Lidt om alt det I ikke skal vide

“Nogle gange spørger jeg mig selv om, hvorfor jeg har de hemmeligheder, som jeg har. Hvad siger de om mig? Hvem skjuler jeg dem for og for hvis skyld undlader jeg at fortælle dem. For andres – eller min egen? Hvilke hemmeligheder går andre og bærer rundt på inde bag den facade, som vi møder omverdenen med? 

Jeg ser det jævnligt på Instagram eller på nogle af de blogs, som jeg følger på Bloglovin. Indlæg, hvor indholdet er noget med “10 ting, som I ikke vidste om mig” eller “Hvad laver jeg, når jeg ikke løber?”. Jeg er tilpas nysgerrig nok til at klikke ind og læse indlægget, men bagefter sidder jeg ofte med en uforløst følelse af, at jeg gerne ville have haft mere at vide. Eller måske bare noget andet? Ofte virker det som om, at det skjulte formål med indlægget er at fortælle, at udover at vedkommende løber hurtigt, langt eller begge dele også formår at excellere i de fleste andre af livets fascetter. Det skriver jeg ikke fordi, at jeg får ondt i røven over dette. Tværtimod! Det under jeg selvfølgelig vedkommende og ofte er det jo også en af grundene til, at jeg følger med i denne person gøren og laden. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så sidder jeg ofte og spekulerer på, hvilke skyggesider, der gemmer sig bag de mange personer, som jeg følger på Instagram og igennem deres blog-indlæg. Hvad gemmer der sig bag det ydre, der poster billeder af det ene perfekte morgenmåltid efter det andet eller rammer det perfekte filter på billedet, hvor de smidigt og elegant løber afsted med en fejlfri solnedgang i baggrunden? Hvad er det for nogle sider af os selv, som vi gemmer væk og ikke har lyst til at vise frem for omverdenen på samme, transparente måde, som vi gerne viser vores styrker og kompetencer frem på?

IMG_0141

Det har jeg spekuleret en del over og nu har jeg skrevet et indlæg om det. Et indlæg, der handler om de sider af mig, som jeg ikke umiddelbart viser frem igennem mine opslag på Instagram og i mine blogindlæg. Det er ikke et indlæg, der handler om “10 ting, som I ikke anede om mig”. Det kunne jeg sagtens skrive, men jeg tvivler på, at det vil nuancere billedet af mig, at I fik at vide, at min livret er boller i karry eller at jeg pjækkede mig igennem det meste af 2. semester, da jeg læste til pædagog. Derimod synes jeg, at det kunne være langt mere interessant at bryde med det billede, som jeg har bygget op af mig selv og i stedet fortælle nogle af de ting, som jeg egentlig ikke har lyst til at fortælle. Jeg er selvfølgelig fuldt ud bevidst om, at et sådant indlæg stadig ville rumme en stor grad af “kontrol” fra min side om det billede, som jeg vælger at vise frem, men i sidste ende tænker jeg, at vi alle rummer nogle sider, som ikke nødvendigvis skal være kendt af alle, men blot nogle få, hos hvem man hver især finder en tryghed og tillid, der gør, at man kan sætte ord på disse sider af sig selv. Men her kommer det – “5 ting om mig, som jeg egentlig ikke har lyst til at fortælle”.

1. Jeg hader lyden af folk, der smasker. Jeg hader lyden af folk, der larmer selvom de spiser med lukket mund. Jeg hader bare generelt lyden af andre, der spiser. Egentlig er det paradoksalt, for jeg er ret sikker på, at det bestemt ikke foregår lydløst, når jeg selv spiser. Tværtimod! Det er jeg blevet bekræftet i flere gange. Alligevel kan jeg nærmest ikke abstrahere fra lyden af folk, der spiser nødder, gulerødder, æbler eller en skive latterligt knækbrød. Engang kom jeg til at sidde ved siden af en i biografen, der spiste en hel bøtte popcorn med åben mund. Jeg kan selvfølgelig ikke huske, hvilken film det var, da jeg stort set ikke kunne koncentrere mig om den, men jeg sad med en finger i mit øre i to timer. Jeg elsker i øvrigt selv at spise popcorn i biografen – livet er ikke uden ironi! Derudover kan jeg også fortælle, at det næsten kan drive mig til vanvid, hvis folk trækker vejret højt, bider negle eller synker højlydt. Jeg læste engang en artikel på Facebook, hvor der stod, at denne slags lydfølsomhed var et tegn på høj intelligens. Det tog jeg selvfølgelig til mig med det samme, men i bund og grund er det vist bare en temmelig ucharmerende side af mig, der ikke har nogen sammenhæng med mit intellektuelle niveau.

2. Jeg er doven. Jeg er en doven person. Jeg udskyder ting til det sidste. Jeg lader ofte lige vasketøjet hænge på stativet en dag ekstra, før jeg tager mig sammen til at ligge det sammen. Jeg gider ikke altid rydde op og tager jeg mig endelig sammen til det, ender det ofte med at jeg samler det i “pæne” bunker på hjørnet af spisebordet, så jeg i stedet kan smide mig foran fjernsynet eller spille PlayStation. Jeg gør ofte tingene halvt af ren og skær dovenskab, fordi målet ikke er at gøre det godt, men blot at få det overstået så hurtigt som muligt, når jeg til sidst ikke kan udskyde det længere.

IMG_0140

3. Jeg kan ikke fordrage mørke. Det lyder latterligt, når jeg samtidig ved, at jeg fylder 40 år næste gang. Måske er det mere retvisende at sige, at jeg er bange for mørke. Jeg er simpelthen mørkeræd. Når jeg skriver det, lyder det egentlig som noget, jeg burde være vokset fra for mange år siden. Det er jeg ikke. Jeg har intet problem med at stå op om natten for at klare det eller de toiletbesøg, som er blevet en fast rutine jo længere op i 30’erne jeg er kommet. Jeg kan sagtens gå hjem om aftenen eller om natten her i Aalborg, hvor der er gadelys, larm og andre mennesker. Måske er det i virkeligheden mere stilheden i mørket, som ikke kan fordrage. At kigge ud af et mørkt vindue, hvor jeg ikke kan se hvad der står på den anden side af ruden. At ligge i sengen i et sommerhus, som jeg har lånt af nogle af mine forældres venner og ikke kunne høre noget som helst. Kun stilheden. En stilhed, hvor jeg pludselig kan få følelsen af at den rummer alt muligt. Alt muligt, som jeg, når jeg bruger min logiske sans, godt ved kun eksisterer oppe i mit hoved. Det er bare mit hoved, der spiller mig et puds. Men angsten er virkelig. Jeg ser ikke gyserfilm. Engang gik der en flere uger, før jeg sov normalt igen efter at have set en uhyggelig film. Det er ikke noget, som jeg fortæller til ret mange, for hvem gider at være bange for mørket, når man er en voksen mand.

4. Jeg er bange for at flyve. Jeg har fløjet masser af gange og både været i Nordamerika og i Asien ligesom jeg har fløjet et utalt af gange i Danmark og Europa på forskellige ferier. Det har aldrig været noget, som jeg så frem til, men omvendt generede det mig heller ikke og ofte er en flyvetur jo et vilkår, når man skal rejse.Jeg tror godt at jeg ved, hvad der skræmmer mig ved at flyve. Det er turbulensen. Rystelserne i flyet. Det uventede ryk, der kan føles så voldsomt. Men jeg forstår bare ikke, hvorfor det pludselig kom efter at have fløjet masser af gange. I sommeren 2012 var jeg i Barcelona på ferie. Vi skulle flyve derned. Det tænkte jeg ikke videre over. “Sådan er det jo bare”, tænkte jeg. Men da vi kom tættere og tættere på afrejse-dagen kunne jeg mærke en altoverskyggende angst for at sætte mig op i flyet. Faktisk blev det så ødelæggende, at jeg fik en recept på en mild, angst-dæmpende medicin så jeg kunne komme afsted. Jeg følte egentlig ikke at det hjalp. Jeg nød dagene i den spanske storby, men samtidig havde jeg hele tiden tanken i baghovedet om, at jeg var nødt til at sætte mig op i flyet igen for at komme hjem. Jeg har ikke været ude og flyve siden jeg stod ud af flyet i Aalborg den sommer i 2012. Egentlig har jeg heller ikke lyst til at gøre det igen. Omvendt ved jeg også, at det vil sætte nogle begrænsninger, som jeg ikke har lyst til at leve med. Sidste sommer kørte jeg til Paris på ferie for at slippe for at flyve. Jeg fortalte selvfølgelig til de fleste at det bare handlede om, at vi syntes det kunne være “hyggeligt”. Det var faktisk hyggeligt, men årsagen var udelukkende at jeg ikke turde flyve derned. Lea bliver ved med at sige, at “nu skal vi altså snart ud og flyve”. Jeg spiller med og giver et undvigende svar eller laver lidt sjov. For jeg tør sgu ikke! Jeg er simpelthen pisse-bange for at sætte mig op i et fly.

IMG_0132

5. Jeg har et temperament, som jeg nogle gange kan have en smule svært ved at styre. Da jeg var mindre kom det ofte til udtryk, når jeg tabte i et spil eller, når jeg dyrkede sport. Det skete tit eftersom jeg på ingen måde var et fysisk vidunder og tabte lige så ofte som jeg vandt, når jeg spillede Ludo, kortspil eller Matador. Mine badminton-ketchere var skæve af at blive slået ned i jorden og jeg måtte ofte købe nye joysticks til min gamle Amiga 500, når det gamle var blevet ødelagt i raseri. Jeg vil gerne påstå, at jeg har lært at styre mit temperament med alderen. Det vil måske endda være sandt. Jeg ødelægger ikke ting på samme måde længere. Men jeg smider med ting i raseri. Mine løbesko, når jeg ikke kan få dem på. Så kaster jeg dem ned i gulvet og bander højlydt. Jeg kan smække med lågerne i køkkenskabet, når jeg bliver irriteret over, at madlavningen driller eller at jeg ikke kan finde det, som jeg skal bruge. Så råber jeg. Højt. Grimme ord. Jeg er blevet bedre til at styre mit temperament. I stedet bliver jeg bare rasende over ligegyldige og latterlige ting. Det lyder fandme dumt, når jeg skriver det, men det er sandheden.

Det er ikke sider af mig selv, som jeg er stolt over. Faktisk skammer jeg mig over dem og vil til enhver tid forsøge at undskylde dem eller bortforklare dem, hvis jeg blev konfronteret med dem. Derudover kan jeg være ekstremt jaloux uden at der er nogen egentlig årsag. Jeg ser reality-serier i smug, selvom jeg naturligvis fordømmer den slags fordummende underholdning udadtil. Jeg er forfængelig og kan sagtens finde på at “tjekke” mig selv ud i et spejl eller et butiks-vindue, selvom at jeg ikke forestiller mig at mit udseende vil forandre verdens opfattelse af skønhed.

Jeg rummer alle disse sider. De er også en del af mig. En del af den person, der også løber og træner for at præstere i det næste marathon-løb. Jeg har flere gange skrevet om at erkende sig selv. At jeg gerne vil erkende mig selv og kunne vise både mine stærke sider frem, men også de sider af mig selv, som jeg finder allermest ucharmerende eller skamfulde. Jeg vil gerne slå små skår i det billede, som jeg har konstrueret på Instagram og på min blog. Jeg synes det er spændende at bygge et tårn med klodser, men indeni mig er der altid en lille djævel, der brænder efter at vælte det hele igen. Det er først der, at det bliver spændende synes jeg. Når man tør vælte det hele. Jeg forestiller mig ikke, at jeg med dette indlæg har væltet hele billedet af mig selv, men jeg håber, at jeg har nuanceret billedet af mig som en person, der skriver at jeg gerne vil være den bedste version af mig selv, men selvfølgelig mislykkes i dette forsøg i nogle situationer.

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *