Lidt om en grim by

“Jeg er forelsket i skylinen i Aalborg. Du får ikke smukkere panorama i Danmark, end når du kommer op af Limfjordstunnellen og kigger ud over Rørdal. Der er fabrikker, motorveje og højspændingsledninger. Det er blottet for romantik – og det kan jeg godt lide. Jeg vil ikke have idyl i byen. Hvis jeg ville have idyl, kan jeg tage til Norditalien eller til Himalaya. Aalborg er måske også det eneste sted, hvor man kunne finde på at lægge et kraftvarmeværk midt i byen. Men jeg kan godt lide det. Så kan man stå og kigge og tænke: “Se, der fik vi vores varme fra”. Aalborg er klassens frække dreng. Det er byen uden tandbøjle på. Den er udsøgt og kategorisk hæslig. Aalborg er en æstetisk hyldest til grimheden.”

Aalborg er en grim by. Det siger jeg i kærlighed til den by, som jeg er født og opvokset i og hvor jeg har tilbragt hele mit liv. Det er byen, som jeg aldrig forlod. Engang følte jeg det som et nederlag, at jeg blev i byen og ikke havde flyttet mit liv til Aarhus eller København, som mange andre af mine venner gjorde. Det var følelsen af, at jeg aldrig fik mig løsrevet mig fra den hjemstavn, som man i starten af tyverne havde følelsen af, at det handlede om at ligge så langt bag sig som muligt. Jeg bor her stadig. Jeg har måske fundet ud af, at det ikke handlede om at løsrive sig ud fra et geografisk perspektiv. Hjemstavn fik en ny betydning. Det var ikke længere et onde eller et uomgængeligt vilkår i ens liv, som man nødvendigvis måtte afskære sig hårdt og brutalt fra.

 

Det blev i stedet til en kærlighed til Aalborg, som den hjemstavn, der har rundet mig som person. En by, som jeg ikke længere følte et behov for at tage afstand til, men som jeg i stedet måtte tage til mig i erkendelse af at denne by ved Limfjorden, der er så grim at den bliver smuk, har været med til at forme mig som person. Måske er det på samme måde, som man har det med sine forældre – på tidspunkter i ens liv vil man løsrive sig fra alt det, de står for og fornægter enhver lighed. Blot for at stå senere i sit liv og erkende med en ro og afklarethed, at de også har været med til at forme en som person og at der findes en tryghed i, at kunne erkende og omfavne dette. At erkende og omfavne sine rødder. At erkende og omfavne sin hjemstavn.

Jeg kommer fra Aalborg. Det siger jeg med stolthed. Jeg har minder og oplevelser igennem næsten 40 år, som er knyttet til denne by. Jeg har cyklet igennem byen og set solen stå op over skorstene ved Aalborg Portland og jeg har gået igennem gaderne og set solen gå ned bag Egholm. Jeg har oplevet byen på uendeligt mange forskellige måder. Øde og forladt. Kaotisk og fuld af liv. Grå og regnvåd. Lys og badet i sol. Byen har været kulisse til mine lyseste og smukkeste øjeblikke og været rammen for de mørkeste stunder i mit liv.

Igennem de sidste 4 år har jeg oplevet byen på en ny måde. Jeg har brugt byen på en ny måde. Jeg har løbet i byen. Jeg har løbet i Aalborg. Jeg synes at man skal bruge sin by. Det er vigtigt. Man skal bruge sin by. Udnytte den. Forme den, så den passer til ens egoistiske behov. Derfor er asfalten i Aalborg blevet den bane, som jeg løber på. Vejene og fortovene bliver en ensporet motorvej, hvor jeg har fortrinsret og alle andre bliver tilskuere. Det skriver jeg ikke for at demonstrere en unødvendig aggresivitet. Jeg skriver det, fordi at det er sådan jeg oplever det. Jeg udfolder mig naturligvis ikke på bekostning af andre og opfører mig selvfølgelig ikke arrogant eller uhøfligt. Men når jeg løber er vejene mine og deres eneste formål er at skabe underlaget, som mine løbesko skal slå ned på i en monoton rytme.

Aalborg er en perfekt by at løbe i. Den er ukompliceret. Den er ligetil. Der er ingen fine fornemmelser. Den er rå og med et strejf af Østtyskland over den. Den opfører sig som en storby. Den har sin egen identitet og lever sit eget liv. Og så er dem grim. Det kan jeg altså godt lide. De sidste år har byen forandret sig meget. Den er blevet pænere nogle steder og lidt mere velfriseret. Det gør ikke noget. Man kan stadig fornemme den grå beton og de små glimt af grimhed, som ikke kan gemmes væk.  Min nabo er borgmesteren i Aalborg. Jeg har nogle gange tænkt på at ringe på døren og sige til ham, at han ikke må gøre byen alt for pæn. Den skal ikke blive som alle andre steder. Han må ikke gemme alt det grimme væk. Det er en del af identiteten i Aalborg.

Mine løbeture starter altid på fortovet foran lejligheden i Schleppegrellsgade i den vestlige del af Aalborg. Imens jeg venter på at min Garmin-ur finder signalet fra en satellit flere tusinde kilometer væk, kan jeg se de meterhøje lysmaster ved stadion, som tårner sig op bag den brune stakit. Så bipper uret. Jeg starter det og begynder at løbe. Herfra er vejene mange.

Jeg kan løbe forbi stadion og følge Annebergstien bag om kolonihaverne og videre forbi rugbybanen indtil jeg kommer til Kridtgraven. Når man løber på stien kan det umiddelbart være svært at se, hvad der gemmer sig bag de høje træer, men når man kommer rundt i svinget åbner den sig op for en og man kan virkelig fornemme det særlige ved dette sted. De stejle skrænter, der 20 meter oppe rummer nogle af de store villaer i Hasseris, falder næsten lodret nogle steder ned mod vandet. Det er som en lille tidslomme fra en svunden tid i Aalborg. Et sted fyldt med nostalgi. Det er et oplagt sted at lave et stop om sommeren. Det lyseblå vand ser eksotisk og indbydende ud. Det er koldt og efter en varm løbetur kan det næsten føles lutrende at mærke det omslutte ens krop.

Jeg kan løbe midt i trafikken på Kong Christians Alle, hvor de stynede træer kan ligner hænder med krogede fingre, der rækker mod himlen. Jeg passerer Nordjyllands Kunstmuseum. Den karakteristiske, hvide bygning som Alvar Aalto tegnede. For nogle år siden omdøbte de museet, så det fik et mere moderne og mundret navn. Det syntes jeg var noget pjat. Jeg fortsætter videre og drejer til højre på Vesterbro. Her er trafikken tæt og intens. Men alt det forsvinder, da jeg drejer ind af en sti, som man nemt kan overse, hvis ikke man ved at den er der. Den fører ind til atletikbanen i Skovdalen. Tribunen er slidt og ligner noget fra en svunden tid. Det hele er lidt gråt og i baggrunden tårner sygehuset sig op. Det er ikke smukt eller inspirerende, men alligeve sker der noget udefinerbart, når jeg rammer den gamle atlektikbane i Skovdalen. Kontrasten er skærende. Imens jeg jogger hen ad fortovet, er jeg opmærksom på lydene omkring mig og de mennesker jeg passerer. Så snart mine fødder rammer den orange underlag, forsvinder disse lyde. Selv lyden af mine sko, der skiftevis rammer jorden, ændrer sig. Ude på den anden side er myldretidstrafikken på sit højeste. Jeg hører det ikke. Jeg er indeni og bilernes larm er udenpå. Jeg skal kun fokusere på min åndedræt, der hastigt bliver mere besværet på grund af den opskruede fart, og mine fødders kortvarige nedslag. Alt andet er irrelevant i lige det øjeblik.

Jeg kan løbe af stien, der følger jernbanen igennem villakvarterene i Kærby. Hvis man løber ad den længe nok, kommer man til Østerådalen. Det er et stykke natur midt i Aalborg. En lille oase, der er gemt væk. Her er grusstierne brede og snor sig på kryds og tværs og om sommeren kan varmen være kvælende lige her med masser af insekter i luften. Her kan man løbe og glemme, at man befinder sig i en stor by. Larmen fra trafikken forsvinder og man hører kun den knasende lys fra løbesko, der rammer gruset. Det er som om at byen glemte dette område og bare voksede udenom det på alle sider af dette sted, hvor tiden næsten står stille.

Jeg kan løbe af Kulturbroen, som er en gangbro over Limfjorden. Så er jeg i Nørresundby. Midt i Strandparken. Jeg løber ud forbi den gamle silo, som nu er blevet til luksus-lejligheder. Længere ude fører stierne en helt ud til det, der kaldes for “Verdens Ende”. Herude kan man kun vende og løbe tilbage igen til man igen kan se Limfjordsbroen. Så løber jeg over den og tilbage til Aalborg. Jeg kan godt lide at løbe i Nørresundby. Men det er mest fordi, at det giver mig muligheden for at se Aalborg fra en ny vinkel. En anderledes vinkel. Jeg får et andet blik på den by, som jeg kommer fra. Byen bliver sat i perspektiv. Man ser fabrikkerne, skorstenene og den grå beton fra et nyt sted. Det kan der godt være brug for. Så kan man stoppe op og stå der og fundere lidt over det inden jeg løber tilbage igen.

Alle disse steder er en del af de tusindvis af de kilometer, som jeg har løbet i Aalborg igennem de sidste fire år. Det er små glimt fra en del af mit liv, der er blevet større end jeg havde forestillet mig. Alligevel findes der et sted, som mere end noget andet indrammer det at løbe i Aalborg. Et sted, der skærer det helt firkantet ud, hvad det vil sige at være en løber i Aalborg. Jeg rammer oftest dette sted, når jeg løber af Nørholmsvej og egentlig er på vej ud af byen. Lige inden byskiltet drejer jeg til højre og kort efter åbenbarer den sig for mig. Fjorden. Limfjorden. Det farvand, der er uløseligt forbundet med Aalborg. Det ene kan ikke eksistere uden det andet.

Det er dejligt at løbe langs fjorden om sommeren. Blandingen af sommervarmen, der engang imellem brydes af den lette brise og køler kroppen er perfekt. Så er det let at løbe. En skyfri himmel. Sejlbåde, der dovent glider gennem vandet. Små svedperler, der løber ned af armene. Så er det let at løbe. Så er Aalborg smuk. Sådan er det ikke, når skyerne er tunge og vinden skærer sig igennem tøjet. Vandet er sort og uroligt og med hvide bølgetoppe, der hele tiden skyder frem. Træerne bøjer sig for vinden. Jeg løber forbi lystbådehavnen, hvor vinden får det til at hyle og synge i masterne på de enkelte lystbåde, som ikke er trukket på land endnu. Det er en god lyd. Næsten som et orkester af ufrivillige instrumenter. Jeg fortsætter forbi Friluftsbadet, hvor jeg badede som barn med mine forældre og hvor den knap så privilegerede del af Aalborgs befolkning, der ikke havde råd til at køre til strandene ved Vesterhavet, alligevel havde mulighed for at udfolde sig. Jeg følger stien igennem Fjordbyen. En samling af små, gamle fiskerhuse. Vinden kaster nogle af mågerne over fjorden ind over land imens andre står stille i luften med baskende vinger i en kamp mod overnaturlige kræfter. Rustne både, der har været på land i mange år står spredt tilfældigt. Det er som om at folk bare har glemt dem og ikke gider flytte dem.

Her løb jeg mine første ture i mine grå sko fra New Balance. Hver gang jeg løber langs fjorden minder det mig om, hvor jeg startede. Det minder mig om, hvor det hele begyndte. Det minder mig om, hvad det hele handler om. Det handler bare om at løbe. Det er her jeg løber. I Aalborg. Midt i al dens grimhed. Dens karakteristiske  og smukke grimhed. Det er min by. Min hjemstavn. Det er her, jeg vender tilbage til. Det er denne by, der har rundet og formet mig som løber. Som menneske. Jeg løber i Aalborg. Jeg er en løber i Aalborg. Når jeg løber langs fjorden med vinden i ansigtet ved jeg godt, hvor jeg er henne. Så er jeg hjemme!

/Thomas

1 thought on “Lidt om en grim by

  • Hej Thomas!
    Dit indlæg er simpelthen spot-on. Om vi skal kalde hende en gammel havneluder eller nordens Paris – så er og bliver aaleren bare et fantastisk sted!

    Og som løber er det svært at forestille sig et mere afvekslende og spændende land/by-skab at løbe i!

    Super indlæg!

    Vh Ronni

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *