Lidt om at starte op igen

“Regnen skaber små vandpytter på grusstierne, men der er stadig masser af liv langs søen. Hele tiden passerer vi andre løbere, der lige som os løber de 8 kilometer, der er rundt om Aussenalster. Jeg stopper op og vi står og kigger ud over den store sø midt i Hamburg. Lidt længere væk tårner det ikoniske TV-tårn sig op imellem hoteller og kontor-bygninger. Vi står lige der, hvor nostalgien fra 70’ernes Tyskland møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Så løber vi videre. Overalt ser vi triatleter, der er ved at forberede sig til morgendagens Ironman-stævne. De ser tillukkede og koncentrerede ud. Det er som om, at deres kroppe er ved at sprænges af al den opbyggede spænding og nervøsitet. Imens de ser frem på dagen i morgen og forsøger at lave en plan i hovedet, ser jeg tilbage. Midt imellem alle disse spirende og fremadskuende jernmænd, kigger jeg tilbage på en dag, der var strippet for alt, hvad der kunne minde om triatlon, men blot handlede om noget så smukt og rent som løb. På stierne rammes jeg af små glimt fra den dag i april måned, hvor jeg løb Hamburg Marathon imellem 20.000 andre løbere og ramte en af de dage, som man drømmer om. Jeg kan mærke det, som jeg egentlig godt viste i forvejen, komme snigende. Jeg skal tilbage hertil. Jeg skal tilbage til Hamburg som løber.”

 

Måske er det på samme måde med ens udfordringer i livet, som det er at løbe i regnvejr? Tanken om at bevæge sig fra varmen indenfor og ud i regnvejret, kan virke uoverskuelig. Uoverkommelig. Jeg har ikke lyst til at sætte igang. Jeg har ikke lyst til at bevæge mig. Jeg vil hellere skubbe det foran mig uden at skulle forholde mig til kulden og dråberne, der gennembløder mit tøj. Jeg vil ikke konfronteres med det. Alligevel når jeg til et punkt, hvor jeg må vælge. Jeg vælger. Jeg tager løbetøjet på. Jeg er skeptisk. Det kan ikke blive godt. Der kommer ikke noget godt ud af det her. Jeg overvejer at droppe det hele igen. Men når først man har passeret et bestemt punkt, er det umuligt at vende tilbage. Det punkt er ofte, når først man har taget sit løbetøj på. Så virker det dumt at tage det af igen. Jeg beholder det på. Jeg tager elevatoren ned. Jeg kigger ud og går ud. Jeg står i læ og kigger ud på regnen. Den har sin helt egen lyd. Den er velkendt og karakteristisk. Jeg tripper lidt og så går jeg ud i det. De første dråber rammer mine arme og mit hoved. Så står jeg der nogle sekunder og overvejer hele situationen. Nu er det helt sikkert ikke længere en mulighed at gå tilbage til hotelværelset og tage løbetøjet af. Situationen rummer kun en enkelt mulighed. Bevægelse. I dette tilfælde løb. Jeg trykker på en knap på mit ur. Så løber jeg.

 

Jeg besluttede mig for at skrive et nyt indlæg, da jeg stod på 24. etage på mit hotel i Hamburg og kiggede ud over byen. Der var grå skyer over byen og støvregnen lagde sig som et filter imellem mig og byen, der kun tillod mig at betragte den på afstand. Jeg har med vilje ikke skrevet nogle indlæg i min sommerferie, fordi at jeg jo netop brugte tiden på det, som navnet antyder – nemlig at holde ferie. Jeg synes, at det er vigtigt at jeg kun skriver nogle ord, når jeg føler, at der er nogle ord, som jeg har lyst til eller brug for at sige højt. Den følelse ramte mig, da jeg stod på mit hotelværelse og blev ramt af en følelse af at være et sted, der er mere end blot tilfældigt eller flygtigt. En følelse af, at nogle steder betyder mere end andre. Hvilke steder, der er tale om og hvad de betyder er naturligvis individuelt fra person til person og jeg har selvfølgelig en masse forskellige steder, som betyder en masse forskellige ting og fremkalder en lang række forskellige følelser hos mig. Jeg vil ikke fortælle om dem allesammen. Det ville blive kedeligt og trivielt og måske lidt udenfor den ramme, som jeg har forsøgt at skabe omkring denne blog.

I Tversted ligger der et rødt sommerhus. Der ligger mange sommerhuse i Tversted, men jeg tænker på et helt bestemt og lille sommerhus, der ligger lidt klemt inde imellem andre og større sommerhuse. Det er ikke specielt stort og det er ikke specielt pænt. Indeni ligner møblerne ikke noget fra det nyeste udgave af BoBedre eller RUM. Alligevel kører jeg altid en lille omvej, når jeg er i Tversted, så jeg kommer forbi huset og hver gang rammes jeg af en særlig, nostalgisk følelse. I dette sommerhus tilbragte jeg en ferie sammen med min datter for nogle år siden. Vi spiste morgenmad på terrassen i morgensolen. Vi gik ture langs stranden. Vi spiste is ved ishuset nogle hundrede meter fra sommerhuset. Vi kørte til Skagen og spiste frokost og derefter gik vi ud til Grenen og så bølgerne støde blidt sammen, der hvor to små, men vigtige farvande strejfer hinanden. Det er, i sig selv, temmelig banale handlinger, der til gengæld får en enorm betydning, fordi de opleves med en person, som jeg elsker højere end noget andet i denne verden. Så bliver de fodspor, som vores bare tæer efterlader i det bløde sand på stranden pludselig meget vigtige. Måske er det bare sådan det er med de fodspor, som vi efterlader os igennem livet? At deres betydning defineres ud fra de omstændigheder, hvorunder de blev sat.

Sådan er det også med Hamburg. Engang var det bare en by, som vi passerede på vej til og på vej hjem fra bilferier i Europa. Et pejlemærke. Når vi nåede til Hamburg var vi enten godt på vej afsted eller tæt på at være hjemme. Den fik begge betydninger. Imens man sad på bagsædet af ens forældres bil på vej på ferie i Frankrig og kiggede ud på den endeløse række af kraner, der tårner sig op for øjnene af en, når man kommer op af Elb-tunnellen, har jeg måske siddet og kigget ind på den by, der lå bag kranerne og spekuleret på, hvad den gemte. Der måtte gemme sig mere bagved kranernes trøstesløse stål. Det gør der. Der gemmer sig mere bagved. Man skal bare kradse lidt i overfladen. Man skal sætte nogle fodspor, der både kan række tilbage i tiden, men også fremad. Sådan er det blevet med Hamburg for mig. Der findes nogle usynlige fodspor i den by, der både bringer nostalgiske følelser op i mig, men som også trækker mig tilbage til byen.

 

I april måned løb jeg Hamburg Marathon. Det skal dette indlæg ikke handle om. Det løb har jeg allerede skrevet og fortalt de ord om, som jeg synes var vigtige at sætte på denne oplevelse og du kan læse om det her, hvis du har lyst. Jeg besluttede mig allerede i foråret for, at jeg ikke havde lyst eller overskud til at løbe flere marathon-løb i dette år. Men jeg vidste også, at jeg selvfølgelig skulle løbe flere marathon-løb. Bare ikke i år. Den beslutning var egentlig let at tage. Jeg har en følelse af, at det skal betyde noget for mig at løbe et marathon. Der skal være noget på spil. Der skal være noget at miste og noget at vinde. Det betyder også at processen frem mod de enkelte løb, ofte kan blive intens og til tider opslidende. Nu kan det selvfølgelig lyde temmelig demotiverende og måske endda depressions-fremkaldende. Det er det ikke. Jeg kan godt lide at være i denne proces. Det motiverer mig, men det efterlader mig også med et behov for at puste ud bagefter. Det er jeg igang med nu. Jeg er igang med at puste ud inden jeg igen løber toogfyrre kilometer.

Det gør jeg næste år og et eller andet sted på den regnvåde løbetur i Hamburg for nogle uger siden, blev jeg egentlig bekræftet i det, som jeg vel allerede vidste i forvejen. Nemlig at jeg er nødt til at vende tilbage til Hamburg og løbe marathon dernede igen. Lige der på grusstien med søens bred tog jeg en bevidst beslutning, som jeg måske allerede traf ubevidst i samme øjeblik, som jeg løb over målstregen i selvsamme marathonløb for 4 måneder siden. Ved siden af mig på grusstien stod den person, som var med mig for 4 måneder siden og som jeg har brug for er med mig igen næste gang og næste gang igen. Selvom at løb kan føles vigtigt og at de mål, som vi sætter os i forbindelse med dette kan føles umulige at overskygge, er det alligevel ikke helt det samme, hvis ikke det kan deles med de mennesker, som står tættest på os. Det gør Lea. Hun står tæt på mig. Jeg har lyst til at have hende med på hele rejsen og egentlig ville rejsen slet ikke føles lige så vigtig, hvis ikke jeg havde en følelse af, at kunne dele det med hende. Men Hamburg Marathon 2018 løbes først om 8 måneder og lige i det øjeblik, var det bare vigtigt at dele løbeturen i regnen med hende.

Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Nemlig om at løbe i det regnvejr, der kan virke så uoverskueligt at bevæge sig ud i. På samme måde, som de udfordringer, som vi mødes i vores liv, kan virke uoverskuelige at tage favntag med. Men på samme måde, som det er med udfordringerne, så varer denne følelse ikke evigt, når man løber i regnvejr. De første dråber føles kolde mod ens varme hud. Det tager tid, før kroppen kommer igang. Man bliver helt i tvivl om det overhovedet kan lykkes og man er bange for den kraftprøve, som det kræver. Men så sker det. Ikke på en gang, men lidt efter lidt. Det sker lidt efter lidt. Kroppen bliver varmene. Musklerne, der til at starte med føltes hårde og stive i kulder, løsnes langsomt op. Man begynder at nærme sig en utænkelig rytme. Man finder en rytme. Regnen bliver mindre og mindre tilstedeværende. Den regn, der i starten føltes uoverstigelig og kvælende, bliver en omstædighed, som man lever med. Et vilkår i ens liv. Nu er man i det. Den varme, der kommer indefra kroppen vinder over kulden, som regnen påfører en. Man er pludselig varm. Man finder en indre tro på, at der måske alligevel kan komme noget brugbart ud af situationen. Noget værdifult. Denne lørdag i august, hvor jeg løber igennem regnen i Hamburg, kommer der noget værdifult ud af noget, der startede med at virke værdiløst. Jeg sætter og efterlader nogle fodspor i den nordtyske by, der får en større betydning end det umiddelbart kan se ud til. Jeg sætter dem ikke alene. De får betydning, fordi jeg er sammen med Lea. Vi er sammen om det her. Vi står midt i regnen, men vi står her sammen. Jeg er en løber, der kommer tilbage til Hamburg som en løber. Men jeg er også et menneske, for hvem Hamburg har en langt større betydning, fordi det giver mig muligheden for at dele dette øjeblik med en særlig person. Vi er sammen om det og jeg får en følelse af, at netop det at jeg ikke er alene er med til at sætte mig igang igen. Det giver mig muligheden for at starte op.

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *