Lidt om Copenhagen Half 2017

“Jeg fandt aldrig skiltet, der markerer den 14. kilometer i Copenhagen Half 2017. Det irriterede mig ganske meget undervejs i løbet. Jeg løb og ventede på det skilt, der ville betyde, at jeg kunne fortsætte min indre nedtælling af antallet af kilometer til mål. Men det kom aldrig. Eller sagt på en anden måde. Jeg så det bare ikke. Jeg er sikkert løbet lige forbi det uden at ænse det overhovedet, men det betød at det, som jeg troede var den trettende kilometer blev ufattelig lang. Den føltes nærmest uendeligt på et tidspunkt i løbet, hvor jeg havde brug for at kilometerne bare forsvandt hurtigt efter hinanden. Bagefter er det jo bare en sjov detalje, som jeg sikkert vil have glemt om ganske kort tid, men da jeg løb i den indre by i København, havde jeg mere end noget andet brug for en ydre bekræftelse på, at jeg flyttede mig fremad og at den smerte og udmattelse, som jeg mærkede i min krop ikke var spildt. Men jeg flyttede mig. Jeg var i bevægelse. I søndags løb jeg 21, 097 kilometer i dette års Copenhagen Half og jeg nedbrød alle mine hidtidige forestillinger om, hvad jeg er i stand til at præstere som løber. Dette er mine ord om dette løb på en søndag i København.”

Nogle gange er det let at glemme ens udgangspunkt for at løbe. Det kan være svært at huske, hvor det hele startede. Jeg synes ihvertfald, at det kan være svært nogle gange og jeg kan have en tendens til at glemme det. Det handler ikke om, at jeg forsøger at fortrænge det. Tværtimod! Jeg tror, at det er en vigtig og uundværlig del af enhver løbers DNA at huske på og minde sig selv om dengang, hvor det hele startede og huske på den første løbetur. Jeg kan stadig huske min første løbetur og da jeg lørdag morgen kørte mod København for at deltage i Copenhagen Half 2017, sad jeg bag rattet og tænkte på den dag, hvor jeg for første gang løb en halvmarathon. I søndags løb jeg Copenhagen Half 2017 og jeg har ikke styr på, hvor mange halvmarathons jeg har løbet. Det er også ligegyldigt – det interesserer mig på ingen måde at holde styr på antallet. Men jeg vil gerne blive ved med at huske på dengang jeg løb mit første halvmarathon. Både fordi, at det var en stor, personlig oplevelse men også fordi at netop de 21,097 kilometer var og blev en nødvendig forudsætning for det løb, som jeg gennemførte i søndags til Copenhagen Half. Det ene kan ikke eksistere uden det andet.

Det tror jeg generelt er vigtigt at huske på. At alle de præstationer, som vi har opnået som løbere, har en lige linje tilbage til den første gang, hvor vi snørede vores løbesko og kæmpede os igennem 5 kilometer og undervejs svor, at dette ville vi aldrig gøre igen. Vi gjorde det igen og igen indtil det til sidst blev en naturlig del af os, men intet af dette ville eksistere uden en beslutning om at løbe den første tur. Dengang drømte vi hverken om mere end et par løbesko eller nye personlige rekorder. Dengang håbede vi blot på viljestyrke nok til at snøre skoene igen dagen efter. Det er vigtigt at huske på. Det er en del af den historie, som vi allesammen deler og skal huske at fortælle til hinanden. Jeg vil gerne fortælle historien om mit første halvmarathon en dag, men ikke i dette indlæg. Som overskriften antyder, så er dette en beretning fra mit løb i søndags, hvor jeg sammen med 22.00 andre løbere gennemførte Copenhagen Half 2017. Jeg kan dog afsløre, at jeg løb mit første halvmarathon på en træningstur uden nummer på maven. Hvorfor? Officielt var forklaringen, at jeg ganske enkelt anså det for komplet idiotisk at betale penge for at løbe en tur og at jeg havde en langt mere puristisk tilgang til at løbe. Den uofficielle og hemmelige forklaring var simpelthen, at jeg var pisse bange. Jeg var bange for at stå i et felt blandt rigtige løbere og risikere at føle mig nøgen og udsat. Jeg var bange for, at jeg ville eksplodere undervejs og opgive det hele. Jeg løb det og jeg gennemførte det og siden har jeg lært at håndtere den nervøsitet, der følger med at stå ved startstregen til et løb, hvor der er noget på spil.

I søndags stillede jeg mig til start i sådan et løb. Det løb blev Copenhagen Half. Et løb, hvor jeg havde følelsen af, at der var en helvedes masse på spil. Jeg satte nummeret fast på min hvide singlet med en ambition og en tro på, at jeg kunne tilbagelægge halvmarathon-distancen hurtigere end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg fungerer bedst, når der er noget på spil og jeg havde sat mig selv i en position, hvor der var en masse på spil. Målet for Copenhagen Half var klart formuleret – løb en halvmarathon på 85 minutter. Det var enkelt og på en eller anden måde til at forstå. Jeg gik i dagene op til løbet og ventede på en nervøsitet, som på en eller anden måde aldrig indfandt sig. Alligevel kunne jeg godt mærke, at det ikke bare var en tilfældig søndag i København, da jeg stod skulder ved skulder med tusindvis af andre løbere i den allerforreste del af feltet og speakeren i højtaleren fortalte, at der var syv minutter til start. Jeg står i mine egne tanker og forsøger at finde en eller anden form for fokus for forberede mig på det, der venter mig. Jeg forbereder mig mentalt på distancen, der skal overkommes. Jeg forsøger at forberede mig på den smerte, som der helt uværgeligt vil komme i den sidste halvdel af løbet. Jeg ved at det kommer og jeg forsøger at forberede mig selv på at være åben og tage imod det, når det rammer mig. At kunne udholde det og presse på. 

Jeg hilser på en løber fra NBRO og vi ønsker hinanden held og lykke. Jeg når at tænke, at jeg ville ønske, at jeg havde en lille skammel, som jeg kunne stille mig op på og kigge frem og tilbage udover det lange felt af forventningsfulde løbere, der strækker sig hele vejen op og ned af Øster Alle. Så forestiller jeg mig, at jeg kunne vinke til alle og ønske dem god tur og minde dem om at løfte blikket fra asfalten eller løberen foran dem bare en enkelt gang og se den fantastiske opbakning som mere end hundredetusinde tilskuere er klar til at skabe for os. Jeg har ikke en skammel og jeg bliver rykket ud af mine tanker, da speakeren tæller ned fra ti. Jeg har lyst til at råbe “vent” og fortælle at jeg lige skal have et par minutter til at samle mig i. Det får jeg ikke og jeg har heller ikke brug for det. Jeg har ikke brug for mere tid. Jeg har brugt 4 måneder på at forberede mig til dette løb. Jeg bliver ikke mere klar end jeg er lige i dette øjeblik. Så sker det! Løbet skydes igang. Der går nogle sekunder før mængden af løbere begynder at bevæge sig. Først med små skridt. Dernæst med hastige skridt der bliver til småløb inden vi løber under startportalen og alle trykker synkront på deres ure.

Starten på et løb er altid lidt hektisk og Copenhagen Half er ingen undtagelse. Der er lidt kamp om den trange plads. De løbere, der ikke har fået placeret sig ordentligt i startboksen, overhaler en med høj fart og hektiske bevægelser imens jeg ser forsøger at løber forbi dem, der selv er kommet for langt frem. Man løber skulder mod skulder og engang imellem rammes man af en arm eller en albue. Måske rammer jeg også nogle af de andre løbere. Jeg forsøger fra starten af at finde den rytme og det flow, der er altafgørende for mig i starten af løbet og holde mig til den plan, som jeg nogle dage forinden aftalte med min træner Claus Hechmann. Jeg har ruten i hovedet og ved hvor vi skal dreje og det giver mig en tryghed at vide dette. Jeg kigger på mit ur flere gange i løbet af den første kilometer og selvom jeg konstaterer at farten er en anelse for høj i forhold til den aftalte plan, kan jeg mærke at det føles overraskende let og ubesværet. Jeg skal ikke anstrenge mig for at holde tempoet og det er altafgørende i starten af løbet. Her skal det ikke være hårdt. Det skal det nok blive senere i løbet.

Vi løber over Dronning Louises Bro, hvor NBRO selvfølgelig står og allerede inden vi rammer broen, kan man mærke at festen allerede koger på højtryk deroppe. Der ligger et røgslør fra de romer-lys, som fyres af og folk råber og skriger en frem. Det er en stærk oplevelse. Det imponerer mig til stadighed at opleve det fællesskab, der kan opstå blandt løbere og de mennesker, der investerer så megen tid og energi i at skabe nogle mindeværdige rammer for os at løbe i. Jeg har oplevet det, når jeg har løbet marathon i København og til Copenhagen Half bliver jeg ramt af den samme følelse igen. Det giver mig lyst til at betale noget tilbage til alle dem, der bærer os fremad. Jeg kan kun betale tilbage på en måde – nemlig ved at løbe op til mit absolut bedste og investere lige så mange kræfter i at tvinge min krop og mine ben fremad som de investerer i at skabe nogle perfekte rammer at løbe i.

Vi løber op af Nørrebrogade. Pludselig har jeg løbet 4 kilometer og jeg når at tænke, at de er forsvundet hurtigt. Jeg rammer det første depot, hvor jeg griber et krus med energidrik i farten og tager nogle små mundfulde inden jeg kyler det fra mig igen. Jeg har besluttet mig for at drikke en lille smule ved alle depoter. Jeg løber sammen med Kristian og Morten, som jeg har mødt undervejs på ruten og som jeg begge kender fra Aalborg. Længere fremme kan jeg se skiltet, der markerer at vi har løbet 5 kilometer. Jeg trykker på mit ur, da vi passerer det og jeg konstaterer, at planen for løbet holder inden til videre. Jeg er endda nogle sekunder foran. Det giver selvfølgelig kæmpe moral og selvtillid. Omvendt ved jeg også, at der er langt hjem endnu og det stadig er livsvigtigt at løbe disciplineret og holde mig til min plan for løbet.

De første 10 kilometer er forbavsende hurtigt overstået og jeg kan næsten ikke forstå det, da jeg igen trykker på mit ur på Frederiksbergs Alle. “Du er halvvejs nu” fortæller jeg mig selv. Jeg har det stadig overraskende godt og havde endda energi til at virke overskudsagtig og hilse på Julie, der stor på ruten ved Frederiksbergcentret. Jeg ved dog, at følelsen af overskud kan forsvinde fra det ene sekund til det andet og også, at vi nærmer os det stykke på ruten, som kan være udfordrende både fysisk og mentalt. Det er en balance imellem at tænke frem og planlægge og alligevel bare være i nuet og koncentrere sig om de næste få meter, der ligger lige for ens fødder. Det handler om at holde fokus hele tiden. Koncentrere mig om at holde rytmen og farten, når der går en smule opad og udnytte de efterfølgende nedløb til at få pulsen nogle få slag ned igen.

Jeg løber ned af Ingerslevsgade. Jeg drikker en smule ved depotet og løber op mod Fisketorvet og Kalvebod Brygge. Jeg kan begynde at mærke trætheden i kroppen og mine lårmuskler begynder at gøre ondt, hver gang jeg sætter foden i jorden. Jeg løber med en følelse af, at de sidste 9 kilometer føles en smule lange. Jeg kigger på mit ur. Det ser stadig fornuftigt ud, selvom der er forsvundet nogle sekunder ud af benene. Det er ikke mange, men alligevel nok til at jeg bare skal arbejde en lille smule hårdere for at holde det tempo, som jeg gerne vil løbe i. Fra det øjeblik bliver det en konstant balance-gang imellem at presse på og holde den højst mulige fart og samtidig undgå at jeg eksploderer for tidligt. Det nemmeste ville være at skyde afsted i en testoteron-eksplosion, men hvad hjælper det, hvis jeg smider hele lortet undervejs? Det handler om at finde den rigtige balance imellem at være modig og bruge hovedet. Det er en svær balance at finde synes jeg. Især, når ens puls hamrer afsted og det er svært at tænke helt klart.

Jeg ser aldrig skiltet, der markerer den 14. kilometer i Copenhagen Half. Jeg ser det simpelthen ikke. Måske var der ikke et? Måske løb jeg bare forbi det uden at ænse det? Men det frustrerer mig, for pludselig føles kilometerne meget lange på et tidspunkt i løbet, hvor jeg har det rigtig hårdt. Jeg er ved at være presset. Mine ben gør ondt og jeg begynder at støde luften hårdt ud i mit åndedræt for at få kontrollen over det og gøre den mindre besværet. Jeg gør det ofte i løb, når jeg er presset. Det varer kun nogle få sekunder, hvor jeg laver en forceret rytme i vejrtrækningen. Jeg aner ikke, om det har nogen egentlig effekt, men det giver mig følelsen af, at jeg tager kontrollen over noget i min krop, som er besværet og det flytter samtidig fokus fra mine ben, der gør ondt.

Da de første løbere i Copenhagen Half krydser målstregen på Øster Alle i en af de hurtigste halvmarathon-tider i historien, går løbet ind i sin afsluttende fase for mit vedkommende. Kroppen er på det maksimale af dens ydeevne. Pulsen er høj og åndedrættet besværet. Kroppen smerter og benene gør afsindigt ondt. Det er nu, at ordene om at turde holde ved og ignorere kroppens signaler om at sætte farten ned eller stoppe. Jeg husker de ord, som en skrev til mig på et tidspunkt om, at smerten kommer fordi jeg løber mit løb rigtigt. Jeg er ikke bange for smerten og jeg løber ikke for at undgå smerten. Jeg løber for at give mig selv fuldt ud og i den proces er smerte forventeligt. Smerte er uundgåeligt, men lidelse er noget vi vælger som løbere. Jeg løber i min egen verden og da jeg pludselig ser eller faktisk blot hører Henrik og Lena, som står og råber og hepper, kan jeg ikke andet end at løfte hånden i en taknemmelig hilsen over, at de står på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Da jeg løber væk fra dem, kan jeg stadig høre Henrik råbe “nu gør du det færdigt!”. De ord er med mig hele vejen til mål. Jeg løber op mod Østerport Station og indeni kører ordene “Nu gør jeg fandme det her færdigt!”.

Vi rammer Strandboulevarden. Det går op for mig, at jeg kan resten af ruten af Copenhagen Half i hovedet. Det giver moral og jeg fæstner blikket på løberen nogle meter foran mig. De sidste 3 kilometer sker i små ryk, hvor jeg kun har opmærksomhed på mine ben og kun ænser tilfældige ting ud over det. På et tidspunkt kan jeg se udover vejen foran mig og kan se en lang og udstrakt slange af løbere, der ligger spredt ud over vejen. Jeg løber forbi en mand, der kæmper indædt. Hans vejrtræning er hurtig og besværet og han snakker til sig selv. Han prøver at muntre sig selv op. Indgyde sig selv mod. Jeg sætter farten op og løber forbi ham. Det kan måske lyde forkert og det kan være svært at forklare, men det giver mig selvtillid at se, hvor presset han er og at jeg kan passere ham. Jeg er presset, men omkring mig er der løbere, der er endnu hårdere ramt. Nogle går i siden af vejen og enkelte står på fortorvet og kigger udtryksløst udover scenariet. Jeg løber med en vished om, at jeg blot er nogle ganske få minutter fra et opfylde det mål og den drøm, som jeg mærkede så stærkt, da jeg stod ved startstregen. At løbe et halvmarathon hurtigere end jeg nogensinde havde gjort før.

 

Den sidste kilometer. Den sidste kilometer i Copenhagen Half 2017. Det begynder at prikke i mine hænder og arme. Alt i min krop gør ondt på en måde, som jeg egentlig havde glemt at man var i stand til at føle. De første regndråber rammer min arme og det køler en smule. Jeg løber ned mod Trianglen. Larmen fra alle de tilskuere, som er samlet dernede kommer imod mig. Jeg vil derned. Jeg vil ned i larmen og bæres det sidste stykke til målstregen. Kun larmen og i sidste ende målstregen kan forløse mig fra den smerte og den udmattelse, som min krop skriger om. Jeg løber ind i larmen. Jeg er dernede nu. Midt i det brølende menneske-hav. Så sker det. På en eller anden uforklarlig måde lykkes det mig at mønstre en eller anden form vilje. Jeg løfter blikket. Jeg kigger mig hurtigt omkring. Jeg ser alle de tilskuere, som er samlet lige her for at sende os afsted på det sidste stykke af løbet. Det er svært at forklare, hvad jeg præcis tænker i det øjeblik. Måske tænker jeg ikke en eneste sammenhængende tanke, men i bare et enkelt sekund, forsøger jeg at suge dette indtryk til mig og gemme det inderst inde. Engang, når jeg for længst har glemt de fleste detaljer om Copenhagen Half 2017 og ikke længere kan huske, hvor lang tid jeg brugte på at løbe det, vil jeg håbe, at den følelse af kuldegysning over hele kroppen, da det hele smelter sammen og løbere og tilskuere næsten trækker vejret med samme lunge, stadig kan få hårene til at rejse sig på mine arme. Det er som en eksplosion, der sekundet efter trækker sig sammen igen og bringer mig skånselsløst tilbage til virkeligheden. Jeg drejer skarpt op af barrieren. En råber mit navn. Jeg drejer igen. Jeg mangler 600 meter. Jeg overhaler den sidste løber for mit vedkommende i dette års Copenhagen Half. Jeg kigger ned. Så løfter jeg hovedet. Jeg har aldrig løbet 600 meter, der føltes så lange. Jeg presser mig selv fremad på en unaturlig måde. Regnen siler stille ned nu og på de 2 minutter, som det tog mig at tilbagelægge de sidste 600 meter, er der kun en tanke i hovedet på mig – “Du gør det!”.

Jeg gjorde det. Jeg gjorde det fandme. Jeg stopper mig ur og selvom, at fartholderne med de gule balloner, der stod 1.25 på, løber i mål nogle få sekunder før mig, er det simpelthen ikke lykkedes for mig at være skuffet over at mangle 17 sekunder for at passere dem. Jeg stopper mit ur på 1 time 25 minutter og 16 sekunder og mærker øjeblikkeligt en kortvarig svimmelhed. Jeg har gennemført Copenhagen Half 2017. Jeg læner mig op af et hegn. Her står jeg lidt imens min hvide singlet gennemblødes af den tiltagende regn. Jeg står her bare. Jeg har lige præsteret noget, som jeg altid har troet ville ligge udenfor min rækkevidde. Jeg gjorde det. Jeg gjorde det færdigt!

Tusind tak for alle de beskeder, som I har sendt til mig i dagene op til løbet og efter, at jeg passerede målstregen. Tusind tak til alle Jer, der kom hen til mig før og efter løbet og fortalte, at I faktisk følger med på Facebook eller Instagram og kan finde en eller anden form for mening i de ord, som jeg skriver. Tusind tak til alle Jer, der stod ude i Københavns gader og råbte mit navn og heppede på alle os løbere, der overtog København for en kort bemærkning. Til sidst en stor og dybfølt tak til to personer, der til stadighed formår at inspirere mig og motivere mig og og giver mig lyst til at æde mig selv endnu mere idag for at blive en bedre løber i morgen. Den ene har jeg mødt nogle gange og da jeg løb i mål til Hamburg Marathon i april måned, stod hun bag stregen og ventede på mig og formåede at udvise al den begejstring over mit løb, som jeg slet ikke evnede i det øjeblik. Bag det smilende ydre gemmer der sig en vilje og stålsathed, som skærer igennem alt andet. Hun løb endnu engang en vanvittig tid i søndags og om 6 uger løber hun sit livs marathonløb i Frankfurt. En dag vil jeg være den løber, som hun ligger sig i ryggen af til et løb. Den anden er min faste trænings-makker. Vi løb for første gang sammen for et par år siden, efter at han skrev til mig på Facebook. Vi har løbet lange og opslidende ture i Østerådalen i bagende varme og vi har løbet stenhårde intervaller i mørket på atletikbanen i Skovdalen. Nogle gange løber vi langsomt og snakker om gamle cykeltrøjer og finske skihopppere. Andre gange løber vi stærkt og så er det kun ham, der snakker om gamle cykeltrøjer og finske skihoppere og selvfølgelig om hans DM-medaljer, som måske/måske ikke er i Veteran-klassen. Han presser mig, Han gør mig altid lige lidt bedre. Han ved hvornår, der skal presses på og hvornår, der skal bakkes af. Han har lært mig at smerte er uundgåeligt og noget, som skal udholdes. Om et par dage løber vi sammen igen. Så fortsætter vejen videre. Til allersidst en tak til en person, uden hvem intet af det her var muligt og som igennem det hele har været den støtte, som jeg ikke kunne være foruden. Nogle gange cykler hun med på mine lange ture og bruger gerne 2 timer i strid modvind på cyklen og med rygsæk på ryggen med vand og energi til mig. Derudover gør hun lidt mere rent end mig. Hun vasker lidt mere tøj end mig. Hun laver mere mad end mig. Det er jo ikke noget hun er forpligtet til. Det er ikke noget jeg kan forlange af hende. Det lyder som professionelle forhold, men jeg er jo bare en almindelig motionist, der elsker at løbe. Mest af alt, så er hun der bare altid. Hun er der altid! Jeg ved godt, at jeg er heldig og og skylder hende mere end jeg kan sætte ord på. Tak Lea. Bare tak!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *