Lidt om at skabe sin egen verden

“Bildøren smækker og motoren starter. Det giver en næsten øjeblikkelig ro. Så er vi på vej! Det er vigtigt. Den sidste time har jeg skiftevis tjekket den blå IKEA-pose på spisebordet i stuen, der indeholder løbesko, løbetøj, foam roller og tusind andre små ting, som sikkert aldrig kommer i brug denne weekend, men som virkede uundværlige, da jeg pakkede. Jeg tager jakken af og stiller tasken ned ved siden af mig. Helt automatisk ”indretter” jeg mig på den trange plads på bagsædet af den røde Skoda. Det er en af mine favoritting ved at køre i bil, når man skal køre flere timer. Jeg kan godt lide at indrette mig på den begrænsede plads, som er i en bil. Det skal ikke misforståes, for det er faktisk en af de ting, som jeg godt kan lide ved at køre – nemlig at pladsen er lidt trang. Så finder jeg min flaske med vand frem og sætter den i holderen i bildøren. Jeg ligger min telefon i lommen på sædet foran mig. Jeg tager mine sko af. Jeg sætter min rygsæk ved siden af, hvor jeg har en bolle med Nutella og en proteinbar i. Så er jeg klar. Det handler om at skabe en ”lille verden” i den store verden. Det kan jeg godt lide. Så er der styr på tingene. Overblik. Tryghed. Det kan jeg også godt lide.”

Om 5 timer vil vi være fremme ved hotellet i centrum af Hamburg. Så starter denne øvelse forfra igen på hotelværelset. Det kan jeg virkelig godt lide. Jeg elsker følelsen af at nå frem til sit hotel efter en lang biltur. Altid i bil. Efter at have kørt i mange timer. Så giver det mest mening synes jeg. Så åbner jeg min kuffert eller tømmer den blå IKEA-pose og sætter tingene på plads. Jeg pakker toilettasken ud og placerer min barber-skraber på vasken. Jeg arrangerer skoene pænt ved døren. Måske ligger jeg mit tøj frem i sirlige bunker på et bord, så det er nemt at rive den trøje til mig, som jeg har lyst til at tage på. Opladeren til min iPhone placeres fuldstændig politisk ukorrekt ved siden af sengen – ved siden af ligger jeg en bog, som jeg inderst inde godt ved, at jeg sikkert ikke kommer til at læse. Så er der styr på tingene. Jeg har indrettet mig. Jeg har lavet en ”lille verden” i en meget større verden.

Det slår mig, at jeg faktisk laver denne lille øvelse i flere af livets fascetter. Eller måske sagt på en anden måde – jeg tiltrækkes instinktivt af situationer i livet, hvor jeg kan ”indrette” mig og lave mit eget lille rum. Jeg gør det på mit arbejde og jeg gør det derhjemme. Jeg ved ikke om det er overblikket eller trygheden, der tiltaler mig mest?

IMG_0287

Et eksempel er, når jeg kører mit medlemskort igennem i det lokale Fitness World på Dannebrogsgade i Aalborg. Så går jeg først forbi det, der virker som en endeløs række af cross-trainere og kondi-cykler og videre ind i omklædningsrummet. Jeg tager alt mit tøj af og skifter til de tights og den singlet, som jeg har valgt til dagens træning. Det er ikke tilfældigt, at jeg skriver ”valgt”. For jeg vælger meget selektivt imellem mine singletter og tager den med, som jeg forestiller mig vil være bedst at løbe intervaller i. Det er ikke tilfældigt. Den gule Nike-singlet, som jeg købte til Copenhagen Marathon i 2016 er rigtig god til lange intervaller omkring mit tærskel-niveau, hvorimod min singlet fra Saysky med skriften ”Sayfuckingsky” trykt på er perfekt til de korte intervaller og de hårde sprint-øvelser. Jeg snører mine sko og går ind og finder et ledigt løbebånd. Jeg kigger altid efter et løbebånd, hvor der ikke er nogen ved siden af. Det er ikke alt-afgørende men jeg kan bedst lide at jeg ikke bliver forstyrret af lyden af en løber ved siden af mig. Måske handler det også bare om, at jeg også bare bedst kan lide at være alene og ikke gider forholde mig til andre mennesker i den situation? Hvis jeg skal være ærlig, så reserverer jeg også altid mine biograf-billetter på forhånd og vælger et sæde, hvor jeg næsten er sikker på, at der ikke kommer til at sidde nogen ved siden af. Så kan jeg nemlig indrette mig på biograf-sædet som jeg har lyst til. Der var det igen. Det med at indrette mig. Det samme er gældende på løbebåndet. Her er det vigtigt. At indrette sig. At lave mit eget lille rum. Min egen lille verden. Drikkedunken placeres i holderen på højre side af konsollen. Jeg placerer min telefon i en afklippet skisok, så den ikke bliver våd undervejs og ligger den på den venstre side af konsollen. Det lille håndklæde, som jeg har med ligger jeg ind i rummet under konsollen. Jeg tænder headsettet og tager det på. Jeg finder en podcast om løb eller cykling og starter den. Så er jeg klar. Jeg har de ting, som jeg skal bruge i løbet af de næste 75 minutter lige ved hånden. Det her løbebånd er mit. Nu kan jeg holde fokus. Nu kan jeg lukke alt andet ude. Måske er det det vigtigste? At lukke alt andet ude!

IMG_0321

Jeg spekulerer på, om det er en af grundene til, at jeg er tiltrukket af at løbe. Fordi det giver mig muligheden for at lukke resten af verden ude. Når jeg tager mine løbesko ude i trappeopgangen, hvor sko-reolen er fyldt med løbesko og almindelige sko, og snører dem er jeg allerede på vej. Så går jeg ned ad trappen og ud på fortovet. Jeg trykker to gange på mit ur og få sekunder senere vibrerer uret og fortæller at det har fundet signal ved en satellit tusindvis af kilometer borte. Jeg starter uret og i samme sekund, som jeg sætter min krop i bevægelse, har jeg skabt et andet rum. En lille verden, hvor der er plads til nogle få ting, men ikke meget. Der er plads til nogle bestemte personer, men ikke til alle. Det siger jeg ikke for at diskriminere, men i en erkendelse af, at jeg har brug for præcise rammer, når jeg indretter mig på mine løbeture. Jeg har brug for overblik. Jeg har brug for tryghed. De kan se forskelligt ud afhængig af, om jeg skal løbe hurtigt og hårdt eller om jeg skal løbe langsomt og hygge mig. Men uanset hvad, så skaber jeg et rum for mig selv, når jeg løber. Eller også løber jeg for at skabe et rum for mig selv. Måske er det bare to sider af samme sag?

Jeg søger dette rum. Jeg søger denne lille verden i den store verden. Den verden, hvor lydene er begrænset til lyden af mit eget åndedræt og det på personen ved siden af og lyden af løbesko, der rytmisk og bestemt slår ned i gruset eller på asfalten. Billederne og kulissen er kun det, der kan ses lige foran mig. Jeg får et begrænset udsyn. Jeg ser og ænser det, der ligger lige foran mig, men drejer jeg hovedet bliver det sløret eller udflydende på grund af den relative fartfornemmelse. Så er jeg pludselig i en lille bobbel. Der kan være masser af mennesker omkring mig, men jeg er alene. Det skal ikke lyde eller opfattes som trist eller depressionsfremkaldende. Tværtimod. Det er denne tilstand jeg søger. Det er denne verden, som jeg ønsker at lukke mig selv ind i. Jeg er indeni og resten af verden er udenfor. De ser mig, men jeg ser ikke dem. Måske er det omvendt? Vi passerer hinanden. Lydløst og usynligt. Måske løber jeg sammen med en anden person. Så snakker vi måske sammen. Eller også er vi stille og arbejder hårdt og fokuseret. Så løber vi forbi et par, der er ude at gå tur. Jeg opfanger et enkelt ord fra deres samtale, men jeg kan ikke sætte den ind i en større og meningsgivende sammenhæng. Ordene er væk i samme sekund, som jeg passerer dem. Vi er i forskellige verdener.

IMG_0327

På søndag løber jeg mit sjette marathon-løb i Hamburgs gader. Om to dage løber jeg 42 fantastiske, skræmmende, udmattende og mest af alt nødvendige kilometer, som jeg engang ikke kunne drømme om, at jeg ville løbe. Langs ruten vil der stå tusinder af tilskuere og heppe og råbe på os løbere. De vil se os passere og vi vil se dem stå langs de opstillede hegn. Måske vil jeg få øjenkontakt med en af dem. Løfte min hånd og vinke som en gestus til dem, fordi de har valgt at bruge en søndag i april på at se 20.000 løbere kæmpe hver deres individuelle kamp. Klokken 8.30 vil jeg begynde at afslutte min opvarmning og finde min startboks. Jeg vil igen tjekke, at alt er som det skal være. At skoene ikke er snøret for stramt. At min bælte med energi ikke sidder for løst. At mit pandebånd sidder på den rigtige måde. Så stiller jeg mig ind imellem de tusindvis af andre løbere. Vi står tæt sammen, men i samme øjeblik, som løbet starter, vil følelsen af at være alene ramme mig igen. Præcis som den har gjort de andre gange, hvor jeg har løbet marathon.

Jeg indretter mig. Jeg skaber et rum, hvor jeg kan være i de næste timer. En verden, hvor der er plads til nogle få ting, men ikke meget. En verden, hvor jeg kan rette al min koncentration og fokus imod det næste sving og lyden af mit åndedræt. En verden, hvor smerten hilses velkommen som et tegn på, at jeg er på rette vej. Alt dette kan tilskuere ikke se. De vil se en mand med et stort skæg passere i en hvid singlet af et mærke, som de færreste i Tyskland kender. De ser mig i et kort øjeblik og så snart jeg er ude af deres synsfelt er jeg glemt igen. Jeg ser en endeløs række af mennesker, der på afstand vil virke udflydende og svære at skille fra hinanden. Måske vil jeg bide mærke i en person, der råber ekstra højt eller en særdeles farverig regnjakke? Men i samme sekund, som jeg har passeret dem, er de væk igen. De er udenpå og jeg er indeni. Inde i en verden, som jeg skaber. Et rum, hvor jeg på søndag skal være i 3 timer og 15 minutter. Ikke mere end det. Det er vigtigt. Det skræmmer mig af helvede til at søge dette rum og denne verden. Men jeg bliver ved med at komme tilbage og midt i smerten og udmattelsen vil resten af verden forsvinde. Præcis som det meningen og når jeg igen lukker alle indtrykkene og lydene ind igen, vil de være stærkere og mere smukke end nogensinde før!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *