Lidt om at blive helt ægte glad

“En søndag i Hamburg står jeg i målområdet og venter på hende. Jeg spejder ud over strømmen af løbere, der med trætte og fjerne blikke får en medalje hængt om halsen af de flinkere hjælpere, der siger “gratulieren” inden de hænger den næste medalje om halsen på den næste løber. Jeg forsøger at skille mængden af med mine øjne og finde den blå singlet fra Sparta blandt disse hundredevis af maraton-løbere. Jeg får først øje på Jacobs sorte kastet, der kækt sidder omvendt. Så får jeg øje på hende ved siden af. Jeg bliver glad over at se dem. De får øje på mig og jeg strækker måske mine arme i vejret. Jeg kan ikke helt huske det. Det er heller ikke så vigtigt. Jeg giver Jacob et kram og siger “stærkt løbet”. Så giver jeg Laura et kram og siger præcis det, som jeg har har vidst i månedsvis: “Du gjorde det! – Jeg vidste du kunne gøre det!”. Idag har jeg været så heldig at Laura har haft lyst til at fortælle hendes historie om Hamburg Maraton 2018 her på min blog. Derfor vil jeg nu give ordet til Laura – rigtig god fornøjelse!”

Mit navn er Laura Kjær, og jeg løber. Engang løb jeg i Birkelse, så i Aalborg. Derefter løb jeg en smule rundt i Australien ½ år, og nu kan du risikere at løbe ind i mig i København. Jeg kan godt lide at skrive om min træningsfilosofi, og hvordan jeg oplever verden løbende. Men jeg kan også godt lide, at læse om andre der kan inspirere og motivere, så jeg kan udvikle mig

Det her er dit why. Nu ved du, hvorfor du løber”

Sådan sagde Jacob, da jeg efter 42,195 km gennem Hamburgs gader, krydser målstregen med tårer trillende ned ad kinderne. Men er det fordi jeg er glad eller fordi jeg er skuffet? På mit ur står der 3:11:24, og således har jeg netop løbet mit hidtil hurtigste maraton. Min plan var 3:10, og det giver jo 1 minut og 24 sekunder for meget. Mit mål med det, som I nu skal læse er at fortælle Jer, hvordan jeg oplevede de 42,195 km til Hamburg Maraton 2018, og hvad jeg har lært af det.

Jeg skal tro

I grunden starter min vej frem til dette maraton nogle måneder forinden, da jeg krydser målstregen til H.C. Andersen Maraton i Odense. Derfra begynder jeg at stå for min egen træning. Men det er i januar 2018, at jeg starter den deciderede ”maratontræning”. Min filosofi har kort sagt gået på, at så længe jeg selv tror på den træning, jeg render og laver, så gør jeg mit bedste til hvert pas, og således udvikler jeg mig. Det koncept har været gennemgående, og det bliver også dét, jeg vender tilbage til under løbet i Hamburg den 29. april, hvor jeg efter 1 time og 35 minutter rammer skiltet med 21 kilometer.

Alt har en betydning

Torsdag drager Jacob og jeg mod Hamburg. Vores mission var at se, hvor meget løbegrej der kunne stadses sammen i en UP (det skulle man da i hvert fald tro). Som du nok selv kender, så begynder nervøsiteten at indfinde sig allerede disse tre dage inden ”den store dag”. Det skete også for mig, og derfor pakkede jeg alverdens sager – madpakken det vigtigste (selvfølgelig). Da vi ankommer til vores hotel i Hamborg bliver det ret hurtigt klart, at vi er landet midt i Hamburgs udgave af Istedgade. Nå, men hotellet var fint, vi boede tæt på en Lidl, og alt det der essentielle ved en storbytur for at man har det godt. Nu tænker du nok, at jeg bare sidder og kører om den varme grød – mit maraton – og ja, det gør jeg også, men først skal jeg lige udnytte min taletid på Aalborgs famøse maratonblog!

Jeg finder motivationen i..

For at være helt ærlig, så forsøger jeg ikke at tale udenom mit løb i Hamburg. Men jeg har svært ved at sætte ord på den oplevelse jeg havde, hvorfor den betød UENDELIGT meget for mig og hvordan dette løb blot var været en del af et større puslespil af en rejse, som jeg det seneste år har været på siden Copenhagen Maraton 2017. Den dag, hvor jeg stoppede op og så mig selv som løber på en anden måde. En ny måde, som jeg aldrig havde udforsket før, og en måde som jeg vidste, at jeg var nødt til at udforske, og gøre mig klogere på. For hvem var jeg som løber? Hvad definerede mig som løber? Jeg skulle finde det, der motiverer mig. Motivation er så individuelt, at den eneste måde at finde ud af det på er ved at udforske den selv. Så den rejse startede jeg på sommeren 2017. Det blev til en masse kilometer på landevejen både med to hjul under og med løbesko på. Jeg trænede det, der gjorde mig glad. Jeg ved ikke meget om løb rent fagligt og ej heller om andet sundhedsrelateret og jeg bliver som alle andre påvirket af det, som jeg læser på Google og hører gennem de sociale medier. Jeg kunne se, hvordan seje løbere fra en side af havde kilometertal på 100+ her evig eneste uge. Det påvirkede mig, og jeg begyndte at tvivle på den rejse, jeg var ude på. Men fakta var jo bare, at jeg HAVDE prøvet at løbe 100+ km hver uge. Det HAVDE jeg. Et helt år GJORDE jeg det. Det var ikke mig. Det var ikke den løber, jeg ville være, fordi jeg ganske enkelt ikke havde mig selv med på rejsen rent mentalt. Jeg fandt jo netop ud af, at hvis ikke jeg ser mig selv som en løber, der kan løbe hurtigt, så er der overhovedet ingen chance for, at jeg på konkurrencedagen gør det.

Processen

Fra januar til april havde jeg tre udfordringer for Løberen Laura:

1) Løb så mange konkurrencer som muligt

2) Inddrag alternative træningsformer som svømning, spinning og stabilitetstræning

3) Løb mest omkring maratontempo og mindst hurtigere end det

Punkt 1 blev hurtigt klaret, da jeg som Sparta medlem får startnummer til alle fire maratontests. Førhen har jeg aldrig haft mange kontinuerlige kilometer i maratontempo, og da min svaghed under maraton har været min tro på mig selv, blev denne udfordring essentiel for, at jeg den 29. april efter 21 kilometer glemmer alt om uret, og løber resten af løbet uden at se på det en eneste gang.

Punkt 2 bidrog til, at jeg efterhånden er begyndt at kunne slappe af i mit marathontempo, fordi mine små muskler bliver trænet til at stramme op, når jeg nærmer mit maratontempo på 4:30 min/km. Det virker måske selvmodsigende, men jeg har lovet Thomas ikke at kede jer, så I får en lang historie – kort.

Punkt 3 linker meget til punkt 1, og det skulle bidrage til at jeg lærte, hvordan det føles at løbe mit maratontempo således, at jeg den 29. april 2018 kunne stole på min følelse og fornemmelse omkring tempo.

Og den dag i Hamburg

Min dag starter som altid tidligt. Nutella er obligatorisk med banan – selvfølgelig. Jeg har den velkendte rumlen i maven der gør, at jeg render mellem vores værelse og toilettet i pendulfart hele morgenen. Kl.9.30 starter jeg uret, og alt rumlen forsvinder. Det her kan jeg. Jeg har gjort det før (udfordring 3 hjælper mig allerede fra start). Jeg konstaterer efter de første 5 kilometer, at planen går som den skal. En anden ting, jeg konstaterer er, at solen skinner godt denne formiddag og det giver mig deja-vu til den dag i foråret 2016 i København, hvor jeg koger over.

Jeg ved, at hvis jeg mærker efter min krops signaler, og hvis jeg er klar tilat æde mig selv, så løber jeg lige præcis det maraton, jeg drømmer om. Fra 21 kilometer bliver det slagplanen. Jeg kan mærke, at mine ben bliver tunge, at jeg ikke sveder, men til gengæld har salt på kroppen og jeg får smidt en masse vand både indenbords og på huden. Det hjælper, og jeg har et våben mod varmen. Det gør mig rolig. Fra 21 kilometer til 26 kilometer løber vi gennem et villakvarter, hvor vejen går stødt opad. Det ved jeg heldigvis ikke inden, men det kan jeg jo godt se herefter. På denne strækning står min gode kammerat, Troels, som oprindeligt er fra RUNAAR, men som havde en afstikker til AaRun, hvor jeg lærte ham at kende. Troels giver mig en peptalk, som jeg vist ikke fik sagt tak for i øjeblikket, men det betød alt, at han stod lige præcis hvor, han gjorde. Tak Troels!

Fra 26 kilometer og resten af vejen, er uret blot på min arm, hvor jeg lapper hver 5. kilometer, men jeg kigger ikke på det en eneste gang. Det gør jeg ikke, fordi det er det, der har slået mig ud ved tidligere løb. Noget af det, som jeg har lært i min tid som træner for mig selv er at mærke min krops signaler og løbe efter det fremfor et pace på uret. Så det gør jeg. Æder kilometer for kilometer med hvinende smerter i mine lægge, og især mine lår, der mærkes til at være på grænsen en fibersprængning. Et øjeblik ønsker jeg det næsten, men forlader hurtigt den tanke. Jeg ligger og trækker skiftevis med en anden løber i hvid singlet, og uden at vi veksler et eneste ord, er vi indforstået med, at resten af vejen har vi en mission, som vi forsøger at løse fælles. Det gør vi. Hold nu op, det er jo fantastisk – at vi løbere kan samles med andre, som vi på ingen måde har en relation til, men hvor missionen bliver vores relation.

Resten af løbet er sløret, og jeg ænser ikke andet end nogle huj og konfettirør, der bliver spredt undervejs. De sidste kilometer har jeg Jacob ved min side. Han er der altid. Han støtter mig i det, jeg går op i, og de mål jeg har. Han giver mig viljen til at tro på mig selv, når jeg tvivler. Han giver mig styrken i de situationer, hvor jeg ikke tror, der er mere tilbage. Det er således lige præcis det, der sker de sidste kilometer den dag i Hamburg. Han får mig til at presse mig ud over, hvad jeg selv havde troet, var muligt. Han gør mig til en bedre version af mig selv.

Vi krydser målstregen. Vi krammer. Vi jubler. JEG JUBLER SATME (højere end publikum lige var med på, men jaja). Jeg har et søgende blik. Hvor står han? Jeg spejder efter den sorte singlet, og det kendetegnende Nike head band. Hvor er det? Vi når medaljeområdet. ”Danke viel” og alt det der. Der ser jeg den sorte singlet. HMRC, står der. Jeg siger ingenting. Thomas ved godt, hvad jeg siger, men jeg siger ingenting. Tårerne triller. Ikke bare triller de – de vælter ud. Jeg siger ingenting. ”Hvad sagde jeg? Jeg sagde, at du kunne. Du gjorde det. Du løb det perfekte løb”. Jeg havde ikke sagt noget, men Thomas vidste præcis, hvordan mit løb var gået. Det strålede ud af mig for de, der kender mig. Thomas kender mig – godt. Især som løber. Der kender Thomas mig bedre end de fleste. Jeg kan ikke forklare, hvilken følelse jeg havde ved at stå der, med min bedste side samt min gode kammerat ved mig. Vi stod der midt i Hamburg. Vi afsluttede en mission, som vi havde kæmpet og arbejde for. Vi gjorde det!

Jeg blev glad

Jeg skal tro, for alt har en betydning. Jeg finder motivation i processen. Og den dag i Hamburg, beviste jeg overfor mig selv, præcis hvorfor jeg løber. Jeg løber, fordi jeg bliver lykkelig. Lykkelig helt indeni på sådan en ægte måde. Ligesom den første sommernats solnedgang ved stranden. Ligesom de familiestunder du husker allerbedst. Sådan har jeg det, når jeg krydser målstregen efter 42,195 kilometer, og hvis løb kan gøre mig ægte glad, så løber jeg lige til den dag, hvor jeg ikke bliver ægte glad længere.

Da jeg efter, 42,195 kilometer gennem Hamburgs gader, krydser målstregen, er det med tårer trillende ned ad kinderne. Men er det fordi jeg er glad eller fordi, jeg er skuffet? På mit ur står der 3:11:24, og således har jeg netop løbet mit hidtil hurtigste maraton. Min plan var 3:10, og det giver jo 1 minut og 24 sekunder for meget. Men hvad gør 1 minut og 24 sekunder i det øjeblik? Det gør intet. Det er tomt. Det er tal, der intet siger om den præstation, jeg netop har leveret, eller den rejse, jeg har forsøgt at dele med jer. Min tid blev 3 timer, 11 minutter og 24 sekunder, og jeg har ALDRIG løbet et maraton så hurtigt. Jeg løb mig selv ud i Hamburg. Jeg pressede min krop til det maksimale og mere til, og det mål var mit ultimative op til løbet. Det vil for altid være mit ultimative mål til et løb, hvad end det er for nogle tal, jeg går efter der skal stå på måltavlen. Derfor blev jeg selvfølgelig glad – mine tårer var ægte glædestårer. Og når jeg sidder her, en god uge senere, er det igen med tårerne trillende ned ad kinderne, for den dag i Hamburg, den 29. april 2018, kan jeg stadig høre lydene fra det øjeblik, stadig mærke min krop skrige efter ilt, og stadig se udtrykket i Jacobs ansigt da vi rammer målstregen, jeg kigger på ham og bliver bekræftet i, at det her er mit why. Derfor løber jeg.

/Laura

(Hvis du har lyst til at læse mere om min træning og mine tanker om at løbe, så klik ind på Tri2Day og læs mere!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *