, Citron. Spinat. Jeg blender det. Det tager to minutter. Præcis. Jeg hælder det op i to beholdere. Skruer låget fast. Jeg ligger dem i min sorte arbejdstaske. Jeg tager sko på. Grønne sneakers fra Nike. Min jakke. Den er lang. Det kan jeg godt lide. Jeg tager min røde sportstaske. Den har jeg pakket aftenen før. Så er den klar. Jeg lister ind i soveværelset og siger farvel. Ud i mørket. Ud i kulden. Ned i bilen. Jeg kører i fem minutter. Jeg tager den røde sportstaske. Jeg scanner kortet mod den elektroniske kortlæser. Et grønt lys i mørket. En lås, der klikker. Ind i varmen. 

Lidt efter står jeg på den maskine, hvor jeg har tilbragt et utal af timer de sidste mange uger og har taget tusindvis af elliptiske skridt. Jeg har svedt litervis af sved, der lander i små dryp på det sorte betongulv. Det er ikke sjovt. Det er ikke en sjov handling og jeg må bedøve mig selv imens jeg står der. Film. Musik. Bøger. Hvad som helst. Jeg er lige begyndt på en bog. Den bliver læst højt for mig. Den er skrevet af en mand, som jeg kender. Jeg har aldrig mødt ham, men jeg ved hvem han er. Han har skrevet en bog om sin datter, der døde den samme dag, som min far fyldte toogtreds år. Jeg har læst bogen flere gange. Den anden dag stod jeg og spekulerede på, hvorfor jeg hørte bogen lige nu. Om tre uger bliver jeg selv far igen til min lille datter. Jeg glæder mig til at opleve den eksploderende lykke igen og lade mig overvælde af den. Hvorfor står jeg så og lytter til en historie om sorg og om at miste det dyrebareste i dette liv? Måske netop derfor? Hvis der er nogen mening i de ord? Måske fordi, at han også skriver om noget, der er en central del i både hans og mit liv, nemlig at løbe. Selvom vores udgangspunkter for at løbe er vidt forskellige, løber vi begge to. Og nu hører jeg den altså, selvom jeg nogle gange kan føle mig skyldig over at have følelsen af at snage i en anden persons liv. Det føles som at sidde på lur og kigge igennem nøglehullet. Og uden at have bare et milligram af chance for at forstå den sorg, der gemmer sig bag de ord, der står sirligt på linierne eller være arrogant nok til at tro at jeg forstår den lyriske ramme, som bogen er skrevet i, så synes jeg også at det er en bog om håb og om den eneste, betingelsesløse kærlighed, der findes på den her ensomme planet. Så nu lytter jeg til den igen. Jeg håber, at jeg møder ham, der har skrevet bogen en dag. Så håber jeg at jeg kan finde modet i mig selv til at gå over til ham og fortælle ham, at det er en af de modigste bøger jeg nogensinde har læst og at det betød noget for mig at læse den.

Imens jeg står der og lytter til bogen, bliver min krop lettere, for hver dråbe af sved, der forlader min krop. Fem kilo mindre på to måneder. Mine arme er tynde. Håbløst tynde, men jeg er ligeglad. Mine arme er en løbers arme. Det siger jeg til mig selv. Musklerne på mine ben træder tydeligt frem nu og mit ansigt er markeret på en ny måde. Jeg er tilfreds. Stolt. Morgen efter morgen har jeg stået her. Ofte alene. Eller også sammen med hende med det mørke hår. Så snakker vi om den dag, hvor vi ikke skal stå i den kunstige og kvælende varme, men løbe på grusstierne bag lufthavnen på vej mod Verdens Ende. Disse morgener med kunstig ilt og kunstig luft og kunstigt løb er blevet en rutine af nød. En vane på trods. Ikke lyst, men for at slippe for den passive ventetid. Sådan har det været i to måneder.

Men for to uger siden snakkede jeg med hende med nålene. Hun sagde, at jeg skulle prøve at løbe. Jeg sagde “Okay”, men jeg turde næsten ikke prøve. Jeg var bange for at prøve. Men jeg gjorde det. Det var ikke godt. Men det var heller ikke slemt. To dage senere prøvede jeg igen. Nu var det en lille smule bedre. Tre dage senere var det endnu bedre og så er det gået i to uger. “Okay – måske er ventetiden ved at være slut?”, tænkte jeg. 

Det føles ubeskriveligt godt at løbe igen. Alt er ikke som det plejer, men det er OK. Jeg kan stadig mærke en ømhed i det arvæv, der sidder hvor senen blev revet over. Men hende med nålene kan udføre mirakler af bibelske proportioner og beordre min krop til at reparere sig selv. Og jeg kan næsten se at alt det dårlige i min krop forsvinder som sort røg i vinden for hvert skridt jeg løber igen. Min krop bliver rask, for hver gang min fod lander i jorden. Jeg ved godt med min forstand, at det ikke forholder sig sådan, men det er sådan jeg forestiller mig det i mit hoved. Og jeg kan mærke at jeg har savnet at løbe. Og ventetiden har været med til at udstille hårdt og brutalt at det jeg savner mest, når jeg er afskåret fra at løbe, ikke er at løbe runde efter runde på den røde tartanbane i Skovdalen eller at løbe hårde tempoture i Østerådalen. Det er sjovt og tilfredsstillende i al sin brutalitet, men egentlig savner jeg mest at løbe med de mennesker, der altid ligger til højre for mig eller til venstre for mig, når vi løber. De kan ligge foran eller bagved og vi kan snakke eller vi kan holde kæft, men vi løber altid sammen. Og dem savner jeg. Det opdagede jeg imens jeg ventede på dem. Jeg ved, at de også ventede på mig. Vi ventede på hinanden. Og imens jeg ventede på at jeg igen kunne løbe med dem, opdagede jeg, at den største motivation for ikke at skade min krop igen er, at jeg aldrig vil afskæres fra at kunne løbe med dem igen og sammen se solen stå op over skorstene mod øst. 

Jeg er ikke helt færdig med at vente. Jeg må stadig vente på min krop. Jeg må vente på at den er stærk nok til at kunne bære mig i løb hver eneste dag. Holde mig oppe uden forhindringer eller forbehold. I morgen er jeg lidt tættere på end jeg var i går. Også selvom det hele føles lidt på gyngende grund. Og midt i alt ventetiden med at vente på det “noget”, som det er at løbe frit igen, for det er jo hvad det hele handler om, nemlig at løbe frit, så venter jeg også på “nogen”. Om tyve dage er jeg færdig med at vente. Måske. Jeg siger til mig selv at jeg gerne vil vente enogtyve dage. Så fylder jeg toogfyrre år. Jeg gider ikke komme med en masse billige og letkøbte sammenligninger imellem min alder og distancen på et marathonløb. Blot konstatere, at jeg fylder samme antal år, som et marathonløb er i hele kilometer inden kroppen tømmes i en sidste kraftudladning på de sidste meter. Jeg er ved min ventetids sidste meter. Tyve dage. Måske enogtyve dage. Måske noget helt tredje. Jeg tror, at jeg ved hvad jeg venter på og jeg ved at intet kunne være længere fra sandheden end det. 


Skriv et svar