Lidt om at spise kage i Slagelse

“Det er en underlig følelse, der rammer mig. Bag mig kan jeg høre Daniella og Claus, der står og snakker sammen. Jeg kan ikke høre, hvad de snakker om og det irriterer mig lidt. Imens løber jeg på løbebåndet. Min næse klør, men på grund af den iltmaske, som skal måle min udåndingsgasser, har jeg ikke mulighed for at klø mig på næsen. Det irriterer mig også. jeg løber 12 kilometer i timen. Det burde være let. Føles let. Det gør det ikke. Det irriterer mig i særdeleshed. Jeg synes, at det går alt for hurtigt og jeg føler mig unødigt forpustet. “Det burde simpelthen ikke være så hårdt”, tænker jeg. Inderst inde ved jeg godt, at det udelukkende er oppe i hovedet, at disse tanker foregår, men jeg begynder at forestille mig, at jeg træder ned fra båndet og tager iltmasken af imens jeg kigger over på Claus, der skal fortælle mig, at jeg er i historisk dårlig form. Det sker selvfølgelig ikke og 10 minutter senere stopper Claus båndet og jeg ved, at det er gået præcis, som jeg havde drømt om!”

Der er tåget, da vi kører over Storebæltsbroen. De gigantiske bropiller er skjult i disen og kun de tunge stålwirer bliver synlige efterhånden, som vi nærmer os dem og kommer til at ligne stødtænder på et forhistorisk dyr. Den anden passager i bilen er Daniella, som har været min faste løbemakker igennem et par år. Vi kørte fra Aalborg om morgenen i det smukkeste solskinsvejr. Vi har snakket undervejs på bilturen, der snart har varet i 3 timer. Lørdagens halvmarathon er blevet vendt ligesom vores træning og ikke mindst de drømme, som vi hver især går rundt med i forhold til vores løb. Og så snakker vi også om alt muligt andet. Små ting og store ting. Ligegyldige ting og vigtige ting. Banale ting og meget personlige ting. Og midt i al denne snak er vi pludselig i Slagelse og parkerer foran Hechmann Running, som ligger midt i byen.

Vi går ind i butikken og hilser på Claus og Mette og snakker om løst og fast imens de viser os rundt i butikken og det tilhørende testcenter. Jeg er den første, der skal testes, så jeg klæder om. Tights fra Nike, min yndlings-singlet fra Gyakosou og så mine nye Kinvara 8 fra Saucony. Så hopper jeg op på båndet og får iltmasken spændt fast. Det hele føles dejligt velkendt og jeg ved, at om 20 minutter har jeg fået et kæmpe fingerpeg om min udvikling som løber igennem det sidste år.

IMG_0103

Selve testen foregår på den måde, at jeg løber afsted på løbebåndet i cirka 20 minutter. Jeg starter med at løbe med 9 km/t. og efter nogle minutter sættes hastigheden løbende op. Jeg slutter af med at løbe 15,5 km/t. Imens noteres hastighed, varighed og puls løbende og samtidig måles forholdet imellem ilt og kuldioxid i mine udåndingsgasser. Ud fra dette beregnes de helt præcise træningszoner, som bliver hjørnestenen i min træning de kommende måneder. Det, der er afgørende for hvilket tempo, man skal løbe i de forskellige zoner er, at identificere, hvornår kroppens energi stopper med at komme fra omsætning af fedt. Dette er individuelt fra person til person. Det er musklernes evne til at forbrænde fedt, der er med til at skabe ens udholdenhed som løber og dette kan netop forbedres markant igennem en specifik træning, hvor man opbygger en stærkt aerobisk base. Formålet med dette er, at jo bedre ens krop er til at omsætte fedt til energi, desto længere tid vil man være i stand til at præstere ved en given hastighed/intensitet. Det får altså stor betydning for, hvor god en langdistanceløber jeg er og kan blive. Testen skal vise, ved hvilket tempo jeg rammer min anaerobisk tærskel, og hvor energiomsætningen i kroppen ikke længere sker ved omdanning af fedtsyrer, men i stedet ved sukker og hvor kroppen vil begynde at producere mælkesyre. Den anaerobiske tærskel er også kendt som “syre-tærsklen”.

IMG_0111

Da jeg er færdig og får iltmasken af, drikker jeg en tår vand. Jeg kigger forventningsfuldt over på Claus og i samme øjeblik fortæller han så det, som jeg egentlig bare gerne vil høre. “Du har udviklet dig rigtig meget!”. Det var det. Så er jeg glad. Jeg ved, at han ikke kan sætte præcise tal på endnu. Men det er også OK. Han ved hvad mit mål er og hvad jeg gerne vil høre – vender tommelfingeren op eller ned?

Nu vil jeg så fortælle det, som Claus fra Hechmann Running fortalte til mig og som jeg efterfølgende fik bekræftet i en udførlig rapport på mail om aftenen. Det første, som han fortæller mig er, at min maksimale iltoptagelse er steget markant. Rigtig meget endda. Faktisk er den steget til 4600 ml/min. Det vil sige, at jeg er i stand til at optage 4,6 liter ilt i blodet for hvert minut, hvor jeg arbejde på min anaerobe tærskel. Det er rigtig højt fortæller Claus og det er en del af årsagen til, at jeg er begyndt at mærke et større overskud ved højere intensitet i træningen end tidligere. Dernæst bliver det selvfølgelig interessant at finde ud af, hvordan min anaerobe tærskel ligger i forhold til tidligere. Den har flyttet sig fra et pace på 4.08 min/km. til 4.05 min/km. Det er det tempo, som jeg vil kunne holde i en time. Det er ikke den store ændring, men derimod er der sket store ændringer i mine aerobe zoner. Claus kan konstatere, at jeg har fået en langt stærkere aerobisk base og at jeg derfor er blevet en mere udholdende og effektiv løber, når jeg arbejder ved denne intensitet. Det har stor betydning for mig som marathonløber, hvor jeg jo netop arbejder i dette tempo. Årsagen til denne ændring er simpelthen flere kilometer i dette tempo. Den øgede mængde igennem de sidste måneder har været medvirkende til opbygge en udholdenhed, som jeg skal trække på, når jeg skal løbe Hamburg Marathon om en måned. Derfor er jeg naturligvis også spændt på at høre Claus’ bud på et estimeret marathon-pace. Den spænding bliver udløst om aftenen, da jeg åbner den vedhæftede test-rapport i mailen.

Først bliver jeg en anelse skuffet. Det var ikke lige det resultat, som jeg havde håbet på. Skuffelsen varer kun nogle få minutter. Så tager jeg mig sammen og erkender, at jeg står med alle muligheder for at løbe det hurtigste marathonløb, som jeg hidtil har præsteret. Jeg har trænet ud fra et mål om at løbe en tid på 3 timer og 10 minutter i Hamburg. Det vil kræve et gennemsnitspace på 4.30 min/km. Resultatet er “blot” 5 sekunder fra dette pace. Samtidig er kendsgerningerne, at siden jeg købte “Løb som Eliten” af Claus Hechmann og begyndte at træne efter hans principper, har jeg forbedret mit pace på marathon-distancen med 45 sek/km. Men en ting er, hvad testen siger. Noget andet er at præstere. Det gør jeg om en måned. Så er det benene, der skal tale!

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle offentliggøre min målsætning for Hamburg Marathon. På den ene side har jeg haft lyst til at holde kortene tæt til kroppen, fordi at målet har føltes, og stadig føles, temmelig angstprovokerende. Jeg har også holdt målsætningen hemmelig. Indtil nu. I dag er der præcis en måned til løbet i Hamburg. Idag fortæller jeg, hvad målet bliver. Om en måned starter jeg løbet med et pace på 4.35 min/km. Det burde give en tid på 3 timer og 13 minutter. Måske vil I tænke, at det er en kedelig og utidig kvalitets-forringelse af mit oprindelig mål. Sådan føler jeg det egentlig ikke selv. Jeg har fået et præcist still-billede fra Danmarks bedste løbetræner om min formåen på marathon-distancen og det skal selvfølgelig indfries. Længere er den egentlig ikke! Det vil være et endnu et skridt i min rejse på den klassiske distance. En rejse, der startede med en tid på 3 timer og 56 minutter i 2014. Om en måned har jeg skåret 43 minutter af den tid!

Det er også vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har travlt med at forhaste mine præstationer på denne distance. Det er et godt udtryk. “Ikke forhaste mine præstationer”. Det kan jeg godt tillade mig at sige, for det er ikke mine ord. Men det er sådan jeg har det. Jeg har ikke travlt. I sidste ende er det endelige mål jo ikke en tid på 3.13 eller 3.10. Slet ikke. Der er mange drømme endnu. Jeg ved nu, at jeg kan tillade mig at have disse drømme. Jeg er stadig, som Claus sagde forleden dag, forholdsvis ny på min rejse som løber. Marathon-løber. Det tager 7-8 år at realisere ens fulde potentiale som løber. Eller noget som helst andet i virkeligheden. Eller sagt på en anden måde. Det er først, når man rammer 10.000 timer, at man finder ud af hvad man kan. Om man har det i benene. Eller bare i munden. Om en måned har jeg det i benene. Mange vil mene, at jeg bestemt også har det i munden. Det er måske ikke helt forkert. Det vil jeg lade andre om at bedømme. Men om en måned løber jeg mig selv i jorden, for at jagte den næste drøm over 42,195 kilometer. Jeg er bange. Pisse-bange! Det siger jeg ærligt og åbent. Det er sandheden. Jeg forsøger at håndtere frygten. Jeg forsøger at forberede mig. Jeg gør alt hvad jeg kan for at være skarp og i sidste ende den bedste version af mig selv, når jeg står på startstregen og tripper sammen med 25.00 andre løbere – og når startskuddet lyder vil al frygt blive erstattet af fokus og determination. Så er der kun mig og den blå streg på asfalten foran mig. Det er en god tanke!

Så er der lige det med kagen, som overskriften antyder. Det er blevet en lille tradition, at vi har kage med til Claus, når vi bliver løbetestet. Bagefter sidder Claus, Daniella og jeg og spise kanelstang og drikker kaffe. Jeg drikker faktisk bare danskvand og ikke kaffe. Så snakker vi om løst og fast. Lidt om Claus’ tur til Spanien med det nye cykelhold. Lidt om de bedste kenyanske og etiopiske løbere. Lidt om alt muligt. Det er hyggeligt. Lidt senere kommer Mette og slutter sig til os inden vi igen sætter os i bilen og kører til Aalborg. Det var en god dag. En rigtig god dag. Det var en af de dage, som jeg nok havde haft temmelig svært ved at forudse eller forestille mig, da jeg løb min første løbetur i 2013. At jeg skulle stå på en løbebånd med iltmaske på og bagefter sidde og spise kage og sludre med landets bedste løbetræner i Hechmann Running, der tilfældigvis også er min træner. Sådan en dag føler jeg mig heldig. Privilegeret. Sådan en dag er det vigtigt at huske, hvor jeg kommer fra og hvor det hele startede. Så kan man ikke undgå at blive en smule ydmyg. Det tror jeg er godt!

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *