Stjerner på himlen, kap. 4

Skagen, d. 5. Oktober 2019

Jeg går igennem Skagen. Efterårssolen hænger lige præcis så lavt, som den altid gør og kaster det smukkeste lys op ad de gule husfacader. Jeg går på fortorvet. På vejen løber marathonløbere den sidste kilometer mod forløsningen. Jeg løber ikke. Jeg går. Jeg går langsomt. Mest fordi jeg stadig går af helvede til ovenpå den skade, der ramte mig i Berlin sidste weekend. Siden da har jeg ikke løbet en eneste meter. Ingen løb. Jeg har knap nok gået en meter. Det gør ondt at gå. Nogle gange gør det ondt at sidde stille. 

Jeg er dødtræt af det. Frustreret. Derudover bliver jeg hurtigt rastløs, når jeg frarøves muligheden for at bevæge mig. Når pausen bliver ufrivillig. Den slags hader jeg. Jeg har svært ved at kapere det. Jeg føler mig hurtigt doven og ugidelig og det er en følelse, som jeg har svært ved at rumme i mig selv. Måske også i andre? Jeg brugte det meste af et årti på at lave ingenting. Det var stilstand. Ingen bevægelse. Når jeg tænker tilbage på det, er det, der overrasker mig mest nok, at jeg aldrig havde det dårligt med det. Jeg skænkede det ikke engang en tanke. Det kan jeg ikke forstå nu. 

Jeg tænker nogle gange på, at den tid er væk. Den er gået. Den kan ikke hentes tilbage. Den er bare væk og forsvundet ud i luften, som røg, der stiger til vejrs i en spiral og til sidst forsvinder for ens øje. Hvordan kunne jeg spilde så mange år af mit liv på at have lyst til at lave ingenting. For det havde jeg. Jeg havde ikke lyst til noget. Jeg havde lyst til ingenting. Det betyder ikke at årene var spildte. Eller at mit liv var meningsløst. Slet ikke. Tværtimod. Mit liv var fyldt med oplevelser, der kastede mig ind på nogle af de livsbaner, som jeg stadig følger. Men jeg spildte min tid med at stå stille. Og jeg kan ikke gøre det om. Jeg får ikke den tid tilbage igen. Den er endegyldigt væk.

Derfor er det også svært for mig at håndtere ikke at lave noget. Årsagen er vel ret enkel og ligetil og handler vel om en afhængighed af at træne og løbe. Faktisk er det ikke det faktum, at der går nogle uger, før jeg igen kan løbe, der stresser mig. For det gør det. Det stresser mig. Det er uvisheden. Det er, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan begynde at træne igen. For jeg kan sagtens leve med at stille mine mange løbesko i sirlige rækker på reolen i soveværelset og vide, at de først bliver taget ned igen om en måned, fordi jeg er skadet. Det er OK. Jeg har bare brug for at kunne erstatte det tomrum, som det efterlader med noget andet. For det skaber et tomrum. Tidsmæssigt naturligvis. Det kunne nemt fyldes af andre gøremål. Men indeni mig skaber der et tomrum, som jeg er nødt til at fylde ud på en anden måde.

Tomrummet skabes af afhængighed. Det er jeg helt bevidst om. Jeg stopper ikke bare med at løbe. Jeg har egentlig heller ikke lyst til at stoppe. Jeg er ikke stolt af at være afhængig af at løbe. Omvendt er jeg heller ikke ustolt over det. Jeg skammer mig ikke over det. Det er et faktum i mit liv og afhængigheden af træning erstattede i sidste ende jo bare en anden afhængighed. Det er jo det praktiske ved afhængigheder. De tjener ofte et rigtig godt formål.

Nå, men nu har min træning brudt min krop ned. Jeg har revet fibrene i en muskel over. Midt i Berlin. En dygtig mand, der er en af de bedste til at undersøge ankler og ben, kiggede på mit ben. Han stillede en masse spørgsmål. Han vred den. Han rykkede i den. Han trykkede på den. Og så sagde han at jeg havde fået en fibersprængning. Egentlig var jeg lettet. Jeg havde inderst inde været bange for, at jeg havde et brud på min knogle. Det havde jeg ikke sagde han. Okay. Så ved jeg det. Så kan jeg komme videre. Ingen løb. Det er noget lort. Men jeg må træne. Det kan jeg godt.

Jeg vil hellere løbe. Men det kan jeg ikke. Og den tid, hvor jeg ikke kan løbe, kommer ikke tilbage. Tid kommer ikke tilbage. Det kan den ikke. Jeg kan ikke rejse tilbage og stoppe mig selv midt i Berlin, så jeg ikke skader mig krop. Jeg kan ikke rejse tilbage og leve et årti igen, hvor jeg er aktiv og ikke tager tredive kilo fedt på. Jeg kan ikke bare rejse tilbage og stoppe mig selv med at fylde min krop med en masse lort, der var lige så skadeligt for min krop, som en muskel i mit ben, der nu er revet over. Tiden kommer ikke tilbage.

Og mens jeg går her i Skagen rammes jeg af et minde, der også skærer det med en skarp og smertelig tydelighed, at tiden, der er gået ikke kommer tilbage. Jeg ser på løbere, der med udtryksløse ansigter kæmper sig afsted. Jeg tænker på den dag for fem år siden, da jeg løb marathon her i Skagen. Det er ikke et løb, som jeg gider at huske på. Jeg var ikke særlig god. Jeg var faktisk helt elendig. Alligevel er der en rigtig, fucking stjernestund, som jeg altid vil huske på. 

Da jeg løber de sidste tohundrede meter mod målstregen, springer min store datter frem bag afspærringen. Hun tager mig i hånden. Og så løber hun de sidste meter med mig i mål. Hun løber med mig. Jeg kan næsten ikke følge med hende. Det var fandme godt. Da vi kommer i mål, forærer hun mig en pose bolcher, som hun har købt med hendes farmor og farfar imens jeg løb. På hvert bolsche står der det samme ord. “Far”. Jeg har et billede fra den dag, hvor vi løber i mål sammen. Det kigger jeg nogle gange på. Det er et godt billede. Og det er et godt minde. Den tid har jeg indeni mig selv. Den kommer ikke tilbage, men det behøver den heller ikke, for jeg har lagret erindringen i min hukommelse. Der er den gemt til evig tid sammen med minderne om dengang hun tabte sin første tand eller den nat, hun blev opereret i sin lille, syge blindtarm. Det er gemt derinde alt sammen.

Min store datter er ikke med i Skagen i år. Det er hun ikke. Hun er i Aalborg sammen med sin mor. Jeg ville ønske at hun var med heroppe. Det er klart. Men mest af alt ville jeg bare gerne se hende. Jeg har nemlig ikke set hende i lang tid. Det er svært for mig at skrive det her. Jeg har mest lyst til at lade være med at skrive det. Det gør ondt at skrive de her ord. Den tid, der er gået, hvor jeg ikke har set hende kommer heller ikke tilbage. Men jeg har den heller ikke inden i mig. Den er ikke gemt nogle steder. Ikke lagret. Den er bare væk. Spildt. Tabt. Det er måske den værste sorg at skulle leve med synes jeg. At leve med en tid, der er spildt, når det handler om den største kærlighed i mit liv. Min store datter. Jeg er gået glip af en tid i min store datters liv. Hvordan lever jeg med det? Jeg så hende ikke den dag, hvor hun for første gang trådte ind i en helt ny verden på hendes nye gymnasie. Jeg så hende ikke den dag, hvor hun sprang på sin hest og var stolt. Jeg så det ikke. Den tid er spildt. Væk. For mig.

Derfor har jeg heller ikke lyst til at spilde tiden i mit liv. Og mest af alt har jeg lyst til at gøre mig umage med at leve. Det er vigtigt for mig, at gøre mig umage. For det er sådan i livet at hvis ikke man gør sig umage med det, der omgiver en, kan man miste vigtige ting omkring sig. Selv der, der synes umuligt at miste, kan forsvinde, hvis ikke man gør sig umage. Så det prøver jeg på at gøre. Jeg vil ikke miste mere eller spilde mere tid, end jeg allerede skal leve med. 

Min lille datter, som ligger i hendes mors mave er med heroppe. De løb fem kilometer sammen. Først løb de lidt. Så gik de lidt. Og så løb de lidt mere. Sådan er det vist bare, når man har været gravid i mere end et halvt år. Jeg er bare stolt af, at hendes mor stadig kan være aktiv og har lyst til at være det. Idag klarede hun det flot. De klarede det flot. Sådan er det jo. For selvom vi ikke har mødt hende endnu, så føler vi jo alligevel at vi kender hende. Vi snakker om hende. Vi forestiller os, hvordan fremtiden vil se ud. Jeg forestiller mig, hvordan fremtiden ser ud, når jeg bliver far til to døtre. Min store datter og min lille datter. Om seksogfirs dage bliver min lille datter født. Idag løb hun fem kilometer på fyrre minutter. Sammen med hendes mor. 

Jeg vil gerne spilde så lidt tid som muligt i det liv, som jeg har tilbage. Det gør ondt at miste tid. Spilde tid. At opleve tid, der forsvinder mellem fingrene på en. Jeg vil gerne gøre mig umage. Jeg vil gerne gøre mit bedste. Jeg vil gerne gøre mit bedste idag, så jeg i morgen kan være sammen med de mennesker i mit liv, hvis kærlighed jeg ikke kan undvære. Hvis kærlighed jeg ikke kan leve uden. Det vil jeg altså gerne. Tiden skal ikke bare forsvinde.


2 kommentarer

  • Sara

    13. oktober 2019

    Bliv ved med at skrive Thomas. Kan slet ikke beskrive, hvor godt du beskriver ting. Håber, du ser din store datter snart. Du lyder i hvert fald som en god far.

    Svar
    • thomas

      20. oktober 2019

      Tusind tak for det. Jeg er rigtig glad for dine ord!

      Svar

Skriv et svar