Stjerner på himlen, kap. 2

Berlin, d. 28. September 2019

Den stilhed, der eksisterer midt i larmen i Berlin, kan være svær at beskrive eller forklare. Klokken er lidt over syv. Jeg løber afsted fra vores hotel. Jeg skal ikke løbe langt. Det skal jeg i morgen. I morgen skal jeg løbe langt. Jeg skal løbe marathon i Berlin. Så idag skal jeg bare løbe en kort tur. Jeg har valgt min rute. Jeg kender ruten, så jeg behøver ikke orientere mig undervejs. Jeg føler, at jeg har løbet meget i Berlin. Det giver en følelse af genkendelighed, som jeg virkelig kan bruge til noget. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg er langt hjemmefra. 

Fortovene er våde. Det har regnet i nat. Men over facaderne af stål og glas på Potsdamer Platz, er himlen blå og forstyrres kun af enkelte mørke skyer, der nægter at flytte sig. Jeg drejer og løber nu langs Tiergarten. De visne blade, der er faldet fra træernes toppe, danner smukke og tilfældige mosaikker. Jeg løber igennem Brandenburger Tor. Pladsen er fyldt med andre løbere. Nogle jogger. Andre tager billeder. Jeg tager et billede. Så stiller jeg mig og kigger på den regnbue, der står så præcist hen over det berlinske vartegn, at jeg fristes til at tro, at noge har malet den med vilje. Det har de selvfølgelig ikke. Den er der bare. Ligesom mig. Og alle de andre løbere. Vi er her bare. I modsætning til regnbuen, der bare er et optisk fænomen, er vi allesammen fysiske. Vi er her lige nu. Nye løbere kommer til imens andre løber væk fra pladsen og ud i de mange sidegader, men lige nu er vi her.

Jeg løber ned af Unter den Linden. Det er den bedste gade i Berlin. Den store brede boulevard med lindetræer, er et af de steder i den her by, som jeg holder mest af. Jeg kan huske, da jeg var i Berlin første gang. Det var en sommer. Jeg tror, at det var i 2008. Jeg tog et billede af min store datter og hendes mor. De gik med hinanden i hånden. Hun havde en jakke på med masser af forskellige farver. Det billede kommer jeg altid til at tænke på, når jeg står her. Idag føles boulevarden en stor byggeplads og mange af lindetræerne er væk. For fire år siden var jeg på ferie hernede med min store datter. Bare hende og jeg. Hendes mor var i Danmark. To uger senere skulle hun holde ferie med hende, men lige nu var hun afsted med mig. En skilsmisse i al sin banalitet 

Den sommer i Berlin snakkede vi tit om de gange, hvor vi havde været hernede sammen. Før kærligheden imellem hendes mor og jeg ikke længere kunne holde. Jeg elsker selvfølgelig stadig min store datters mor. Det kan ikke være anderledes, når vi har delt så mange år og sammen skabte min smukke og fantastiske datter. Min store datter. Det var sammen med hendes mor at jeg blev voksen og sammen med hende, at jeg skabte store dele af det fundament, som mit liv stadig står og balancerer på. Så forsvinder kærligheden ikke bare ud af den blå luft. Og mens at jeg gik rundt i Berlins gader med min store datter den sommer, fortalte vi hinanden de historier, som vi kunne huske. “Kan du huske, at vi spiste donuts, som vi havde købt på togstationen ved Alexanderplatz?”. “Kan du huske, da vi var i Zoologisk Have alle tre?”. Den slags sker jo uvilkårligt, når man besøger et sted igen. Der trækkes tråde tilbage i tiden.

Sådan er det også i morgen. I morgen skal jeg løbe Berlin Marathon. Mit ellevte marathon siden jeg løb det første en regnvåd søndag i København for fem år siden. Jeg kender rutinerne og alligevel bevæger jeg mig ud på ukendt territorie hver gang. Jeg ved aldrig hvad der sker i morgen. Jeg ved kun, hvad der skete sidst. Så forsøger jeg at lære lidt af det og blive bedre til næste gang. Lidt som livet. Og præcis som livet, kan jeg også rammes af følelsen af, at jeg ikke er blevet en skid klogere. Jeg bilder mig ind, at jeg har fået en helt anden ro i dagene op til løbet. Jeg bliver ikke så indelukket. Alligevel står jeg midt i Berlin og ender med at stresse over sikkerhedsnåle. Fucking sikkerhedsnåle altså! Helt ærligt. Jeg gennemroder det blå net med startnummeret i efter de nåle, der skal sætte det store og firkantede nummer fast på min sorte singlet i morgen, men kan ikke finde dem. Jeg bander over, at de har glemt at give mig nogle. Inderst inde ved jeg godt, at det bare er mig, der har glemt at tage nogle. Hvor dum kan jeg være? Jeg køber nogle og så er der lidt ro på igen.

Hjem til hotellet. Op i sengen. Jeg kigger lidt på rutekortet og lige nu sidder jeg og skriver de her ord. I morgen tidlig går jeg fra hotellet. En rygsæk med skiftetøj. Mine løbesko. Min telefon. Så falder jeg ind i de faste rutiner og som der altid er tryghed i og som jeg kan lade mig falde ned i.

Så starter løbet. Et enkelt løb. Marathonløb er utrolig enkelt. Løb toogfyrre kilometer så hurtigt du kan. Sådan. Undervejs kan der være forskellige ting, som man kan bruge tiden på. De ting er også enkle. Husk at drikke. Lad være med at løbe langsommere. Drik noget mere. Hold tempoet. Slut stærkt. Det er vigtigt og de bedste løbere, jeg kender er dem, der altid kan slutte stærkt. På træningsture og i et løb. Alligevel er det jo ikke helt så enkelt alligevel og måske er det også en af grundene til, at jeg glæder mig til at genopleve marathonløbet her i Berlin. Fordi det alligevel ikke bare helt er et marathonløb som alle andre. Det er toogfyrre kilometer i en by, som jeg kender godt og hvor jeg har mange gode minder.

Mest af alt er det også en by, som altid minder mig om min store datter. Hun er ikke med hernede, men hun svæver konstant i mine tanker og flytter ind i min sætninger. En dag vil jeg gerne ned og vise byen til min lille datter. Min lille datter. Fortælle hende historierne om den by, der betyder noget for mig. Fortælle min lille datter alle historierne om min store datter. Jeg drømmer lidt om, at komme herned med dem begge to engang. Det vil jeg gerne. Og i morgen, når jeg løber derude ved jeg, at jeg ikke helt er alene alligevel. Jeg ved, at det lyder som verdens største kliche at skrive sådan og sige de ord. Men de føles rigtige og det er det vigtigste. En kliche er jo ikke kendetegnet ved at den er usand.

I morgen, når jeg løber ved jeg at der vil være nogle fikspunkter i mine tanker, hvor jeg vil bevæge mig væk fra løbets intensitet og forsvinde nogle sekunder ind i tanken om min store datter. Efter seks kilometer passerer jeg det sted, hvor vi brugte lang tid på at kigge på hår-elastikker og mobilcovers i alle verdens farver i en lille butik, som jeg ikke længere kan huske hvad hed. Efter elleve kilometer løber jeg forbi den bænk, hvor vi spiste donuts en overskyet sommerdag. Og efter toogfyrre kilometer løber jeg igennem Brandenbruger Tor, som vi sammen stod og så lyset over en varm sommeraften. Det skarpe lys badede den store byport i lys, så den skinnede som guld og lyset var så kraftigt, at det var umuligt at se stjernerne på den mørke himmel over os. Men de var deroppe. Stjernerne. Også selvom vi ikke kunne se dem. Og i morgen er min store datter med på mine toogfyrre kilometer rundt Berlin. Berlin Marathon 2019. Også selvom hun er i Danmark imens jeg er lige her. Og jeg håber, at jeg snart skal se hende. Så vil jeg fortælle hende om den oplevelse, hvis hun har lyst til at høre om det.


Skriv et svar