Lidt om at blive enige om morgenmaden

“Der findes mange sider af den samme oplevelse. Så mange, at det måske ikke giver mening at tale om den samme oplevelse. Måske er det forskellige oplevelser? Det, der kan virke som koncentration, kan måske også opfattes som indesluttethed. Minutiøse forberedelser, der kan tolkes som egoisme. Vi betragter de samme ting igennem forskellige prismer. For to uger siden løb jeg mit sjette marathon i Hamburg. Den historie har jeg allerede fortalt Jer – sådan som jeg oplevede den. Idag fortælles den samme historie med nye ord af en person, der oplevede de samme dage i den tyske by på en anden måde end mig selv. Idag fortæller Lea om, hvordan det er, at være en del af nogle dage, der udelukkende handler om mig og de sidste skridt frem mod mit løb. Her er hendes historie!”

Jeg sidder i toget fra Aalborg Vestby imod Hjørring. Jeg er på vej i skole. Jeg sidder lænet op af vinduet. På den anden side af mellemgangen, sidder en mand. Han er af mellemøstlig afstamning, tænker jeg. Han hører højt musik imens han vrikker lidt med skuldrene i takt med musikken og mumler lidt med på sangen. Klokken er 8.20.

IMG_1599

Jeg sidder og tænker tilbage på weekendens tur til Hamburg. Turen med det formål, at Thomas skulle løbe Haspa Hamburg Marathon. I ugerne op til talte Thomas og jeg ikke meget om løbet i Hamburg. Udadtil virkede han meget rolig omkring situation. Måske en anelse for rolig og det undrede mig. Da jeg spurgte ind til det en uge inden afrejse, stod det klart at Thomas var meget spændt og nervøs. “Jeg har skrevet om det på Instagram”, sagde han. Det blev jeg sgu skuffet over. Jeg er ikke typen der læser teksten til billederne, medmindre de er über-korte eller handler om mig. Jeg er mere den der kigger på billedet, liker og hopper videre til det næste. Desuden kunne det være rart, at Thomas fortalte mig om hans følelser omkring løbet og at jeg ikke skulle læse om dem på de sociale medier. Det tror jeg også han er indforstået med nu.

I dagene op til afrejsen blev stuen og specielt spisebordet omdannet til en udstilling af tingene på Thomas’ huskeliste. Dilemmaer om, hvor der skulle spises morgenmad i Hamburg kom på dagsordenen. Thomas var meget afklaret. Han var kun fokuseret på indtaget af kulhydrater op til løbet frem for kvaliteten. Han foreslog en billig morgenbuffet et sted i byen, så var der noget til alle. Her var vi bestemt ikke enige. Jeg tog ikke til Hamburg for at spise en billig buffet til nogle få euros, hvor det meste af maden var præfabrikeret eller af halvdårlig kvalitet! Det var et svært dilemma, synes jeg. På den ene side ville jeg jo gerne give Thomas de bedste betingelser for denne weekend og dette maraton og på den anden side ville jeg også gerne have mig selv med og også selv få noget ud af denne tur. Til sidst fandt vi dog en løsning, der passede alle, for morgenbuffeten på hotellet denne weekend var billig og efter sigende af god kvalitet, så den blev taget med i købet. Halleluja!

IMG_6729

Afrejsedagen var lidt hektisk. Jeg vågnede med en anelse tømmermænd, som var resultatet af en aften forinden med sushi og vin. Thomas var ikke videre imponeret over, at jeg kom sent hjem og spurgte et par gange på SMS i løbet af aftenen, hvornår jeg kom hjem – sorry Thomas! Vi kørte afsted mod Hamburg om eftermiddagen. Satte os ind i den røde Skoda på bagsædet, smækkede bildørene efter os. Inden vi var noget ud af Aalborg havde Thomas arrangeret sig ved siden af mig. Jeg syntes han fyldte lige lovligt meget. Han pressede på med hans lange løberben. På vejen ned igennem Jylland nåede han at skrive et indlæg, drikke en hulens meget væske og vi havde tissepause en milliard gange (eller det føltes hverfald sådan). Da vi nåede Hamborg og var 500 meter fra hotellet, var hans blære igen ved at sprænges og han måtte hoppe ud af bilen og gå det sidste stykke for at få tankerne på noget andet!

Sengen på hotellet er fantastisk. Jeg har glædet mig til opholdet på dette hotel. Det er lørdag morgen. Jeg vågner tidligt. Thomas ligger stadig og sover, da jeg forsigtigt og lydløst trækker i mit løbetøj. Han vågner, da jeg er på vej ud af døren.
Jeg står på løbebåndet i hotellets fitnesscenter. En anden løber står på løbebåndet ved siden af mit. Han er lav og spinkel. Jeg forestiller mig at han, som vi gør, opholder sig på hotellet, da han skal løbe maraton den næstkommende dag. Jeg forestiller mig at han tænker det samme om mig – det håber jeg faktisk at han gør.

Da vi går ned for at spise morgenmad på hotellet, bevæger vi os forbi et område med lænestole, der sidder en ung kvinde og slænger sig, med fødderne over armlænet og blikket stålfast mod mobilen. Thomas nævner, at det er en portugisisk løber. Jeg tænker ikke videre over det. Dagen efter bliver hun den første kvindelig løber i mål.  

Om formiddagen går vi mod messecentret hvor løbets Expo afholdes. Den store hal er fyldt med mennesker, mange løbere, familiemedlemmer til løbere. Der er trængt i hallen, alt for trangt. Thomas får sit startnummer. Vi kigger de forskellige stande. Endelig bevæger vi os mod udgangen. Jeg havde glædet mig til denne Expo, med en forhåbning om at spotte et kup, men hallen var så trang, at det blev uoverskueligt og det lidt blev ligemeget og formålet blev hurtigt at blive færdig og komme ud. 

Vi spiste frokost på Café Paris i midtbyen. Her er Thomas og jeg kommet de gange, vi har besøgt Hamborg og denne gang skulle den også besøges. Jeg bestilte Drei Würstchen mit Senf und Meerrettich. Forventningen til frokosten var stor og tanken var, at der ville ankomme tre store gode tyske pølser på en tallerken. Jeg blev slemt skuffet – tre kogte partypølser var synet, der mødte mig, da tallerkenen blev placeret foran mig. Det var kun til at grine af. Det var perfekt alligevel. En god frokost!

Midt på dagen fik jeg et par timer alene, uden fokus på løbet eller Thomas. Det var bare mig, helt alene i Hamburg. Jeg fik shoppet. Det er et par timer, hvor det ikke handler om det maraton, som Thomas skal løbe. Et løb, som alt i denne weekend handler om. Selvom det er okay, så trænger jeg stadig til en pause fra det. En pause, som jeg alligevel ikke får, for overalt ser jeg mennesker, med den karakteristiske, hvide pose fra Expoen.

Da jeg kommer tilbage på hotelværelse ligger Thomas begravet under hotelsengens dyner. Han er igang med en dokumentar om Lance Armstrong på Netflix. Jeg lagde mig ind til ham og faldt i søvn.

IMG_8965

Om aftenen spiste vi pizza. En stor pizza og Thomas fik pasta. Det var hyggeligt, men jeg vidste også det kun var for en kort stund. Jeg kunne mærke på Thomas, at han gerne ville tilbage på værelset. Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom hjem til hotellet. Måske var jeg træt?

På løbsdagen var uret sat til klokken lidt i 6. Thomas gik direkte mod badeværelse da han vågnede. Imens stod jeg op og iklædte mig mit tøj. Praktisk tøj med tanken om at vi skulle være udendørs det meste af formiddagen. Jeg trak gardinerne væk fra vinduerne. Der var gråt udenfor. Vi gik mod elevatoren. Ind stiger vi og kører ned fra 19. etage. I løbet af elevatorturen, står andre løbere på. En kvindelig, afrikansk løber stiger ind. Jeg kigger ned. Hun har sandaler på med bare fødder i. Hun har en rød neglelak på tåneglene. Den er skallet af flere steder.

Vi tager et bord til to i restauranten. Der er fyldt med løbere i tights og joggingtøj. De står alle i kø til det lyse brød og espressoshots. Jeg går udenom dem alle og skærer et stykke rugbrød. Ved det mørke brød er der frit og ingen kø. Jeg smører et lag smør på brødet. Jeg tager et æg, der er hårdkogte, som de også var dagen forinden. Det passer mig helt fint. Jeg sætter mig ned til bordet igen. Thomas roder rundt i en skål med cornflaskes og mælk. Han siger ikke noget. Det gør jeg heller ikke. Han forlader bordet igen, kommer tilbage med lyst brød og syltetøj. Han spiser det. Han nævner for mig at han går tilbage på hotelværelset.

IMG_0397

Ved krydset, hvor St. Petersburg Strasse og Marseiller Strasse krydser hinanden ønsker vi Thomas et godt løb og sender ham ind i mængden af andre løbere. Vi går mod startområdet. Der er koldt. Det regner og jeg pakker mig bedre ind. Starten går og røde og hvide balloner bliver sendt mod himlen over Hamburg. Thomas er på vej.

IMG_8985

Det begynder at hagle og det første der slår mig, er hvad Thomas tænker om denne situation. Vi finder et overraskende godt spot på tribunen langs opløbet. Vi står forrest og har udsyn ned til, hvor løberne kommer og opløbet begynder. 2 timer og 7 minutter af løbet er gået. Kommentatoren råber noget på tysk og folk begynder at huje og juble og snart dukker de to første løbere op. Det er to mørke mænd. På deres startnumre står der henholdsvis 1 og 2. De løber om kap mod målet. Nummer 1 ligger sig tilbage. Nummer 2 overhaler og løber igennem målet. Hele eliten kommer halsende bagefter lidt efter lidt.
En time efter står vi igen klar. Det er kort tid til Thomas snart er at se! Jeg fokuserer kun på at lede efter den hvide singlet fra SaySky i mængden. Flere gange får jeg øje på noget hvidt, men det er ikke den singlet. Pludselig dukker han frem nede i svinget. Jeg får fat i min mobil i lommen, tager den frem og finder kameraet frem. Jeg er klar og tænker på ikke at kigge igennem kamerat men kigge ved siden af. Det her skal jeg fandme se med mine øjne og ikke igennem skærmen på min mobil. Jeg trykker knappen i bund, det tager billeder og jeg ser Thomas løbe forbi mig. Ind over målstregen. Jeg puster ud. Han gjorde det. Nu er han inde. Nu er det slut. Han er er okay. Jeg kan se at han er okay! Jeg er lettet og jeg er glad.

IMG_7919

Vi går tilbage til der, hvor vi efterlod ham. Der er nu sol og det er lunt. Han er her ikke. Jeg sætter mig på en kantsten og kigger op og der kommer han haltende. Jeg skynder mig op fra stenen, tager imod ham og tager om ham. Jeg følges med ham i hånden hjem til hotellet. Han går ikke ret godt. Imens han fortæller om løbet bliver hans læber mere og mere blå. På hotellet hjælper jeg ham af med startnummeret og af med tøjet.

Jeg er træt, da vi kører tilbage fra Hamburg til Aalborg i bilen. Jeg vil bare hjem nu. Thomas sidder foran. Han er glad, fuld af energi og med overskud. Jeg ville ønske, han sad bagved hos mig. Engang imellem rækker han hånden bagud og holder min hånd. Han ved, at jeg er træt. Jeg ved, at han er ovenpå! Hvor er jeg stolt af ham!

/Lea

1 thought on “Lidt om at blive enige om morgenmaden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *