Lidt om at danse og at løbe

“Jeg kan godt lide tanken om at kunne danse. Jeg er ikke god til at danse. Jeg ville gerne være god til at danse, men jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kan godt finde og lytte til rytmen i musikken. Men jeg kan ikke bevæge min krop på samme rytmiske måde. Jeg er ikke god til at danse, men jeg kan godt lide tanken. Jeg ville gerne være god til at danse. Det skal ikke være dans, som bliver et absurd og karikeret skuespil i et opskruet tempo. Jeg synes at de forskellige standarddanse er kedelige og en smule snobbede og jeg synes at jitterbug og swing-dans er dumt og provinsielt og en smule overfladisk. Jeg kan godt lide tanken om at danse, men der skal være noget på spil. Det skal betyde noget at danse. Det skal ikke bare være en fysisk akt, som man udfører for aktens skyld. Sådan er det også med at løbe. Dansen skal betyde noget. Der skal være noget på spil. Der skal være mulighed for at miste noget og mulighed for at vinde noget. Dansen skal være et symbol på en følelsesmæssig tiltrækning imellem to mennesker. Derfor skal man ikke danse med stor afstand til hinanden og med alle mulige kedelige og ligegyldige kast og piroutter. Man skal danse tæt. Helt tæt. Man skal danse kolé-kolé, som de siger i Caribien. “Klistre-klistre”. Dansen skal være symbolet på forførelsen og nydelsen. Nærmest som et stående samleje. Det skal betyde noget. Det skal betyde noget at danse. Men jeg kan ikke danse. Det kan jeg altså ikke.”

Jeg vil gerne skrive om at have kontrol over sin krop. Jeg vil gerne skrive om at have kontrol over min krop. I nogle henseender kan jeg kontrollere min krop og dens bevægelser og i andre kan jeg ikke omsætte forestillingen i hovedet til den samme bevægelse i kroppen. Sådan er det med løb og sådan er det med at danse. Det kræver kontrol over kroppen at kunne gøre begge dele. Nogle vil måske mene, at alle kan løbe og at alle kan danse. Selvom jeg egentlig er tilbøjelig til at give dem ret, så mener jeg i sidste ende at det er noget pjat, der er afledt af det postfaktuelle samfund, som vi lever i, hvor alle kan alt og alle kan intet og hvor alt kan være kunst, nyheder, facts, dans eller løb og hvor alt kan være intet af dette. Jeg forestiller mig ikke, at de behjertede forsøg jeg gør på at bevæge mig rytmisk til musikken hjemme i mit køkken, når jeg er helt alene eller allerhøjest i selskab med Lea kan betegnes som dans. Sådan ser jeg det ikke. Det kræver kontrol over sin krop at danse. Dans forudsætter at man kan kontrollere sin krops bevægelser. Styre dem med rytmisk præcision. Det kan jeg ikke, selvom jeg godt kan lide at forestille mig eller fantasere om at jeg var i stand til dette.

9000running, Løberen, Gore Running, Aalborg, løbe, marathon

Jeg kunne selvfølgelig vælge at lære det. Jeg kunne søge efter den nærmeste danseskole på Google og melde mig ind. Jeg kunne stå dernede og kigge ned i gulvet den første gang imens jeg fik anvist en dansepartner. Jeg kunne bævre mig igennem de første trin med svedige håndflader og en altoverskyggende angst for at sætte mine fødder forkert. Jeg kunne gøre alt dette. Men det gider jeg ikke. Det, som jeg i virkeligheden godt kan lide ved forestillingen om at danse, er at nøjes med at forestille mig, der danser. Jeg tvivler på at virkeligheden nogensinde ville kunne leve op til de forventninger og forestillinger, som jeg kunne bygge op i hovedet på mig selv. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg vil kunne blive i stand til have så megen kontrol over min krop, at jeg vil kunne danse. Ikke så det ville betyde noget. Derfor bliver det nok bare ved en forestilling om at jeg kan danse.

Det skal betyde noget at danse. Det skal også betyde noget at løbe. Jeg løber ikke for at løbe. Jeg løber fordi det betyder noget for mig at løbe. Modsat dans mener jeg faktisk at alle kan løbe. Det er netop det smukke med løb. At det er så enkelt, at alle er i stand til at udføre det. Alle kan løbe og alle løber. Vi begynder at løbe så snart vi har lært at gå. Vi løber i skolegården. Vi løber på vendepladsen for enden af villavejen. Vi løber på græsset på den lokale fodboldbane. Vi løber på asfalten og på fortovet. Vi løber som børn og som voksne. Vi løber bare. Bevægelsen er så simpel at vi ikke engang skænker det en tanke, når vi helt automatisk bevæger os fra gang til løb. Jeg har altid kunnet løbe. Alligevel har jeg ikke altid følt at jeg var god til at løbe. God til at løbe. Hvad betyder det? Hvad vil det sige at være god til at løbe? Jeg kunne jo nemt reducere det til, at det handlede om at være hurtig. At være den hurtigste. Men det handler løb ikke om og derfor bliver man ikke god til at løbe ved at være hurtig. I virkeligheden er det nok en subjektiv betragtning om man er god til at løbe eller ej.

For mig handler det at blive god til at løbe om at have kontrol over sin krop. At kunne mærke sin krop og at kunne kontrollere dens bevægelser. Nogle vil måske mene, at dette er et automatisk og selvfølgeligt vilkår som menneske. Det er jeg ikke enig. Det er jeg altså ikke. Jeg har efterhånden løbet mange kilometer og jeg har følelsen af, at jeg i løbet af de kilometer, som er forsvundet bag mig, er blevet bedre til at løbe. Ikke god. Men bedre! Jeg er blevet bedre til at løbe fordi jeg er blevet bedre til at kontrollere de bevægelser, som min krop skal udføre, når jeg løber. Sådan har det ikke altid været.

9000running, Løberen, Nike, Aalborg, løb, marathon, løbe

Jeg løb en tur på 5 kilometer en lørdag morgen i marts måned. Det er snart fem år siden. Det var på ingen måde min første løbetur. Men det var første gang i mange måneder at jeg tog mine løbesko på. Beslutningen om at løbe netop denne tur var også langt mere bevidst end nogle af mine mange tidligere og mere eller mindre sporadiske løbeture. Jeg tog mine løbesko på og så løb jeg. Selvfølgelig løb jeg, men hverken dengang eller nu, følte jeg at jeg var særlig god til det.

Jeg stod i min sorte løbejakke fra Newline. Den havde en blå stribe hen over brystet. Jeg købte den engang jeg var til udsalg i en kæmpe fabrikshal, hvor løbetøjet lå i store bunker og var sorteret efter størrelse. Jeg kiggede kun efter de største størrelser. XL. XXL. Min sorte løbejakke var extra large og selvom at jeg vejede en godt stykke over 100 kilo, så posede den faktisk lidt i siden og henover brystet. Indenunder havde jeg en hvid bomuldstrøje på. Det var enkelt og ligetil og selvfølgelig blev jeg våd og kold inde jeg nåede hjem igen. Jeg tog mine løbesko på. De var grå med røde striber. De var fra New Balance. Det havde jeg egentlig ikke rigtig noget forhold til. Hvilket mærke de var fra altså. Jeg havde fået dem i julegave af Mille, min kæreste igennem mange år og mor til min datter Thilde, nogle år tidligere. De var ikke blevet brugt specielt meget, så de så næsten ubrugte ud. Så gik jeg ned af trappen og ad indkørslen ud til fortovet.

Lige i de øjeblikke inden man starter sit ur, er trangen eller lysten til at droppe det hele altid størst og jeg overvejede da også om jeg ikke bare skulle liste tilbage op i lejlighedens varme og se TV. Måske var der ikke engang nogen, der havde set mig stå i løbetøj hernede? Og selvom de havde, var deres interesse i om, hvorvidt jeg løb eller ej nok også ganske begrænset.  Jeg gik ikke op i lejligheden. Uret bipper og fortæller, at det har fundet signal fra en satellit mange tusinde kilometer borte. Så er der ikke nogen vej tilbage. Jeg sætter i bevægelse og begynder at løbe hen af fortorvet. Jeg kan huske at jeg har læst et sted, at man skal holde armene tæt ind mod brystkassen, når man løber. Så undgår man sidestik. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det var det eneste jeg vidste om at løbe. Jeg havde ikke noget forhold til de bevægelser, der fik mig til at bevæge mig fra stilstand over gang til løb. Jeg havde ingen forhold til de muskler i benene, der hele tiden spændes og arbejder for at skabe denne fremdrift. Det eneste jeg kunne mærke er et åndedræt, der hurtigt bliver hastigt og besværet og en brændende fornemmelse i brystkassen, der gør ondt, når jeg trækker den frostklare forårsluft ned i lungerne. Jeg kan ikke sætte farten ned. Der findes ingen nuancer. Det er enten løb eller stilstand. Der er ingen mellemvej. Jeg kan enten gå eller løbe til min fysiske grænse. Jeg kan end ikke forestille mig at det ville være muligt at sætte tempoet ned og bare småløbe. Småløbe? Jeg kan tænke tanken, men jeg kan ikke omsætte forestillingen i mit hoved til en fysisk bevægelse i mine ben. Jeg mangler en fundamental kontrol over min ben og den måde, som kroppens dele arbejder sammen på. Jeg har intet forhold til det tempo, som min krop flytter sig med. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg egentlig kan løbe ved denne fart. Mit hoved er fuld af alle mulige og umulige tanker, som jeg for længst har glemt, men jeg kan slet ikke mærke min krop.

9000running, Aalborg, løb, marathon, løbe

Et sted midt på Annebergstien er jeg nødt til at stoppe op. Jeg sætter ikke farten ned, men stopper brat op og stopper mit ur. Så står jeg her. Jeg kigger mig lidt omkring. Næsten i en forventning om en redningsaktion, der skal befri mig fra dette mareridt. Den kommer aldrig. Jeg sætter igen i løb. Jeg er mismodig og føler mig som en bjergbestiger, der står i Indiens frodige regnskove og skuer op mod Himalaya og toppen af Mount Everest med en vished om, at min rejse først stopper på den sneklædte tinde. Tredive minutter senere står jeg igen i indkørslen. Jeg har løbet fem kilometer. Det har taget næsten femogtredive minutter. Jeg kigger på tiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det. Er det hurtigt? Er det langsomt? Er det vigtigt? Jeg ved det ikke. Jeg ved det simpelthen ikke, for jeg har samme forhold til tallene på uret, som jeg ville have til komplicerede matematiske formler og jeg kan ikke mærke en sammenhæng imellem tallene på uret og følelsen i kroppen. De er ikke forbundede. Tallene er bare tal og det eneste jeg kan mærke i kroppen er den brændende fornemmelse i brystkassen, der først forsvinder, da jeg står under bruseren og skyller oplevelsen af min krop. Jeg føler ikke at jeg har løbet, men blot at mine ben har flyttet mig afsted på en måde, som jeg ikke havde nogen form for kontrol over.

Nu løber jeg på en vej i Aarhus. I begge sider af vejen holder parkerede biler. Jeg løber midt på vejen, som om jeg har en naturlig ret til at løbe her. Ved siden af løber Daniella. Vi jogger roligt afsted imens vi veksler nogle få ord med hinanden. Så giver Daniella mig nogle tal, der angiver det tempo vi skal løbe i om lidt. Jeg nikker og siger “OK”. Vi trykker på vores ure og sætter tempoet op. Nu er det ikke længere nogle tal, som vi skal forsøge at ramme. Det er en følelse. Det er en fornemmelse. Jeg ved hvordan det skal føles at løbe med femten kilometer i timen. Jeg kigger på mit ur for at sikre mig, at vi har ramt tempoet, men det er overflødigt. Jeg kan mærke på den rytme, som min ben har og den måde, som jeg automatisk lander en smule længere fremme på foden, at jeg løber præcis det tempo, som vi skal. Det er vigtigt idag. At ramme det rigtige tempo. At løbe med den rigtige fart. Det er min opgave. Det er en opgave, som jeg tror på at jeg er god til.

Vi står blandt hundredevis af andre løbere nu. Om lidt vil løbet blive skudt igang og vi skal løbe fem kilometer. Det skal tage mindre end tyve minutter. Jeg føler mig rolig. Pistolen hæves og skuddet lyder. Vi er igang. Vi løber afsted. Jeg løber forrest. Lige bagved løber Daniella. Jeg ved, hvilken fart vi skal bevæge os med. Jeg finder den rigtige rytme. Jeg finder hurtigt den rigtige fornemmelse af vores fart. Da vi har løbet femhundrede meter kigger jeg på mit ur. Tallene på uret bekræfter den følelse, som jeg kan mærke i benene. Det føles på en helt bestemt måde at løbe ved denne fart. Fødderne skal kun ramme jorden ganske kort. Helt let og flygtigt inden jeg trækker benet op og frem og sætter den anden fod i jorden. Så gentager det sig. Op og frem. Den første fod i jorden. Det føles på en helt bestemt måde, når føddernes kontakt med jorden er så flygtig. Det lyder på en helt bestemt måde og skaber en helt særlig og distinkt rytme, når fødderne rammer jorden ved denne fart. Tap tap tap tap tap. Når jeg løber i et roligt tempo lyder det anderledes. Rytmen er langsommere og lyden er anderledes, fordi jeg sætter foden i jorden på en anden og tungere måde.

9000running, Aarhus, Aarhus Motion, Vinterløbene, Aalborg, løb, marathon, løbe

Vi løber af en lille sti. Vi har løbet tre kilometer og jeg kan høre på lyden af Daniellas sko, at hun løber lidt længere bag mig end jeg synes hun skal være. Nu skal jeg koncentrere mig om at få hende helt ind bag mig og samtidig undgå at vi mister nogle sekunder af vores tid. Jeg sætter ikke tempoet ned. Jeg bremser ikke, men jeg lader bare toppen af min fart forsvinde umærkeligt ud af min rytme. Jeg retter mig en anelse op. Ud af den kompakte og let foroverbøjede positur, som jeg ellers har løbet med. Det giver Daniella mulighed for at lukke hullet. Denne bevægelse i kroppen gør, at jeg kan mærke at musklerne foran på min lår spændes en anelse mere. Det tager bare nogle få sekunder. Så er hun igen lige bag mig og jeg finder igen rytmen. Vi finder den sammen. Vores fødder rammer jorden i samme sekund. Jeg kigger på uret. Det tog to sekunder. Ikke mere end to sekunder. Det ser stadig fint ud og jeg løber med en vished om, at jeg hele tiden kan lave små justeringer, der kan finde disse sekunder et sted på disse stier bag godsbanen i Aarhus. Selvom at vi mangler to kilometer, ved jeg allerede hvilken tid at uret i Messecentrets hal vil vise, når vi har løbet fem kilometer.

Jeg kigger ned på mine lår. Jeg kan se, at musklerne spændes, når jeg sætter foden i jorden. Så træder konturerne frem bag hårene på benene og de forsvinder igen, når jeg løfter foden fra jorden. Jeg kan mærke den udefinerbare fornemmelse, når muskelfibrene trækker sig sammen og musklen spændes. Jeg kan mærke, at lægmusklerne er spændte og at den muskelstivhed, som jeg kunne mærke, da vi varmede op er væk. Kroppen er varm. Musklerne får ilt til deres kontinuerlige arbejde. Mit åndedræt er afslappet og jeg kan næsten høre på mit åndedræt, hvad min puls er. Jeg behøver ikke at kigge på mit ur for at vide det. Jeg føler mig godt tilpas. Jeg ved præcis hvor lang tid, at jeg kan løbe med dette tempo. Jeg kan løbe i mere end halvanden time med en fart på femten kilometer i timen. Det er ikke nødvendigt idag. Idag skal jeg bare løbe med denne fart i tyve minutter. Mit hoved er tom for tanker. Ingen tanke kan opstå i mit hoved i den tilstand, som jeg befinder mig i nu. Til gengæld er jeg tunet ind på hvert et mikroskopisk signal, som min krop sender mig. Jeg kan mærke hver en muskelfiber. Jeg kan mærke det afsæt, som jeg laver i mit fodled og som katapulterer mig videre frem i den næste bevægelse. Jeg kan mærke pulsen i den store blodåre på siden af min hals. Jeg kan høre den rytmiske lyd af mine fødder. Tap tap tap tap tap. Det hele samles i en helhed, der gør at jeg løber. For det er det jeg gør denne søndag formiddag i Aarhus. Jeg løber. Jeg har fuldstændig kontrol over hver eneste lille bevægelse i min krop.

9000running, Aarhus, Aarhus Motion, Vinterløbene, Aalborg, løb, marathon, løbe

Vi drejer rundt i det sidste sving. Vi løber de sidste 100 meter. Daniella overhaler mig. Vi løber ind over den målstreg, der noterer vores tid. Jeg stopper mit ur. Jeg behøver ikke at kigge på det. Jeg ved, hvad vores tid blev. Jeg ved, hvor vi fandt de 10 sekunder, der gjorde at vi løb i mål inden uret viste 20 minutter. Jeg kan stadig fornemme bevægelsen, der gjorde at vi mistede to sekunder, da vi skulle holde sammen og jeg kan stadig høre rytmen af mine sko, da de ramte den rytme, der gjorde at vi fandt de to sekunder igen og yderligere 4 sekunder.

Jeg kan ikke danse. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan mine bevægelser skal koordineres for at bevæge mit rytmisk til musik. Jeg ved ikke hvilke signaler min hjerne skal sende til musklerne for at skabe en sammenhæng imellem forestillingen i hovedet og den måde, hvorpå min krop bevæger sig. Men jeg kan løbe. Jeg er god til at løbe. Det synes jeg at jeg er. Jeg er ikke den hurtigste og interesserer mig ikke for at være det. Men når jeg løber kan jeg kontrollere min krop. Når jeg løber, bestemmer jeg over min krop.  Jeg bestemmer over min krop, når jeg løber. Det er en god følelse!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *