Stjerner på himlen, kap. 3

Aalborg, d. 1. oktober 2019

I går var der tre måneder til at min lille datter bliver født. Tre måneder. Det lyder både som lang tid og som kort tid. Det lyder som begge dele. Så måske er det sådan det er. I forgårs løb jeg et marathonløb i Berlin. Det tog næsten tre timer. Det lyder også både som lang tid og som kort tid og det er sikkert også begge dele. Jeg vil gerne fortælle om mit marathonløb, men jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, der vil være mere uinteressant end at genfortælle løbet i langtrukne betragtninger om min fart og minutiøse detaljer om hvor mange geler jeg spiste undervejs og andre kedelige ting, der næppe har nogen andens interesse end min egen. Og her to dage efter, har jeg endda selv temmelig svært ved at finde lysten til at beskæftige mig mere med løbet. Så det her må være de ting, som er vigtigst for mig at fortælle.

Jeg tror, at jeg vil fortælle de to vigtigste ting fra dagen i søndags, hvor jeg løb marathon i Berlin for andet år i træk. Da der mangler to kilometer mærker jeg en smerte i min højre ankel. Det gør fandme ondt. Mit ben knækker sammen under mig og efter få meter må jeg opgive at løbe og må overgive mig til gang. Gå? Det er der sgu ikke meget løb over. Og jeg var jo kommet herned for at løbe. Jeg strækker lidt. Jeg jogger lidt. Jeg stopper op og strækker igen og jeg bider jeg tænderne sammen og løber de sidste femhundrede meter i et tempo, der er lige så uvigtigt, som den tid jeg får slæbt mig igennem på. Jeg gider ikke spekulere på hverken de sidste to kilometer eller på min tid. Jeg har løbet elleve marathonløb og jeg har endnu ikke prøvet noget, der har været mere smertefuldt end de sidste meter igennem Brandenburger Tor og frem til mållinjen.

Her får jeg medalje og et regnslag og stiller mig op af et hegn. Jeg har lovet Sarah at vente på hende og finde hende, når hun kommer i mål og det løfte vil jeg fandme holde. Mine hænder ryster af kulde i den silende regn, da Lea pludselig kommer gående. Hun har løbet de sidste to kilometer af ruten med vores datter i maven. Min lille datter. Den historie skal vi selvfølgelig fortælle hende, når hun engang er gammel nok til at forstå den. Måske vil den betyde noget for hende? Måske vil hun bare trække på skuldrene over det? Det er egentlig heller ikke særlig vigtigt. Det vigtigste var, at det betød noget for Lea og jeg. Vi krammer og hun spørger om jeg er OK. Det er jeg ikke og det ved hun også godt. Men selvfølgelig spørger hun.

Så ser vi Sarah og vi går hende i møde. Vi krammer hinanden. Løbet blev sgu ikke rigtig som hverken hun eller jeg havde snakket om og drømt om i den endeløse række af timer, som vi har løbet sammen de sidste mange måneder. Det er et vilkår ved at være løber. Vi kan ikke altid forme det som vi gerne vil have det. Vi kan steppe og rulle og dukke for hug og håber at vi bliver stående. Og vi er aldrig forpligtet udover at gøre vores allerbedste på dagen. Men den forpligtelse har vi fandme også. Ikke overfor andre! Det ville sgu være misforstået. Men overfor os selv. Gå ud og gør dit bedste! Og slut stærkt. Altid slutte stærkt. Det gjorde jeg ikke i går, men det gjorde Sarah.

En halv time senere går vi på Unter den Linden. Lea og jeg. Vi går sammen. Jeg drikker grådigt af den kolde cola, som Lea købte i en kiosk midt på den store boulevard imens jeg stod i strømper på den våde asfalt og rystende tog bukser på. Jeg får selvfølgelig lidt ondt i maven af den kolde drik, men jeg er svimmel og har brug for noget sukker. Jeg ved ikke helt om jeg skal fortælle, at jeg også stod midt i Berlin og tissede lidt skjult på siden af en bygning med rystende fingre, der knap kunne holde fast i noget, inden en politibetjent råbte, at jeg skulle stoppe? Jeg tog hurtigt mine ting og humper videre. Mit ben gør stadig afsindigt ondt, når jeg går på det. Jeg er lidt bekymret, men jeg siger det ikke lige der.

Nu endte jeg alligevel med at fortabe mig i detaljer om dagen. Det var slet ikke meningen. Jeg må hellere fortælle den anden ting, som jeg trods alt synes er værd at fortælle og som gav en smule mening i forgårs. Da vi kommer hjem til vores hotel forærer jeg min store og tunge medalje til min mor. Jeg ved, at hun havde glædet sig i lang tid til at opleve en marathon-weekend i Berlin. Desværre blev hun syg om natten og gik glip af meget af løbet. Så derfor har jeg lyst til at give min mor medaljen. Fordi det også betyder noget for mig, at hun og min far har lyst til at tage med og se mig løbe og se os løbe. Jeg ved godt, at medaljen hverken er værdifuld eller unik. Jeg ved, at der var seksogfyrretusinde, der fik samme medalje i går som jeg selv. Men lige i øjeblikket, da jeg giver hende den, kan jeg mærke at det betyder noget for mig at give den til hende.

Så er der vist ikke flere ord, der skal fortælles om et marathonløb i Berlin. Jeg ved, at jeg gerne vil herned og løbe igen. Jeg ved ikke, om det bliver næste år, men vi skal tilbage til byen og jeg skal tilbage og løbe igen. Anderledes kan det ikke være. Men altså. Lige nu er der jo andre ting, der føles langt vigtigere end toogfyrre kilometer. Om tre måneder bliver min lille datter født. Jeg skal ikke være far. Jeg skal være far igen. Så har jeg min lille datter og min store datter. To piger. To stjerner. Selvfølgelig er det fedt at løbe og jeg kan godt lide følelsen af at gøre mig umage og give alt hvad jeg har på dagen og håbe på at mit flid bliver belønnet og at min bluff ikke bliver kaldt. Det er en god følelsen. Men i de helt store sammenhænge er det jo en temmelig ubetydelig ting. Om en uge vil jeg allerede have glemt mange af detaljerne fra løbet i går. De vil være forsvundet, som sne i et forår.

Det er jo ikke dagen i går, der vil stå fint og skarpt i min hukommelse om mange år. Derimod  kan jeg stadig genkalde mig den sommermorgen for seksten år siden, da jeg sad på fødegangen med min nyfødte datter på sygehuset i Aalborg og så solen stå op over det røde gymnasie på den anden side af vejen. Min store datter. Nu går hun selv på det gymnasie. Præcis som hendes mor gjorde. Den morgen fkan jeg stadig huske tydeligere end noget andet. Min store datters fødsel. Så banalt og alligevel så uvirkeligt og stort at jeg stadig kan blive rørt af tanken om hende, der lå i krybben og ventede på at åbne øjnene og se verden.


2 kommentarer

  • Julian Petersen

    1. oktober 2019

    Du r en konge fortæller, bliv ved med det 🙏

    Svar
    • thomas

      13. oktober 2019

      Tusind tak for det! Jeg bliver virkelig glad for dine ord!

      Svar

Skriv et svar