Lidt om at være fandens bange

“Jeg er bange for mange ting. Jeg var bange for hunde, da jeg var barn. Jeg var bange for at snakke med de piger, som jeg vild med, da jeg var teenager. Jeg har været bange for at blive ensom. Jeg har været bange for at flyve. Jeg har været bange for angst-følelsen, der kan lamme kroppen, når man bliver bange. Bange for angsten. Jeg er bange for at fejle næste søndag. Jeg er bange for at skuffe mig selv. Jeg er bange for ikke at give mig fuldt ud. Jeg er bange for at løbe over evne og gå kold. Jeg er bange for at søge grænserne. Men det er nødvendigt! For mest af alt, er jeg bange for at stå det præcis samme sted som sidste år. Angsten for at stå stille skræmmer mig mere end noget andet. Derfor søger jeg grænserne.”

IMG_0312

Idag løb jeg min sidste lange tur inden Hamburg Marathon på næste søndag. Om en uge er det hele overstået og jeg sidder sikkert i en bil på vej tilbage til Aalborg. Det er altid en speciel fornemmelse at løbe den sidste lange tur i det træningsprogram, som jeg har fået fra Hechmann Running. Både fordi, at den egentlig ikke er specielt lang, men blot 15 kilometer – og det skriver jeg ikke i et dumt forsøg på misforstået arrogance, men i en benhård erkendelse af, at denne distance ikke længere er uoverskuelig for mig hvilket jeg ikke vil undskylde, men også med en forståelse og ikke mindst respekt for at sådan har det ikke altid været for mig. Turen  sætter på en eller anden måde også et punktum for den proces, som startede i januar måned. Måske før endda? Det er både befriende og skræmmende. Befriende fordi rastløsheden vokser i kroppen i takt med at det ugentlige kilometer-antal falder. Skræmmende fordi det hele bare komme tæt på nu. Der er blot nogle få løbeture tilbage inden jeg igen står med et nummer på brystet og skal præstere. Jeg skal ud og løbe. Men jeg skal også ud og lave en præstation. Det er den ramme, som jeg har sat for mig selv. Det er sådan, at jeg sætter mig selv i scene som løber. Det er min måde, at holde ilden i live indeni. Når jeg løber sammen med Daniella, Laura og Emil om søndagen, er der plads til sjov og hygge og masser af snak. Misforstå mig ikke – vi har også tidspunkter, hvor der bliver stille og alle arbejder hårdt for at holde rytmen og finde det helt rigtige flow. Men vi har det godt sammen og det er et godt fællesskab. Det er vigtigt. Men samtidig har jeg også brug for, at mærke at det hele blive alvorligt. Det bliver det på søndag. Så er det ikke sjov længere. Og det er OK. Jeg har bygget op til den her dag igennem de sidste 4 måneder. Der kommer ikke et nyt løb ugen efter. Ikke for mit vedkommende. Så hvis det hele kikser eller jeg hatter i det nede i den nordtyske by, står jeg sgu ikke bare bagefter og siger “nå, det var ærgeligt!”. Så bliver jeg skuffet. Sådan skal det være!

Jeg kan mærke nervøsiteten begynde at vokse i kroppen. Engang imellem slår angsten ned i mig. Så forsøger jeg at kontrollere det. Ikke skubbe det væk, men omfavne det. Leve med det. Jeg vil gerne forsøge at uddybe eller nuacere, hvori angsten består. Det kan lyde som om, at jeg er skræmt som en lille skolepige. Sådan er det ikke. Men følelsen af nervøsitet og at have en målsætning, der føles skræmmende stort er en del af vejen mod marathon for mig.

Jeg er nervøs ved tanken om at skulle løbe 42 kilometer. At skulle løbe et marathonløb. Jeg er ikke i tvivl om at jeg kan gennemføre løbet. Jeg ved, at jeg kan løbe 42 kilometer. Spørgsmålet er blot om jeg kan løbe 42 kilometer med et gennemsnitspace på 4.35 min/km. Derudover er det blot mit sjette marathon. Jeg føler mig på ingen måde rutineret eller ser det som en distance, der “bare” skal overståes. 42 kilometer er langt at løbe. Rigtig langt. Hvis det var let, ville gader, veje og fortorve være fyldt med folk, der løb denne distance igen og igen. Marathonløb kræver ydmyghed. Det kræver respekt for distancen. Hvis det virker let, synes jeg man skal løbe noget længere. Eller hurtigere!

IMG_0287

Jeg er skræmt over muligheden for at gå kold i gaderne i Hamburg. Helt kort og enkelt. Tanken om at køre kroppen forbi den fysiske grænse og knække sammen gør mig sgu angst. Egentlig er det skide paradoksalt! For jeg bruger i høj grad løb til at søge og udforske dette fysiske grænseland, som igennem alt for mange år blot lå uopdaget hen. År, hvor jeg ikke anede, hvad jeg var i stand til at præstere rent fysisk. En tid, hvor jeg var udenfor komfortzonen ved at gå på trapper. Dengang ville tanken om at løbe 42 kilometer, have virket som den ultimative provokation. Som det endegyldige billede på alt det, som jeg aldrig ville blive i stand til at opleve – simpelthen fordi jeg var for fed! Derfor var det også en stor og kontakt fuck-finger til min gamle og inaktive livsstil, da jeg krydsede målstregen i København i 2014 på en regnvåd søndag. Den dag slog jeg muren ned til en del af mig, som jeg ikke anede eksisterede. Siden da har jeg brugt løb til at gå på opdagelse. Undersøge, hvor grænserne går. Jeg har ikke fundet dem endnu og jeg finder dem heller ikke på søndag. Jeg har et mål for mit løb på søndag, men det er ikke et endeligt mål. Derfor søger jeg også grænserne for min egen fysiske formåen. Det gør jeg for at blive klogere på min selv som løber. Hvor langt kan jeg presse mig selv? Hvor hurtigt kan jeg løbe? Jo tættere jeg bevæger mig på kanten af denne grænse, jo tættere kommer jeg også på at presse mig selv for langt. Det scenarie skræmmer mig. Tanken om at mærke kroppen blive endegyldigt tømt for energi og mærke enhver form for fart sive ud af benene og sejle i mål i tvivlsom stil. Ja, jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg skriver tvivlsom, for omvendt gider jeg jo heller ikke løbe i mål og ligne en million kroner. Det skal jo times, så kroppen er tømt i samme øjeblik, som jeg stopper mit ur. Men så let går det jo ikke altid. Faktisk meget sjældent. Der ville kræve et perfekt disponeret løb og en veltimet dosering af kræfterne i løbet af 42 kilometer. Og ved jeg overhovedet hvad det vil sige, at disponere løbet perfekt uden at have ramt forbi og oplevet at gå kold med 5 kilometer tilbage af løbet? Det spørgsmål har jeg tænkt en del over! Er det en del af læreprocessen på marathon-distancen at knække sammen undervejs  – blot for at tage den viden med videre på rejsen? Målet er ikke at knække. Men jeg holder mig selv fast på, at målet er at gå på opdagelse af mine fysiske grænser – vel vidende at det indeholder en risiko for at ramme det punkt, som jeg frygter. Billedet af mig, der koger over og mærker kroppen lukke ned imens farten fader og jeg ubarmhjertigt må se mig selv blive overhalet af den ene løber efter den anden. Jeg minder mig om, at jeg ikke løber for at undgå dette, men forsøger at leve med denne risiko! Jeg forsøger at sætte mig selv op til at have modet til at løbe mig helt derud, hvor jeg risikerer at fejle.

IMG_0241

For mest af alt er jeg bange for at lade angsten få overtaget. At holde mig selv igen, fordi frygten for at fejle bliver større end modet til at prøve. Jeg er bange for at blive så bange. Tanken om at dø undervejs er trods alt bedre en forestillingen om at løbe i mål med en vished om, at jeg ikke turde give mig selv fuldt ud. At jeg holdt igen, fordi jeg var bange. Derfor er det hele tiden en balancegang, hvor jeg kan leve med angsten men aldrig lade den gøre mig ude af stand til at forsøge. Hvor billedet af mig, der laver min perfekte præstation om en uge er stærkere end billedet af mig, der fejler i forsøget. Hvor lysten til at gå på opdagelse er stærkere end frygten for, hvad jeg vil finde. Måske fejler jeg i forsøget, men det er en del af en rejse, der er langt større end løbet i Hamburg og fortsætter, når mit ur er stoppet på søndag. Derfor forsøger jeg at omfavne frygten, fordi jeg ved at den skærper mig. Den gør mig stærkere. Som løber. Måske også som menneske?

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om at være fandens bange

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *