Stjerner på himlen, kap. 1

Aalborg, d. 23. September 2019

Jeg ligger og venter på at vækkeuret ringer. Jeg er vågnet tidligt. Det sker ofte, når jeg ved, at jeg skal tidligt op. Det skal jeg idag. Jeg skal møde på mit arbejde klokken halv syv. Det synes jeg er tidligt. Jeg ligger og forsøger at udnytte de sidste minutter i sengen bedst. Jeg ligger mig på siden og ligger mig ind til min lille datters mor Jeg tager min arm om hende og igennem dynen kan jeg mærke, hvordan maven efterhånden buler ud på hende. Der er otte og halvfems dage til hendes termin. Der er otteoghalvfems dage til, at jeg skal møde og se min lille datter.

Imens jeg ligger her i mørket, kommer jeg helt uvilkårligt til at tænke på min store datter. De hænger næsten altid sammen i tankerne. Min store datter og min lille datter. Kærligheden og savnet til min store datter og forventningen og den udefinerbare form for kærlighed, som man kan føle til et ufødt barn og som fylder mig, når jeg tænker på min lille datter. Jeg tænker på den begge to. 

Stilheden flåes itu af lyden fra alarmen på min mobiltelefon. Jeg slukker den hurtigt og tænker, at hun sikkert sikkert ikke nåede at vågne, selvom jeg godt ved at det ikke er rigtigt. Jeg står op. Jeg tager tøj på. Jeg laver mad klar til min dag. Jeg pakker tingene ned i min taske på deres korrekte pladser. Jeg tager jakke på. Jeg tager sko på. Jeg går ned af trappen og ud i mørket i Vestbyen.

Det blæser. Jeg får helt instinktivt lyst til at vende om og gå op i lejligheden igen. Det her gider jeg sgu ikke. Nogle blade bliver blæst rundt mellem husmurene i vores indkørsel. Jeg går over vejen og låser min bil op. Jeg sætter mig ind. Starter varmen i bilen. Jeg finder en podcast, som jeg gerne vil høre. Det er min favorit-podcast. Den hører jeg altid, når jeg kører bil. Men jeg mister alligevel lysten til at høre den i dag. Jeg finder det rigtige musik på min telefon. Det er det, som jeg har lyst til at høre. Niels. Anders. Asger. Jacob. Louie. Minds. 

Jeg hører deres live-album fra Roskilde Festival. Jeg kan godt lide at høre det album. Det får mig til at tænke på den aften, hvor jeg selv hørte dem for nogle uger siden. Imens lyder breder sig i bilen, når jeg at tænke, at jeg har et sjovt forhold til musik. Jeg er dårlig til at høre ny musik. Jeg er dårlig til at opdage det. Jeg hører det kendte. Det velkendte. Det trygge. Måske ikke ulig, som jeg ellers kan leve mit liv nogle gange. Jeg er ikke en firstmover med musik. Måske er jeg en lastmover?

Sådan er det lidt med Minds. Jeg begyndte først at høre dem, da de var så store, at jeg ikke kunne undgå dem. Så opdagede jeg dem. Det føles som om at opdage Amerika i 2019. Men nu hører jeg dem og jeg hører dem meget. Sådan bruger jeg musikken. Jeg hører de samme numre igen og igen. Mange gange. Hundredevis af gange. Lige indtil jeg ikke hører dem mere. Men lige nu hører jeg dem igen og igen. Forsøger at fange de små ting, der ligger gemt og ikke er synlige første gang.

Det hele ligger i detaljen. Ligesom med en smuk kvinde. Det synes jeg. Det er der, at guldet er gemt. I detaljerne. Nuancerne. Jeg tænker, at jeg nok har langt større erfaring med musikken end med kvinder. Det ved jeg. En sen debut og hvad der føles som forsvindende lidt erfaring, giver nok ikke helt samme grundlag at snakke om det ud fra, som det gør med musikken. Og musikken var jo et godt sted at søge hen, når man som jeg var tynget af en generthed, der aldrig rigtigt virkede appellerende på pigerne. Det var nemmere at forholde sig til detaljerne i Dylan’s måde at frasere sig igennem “Desolation Row” på og komme tæt på et end hvordan jeg kunne mærke blonderne på en piges BH-strop igennem hendes silke-skjorte, når vi dansede og min hånd havde fat om hendes ryg. Den føltes også godt, men jeg kom aldrig rigtig videre end det. Det stoppede ligesom der. Dylan kunne jeg jo høre igen og igen.

Jeg kører ud af den nye vej, der starter i Gug og slutter ved det nye sygehus. Der er helt mørkt. Ingen modkørende biler og kun forlygterne, der lyser vejen op. Jeg kommer igen i tanke om den drøm, som jeg vågnede op til erindringen af. Jeg sætter et nummer på, der passer til situationen. Det velkendte riff starter. En c-dur. En helt ren guitarlyd med den helt perfekte lyd og delay. Jeg ville ønske, at jeg kunne spille det selv på min guitar. Eller mit klaver. Det kan jeg ikke og det er også OK. Der er helt mørkt. Kun lyden fra musikken bryder mørkets stilhed. De første strofer. Det tager kun nogle få minutter at køre fra den ene ende af vejen til den anden. Men i de få minutter er det næsten som om at bilen kører sig selv. Det bygges op gennem musikken og det trommebreak, som jeg bliver blød i knæene over, sparker det endeligt igang. Det er fandme godt.

Jeg ved, at jeg om lidt står på parkeringspladsen foran skolen og igen skal ud i kulden. Og det er helt OK. Men lige nu rammes jeg af en lyst til bare at køre afsted i mørket. Ingen lys. Kun stjerner på himlen. Bare køre afsted i stilhed. Med musikken, som det soundtrack, der bestemmer hvornår eller om, der overhovedet skal blive lyst. To mennesker. Ingen ord. Måske en let berøring af en hånd. Ja, det kunne fandme være godt.

Sådan er det også, når vi løber. Der behøver ikke være nogle ord. Følelsen af at løbe afsted med en person ved siden af, der løber der fordi det betyder noget. Musikken er væk. Den er erstattet af den synkrone lyd af vores sko, der simultant rammer jorden. Et fælles åndedræt. Den stilhed, der kan være mellem to mennesker, behøver ikke at være akavet eller at blive forstyrret med unødig eller ligegyldige ord, fordi stilheden bliver uudholdelig. 

Sådan starter min uge altså. En bevægelse gennem et mørkt Aalborg. Den slutter på de brede boulevarder i Berlin på søndag og lige nu, hvor jeg skriver disse ord, føles ugen mest af alt som ventetid. Jeg glæder mig til at komme til den tyske hovedstad. På søndag løber jeg mit ellevte marathonløb. Der venter kun nogle lette ture imellem dette øjeblik og til på søndag, hvor løbet skydes igang klokken kvart over ni. Jeg kender rutinerne. De er velkendte og trygge. Jeg ved, hvordan det hele fungerer. Det er kendt. Til gengæld venter der toogfyrre kilometer, der er ukendte. Jeg ved, hvordan det har føltes i kroppen og i hovedet de ti andre gange jeg har løbet marathon. Men jeg ved ikke hvad der venter mig på søndag. Det er en del af gamet, synes jeg. Sådan må det være. 

Jeg går ud af bilen og går hen over parkeringspladsen. Jeg skutter mig og lyner min jakke helt op for at beskytte mig mod efterårets ubarmhjertige kulde. Lidt nede af vejen, går en dame, der lufter sin hund. Hun har en lygte på. Hun lyser op. Jeg ser hende og så ser jeg hende ikke længere. Nu er jeg i mørket igen og musikken er her ikke længere. Den er ikke væk. Den er bare stille for en stund. Det er en del af musikken. Uden pauserne ville musikken bare være støj. Det blev en god start på en mørk morgen. Ikke mørk i mit sind, men mørk fordi jeg bor i et dronningerige langt nord, hvor solen har svært ved at få magt på denne årstid.

Jeg tænker igen på hende. Min lille datter. Om otte og halvfems dage skal jeg se hende. Rigtigt. Ægte. Så tænker jeg på min store datter. Jeg forestiller mig, at hun sikkert er ved at gøre sig klar til en dag på hendes røde gymnasie. Savnet er stort og skærende. Sådan må det være lige nu. Det må udholdes. Det handler ikke om egoistiske dagsordener, Det handler om at leve med en afstand for at gøre nærhed muligt igen. Nogle dage kan jeg ikke tænke for meget på hende. Min store datter. Så føler jeg at mit hjerte er ved at eksplodere af savn. Andre dage kan jeg svæve væk i gode minder og oplevelser. Jeg står med en fod plantet på begge sider. Savnet til min store datter og forventningen om min lille datter og kærligheden til dem begge to.


Skriv et svar