Lidt om Hamburg Marathon 2017

Hotelværet i Hamburg er stadig helt mørkt, da jeg sætter mine fødder ned på det kolde gulv og lister ud på toilettet. Jeg skynder mig tilbage i sengen og forsøger at finde roen til at falde i søvn. Det lykkes ikke. Jeg ligger instinktivt og venter på det, som jeg inderst inde frygter, nemlig at uret ringer. Jeg er ikke klar til at blive konfronteret med det, som jeg har ligget søvnløs over de sidste uger. Når uret ringer starter en endeløs række af mekaniske rutiner, som jeg ikke har lyst til at være en del af. Lige nu føles stilheden i det mørke hotelværelse tryg og sikker. Og selvom at det er en hul tryghed og at jeg ligger i sengen på lånt tid, lukker jeg alligevel øjnene og når at forsvinde i søvnen i nogle få øjeblikke inden jeg vækkes af alarmen på mit ur. Det er nu!

Jeg har skrevet denne beretning om mit løb i Hamburg i søndags. Et løb, som jeg vil huske som den måske mest perfekte løbe-præstation, som jeg nogensinde har lavet. Men for at forstå min tanker omkring dette løb, er det vigtigt for mig at beskrive mine tanker inden løbet og mit udgangspunkt for at sætte nummeret fast på min hvide singlet lørdag aften og så de tanker og følelser, der strømmer igennem min krop, da jeg søndag middag stopper uret og det hele er overstået. Jeg vil forsøge ikke at trætte Jer med alt for mange kedelige detaljer om pace, splittider og gennemsnitsfart, men forsøge at fortælle en historie om de følelser, der har fyldt min krop før, under og efter den 32. udgave af Hamburg Marathon.

Måske er det bare mig, der glemmer det fra gang til gang, fordi der trods alt går forholdsvis lang tid imellem, at jeg løber et marathon-løb, men nervøsiteten og angsten over igen at skulle konfronteres med denne distance. Alligevel føler jeg, at optakten til Hamburg Marathon har været særlig intens. Tvivl og usikkerhed. Søvnløse nætter, hvor jeg har ligget og stirret op i loftet. En tiltagende følelse af angst, der stille og roligt er vokset i mig. Alt sammen, fordi løbet i Hamburg skræmte mig af helvede til. Det er ikke distancen i sig selv, der skræmmer mig, selvom jeg selvfølgelig har en naturlig respekt for at skulle løbe 42 kilometer. Det er tanken om, at jeg skal løbe distancen hurtigere end jeg nogensinde har gjort før!

IMG_0363

Jeg hader ventetiden de sidste dage op til et løb. Min krop fyldes af en rastløshed, der føles ubrugelig. Den gør mig irriteret og jeg bliver distræt. Jeg bliver stille og indadvendt og går med mine egne tanker. Fredag eftermiddag sætter jeg mig ind på bagsædet af mine forældres bil og vi kører mod Hamburg. Af en eller anden underlig grund giver det faktisk en smule ro. Nu er jeg på vej, tænker jeg. Bilturen er hyggelig. Pludselig er min stilhed forsvundet og jeg laver sjov og vi griner. Vi tjekker ind på hotellet og går ud og spiser aftensmad. Det er hyggeligt. Det småregner og jeg snakker i telefon med min bror på vej tilbage til hotellet. Så snart at døren til hotelværelset lukker bag mig, bliver jeg igen konfronteret med formålet med turen. Løbetøj og løbesko ligger på sengen sammen med små poser med Vitargo, der er sirligt foldet sammen og små pakker med chews fra 32GI. Det er et realitetstjek, som jeg kke har brug for i det øjeblik.

Lørdagen går uendeligt langsomt og alligevel alt for hurtigt. Jeg henter startnummer på Expoen og bagefter spiser vi frokost på Cafe Paris i centrum af Hamburg. Så går jeg hjem på hotellet. Jeg ligger mig i sengen og ser en film. Udenfor bryder solen igennem skyerne og lyser byen op. Jeg kan skimte kranerne ved Elb-floden i det fjerne. De strækker sig mod himlen og ligner giraffer, der står på række. Der er stille på hotelværelset. Det er et godt øjeblik og jeg ville ønske, at jeg kunne holde fast i det for altid. Vi går ud og spiser aftensmad. Jeg gemmer min nervøsitet væk imens jeg spiser en portion pasta. Jeg kigger på mit ur. Jeg vil gerne hjem til hotellet nu. De sidste ting skal forberedes og jeg skal tidligt i seng. På vejen tilbage går jeg lidt foran de andre. Jeg har ikke flere ord nu. Jeg kan ikke vente mere nu.

IMG_0369

Søndag morgen står jeg i en elevator sammen med Lea og en af verdens hurtigste marathon-løbere. Vi skal alle 3 ned og spise morgenmad. Jeg spiser stille og mekanisk uden at smage på maden. Mine forældre kommer og sætter sig ved bordet ved siden af. Min mor forsøger at bryde stilheden med en sjov kommentar, som får lov til at hænge og blafre i hotellets restaurant uden svar. Da jeg har spist mine havregryn og nogle boller med syltetøj rejser jeg mig og går alene tilbage på hotelværelset. Så står jeg der helt alene. Jeg har lyst til at gemme mig. Bare ligge mig ned under dynen og sove videre og så køre tilbage til Aalborg. I det øjeblik forbander jeg mig selv for at ligge sådan et forventningspres på mine egne skuldre. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne af det projekt, som jeg selv har sæt i værk. De næste 30 minutter tænker jeg nogle tanker, som jeg ikke har haft lyst til at dele med nogen – nu gør jeg det alligevel. Imens jeg trækker i mit løbetøj og gør mig klar overvejer jeg en masse forskellige udveje på det, som jeg føler som et uløseligt dilemma. Jeg overvejer at lade være med stille til start og fortælle en løgn om, at jeg var blevet syg. Det ville give mig mulighed for at træne mere og tabe mig mere inden Copenhagen Marathon. Jeg overvejer at løbe i et langsommere tempo med en forklaring om, at jeg bare ikke ramte dagen. Jeg overvejer at holde mig til min plan, men at udgå tidligt i løbet med undskyldningen om en skade. Jeg leder desperat efter en udvej på en situation, der føles umuligt. For i sidste er jeg skræmt fra vid og sans ved tanken om at løbe et marathon hurtigere end 3 timer og 15 minutter. Jeg tror simpelthen ikke på, at det kan lade sig gøre. Jeg tror ikke på det! Mine tanker brydes af et bank på døren. Det er nu. Ikke mere forberedelse og ventetid. Det er i dette øjeblik, at måneders hård og intensiv træning skal omsættes til en præstation, der føles stor og uoverskuelig.

IMG_0375

Jeg står imellem en masse andre løbere i startboksen, da løbs-speakeren præsenterer de professionelle løbere. Jeg kigger mig omkring. Vi står tæt sammen og jeg føler mig helt alene. Der tælles ned og i samme øjeblik, som startskuddet lyder, ser jeg tusindvis af røde og hvide balloner, der stiger op mod den grå himmel. Det varer bare et øjeblik. Så rykkes jeg ud øjeblikket, da folk begynder at bevæge sig fremad. Jeg tager en dyb indånding. Nu er det slut med at gemme sig.

Vi løber afsted. Larmen er øredøvende fra tilskuerne på tribunerne. Vi drejer til højre ved tivoliet på Feldstrasse og øjeblikket efter rammer de første regndråber mit ansigt. Få minutter senere bliver regnen til små hagl, der skærer på mine kolde ben. Det larmer og alligevel er der helt stille. Jeg opfanger kun lydene fra tusindvis af løbesko, der rammer den regnvåde asfalt. Jeg kigger på mit ur. Tempoet er som det skal være. Planen er enkel. Hver gang jeg har løbet 5 kilometer og passerer kilometer-skiltet på ruten trykker jeg på mit ur. Det skal tage 22 minutter og 55 sekunder at løbe de 5 kilometer. Jeg får øje på skiltet, hvor der står 5 kilometer. Det kommer forbavsende hurtigt synes jeg. I samme øjeblik, som jeg passerer skiltet, trykker jeg på uret. Jeg kigger ned. Det viser 22 minutter og 55 sekunder. Præcis! Der sker noget i mig i det øjeblik. Ikke fordi, at det lykkedes mig at ramme min splittid så præcist, men fordi det ikke føles hårdt. Det føles ikke hårdt. Jeg kan ikke forstå det. Blot en uge tidligere løb jeg 5 kilometer i dette tempo med en alt for høj puls. Nu har jeg følelsen af at have ramt et perfekt flow og den helt rigtige rytme. Jeg behøver ikke engang at kigge ned på mit ur for at være sikker på at jeg holder tempoet. Pludselig er alt nervøsitet og usikkerhed væk. En spirende tro begynder at vokse i mig. Jeg finder et håb og en tro på at det kan lade sig gøre at nå mit mål. Min drøm.

Jeg passerer skiltet med 10 kilometer og konstaterer at planen for løbet holder endnu. Jeg er slet ikke presset, men ved også, at der stadig er lang vej endnu. Vi løber mod havnen i Hamburg langs Elben. Der står tusindvis af tilskuere langs ruten og hepper og jubler. Vi rammer det depot, hvor jeg griber et glas fra en official og skyller det ned imens jeg løber, hvorefter jeg kyler kruset fra mig. Jeg er ovenpå kan jeg mærke. Jeg har kontrol over det her. Endnu en positiv status efter 15 kilometer giver yderligere moral og selvtillid imens jeg forsøger at finde den rigtige rytme op de små og næsten ubetydeligt stigninger og nedløb, der er langs ruten på vej mod centrum af Hamburg.

IMG_0397

Vi løber langs Aussenalster midt i Hamburg, da jeg kan skimte en hvid portal længere fremme. Den signalerer, at jeg er halvvejs. Jeg kigger på mit ur, da jeg løber under den og konstaterer at jeg er har løbet den første del af løbet lidt hurtigere end oprindelig planlagt. Selvom at jeg har kunnet mærke en voksende selvtillid i løbet af de første 21 kilometer, er min første tanke, at det blot giver mig noget tid at tabe senere i løbet, hvor jeg stadig har svært ved at forestille mig at jeg kan holde det samme tempo som nu.

Jeg smider et glas cola midt i en haglbyge, da jeg har løbet 25 kilometer. Der er modvind og det er lige begyndt at hagle, da vi rammer depotet. Jeg vil have et glas med energidrik, men pludselig løber jeg med et glas cola i hånden. Jeg smider det i arrigskab over min dumhed og når lige at få fat i et glas med energidrik, som jeg skyller ned sammen med en salttablet. Jeg kan begynde at mærke trætheden. Mine lægmuskler begynder at blive spændte og en snigende ømhed kan mærkes i mine lårmuskler. Jeg tjekker min puls og bliver bekræftet i, at den ikke er høj. Det er bare oppe i hovedet, at jeg synes det er hårdt lige nu. Der er modvind og jeg ligger mig demonstrativt ind bag en anden løber på vej op af en lille bakke. Det er lige i de øjeblikket, at løbet bliver afgjort for mig. Jeg har lovet mig selv, at jeg vil holde mig til min plan de første 30 kilometer og så gøre status derefter. Jeg kan skimte skiltet med 30 kilometer lidt længere fremme. Mine lårmuskler gør ondt nu og jeg er træt. Jeg har 3 muligheder. Jeg kan sætte tempoet ned eller op eller blot fortsætte med at holde et stabilt tempo. Jeg har lyst til det første, men jeg vælger det sidste. Jeg regner hurtigt ud, at jeg faktisk kan droppe mit tempo en del og stadig nå mit mål, men selvom det lyder tillokkende bliver det aldrig en reel mulighed. Jeg holder tempoet stabilt og da jeg rammer 35 kilometer har jeg hentet yderligere 10 sekunder. “Jeg gør det fandme!”, tænker jeg!

Det rammer mig hårdt med en skær af genkendelighed, da jeg pludselig ser det ikoniske TV-tårn imellem de store kontorbygninger.Det er nostalgien fra 70’ernes Tyskland, der møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Jeg har løbet 36 kilometer og jeg ved lige præcis, hvor jeg er. Vi er på vej ned til Aussenalster igen, hvor jeg løb med Lea for mange måneder siden på en kold dag i februar. Jeg kan resten af ruten i mit hoved. Jeg ved præcis, hvor jeg skal hen og lige hen. Alt i min krop gør ondt, som jeg aldrig har oplevet det før. Det er svært at sætte ord på. Smerten er på en måde hele tiden nærværende på en ubehagelig måde, hvor hvert eneste skridt jeg tager gør mere ondt end jeg kan forklare. Alligevel føler jeg mig distanceret fra den. Som om, den ikke helt er en del af mig. Jeg tillader den ikke at komme helt ind. Jeg kan kontrollere det, tænker jeg. Jeg kan udholde det her. Jeg skal udholde denne smerte.

IMG_1584

Resten af turen sker i ryk. Små glimt. Jeg overhaler flere løbere, der går i siden af vejen. Jeg passerer en masse løbere fra Runaar, der står og jubler og hepper, da jeg løber fordi dem. Jeg drikker en mundfuld cola ved det sidste depot. Så får jeg øje på vores hotel. Uden at have besluttet mig for det, sætter jeg bare tempoet op. Jeg smider den sidste kontrol. Vejrtrækningen er højlydt og besværet. Tænderne er sammenbidte på grund af smerte i hele kroppen. Jeg drejer til højre og mangler blot nogle få hundrede meter. Jeg når ind på opløbsstrækningen. Larmen er vild. Jeg hører det hele og alligevel hører jeg ingenting. Jeg husker følelsen, da mine fødder rammer den røde løber på de sidste 50 meter. Jeg ser den hvide målstreg. Jeg løber hen over den. Jeg stopper mit ur. Jeg gjorde det. Jeg gjorde det fandme!

I løbet af de 3 timer 12 minutter og 50 sekunder, som det tog mig at gennemføre Hamburg Marathon, har jeg flere gange forestillet mig, hvordan jeg skal række armene i vejret, når jeg løb i mål og brøle min glæde og min forløsning ud i det tyske forår. Da jeg endelig når dertil, står jeg ubevægelig i målområdet og falder sammen over et rækværk imens jeg forsøger at komme til mig selv. Jeg siger ikke noget. Jeg gør ikke noget. Jeg står der bare. Jeg har nået alt det, som jeg kun havde turde håbe på i mine drømme og alligevel kan jeg bare ikke tage det ind. Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår det stadigvæk ikke. Der er nu gået 2 dage. Mine ben er stadig ømme og jeg er konstant træt. Jeg er glad og jeg er stolt. Måske er det bare noget jeg siger til mig selv, at jeg er? Nej, jeg er glad og jeg er stolt. Det er jeg. Det kan jeg mærke. Men jeg er stadig ikke sikker på, at jeg helt har forstået, hvad der skete i søndags. Jeg er ikke sikker på, at jeg endnu helt har taget den ind. Jeg har løbet et marathon hurtigere end jeg nogensinde troede var muligt for mig at gøre, da jeg løb mit første marathonløb for 3 år siden. Men jeg var også mere nervøs og bange end jeg nogensinde har været før. Måske har jeg bare svært ved at forstå, at det lykkedes at omsætte al min ængstelse og tvivl til en præstation, som jeg altid vil være ufattelig stolt af. Dertil er kontrasterne i mine følelser før og efter løbet stadig for store til at begribe.

IMG_0396

Tak til alle Jer, der har skrevet til mig før og efter løbet i Hamburg. Tak til alle Jer, som igen og igen har lyst til at følge med på min rejse som løber. Tak for alle Jeres søde, opmuntrende, støttende og rosende ord – de betyder mere end jeg nogensinde kan forklare. Bare tak!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *