Lidt om Berlin Marathon 2018

“Vi står midt på den store boulevard i Berlin. Vi står ikke stille for at nyde udsigten eller tage øjeblikket ind. Vi står stille fordi at al bevægelse er en umulighed i netop dette sekund. Jeg tager fat om Daniellas arm, da hendes ben er ved at forsvinde en smule under hende. En kvindelig løbsofficial kommer hen til os med et bekymret udtryk. “It’s okay”, siger jeg til hende. “She’s fine!”. Hun er OK.  Vi står lige der. Helt stille i en strøm af løbere, der bevæger sig forbi os på alle sider. Så begynder tilskuerne at heppe på hende. Tilråb på tysk og engelsk stiger i styrke. “Kom nu”, siger jeg til hende. “Hør lige – de råber dit navn!”. “Nu skal vi i mål og om lidt er det hele overstået”. Hun græder, men hun får ro på sin vejrtrækning. Vi sætter igen i bevægelse. Vi løber. Jeg må tage hende i hånden og hun holder hårdt fast i den. Vi løber ad Unter den Linden. Larmen fra tilskuerne er øredøvende. Det ene ben foran det andet. Jeg forsøger at tage dette øjeblik ind. De sidste 500 meter af Berlin Marathon. Den store byport rejser sig foran os. Vi løber igennem Brandenburger Tor. Jeg kigger op. Jeg ved, at jeg aldrig helt vil kunne holde fast i dette øjeblik i min hukommelse og genkalde det på samme måde, som jeg oplever det, men lige nu vil jeg bare være åben for alle indtryk. Vi løber igennem og længere fremme kan vi se målportalen. Hundrede meter tilbage. “Du gør det!”, siger jeg. “Om lidt er det hele overstået”. Hun bider tænderne sammen. Halvtreds meter tilbage. Jeg slipper hendes hånd og giver hende et forsigtigt skub frem. Hun skal løbe først i mål. Hun vælter ind over målstregen. Jeg stopper mit ur og må i samme sekund tage om hende, så hun ikke vælter. Det er overstået”

Berlin er mørk, da vi forlader motorvejen og bevæger os ind i den tyske hovedstad fredag aften. Jeg sidder i bilen og spekulerer på, om jeg nogensinde har oplevet byen på denne måde. Jeg er ikke sikker. Byen virker stille. En time senere sidder vi og spiser sen aftensmad på en italiensk restaurant og opdager at byen koger og syder under overfladen. Overalt er der løbere fra hele verden, der i netop denne weekend er samlet i Berlin med det samme formål. Vi skal alle sammen løbe toogfyrre kilometer. Vi skal løbe Berlin Marathon.

Lørdag morgen vågner vi tidligt. Vi tager løbesko på og løber mod centrum af byen. Vi opdager, at det er en anden by end den vi forlod for et par måneder siden efter vores sommerferie hernede. Dengang stod solen højt på himlen. Varmen var trykkende og insisterende. Den klæbede til en og fik svedperlerne til at løbe ned i uforudigelige mønstre af ens arme og pande. Det hele stod stille. Nu bliver vi mødt af en kølig morgenluft, der bider en smule på de bare ben. Solen står lavt og kaster lyset sidelæns gennem gaderne og de første blade er faldet af træerne i Tiergarten. Vi løber og snakker. Overalt er der andre løbere fra Tyskland. Danmark. Mexico. Italien. Spanien. Japan. Hele verden. Vi stopper ved Brandenburger Tor. Overalt er der reklamer for Berlin Marathon. Her står der også løbere fra hele verden. Det er en by, der først er ved at vågne, men stemningen er allerede elektrisk og forventningsfuld. Jeg rammes instinktivt af en følelse af, at jeg er en del af noget, der er større end jeg har oplevet før til et marathon.

Resten af dagen går med de ting, som dagen inden et marathon altid går med. Startnummeret hentes i de store hangarer i Tempelhof. Vi går forbi Nike Store på Tauntzienstraße. Overalt er der mennesker. Det er som om at hele verden skal løbe Berlin Marathon. Vi tager toget ud til Olympiastadion og står og kigger på de olympiske ringe ved indgangen inden vi tager toget tilbage til hotellet. Jeg har en mærkelig følelse i kroppen. En følelse af, at der mangler noget. Jeg kan ikke ramme det rigtige spændingsniveau. Jeg er enten for spændt eller ikke spændt nok. Jeg er enten for nervøs eller ikke nervøs nok. Jeg ved det ikke. Nu vil jeg hjem til hotellet og ligge på sengen og slappe af sammen med Lea. Nu skal der ikke være mennesker overalt. Nu skal det kun være Lea og jeg.

På hotellet er jeg rastløs. Inden et marathon, når jeg altid til et punkt, hvor ventetiden bliver uudholdelig. Jeg vil bare igang. Jeg vil løbe. Ikke vente. Jeg begynder at finde mit tøj til løbet frem og ligger det i små bunker på bordet på hotelværelset. Når jeg skal løbe et marathonløb, er det vigtigt at jeg har det rigtige tøj på. Der er ikke mange variationer i det, men det skal alligevel være det rigtige tøj. Trøjen skal være en singlet. Den er let og luftig og den føles god at have på. Det ser godt ud. Det er også vigtigt. Det skal se godt ud. Sådan har jeg det. Det skal være tjekket. Lirens, som det hedder i cykelverdenen. Det handler ikke kun om at have det rigtige tøj på, men også at være ydmyg omkring det man laver og ellers bare holde sin kæft. Derfor er mit tøj til marathon altid i neutrale farver. Sort. Hvid. Grå. Til Berlin Marathon er singletten grå. Jeg er ikke interesseret i alt muligt hysterisk og farvestrålende tøj eller sko. Det skal bare være enkelt. Benene skal tale. Ikke tøjet. Dernæst løber jeg altid i splitsshorts til et løb. Jeg løber altid i splitsshorts til et løb. Det er shorts, der har en slidse i siden og så er de korte. De er meget korte. Det skal de være. Splitsshorts skal være meget korte. Tights er til træning. Korte shorts er til løb. Så mener man det alvorligt. Jeg mener det alvorligt. Strømperne er hvide og lange. Pandebåndet er sort ligesom mine shorts. Jeg sætter chippen til tidtagningen fast på min grå Nike Vaporfly. De er lette og de er gode at løbe hurtigt i. De ser godt ud og løb er for sjovt til at løbe i kedelige eller grimme løbesko. Til sidst sætter jeg sirligt mit startnummer fast på singletten med fire sikkerhedsnåle. En sikkerhedsnål i hvert hjørne. Det er altid det sidste jeg gør. Det skal sidde lige. Det gør det nu. Så er jeg færdig. Jeg er klar. Jeg er klar til Berlin Marathon 2018.

Søndag morgen bliver jeg vækket af alarmen på min telefon. Jeg slukker den hurtigt og lister ud på toilettet. Så tager jeg tøj på og går ned for at spise morgenmad sammen med Lea. Morgenmaden er altid den samme og det er enkelt. En portion yoghurt med havregryn og musli. To boller med honning. En skive toast-brød med syltetøj. Måske to skiver. Men altid en. Jeg drikker et glas juice og en masse vand. På hotelværelset tager jeg tøjet, som jeg lagde frem dagen forinden, på og pludselig går vi i den tyske morgenluft og snakker. Jeg har afklaret. Jeg har prøvet det før. Jeg ved, hvad det handler om. Jeg ved, hvad der skal ske. Det giver en naturlig ro, der altid først kan komme i sidste øjeblik. Et sidste sekunds klarsyn, der fejer al tvivl og usikkerhed til side.

Da jeg meldte mig til Berlin Marathon sidste efterår, vidste jeg allerede, at det ville blive et løb, der ikke ville handle om mig. Jeg skal ikke løbe mit eget løb, men har i stedet stillet mine ben og min evne til at løbe stabilt og holde et jævnt tempo til rådighed for Daniella, der drømmer store drømme. Jeg vil gerne tage denne rolle alvorligt. Ikke for at overdrive min egen betydning, men fordi at jo mere fokuseret jeg er og jo større overskud jeg kan løbe med, desto mere usynlig bliver jeg. Og det skal jeg være. Usynlig. Stille. Fokuseret. Slidstærk. Løb fem kilometer på treogtyve minutter. Tryk på uret. Gentag det igen. Og igen. Og igen. Et blik bagud for at sikre mig at der er kontakt imellem os. Sådan skal vi løbe i tre timer og femten minutter. Det lyder enkelt. Det er enkelt og alligevel helvedes kompliceret. Derfor har jeg trænet stenhårdt de sidste måneder og hver kilometer, som jeg har tilbagelagt har været med det formål, at kunne mønstre så megen overskud som muligt på netop denne dag og gøre netop dette marathonløb, som nemt som muligt at løbe for mig, fordi jeg skal løbe med en, der skal løbe sit sværeste marathonløb nogensinde. Så skal jeg have overskud. Anderledes kan det ikke være.

Jeg synes, at det er en utrolig meningsfuld opgave at løbe pace for en anden løber. Det er en betydningsfuld oplevelse at være med til at hjælpe en anden person til at indfri og udleve sine drømme. Det er ikke så tit jeg gør. Det handler egentlig om, at jeg synes det er en opgave, som skal tages alvorligt og seriøst. Jeg siger ja i de tilfælde, hvor jeg har en følelse af, at det vil være betydningsfuldt for både jeg og den anden. Det skal betyde noget. Der skal være noget på spil. Hvis man skal pace en anden til et løb, synes jeg at man skal tage det alvorligt. Det betyder at jeg reflekterer over min egen rolle i en sådan situation. Det synes jeg er vigtigt. Det er ikke noget, som jeg bare skal tilbyde uden overvejelse eller omtanke i sidste sekund. Jeg skal overveje en række ting. Er det realistisk for mig at gennemføre opgaven? Hvis jeg kun lige akkurat kunne slæbe mig igennem samme distance på samme tid, som der er målet, sidst jeg havde et nummer på brystet, skal jeg nok bare droppe tanken og begynde at træne lidt mere. Er jeg i stand til at tilbyde noget positivt til den anden løber? Det handler om at kunne tilsidesætte ens egne forestillinger om, hvordan et løb skal løbes og tilbyde sig uden forbehold. Det handler om at kunne have overskud. Ikke bare at kunne løbe distancen på den givne tid, men at kunne løbe distancen på den givne tid med lethed. Ellers så glem det! Det handler om at kunne indgå i den ramme, som den anden har brug for at have for løbet. Hvis der er brug for at jeg holder kæft, så holder jeg kæft. Længere er den ikke. Det handler ikke om mig. Jeg er et redskab. En rekvisit, som kan bidrage en lille smule til at skabe de optimale vilkår for at en anden person lykkes. Sådan er det denne søndag til Berlin Marathon.

Daniella og jeg har på forhånd aftalt en lang række af de ting, som er vigtige elementer i at løbe et perfekt Berlin Marathon. Vi har aftalt, hvordan vi agerer ved depoterne. Hvilken side af vejen stopper vi ved? Hvad gør vi, hvis vi bliver væk fra hinanden? Hvordan placerer vi os, når der kommer modvind? Hvordan løber vi os op igennem feltet af andre løbere. Hvordan løber vi de små stigninger, der måtte komme? Hvilke fagter bruger jeg for at dirigere Daniella undervejs? Hvilke meldinger har jeg brug for at Daniella giver mig undervejs? Det kan lyde som små detaljer uden den store betydning, men til sammen udgør de en stor del af at kunne løbe hurtigt og effektivt sammen på et marathonløb. Jeg har brug for at have styr på disse omstændigheder inden løbet og jeg har brug for at signalere til den anden, at det er vigtigt for mig, at vi sammen har styr på det og kan undgå misforståelser. Et uheldigt kiks i et depot undervejs kan få stor betydning. Derfor skal enhver usikkerhed minimeres. Jeg har kun en regel, når jeg løber med andre. Lad være med at kigge på dit ur undervejs. Du løber. Jeg styrer resten.

Solens stråler reflekteres i guldstatuen på Siegessaüle, da vi løber forbi den. Berlin Marathon er igang. Vi har løbet en kilometer. Nu er vi igang. Jeg forestiller mig altid at det er skræmmende at kaste sig ud i det. Alligevel fylder det mig altid med en ro. Nu skal jeg ikke vente mere. Nu skal jeg bare løbe. Jeg kigger på mit ur, da vi har løbet den første kilometer og igen, da vi har løbet to kilometer. Tempoet passer perfekt. Nu handler det om at lagre følelsen og fornemmelsen af at løbe i dette tempo i min hukommelse, så jeg ikke skal kigge på mit ur hele tiden, men instinktivt holder tempoet uden at tænke over det. Stille, men sikkert og uden pludselige ryk løber vi os op igennem feltet af løbere. Vi løber tæt og det handler om at være tålmodig. Et marathonløb besejres ikke på de første to kilometer, men alt kan til gengæld tabes her.

Den første halvdel af løbet går lige efter bogen. Vi løber let og ubesværet. Da vi har løbet otte kilometer står Lea med falg og råber til os. Det fylder mig med en kæmpe glæde at se hende stå lige der. De første splittider er perfekte og vi rammer den først halvmarathon, som vi skal. Indtil nu har vi små-snakket nogle gange og har begge haft overskud. Det ændrer sig lige om lidt. Imens den smukke efterårssol lyser denne søndag op på smukkeste vis, bliver smil så småt afløst af sammenbidte ansigtsudtryk og stille men sikkert dæmpes lyden at stemmerne omkring os så der kun hører lyden af et hav af løbesko, der rammer asfalten under os.

Det sker også for Daniella. Det er muligt at bestemme det præcise øjeblik, hvor det sker. Det er mere en følelse af, at hun forsvinder i sin egen verden af fokus og koncentration. Jeg kigger på uret. Jeg drejer hovedet og kigger efter Daniella. Indtil nu har hun løbet ved siden af mig. Nu ligger hun sig ned bag mig. Sådan løber vi nogle kilometer. Jeg løber forrest. Hun løber bagved. Jeg kigger på uret. Jeg kigger bagud. Så kigger jeg på uret igen. Jeg kigger bagud. Vi siger ingenting. Vi arbejder. Vi løber. Vi har løbet i mere end to timer. Alligevel er det først nu, at Berlin Marathon starter.

Det er en fin balance imellem at holde fokus på det overordnede mål og samtidig forholde sig løbende til den person, der løber lige ved siden af. Hvornår skal der bakkes umærkeligt af, så Daniella kan lukke hullet op til mig? Hvornår er der behov for nogle bestemte ord for at holde fokus? Det er som at balancere på en line, hvor det hele tiden handler om at kunne glemme og tilsidesætte ens egne forventninger og forestillinger og konstant være i stand til at justere sig i forhold det til, der er lige foran en. Sådan bliver det de sidste 12 kilometer. Det bliver en konstant afvejning af, hvordan jeg skal reagere for at få Daniella med i mål på den hurtigst mulige tid til Berlin Marathon.

Hver gang jeg drejer hovedet og fanger Daniellas blik, fortæller det mig om en kamp, der kæmpes skånselsløst og med tusindvis af tilskuere, der følger hvert et skridt og kan se hver en trækning i ansigtet af smerte. Det er brutalt. Alt bliver udstillet. Jeg ved, at hvert skridt er en kamp for hende. Musklerne smerter og hver en fiber skriger på at sætte tempoet ned. Stoppe op. Slutte det hele. Kroppen er stille, men sikkert ved at lukke ned på grund af væskemangel og tomme sukkerdepoter. Det er svært at beskrive,  hvis ikke man har oplevet det. Det ser voldsomt ud og det logiske spørgsmål ville måske være, hvorfor vi fortsætter. Hvorfor fortsætter vi? Hvorfor løber vi videre? Det gør vi fordi at dette er en del af at løbe et marathonløb. Vi løber marathon for at finde grænse. Ramme den. Flytte den. Vi løber, fordi at når du har turdet at bevæge dig ud på den anden side og stirre ned i afgrunden og oplevet at komme tilbage igen, vil noget i dig for altid være forandret. Det handler om langt mere end at løbe toogfyrre kilometer på en bestemt tid.

Otte kilometer tilbage. Jeg kender resten af ruten i hovedet. Vi stopper ved et depot. “Stille og roligt”, siger jeg. “Tag dig tid til at få drukket noget vand”. Så sætter vi i bevægelse igen. “Du løber så godt”, fortæller jeg hende. “Du er så stærk en løber!”. De få sekunder, som det tager at tømme det gennemsigtige plastickrus med vand, bliver afløst af den barske virkelighed igen, da vi sætter i løb. Jeg kan se, at hun lider og at det gør helvedes ondt. Jeg kan ikke fjerne den smerte og jeg kan ikke kæmpe hendes kamp. Jeg kan kun forsøge at ofre alle mine kræfter på bare at fylde hende med en lille smule tro.

Fem kilometer tilbage. “Kom så!”, råber jeg. “Luk hullet. Op på siden af mig”. Det er overlevelse nu. Det kan lyde voldsomt, men der er noget smukt over denne  kamp. Den er helt ren og enkel. Hvor meget kan du presse dig selv? Hvor meget smerte kan du udholde? Så enkelt er det! Enten forstår man kampen eller også ryster man på hovedet. Men man skal have respekt for det! Man skal fandme respektere kampen! Det er et glemt ur-instinkt, der tager over og hvor man kæmper for sit liv. Jeg råber hele tiden til hende. Jeg vil have Daniella op på siden af mig. Jeg skal kunne snakke med hende. Kommunikere med hende. Hun kæmper for at lukke hullet. Jeg slækker umærkeligt på tempoet, så det bliver muligt for hende. “Nu gør vi det her færdigt”, siger jeg. “Du løber et fantastisk løb!”, fortæller jeg hende. “Du gennemfører Berlin Marathon”. Hun kigger tomt på mig og stirrer igen tomt på vejen foran os.

Tre kilometer tilbage. Vi er på Potsdamer Platz. Jeg tager hende i hånden. Hun klemmer den hårdt. “Du gør det!”. “Du gør det fandme!”. Jeg snakker hende frem imens vi løber imellem de store højhuse med skinnende glasfacader. De står der bare, som om de er en del af en anden virkelighed. De er ikke en del af vores virkelig. Vi lever i en verden af enkle ting lige nu. Smerte. Udmattelse. En krop, der er langt forbi dets fysiske grænse. “Vi gør det nu”. “Du løber dit bedste marathonløb nogensinde!”. “Du er så god”. “Bare lige det sidste – om lidt er det hele overstået”. Hun bider tænderne sammen. “Nu slipper jeg din hånd”, siger jeg til hende og vi løber videre.

To kilometer tilbage. Hun falder sammen i den ene side og er ved at miste balancen. Jeg tager fat om hende. “Jeg kan ikke mere”, græder hun. “Jeg kan ikke få vejret”. Hun hyperventilerer. “Kig på mig”, siger jeg. “Vi er næsten i mål – kom så!”. Vi står i nogle sekunder, der føles uendeligt lange imens vi trækker vejret samtidig og hun får ro på vejrtrækningen igen. Jeg tager hende i hånden. Vi løber videre

En kilometer tilbage. Vi stopper igen. Hun græder. Jeg kan se, at hun er bange. Jeg ved, hvorfor hun er bange. “Nu løber vi”, siger jeg hårdt. “Nu skal vi mål!”. “Træk vejret roligt – der sker ikke noget”. Den kvindelige official kigger bekymret på os, men jeg signalerer at jeg har hånd om hende. Tilskuere larmer omkring os. Vi står midt i det hele. Om lidt er vi i mål. Om lidt har vi gennemført Berlin Marathon.

Jeg slipper ikke hendes hånd de sidste meter. Vi løber afsted. Unter den Linden. Forude er Brandenburger Tor. Alt flyder sammen nu omkring os. Løbere. Tilskuere. Larm. Stilhed. Vi er låst sammen af vores hænder. Hun kæmper. Hun fighter. Hun slider sig frem og hvert skridt kræver mere viljestyrke end man på nogen som helst måde kan forestille sig. Til sidst slipper jeg hendes hånd og hun løber over stregen. Det er overstået. Vi har løbet og gennemføre Berlin Marathon.

I sekunderne efter at vi har krydset målstregen bliver Daniella dårlig. Kroppen er tømt og drænet for energi. Det er voldsomt med det er kortvarigt. Den næste time sker i små ryk. Vi bevæger os igennem målområdet. En medalje om halsen. En flaske med vand. Vi køber en masse colaer på hovedbanegården og går stille hjem fra hotellet. Vi snakker lidt og alligevel er der ingen af os, der rigtigt siger noget.

Nu er der gået nogle dage siden at Lea og jeg sagde farvel til Daniella midt i Berlin, da hun skulle med bussen tilbage til Danmark. Jeg sidder og spekulerer på om at jeg husker løbet rigtigt. Kan jeg huske det og genkalde det på den rigtige måde og kan jeg beskrive tingene i det rigtige lys?  Jeg har intet andet end min hukommelse at forlade mig på. Jeg har forsøgt at fortælle historien om Berlin Marathon.

Til slut vil jeg sige tillykke til dig Daniella. Sidste efterår snakkede vi om, at vi skulle løbe et marathon sammen. Det blev Berlin Marathon. Det skulle være dit hurtigste marathon nogensinde. Dit bedste marathon! Du gjorde det! Du kæmpede så ufattelig bravt og smukt. Et marathonløb handler ikke kun om den tid, der står på diplomet efter løbet. Det handler om at kunne give alt hvad man har i sig. Det handler om at have modet til at bevæge sig ud til grænsen. Forbi grænsen. Flytte grænsen. At tude kæmpe kampen og turde at se smerten og lidelsen i øjnene. Alt det gjorde du. I søndags leverede du den perfekte præstation til Berlin Marathon. Ordet “perfekt” er jo både en temmelig relativ og uopnåelig størrelse. I min verden var præstationen perfekt. Den var perfekt ud fra du præmisser, som du gik ind til opgaven med. Jeg er imponeret over dit mod. Det er berigende at få lov til at følge med på denne rejse og du skal vide, at din styrke inspirerer mig og så uendeligt mange andre. Vi tror på dig. Jeg tror på dig. Også i de øjeblikke, hvor du synes det er svært at tro på dig selv. De øjeblikke er flygtige. De forsvinder igen. Det, der står tilbage er et mod, som jeg ikke helt forstår eller begriber omfanget af. Det er OK. Det behøver jeg heller ikke. Tillykke med dit løb. Jeg er stolt af dig, selvom det måske egentlig slet ikke er min opgave at være stolt af dig. Jeg er ikke stolt af, at du gennemførte et marathon-løb. Jeg er stolt af, at du løb dit hurtigste marathon-løb nogensinde og turde gå til grænsen selvom det skræmte dig af helvede til! Tillykke Daniella!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *