Lidt om at hestehalen skal sidde godt

“Livet er bedre i løbesko. Løb er den første ting i mit liv, hvor jeg følte, at her var noget, jeg var god til. Ikke subelite-god, men bedre end folk, der ikke løber. Det gør indtryk på folk, at jeg løber og løber langt. De rosende ord betyder alverden. De giver mig en stolthed og tillid til egne evner – både som menneske og som løber. Den følelsen har jeg ikke haft før. Det motiverer mig og betyder, at jeg vil være vedholdende omkring løb. Derfor bliver jeg ved. Derfor løber jeg!”

Vi har altid været aktive i min familie. Mine forældre har altid dyrket sport. Min far har spillet badminton og håndbold. Min mor startede med at løbe, da jeg blev født og har løbet lige siden. Jeg har flere gange prøvet på at starte med at løbe. Det har været den klassiske historie med at jeg løb nogle gange og så var det ikke rigtig spændende mere. Det har jeg gjort mange gange i mit liv indtil jeg møder min kæreste Thomas. Han løb bare. Han var vedholdende omkring det. Jeg ville gerne vise, at jeg også godt kunne gøre det og han hjalp mig med at komme igang og løb med mig på de første ture. Jeg meldte mig til et halvmarathon for at bevise overfor ham, at jeg godt kunne løbe. Træningen frem mod dette halvmarathon var ikke særlig fedt. Det var hårdt. Jeg kunne ikke engang løbe 5 kilometer, da jeg tilmeldte mig. Optakten til løbet blev ikke særlig god. Jeg havde jo mest af alt meldt mig til løbet for at bevise noget overfor Thomas og træningen føltes mest som en pligt. Jeg var ikke rigtig selv med i det.  Alligevel blev dette ikke blot endnu et mislykket forsøg på at starte med at løbe. Da jeg løb over målstregen til mit første halvmarathon i Aarhus var noget forandret. Efter løbet sagde jeg, at det gjorde jeg aldrig igen. Alligevel gav løbet mig lysten til at fortsætte.

unnamed2

Igennem det kommende år løb jeg flere halvmarathons, men havde også sagt til mig selv, at jeg aldrig ville komme til at løbe et marathonløb. En dag sagde min løbemakker Julie til mig, at hun gerne ville løbe et marathon og ville gerne at jeg skulle træne op til løbet sammen med hende. Min første tanke var, at jeg havde ikke lyst til at løbe et marathon. Jeg var bange for at skulle løbe de lange ture alene. Men det ville jeg jo ikke behøve at gøre. Jeg ville have Julie. En dag i marts tager jeg beslutningen om, at tilmelde mig Copenhagen Marathon. Jeg vidste at jeg kunne løbe et halvmarathon. Sammen med Julie fik jeg lavet en plan for vores lange ture frem mod løbet. Det var en kæmpe motivationsfaktor, at vi kunne deltage i fællestræningen frem mod Copenhagen Marathon, som AaRun arrangerede sammen med Sparta. Der var pace-grupper og det gjorde det nemt at løbe de lange ture i weekenden.  Især Michael, som var fartholder gjorde bare et fantastisk stykke arbejde. Tak for det Michael. Vi kunne gøre det sammen og gøre det i et større fællesskab. Vi gør det sammen.

Da vi havde løbet den sidste lange tur på 30 kilometer, var min hjerne fremme ved selve løbet. Resten af dagene var bare ventetid. Jeg brugte næsten en måned på at finde ud af hvilke tights jeg skal løbe i til løbet. Jeg havde et par tights fra Fusion, men dem gad jeg ikke løbe i. Jeg skulle se godt ud til mit første marathon. Jeg ville ikke bare ligne endnu en løber fra Aalborg i Fusion-tights. Det gad jeg ikke. Jeg kunne ikke rigtig finde nogle, der sad godt. Ikke engang dem, som jeg endte med at løbe marathon i. Jeg løber den sidste tur på 4 kilometer to dage inden løbet og samme dag kører vi til København. Vi skiftes til at køre og pludselig var vi derovre. Vi tjekker ind på hotellet. Jeg ved, at nu kommer det til at ske. Jeg var spændt, når jeg tænkte på det, men samtidig var der også en masse praktiske ting ift. at hente startnummer og nervøsiteten når ikke rigtig at ramme mig. Det går hurtigt på Expoen. Pludselig er vi ude igen. Jeg havde troet, at det ville føles større at få den hvide pose med mit startnummer udleveret. Måske er jeg bare god til at bygge tingene op i mit hoved?

unnamed1

Lørdag aften sætter jeg mit startnummer på trøjen. Det er alt for stort. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jannie sender et billede med en fra NBRO, der har foldet sit startnummer, så det er mindre. Jeg tænker, at “hvis han kan, så kan jeg også!”. Jeg har frygtet at skulle sove natten inden løbet. Thomas har fortalt flere historier om, hvordan har sover dårligt natten inden et løb og ligger og tænker på løbet. Alligevel sover vi begge som en sten hele natten.

Søndag morgen ringer vækkeuret klokken 05.50. Jeg kan ikke huske så meget fra den morgen. Jeg kan huske, at vi går ned og spiser morgenmad. Jeg spiser havregryn med mælk og et rundstykke med honning. Jeg har det OK. Dagen inden har der været masser af larm i restauranten, men nu er der næsten stille. Alle sidder bare og spiser deres morgenmad. Der kommer en anden løber fra AaRun og jeg når at tænke, at jeg ikke håber han sætter sig ved siden af os. Jeg har bare brug for at sidde for mig selv i det øjeblik og være sammen med Thomas, der kender mig. Vi går op på hotelværelset igen og jeg tager tøjet på. Jeg kigger mig i spejlet og ser på mit hår, der er lidt fedtet. Jeg tænker, at så plejer det at sidde godt i en hestehale. Det gør det ikke den dag og jeg prøver at lave en hestehale en million gange. Jeg reder det igennem igen og igen og synes det er helt umuligt. Til sidst får jeg lavet en hestehale og jeg tænker, nu skal jeg ikke spekulere mere på det. Det er vigtigt, at ens hestehale sidder godt, når man skal løbe marathon.

IMG_0971

Vi går op til metrostationen og sætter os ind i toget. Toget er tomt, men ved de efterfølgende stationer står flere og flere løbere på. Vi står af ved Islands Brygge og går samme vej som året før. Da vi står og skal aflevere vores bagagepose, sætter jeg mig i græsset og kigger rundt. Jeg tænker, at de andre løbere kigger på mig og tænker, at jeg skal løbe. Sidste år var jeg tilskuer. Nu skal jeg løbe. Vi mødes med de andre løbere fra AaRun ved startstregen og pludselig spørger en jounalist, om jeg vil interviewes til nyhederne på TV2. Jeg har selvfølgelig lyst til det, men jeg er alligevel ikke rigtig til stede under interviewet. Jeg er allerede fremme ved løbet og kan ikke rigtig huske, hvad han spørger mig om. Jeg er nødt til at sige farvel til Thomas lidt hurtigt. Det bliver ikke helt, som jeg har forestillet mig. Jeg havde tænkt, at vi skulle kramme, men nu bliver det bare et hurtigt farvelkys. Da interviewet er færdigt, går jeg sammen med Julie ned for at finde den startgruppe, som vi skal stå ved. Julie siger, at hun skal på toilettet inden starten. Hun går på toilettet og jeg kan se, at køerne er meget lange. Jeg begynder at kigge på mit ur og pludselig fortæller speakeren, at der er to minutter til starten på løbet. Der begynder, at gå en masse tanker igennem mit hoved. Hvad nu, hvis hun ikke når tilbage eller at hun allerede er gået forbi mig. Måske har vi misforstået hinanden om, hvor vi skal mødes? Pludselig ser jeg hende og jeg bliver virkelig lettet og krammer hende. Jeg tænker, at det er sådan det føles, hvis ens barn bliver væk i et storcenter og man finder det igen.

Så går starten på løbet. Jeg når ikke at tænke så meget og pludselig skal vi starte uret. Jeg kan ikke huske så meget fra den første del af løbet. Jeg kan huske, da vi løber forbi Parken. Jeg ser Jakob Riising og jeg giver ham en high-five. Vi løber ind i Fælledparken, hvor et band fra en efterskole spiller rock-musik. Vi løber forbi Amalienborg. Lige inden vi løber op mod Fisketorvet, snakker Julie og jeg om, at vores ben ikke føles så gode og at der er langt igen. Stykket op mod Fisketorvet føles meget langt og jeg når at tænke, at jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til at løbe det her løb.

IMG_0970

Da vi løber på Frederiksberg og har løbet 20 kilometer, møder jeg Hasse og Patricia og jeg tænker, at det er flot med Dannebrogsflagene, der hænger ud over vejen. Lidt senere møder jeg min søster Lina. Jeg ser hende stå med et kæmpe flag og hun har en sort regnjakke på. Jeg krammer hende og bliver rørt over at se hende. Hun bliver også rørt og siger “hvor er du dygtig Lea!”. Vi løber over Dronning Louises Bro og på vejen derop, hvor vi kan høre højtalerne, når jeg at tænke, at “nu brænder den bro”. Da vi løber op mod Parken igen begynder vi at tælle ned for hver kilometer-skilt, som vi passerer. Ni kilometer igen. Otte kilometer igen. Inde i Fællesparken er der en lille pige, der har læst mit navn på startnummeret og råber “kom så Lea!”. Der får jeg tårer i øjnene. Vi møder også Julies kæreste, der har købt nogle farver i Søstrene Grene og malet på det skilt, som tilskuerne får udleveret til at heppe med. Der står “Team Hest”. Egentlig var det til et helt andet løb, men det gør ikke noget. Han løber frem og tilbage ved Rundetårn for at se os løbe.

Det eneste jeg kan huske fra den sidste del af løbet er, at det er hårdt. En smerte, som man ikke kan beskrive, hvis ikke man har oplevet det. Det føles som om mine knæ er låst. Jeg forsøger at løfte benene lidt højere, men kan mærke, at hvis jeg gør det, vil jeg få krampe. Folk omkring os begynder at gå. Pludselig kan vi se Langebro. Vi kan se, at der er folk, der løber på broen og vi fortæller hinanden at det er den bro, vi skal op på. Det er der vi skal op. Det er i det øjeblik, at det går op for mig, at jeg er ved at løbe et marathon. Vi gjorde det sammen. Da vi løber ned af broen og ind på opløbet bliver jeg rørt og får tårer i øjnene. Jeg løber over målstregen. Jeg bukker mig ned og begynder at græde. Jeg ser Thomas og giver ham et kram, men jeg har hele tiden også Julie i mine tanker. Hun har ikke nogen, der står og venter i målet. Jeg ser hende og vi begynder begge at græde og holder om hinanden. Hun siger “vi gjorde det Lea!”.

IMG_0966

Det er næsten som jeg har forestillet mig at løbe i mål. Jeg har tit tænkt, når jeg har set Thomas løbe, at nogle løbere rækker armene op eller laver “flyveren” på vej i mål og at det får tilskuerne til at klappe og huje endnu mere. Det gør jeg også og folk klapper. Jeg vidste, at jeg ville begynde at græde, når jeg løber i mål. Det er en forløsning. En forløsning over alt det, som er blevet bygget op igennem de sidste måneder. Lige der kulminerer det hele. Bagefter får jeg et plasticslag over mig og får hjælp af en samarit til at tage det på. Vi møder Louise, som siger tillykke. Jeg kan slet ikke overskue at snakke med hende. Egentlig vil jeg rigtig gerne snakke med hende, men jeg har simpelthen ikke overskud. Jeg får en øl sammen med Julie og vi går over til de andre løbere fra AaRun.

Nu er det lidt mere end to uger siden, at jeg kom i mål. Det er blevet hverdag og jeg er begyndt at løbe igen. Jeg ved ikke, om jeg skal løbe marathon igen. Måske vil jeg gerne prøve det en gang mere. Jeg er ikke så skræmt over tanken, som jeg var, da jeg kom i mål og alt i min krop gjorde ondt. Jeg synes, at det er svært at sætte ord på mine tanker om, at jeg har gennemført et marathonløb. Måske har jeg ikke fået bearbejdet det ordentligt? Men det betyder noget for mig, at jeg gjorde det. Lige nu er det, der betyder mest, at jeg gjorde det med Julie. Vi gjorde det sammen. Selvom vi ikke snakkede ret meget sammen undervejs ved jeg, at jeg ikke kunne have gjort det uden Julie. Hun gør noget godt ved mig. Der er en ro ved hende, der gør mig tryg og giver mig troen på, at jeg godt kan løbe et marathonløb.

/Lea

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *