Lidt om et marathon i et helt nyt år

“Da lyset fra de sidste nytårsraketter slukkedes på himlen over Strandby i Nordjylland og igen efterlod nattehimlen sort og stjerneløs, sad jeg på kanten af en seng. Mine bare fødder kunne mærke det kølige trægulv og jeg krummede tæerne op under mine fødder et par gange. Det var som om jeg lige skulle tage tilløb til at ligge mig ned, selvom jeg var udmattet af træthed og havde været det længe. Igennem dør-sprækken ind til stuen kunne jeg skimte resterne af nogle guirlander, der lå lidt malplaceret og glemte på sofabordet. De mindede om en aften og nat, hvor det nye års indtræden var blevet fejret, men også en dag, hvor jeg var blevet fejret. Som jeg sad der på kanten af sengen var min fødselsdag for længst overstået og jeg var nu blot en mand på 40 år, der ikke var vant til at være sent oppe. Fyrre år. I månederne op til min fødselsdag havde mange spurgt mig, hvordan jeg havde det med at runde denne alder. Jeg svarede hver gang det samme og det, som jeg anså for at være et ærligt og sandfærdigt svar. Jeg havde det fint med at fylde fyrre år og ikke længere være en mand i 30’erne. Og jeg mente det. Jeg havde det fint med det. Selvfølgelig har jeg ved flere lejligheder  spekuleret på om der blot var tale om at jeg ubevidst fortrængte en snigende alders-relateret depression, men nåede hver gang frem til den konklusion, at det faktisk ikke betød så meget for mig om jeg var 39 år eller 40 år. Uanset hvad var og er jeg nu en mand i 40’erne. Jeg er en mand på 40 år, der drømmer om at flyve og drømmer om et marathon.”

9000running, marathon

Der sker et eller andet, når årstallet skifter ved midnatstid på nytårsaften. Måske opdager vi det ikke lige med det samme fordi at natten i samme øjeblik eksploderer i farver og festen accelererer yderligere. Men når vi vågner næste morgen er noget alligevel forandret. Det er måske i højere grad en følelse, der er tale om end håndgribeligt, men det er som om at man mister en distance, der kan være behagelig at have til nogle ting. Jeg mærker det på egen krop, da jeg dagen efter ligger på sofaen og pludselig erkender at den komfortable distance, der var i at kunne sige, at “jeg først skal løbe marathon næste år” er væk. Nu er det i år, at jeg igen skal kaste mig ud i et forsøg på marathon-distancen. Pludselig føles det som om, at det er lige om lidt at jeg må rejse mig fra sofaen og sætte startnummeret fast på min trøje med sikkerhedsnåle. Det er følelsen af at det ikke længere er “om lang tid” men at det er “lige om lidt”. Det er det egentlig også. Det er lige om lidt, at jeg skal løbe 42 kilometer i Hamburgs gader. Selvom at der stadig er mere end tre måneder til, så er det alligevel lige om lidt. Forberedelserne har været igang længe og træningen er blevet skærpet og intensiveret igennem de sidste mange måneder. Alt sammen for at kunne stå i startboksen i Hamburg iblandt tusindvis af andre løbere og være en seriøs udfordrer til at bryde tre-timers grænsen på marathon-distancen og ikke blot en, der syntes det var fedt at kunne skrive ordene på sin Instagram-profil med de tilhørende hashtags. Jeg har ingen garantier for at det er muligt at omsætte træningen til det ønskede resultat, men det skal ihvertfald ikke være manglende eller useriøs træning, der bliver den afgørende faktor.

Derudover er spændingen og nervøsiteten ved at få sit tag i mig. Jeg kan mærke, at den kommer snigende. Stille, men sikkert og på en ganske velkendt måde bevæger den sig tættere og tættere på mig. Præcis som den har gjort alle de andre gange. Det er en velkendt proces, som jeg skal igennem. Måske adskiller det sig ikke fra så mange andre ting i livet, som kan skabe og opbygge en nervøsitet i kroppen, der både kan virke lammende og skærpende. Jeg oplever det også, hvis jeg skal til eksamen eller tale foran en forsamling. Og så når jeg skal løbe marathon. Forskellen er blot, at jeg trods alt selv vælger at løbe marathon og derfor kunne et nærliggende spørgsmål selvfølgelig være, hvorfor jeg gang på gang sætter mig i den situation. Hvorfor løber jeg egentlig marathon, når det inderst inde skræmmer mig?

Nike Zoom Fly, marathon

Jeg tror både at svaret er enormt kompliceret og rummer mange fascetter og alligevel er det så simpelt som det overhovedet kan være. Jeg løber marathon, fordi det skræmmer mig! Det er selvfølgelig lidt af et statement at lade stå helt råt og unuanceret. Så lad mig bløde det lidt op igen. Jeg er dybt forelsket og fascineret af marathon-distancen. Der er noget smukt og næsten mytisk over at løbe 42,195 kilometer. For mig er marathonløb som den smukke kvinde, der får ens åndedræt til at standse, når man ser hende. Den kvinde, som gør mig nervøs og giver mig svedige hænder, men som jeg alligevel eller måske netop derfor er dybt, inderligt og hemmeligt forelsket i. Den kvinde, som jeg ved kan sænke min verden med hendes blik, men også den kvinde, som jeg alligevel er nødt til at strejfe. Blot for et enkelt ord eller en flygtig berøring. Den umiddelbare tiltrækning er simpelthen så stor, at det ikke længere giver mening at italesætte det som et valg jeg træffer, men blot som en nødvendig handling på lige fod med at trække luft ned i mine lunger. Det er instinktivt. Allerede ved det første glimt ved jeg at mit liv er forandret for altid. At intet bliver helt det samme igen. At jeg for altid vil se verden på en ny og anderledes måde. En verden med nogle nuancer, der hidtil havde været skjulte for mine øjne.

Nu er hun der. Hun bevæger sig i yderkanten af mit synsfelt. Jeg bestemmer det ikke selv, men ubevidst bevæger jeg mig tættere på. Det er ikke er bevidst valg. Jeg er bare nødt til at være tættere på. Det handler ikke noget så banalt som at nedlægge hende eller score hende! Score hende? Alene ordet “score” er så dårligt, at det burde fjernes fra det danske sprog. Hold kæft mand, det lyder så banalt. Som om det ikke betyder noget. Det bliver ligegyldigt. En handling for handlingens skyld. Sådan skal det ikke være! Det skal betyde noget. Et marathon skal betyde noget. Jeg gider sgu ikke løbe et marathon bare for at løbe et marathon. Hvad er meningen med det? Det skal betyde noget! Det skal betyde noget at mærke hendes berøring første gang ligesom det skal betyde noget at løbe 42 kilometer. Det giver lige så lidt mening at prale med antallet af kvinder, som man helt og aldeles misforstået har nedlagt, som at prale med antallet af marathonløb, som man har gennemført. Det er ikke handlingen i sig selv, der er betydningsfuld!

Hechmann Running, marathon

Jeg vil tættere på hende. Det er en brændende længsel, der alligevel ikke kan forceres. Det er som at løbe forbi hendes vindue uden at kigge op og håbe, at hun fanger et glimt af mig. Eller at hun cykler forbi mig og jeg ønsker at hendes øjne fanger mine. Sådan begynder det. Altid med øjnene. Altid med øjnene. Det er både naivt og uskyldigt og alligevel er det dødsens alvorligt! Det vildeste, der kan ske er at hun kigger mig i øjnene. Det er ikke noget jeg sidder og lurer på. Det er noget, der bare skal ske naturligt. Hendes øjne, der fanger mine. Jeg har forberedt mig på det. Gjort mig klar. Alligevel overrumples jeg fuldstændig. Jeg står stille. Jeg kan ikke røre mig. Åndedrættet bliver hurtigere. Overfladisk. Hænderne bliver svedige. Jeg har lyst til at slå blikket ned. Vende om. Forlade rummet og aldrig vende tilbage! Alligevel holder jeg hendes blik fast. Det er ikke en kamp. Det handler ikke om at vinde. Det er en dans imellem to mennesker, der foregår på afstand og som er ordløs.

Hechmann Running, marathon

Jeg ser hende. Og hun ser mig. I det øjeblik er der intet andet tilbage en nøgenhed. Ikke i ordets egentlige betydning. Det ville alligevel være for stor og slidt en kliché at trække frem. Men alligevel er jeg helt nøgen og ude af stand til at gemme mig. Jeg er udstillet og det er umuligt at bluffe eller bruge smarte tricks. Jeg står her blot med alle mine positive sider og alle de sider af mig selv, som jeg ville ønske at jeg kunne gemme langt væk. Hun ser det hele og det er en del af det, der nu ligger imellem os. Nu er der noget på spil.

Den første berøring står altid tydeligere end noget andet. Det er ikke dybe kærtegn. Det er enkelt. Ligetil. Smukt. Hendes fingre, der strejfer min hånd. Tilfældigt og alligevel uundgåeligt. Derfra er der ingen vej tilbage. Jeg ser intet andet end hende. Hun står helt skarp og lysende foran mig imens resten bare står tilbage som et sløret minde om hvordan livet var for fem minutter siden. Jeg er faldet. Jeg har styrtet mig selv ud og falder nu frit. Hun har brudt mit hjerte og for altid sunget min skæbne. Jeg føler at jeg falder, men drømmer om at flyve. Jeg drømmer om at flyve.

HMRC, marathon

Lige nu har jeg følelsen af at falde. Hurtigt og ukontrollabelt. Men jeg kan ikke andet. Jeg vil ikke andet. Jeg falder fordi jeg drømmer om at flyve. Jeg løber fordi jeg drømmer om det perfekte løb. Det perfekte marathon. Det er min kærlighedshistorie. Jeg løber marathon, fordi jeg er forelsket. Jeg løber marathon, fordi at jeg har kunnet mærke elektriciteten i kroppen, siden den første berøring. Jeg løber marathon, fordi at hvert eneste skridt undervejs betyder mere end det forrige og jeg løber marathon selvom det skræmmer mig – fordi jeg har brug for at mærke mig selv ude på kanten. Nøgen og ude af stand til at bluffe eller bruge smarte tricks. Jeg har brug for at være helt derude – blot for at kunne vende tilbage og opleve at verden pludselig ser helt anderledes ud.

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *