Stjerner på himlen, kap. 5

Aalborg, d. 26. Oktober 2019

Det er morgen. Jeg er alene hjemme. Det er ikke slemt at være alene hjemme. Det kan jeg faktisk godt lide. Jeg kan jo nok bedst lide det, fordi jeg også ved, at jeg ikke skal være alene for altid. Det skal jeg ikke. Derfor kan jeg godt lide at være alene engang imellem. Jeg er ikke bange for at være alene. Og alene er ikke det samme som at være ensom. Jeg har været bange for at blive ensom. Da jeg som seksogtrediveårig skulle bo alene for første gang i mit liv, var jeg bange for at folk forsvandt ud af mit liv og at jeg skulle blive ensom. Men selvom, at der naturligvis er mennesker, der ikke er tæt på mig, som de var engang, så er det vel egentlig bare en af livets cirkulære bevægelser. Og nye, fantastiske mennesker og venner er gået i kredsløb i mit liv og beriger det hver dag. Jeg blev aldrig ensom.

Men lige nu er jeg alene hjemme. Alene, men ikke ensom. Jeg sidder i min seng. Jeg sidder i sengen og når jeg drejer hovedet og flytter blikke væk fra min computer, der ligger i skødet på mig, kan jeg forestille mig, at der ligger en person i den anden side af sengen. Jeg sidder og forsøger at forestille mig, at jeg om nogle ganske få uger, vil dreje hovedet og så kigge på min lille datter. Nyfødt. Jeg opgiver med det samme tanken, for jeg ved at jeg ikke vil kigge på hende med en computer i mit skød, men nok bare vil sidde, som var jeg sømmet fast og være ude af stand til at flytte blikket fra hende. Hun skal ikke betragtes på afstand. Ikke ses med forbehold. Jeg glæder mig til at opleve den lykke igen. Ja, jeg skriver igen, for jeg har jo allerede oplevet det en gang i mit liv. Jeg skal jo ikke bare være far. Jeg skal være far igen. 

Jeg vågnede tidligt idag. Jeg vågnede før at min krop var færdig med at sove. Udenfor har den kraftige blæst hevet og flået i de høje træer ved tennisbanerne på en anden side af stakittet, der står for enden af vores have. Indenfor i sengen har musklerne i min krop summet på den måde, som de kun kan gøre efter at være blevet udtrættet igennem mange dage og har hevet og flået mig ud af min søvn nogle gange. Mine muskler i benene var hårde som sten, da jeg vågnede i nat og gik ud på toilettet og tissede og jeg havde følelsen af at de kunne krampe, når som helst. Jeg havde egentlig besluttet mig for at stå ud af sengen, når jeg vågnede og med det samme gå ned til mit faste fitnesscenter. Så ville jeg træne og tage derfra med god samvittighed. Nu bliver jeg i stedet liggende i sengen med mindst lige så god samvittighed. Måske tager jeg ned og træner senere idag? Måske springer jeg over? 

Det er med vilje, at jeg skriver træne og ikke løbe. Jeg kan ikke løbe. I morgen er det fire uger siden, at jeg sidst løb. Jeg har aldrig været tvunget til at holde en så lang pause før. Det er hårdt ikke at være i stand til løbe. Jeg savner at løbe og jeg savner dem, som jeg plejer at løbe sammen med. Det er som om at jeg altid først opdager, hvor vigtig en del af mig, det er at kunne løbe, når jeg ikke kan løbe. Det er vel i virkeligheden lidt paradoksalt. At jeg først opdager betydningen af det, når jeg savner det. Sådan er det måske bare med løb og sådan er det måske bare med mange ting i dette liv? Men jeg kan ikke løbe lige nu og den hårdeste erkendelse lige nu er vist, at jeg godt ved, at der stadig går nogle uger, før jeg igen kan løbe. Måske en måned? Men det lyder fandme også som lang tid! 

Igår kørte jeg ud over vejlerne i Thy. Det var ikke en tilfældig tur. Jeg har kørt turen mange gange. Jeg skulle op og have nåle i mit skadede ben. Akupunktur. Det får jeg af den bedste med nåle. Hun kan noget med de nåle. Hun stikker dem ind i mine muskler og nervebaner på de rigtige steder. Det gør aldrig ondt. Ikke rigtig ondt i hvert fald. De prikker til noget inde i mig. Helbreder mig. Jeg forstår det ikke. Men det virker. Jeg vrikker med min fod lige nu og kan mærke, at mit højre ben er lidt mindre ømt idag end det var igår. Det har virket endnu en gang. Hun bor langt væk, men jeg ville gerne køre meget længere for at blive helbredt af hendes nåle. 

Derudover kan jeg godt lide køreturen derop. Jeg kan godt lide at køre bil. Det kan jeg altså godt. Og turen derop er altid god. Jeg forlader Aalborg og så kan jeg næsten se fjorden hele vejen derop. Først på min ene side. Så på den anden side. Jeg har kørt turen om foråret og sommeren, hvor solen skinnede og hvor himmel og hav smeltede sammen i horisonten. Jeg har også kørt turen om efteråret og vinteren, hvor tunge, grå skyer hænger ildevarslende ud over vandet. Jo længere jeg kører, jo mere forandrer landskabet sig. Nøgne træer står bøjede for den stærke vind, der har martret dem igennem mange år. Stille, men sikkert er de blevet bukket og knækket på plads af den stærke vind, der altid er nærværende heroppe. Der er både noget smukt og logisk over det. Det kan ikke være anderledes. Jeg forestiller mig et træ midt i det hele, der trodsigt ville stå op imod vinden. Et træ, hvis krone ville se blæsten lige i øjnene og nægte at lade sig kue og bukke under for naturens kræfter. Et træ med grønne blade året rundt. Et træ, der havde styrken til at sige “fuck dig” til både vind og al den modstand, som det måtte møde i sit lange liv som træ. Det træ ville jeg gerne se. 

Jeg går igen i stå i mine ord. Der er kommet lidt lys ind i soveværelset. Udenfor er den sol, som er skjult bag de regnfyldte skyer, stået op. Jeg tænder min telefon og jeg åbner en app, der fortæller mig, at der kun er femogtreds dage til at min lille datter bliver født. Jeg har en app, der kan fortælle mig, hvor mange dage, der er tilbage. Jeg ved jo godt, at det bare er et tal og at app på en telefon, ikke kan styre eller kontrollere, hvornår min lille datter bliver født. Femogtreds dage. Jeg kan ikke beslutte mig for om det er lang tid eller kort tid. Jeg håber ikke, at det er lang tid. Jeg har lyst til at det skal være kort tid. Jeg har lyst til at se hende nu. Nu vil jeg ikke vente mere. Vi har ventet i lang tid nu. Min lille datters mor og jeg. Nu vil jeg gerne se hende. Jeg vil gerne mærke følelsen af at stå med et lille lys og et stort liv i mine arme. Og ikke bare et tilfældigt liv, men et liv, som jeg har været med til at skabe. Jeg vil gerne give hende det navn, som min lille datters mor havde skrevet på et kort med nogle søde ord til mig, da jeg kom hjem til en tom lejlighed i forgårs og som jeg drillende sagde til hende, at vi nu måtte være blevet enige om. Ja, jeg vil bare gerne se hende og holde hende. Min lille datter. 

Jeg tænker helt instinktivt på den første gang jeg holdt min store datter i mine arme. Det er et af de billeder, der aldrig vil lade sig slette fra min hukommelse. Det er seksten år siden, at jeg holdt hende i min armen for første gang. Siden da, har jeg holdt hende i mine arme uendeligt mange gange og jeg har holdt om hende endnu flere gange. Jeg kan jo ikke huske hvert eneste af disse øjeblikke, men jeg kan huske nogle af dem og jeg kan selvfølgelig huske den første gang, jeg holdt hende. I søndags så jeg hende kort igen og jeg holdt om hende igen. For seks dage siden. Det tror jeg også, at jeg vil huske i lang tid. 

Jeg er lykkelig og taknemmelig for, at jeg får lov til at opleve det at blive far igen. Ikke genopleve det, men opleve det på en ny måde. Det tænker jeg tit på. Jeg skal ikke genopleve de samme ting igen. Jeg skal ikke ud og gå bodsgang eller rette op på utilstrækkeligheder i fortiden. Hvilket barn ville kunne leve med det på sine skuldre? Jeg vil bare gerne forsøge at gøre mit bedste. Det har jeg altid forsøgt at gøre og jeg håber, at jeg ved at gøre mit bedste i dag, kan gøre det nemmere for de mennesker, hvis kærlighed jeg ikke kan leve uden, at elske mig i morgen.

Om femogtreds dage bliver min lille datter født. Så vil jeg ikke ligge alene i soveværelset mere. Så vil hun ligge i en lille seng ved siden af vores og sove. Måske vil vi tage hende op i vores seng, når hun vågner? Det er de små ting, som jeg går og forestiller mig midt i denne ventetid. Jeg tænker ikke specielt meget på, hvilken autostol vi skal købe eller hvor vi skal købe en trøje i uld til hende. Jeg tænker mere på, hvordan det vil føles, når min lille datter vil ligge på mit bryst og sove. Jeg tænker mere på, hvordan jeg vil gå en tur med min lille datter i den barnevogn, som allerede står i vores skur bagerst i haven. Jeg tænker mere på, hvordan det vil være at holde hende tæt en nat, hvor hun bare ikke kan finde roen til at sove. Stå i mørket i stuen og se ud på den mørke og stjerneløse himmel med et lille liv i mine arme. Det tænker jeg på.


Skriv et svar