Stjerner på himlen, kap. 6

Aalborg, d. 3. November 2019

Den dag min mormor døde, vandt Rolf Sørensen en etape i Tour de France. Den lørdag eftermiddag i juli, hvor min mormor trak vejret ned i sine lunger og åndede ud for sidste gang, satte Rolf Sørensen konkurrenterne i udbruddet på den lille, men stejle stigning op til Super Besse og kunne række armene mod himlen og juble over sejren. Så stod vi der i stuen hos min moster, der bor i samme by, som min mormor gjorde og tænkte “nå, det var da fandens – og så lige idag”. Der er langt fra Overlade til det centrale massiv i Frankrig, men når vi snakker om den dag min mormor døde, siger vi altid, at “det var den dag Rolf vandt i Touren”.

De sidste dage, har jeg tænkt på min mormor flere gange. Jeg ved ikke hvorfor, men hun er dukket op i min bevidsthed. Måske fordi vi kom til at snakke om hende sidste søndag, da vi spiste morgenmad hos mine forældre i Klarup sammen med min bror og hans mand. Det er mere end treogtyve år siden at min mormor døde. Hun var syg af kræft flere måneder inden hun til sidst fik fred. Hun havde selv valgt, at hun ikke ville have nogen behandling. Vi vidste godt at hun skulle dø af sygdommen. Spørgsmålet var bare hvornår. Det blev den dag, hvor Rolf vandt i Touren. Vi fejrede hendes 80 års fødselsdag om foråret og hele familien var samlet. Det var vi igen nogle måneder senere, da hun blev begravet fra den kirke i Overlade, hvor mine forældre blev gift. Vi var samlet for at sige farvel til vores mormor. Min mormor havde seks piger. Den ene er min mor og de fem andre er mine mostre. Vi er tolv fætre og kusiner og vi har alle det til fælles, at hun var vores alles mormor. Hun var mormor for os allesammen.

Engang så vi hinanden meget i den del af min familie. Vi var på ferie hos hinanden og mest af alt, var det lille hus på Padkærvej, som min mormor boede i et samlingspunkt for hele familien. Her mødtes vi og selvom huset var lille, var det aldrig for småt. Nu ser vi ikke hinanden så meget, som vi gjorde dengang. Og huset, som hun boede i, ligner ikke længere sig selv. Haven er tilgroet og huset ser ubeboet ud. Engang var huset hvidt. Græsplænen var grøn og kortklippet. Den var blød. Det kan jeg huske. Græsplænen var blød. Jeg kan stadig huske, hvordan det kløede, når vi havde rullet rundt på plænen i bar mave. Her spillede vi også fodbold. Andre gange sad vi i garagen og kiggede på alle de gamle ting, der var gemt på hylder og i skuffer herinde. Huset og haven var en kæmpe verden, da vi var børn. Nu virker det uendeligt lille. Som om, virkeligheden indhentede denne verden. Men minderne er stadig tydelige. 

Jeg tænker tit på, at jeg ville ønske at min store datter havde nået at møde min mormor. At jeg kunne have båret hende ind i mine arme. Igennem det lille bryggers og køkkenet. Ind i stuen. Her ville min mormor sidde i sin lænestol. Måske ville hun stå ude i køkkenet og tag imod os. Hun spurgte altid “nå, er du også med Thomas?”. Som om det ikke var en selvfølge og at hun blev glædeligt overrasket over at jeg også kom på besøg. Så kommer jeg til at skamme mig lidt over alle de gange, hvor jeg ikke gad med derop, fordi der ikke var så meget at lave i den lille by for en teenager, der hellere ville spille på sin computer. Jeg ville gerne have at min mormor skulle have set mig blive så voksen, at jeg blev far. At hun blev oldemor igen. Det nåede hun ikke og det nåede jeg ikke og det er jo nok bare sådan, at virkeligheden er. Men jeg ville have glædet mig over at tage min store datter med rundt i huset og fortælle historierne fra dengang jeg selv var barn.

For historierne er jo gode. Og det slår mig, at vi altid har været gode til at fortælle historierne i vores familie. Vi er gode til at snakke og fortælle hinanden om vores mormor. Vi kan ikke huske de samme ting allesammen og vi husker alle forskellige ting. Måske kan vi heller ikke længere helt stole på vores hukommelses præcision? Men det er måske heller ikke så vigtigt? Vi fortæller ikke historierne for at lave en nøjagtig gengivelse af historien, men for at bekræfte hinanden i, at vi havde den samme mormor. 

Og historierne er jo vigtigt at fortælle videre. Og fortælle hinanden. De fortæller jo noget om os selv og hvad vi er rundet af. En dag er der nogen, der skal fortælle historier om mig. Jeg ved ikke, hvad folk vil fortælle og det bruger jeg heller ikke tid på at tænke over. Lige nu fortæller jeg historier om det, der var med til at runde mig som menneske og bringe mig til det sted i livet, hvor jeg befinder mig nu.

Det er historier, som jeg har fortalt til min store datter. De er fortalt ud fra min evne til at huske og gengive dem så korrekt som muligt. Hun har set huset, hvor min mormor boede. Hun har været på kirkegården og set, hvor min mormor ligger begravet sammen med min morfar. Ham har jeg aldrig mødt. Jeg har kun hørt de historier, som min mor har fortalt om ham og så forsøger jeg at forestille mig, hvordan han var. Hun har set de steder og selvom at hun ser dem med andre øjne end jeg selv, kan jeg alligevel mærke at det har været vigtigt for mig at fortælle alle historierne til hende. Så kan hun måske en dag forstå, hvorfor en lille by i Himmerland tæt ved Limfjorden, har betydet meget for mig igennem min opvækst og barndom. At den lille by var samlingsstedet for en hel familie og at det var herfra, at vores verden startede sammen. 

Jeg ved også, at jeg ikke er færdig med at fortælle historierne. Hverken til min store datter, som måske vil sige, at hun allerede har hørt den historie før, når jeg fortæller den. Men jeg skal jo også fortælle dem til min lille datter. Hun har slet ikke hørt dem endnu. Det har hun slet ikke haft mulighed for. Hun har slet ikke mødt denne verden endnu. Det gør hun først om syvoghalvtreds dage. Det er fandme ikke særlig lang tid, tænker jeg. Jeg synes, at dagene flyver forbi mig og det passer mig egentlig ganske fint. Jeg er klar. Kom bare ud til os. Det mener jeg jo ikke. Men det er den følelse, som jeg har indeni. Kom ud til os. Vi er klar til at møde dig og holde dig i vores arme. 

Og en dag, når du er blevet stor nok, vil jeg så fortælle dig historierne om min mormor. Dem glæder jeg til at fortælle dig. Så vil jeg gerne fortælle om dengang jeg skød en fodbold igennem vinduet hos hende. Jeg vil gerne fortælle om, hvordan min kusine og jeg fik lov til at gå til købmanden og handle for min mormor. Jeg vil gerne fortælle om dengang at sneen var faldet så tungt, at vi byggede en kæmpe snehule, hvor alle vi fætre og kusiner sad inden og en af vores mødre tog et billede, der forevigede det øjeblik. Jeg vil gerne smile og lave den lyd, som min mormor lavede, når hun synes at vi larmede for meget eller pillede ved hendes ting i reolen, som vi jo godt vidste at vi ikke måtte. Den lyd tror jeg faktisk, at alle i vores familie har hver deres udgave af og vi griner altid, når vi laver den til hinanden og rynker vores øjenbryn, som vores mormor gjorde. Jeg vil gerne fortælle om den søndag, hvor jeg sad og snakkede med min mormor for sidste gang i hendes soveværelse, hvor hun lå i sin sygeseng. Og jeg vil gerne fortælle om den sommerdag, hvor hele vores store familie sad i min mosters have og fortalte historierne til hinanden, efter at vi havde sunget nogle salmer og præsten havde kastet jord på min mormors kiste. Og før jeg vidste noget som helst om at løbe, kan jeg stadig huske følelsen af at løbe hele vejen ned til min mormor og forpustet nå til hendes hvide hus.

Nu var hun her ikke længere, men historierne er der stadig. Det er vigtige historier og dem er vi gode til at fortælle hinanden i den familie. Min store datter har hørt dem og om lidt skal min lille datter høre dem. De er glæde og nostalgi og de er fulde af liv. De er fulde af liv. Og så vil vi også fortælle historien om, at den dag min mormor døde, vandt Rolf en etape i Touren. I aften, når min lille datters mor og jeg igen ligger hånden på hendes store, gravide mave og fortæller et ønske for fremtiden, som vi drømmer om, vil jeg fortælle min lille datter, at jeg gerne vil køre til Overlade og vise hende den by, hvor min mormor boede.


2 kommentarer

  • Christina

    3. november 2019

    Så smuk skrevet om vores Mormor. Lige som jeg husker hende, jeg tænker faktiske også ofte på hende og vil også ønske at mine børn havde haft mulighed for at lære hende at kende. Hun var en fantastik Mormor. Til de mange historier vil jeg gerne tilføje historien om, når hun stod i køkkenet med den store æbleskrivepande og lavede æbleskiver til alle mand.
    Dejligt at have minderne.

    Svar
    • thomas

      10. december 2019

      Tusind tak for det Christina – og ja, hun var virkelig en fantastisk mormor for os alle sammen!

      Svar

Skriv et svar