Lidt om en historie om min vægt

“Jeg levede et normalt liv. Et normalt liv, der dog ikke var lykkeligt hele tiden. Den mad jeg spiste blev erstatningen for de ord, som jeg skulle have sagt. Som jeg burde have sagt. Det jeg spiste, blev samtidig mit følelsesmæssige kompas, hvor nålen viste min sindstilstand. Det blev en flugt fra det ansvar, som jeg burde have udvist overfor mine omgivelser. Mine nærmeste. Mig selv. Det blev et mønster, som jeg gentog igen og igen. Det blev et mønster, der endte med at blive en del af mig.”

Jeg spekulerer tit på, hvorfor det skal være så svært at tabe mig, når jeg på ingen måde er i tvivl om, hvad der skal til. Jeg har ikke nogen uddannelse i kost og ernæring, men jeg er ikke i tvivl om, hvad der er sundt og hvad der er usundt. Jeg ved, hvornår det giver mening for mig at spise og hvornår det vil være meningsløst. Jeg har, i løbet af de sidste par måneder, tabt mig 5 kilo. Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om, hvorfor at det er lykkes for mig at smide disse kilo i denne periode ligesom jeg heller ikke var i tvivl om, hvorfor at vægten omvendt stod stille i flere måneder inden da. Umiddelbart kunne det jo lyde som om, at jeg har al den viden, som jeg skal bruge for at blive ved med at tabe mig. Sådan er det ikke helt. Jeg har haft svært ved at omsætte denne logiske viden til reel handling. Det har frustreret mig. Men det har også betydet et mentalt opgør med mit forhold til mad. Ikke i forhold til hvad jeg spiser, men i højere grad hvorfor jeg spiser. Hvad sker der, når jeg ikke spiser for at stille sulten, men i stedet spiser fordi jeg har ondt af mig selv eller synes, at jeg har fortjent det.

Sverige 47

Her topper det  – eller også ramte det bunden. Vægten sagde 115 kilo!

Det lyder fandme dumt, når jeg skriver det sådan. Spise fordi, at jeg havde ondt af mig selv eller fordi jeg havde fortjent det. Men det var sådan det var. For mig har udfordringen ikke været at erkende at broccoli er sundere end fritter. For mig har udfordringen været at identificere de grundlæggende mønstre, som jeg har haft i forhold til mad. Det har sgu ikke været særlig sjovt og jeg har egentlig haft allermest lyst til at gemme det hele langt væk og da slet ikke skrive det her. Men jeg tror på, at det her er en del af processen til at bryde endegyldigt med de mønstre og uhensigtsmæssige rutiner, der alt for længe holdt mig fast i en negativ spiral. Inden det bliver alt for fuld af selvmedlidenhed, så lad mig slå en ting fast med det samme: Der er ingen, der skal have ondt af mig. På intet tidspunkt er der nogen, der har tvunget maden i mig. Jeg gjorde det selv. Helt selv og ansvaret er kun mit. Det her er ikke en historie om at fralægge mig ethvert ansvar og påtage mig en offer-rolle, som intet konstruktivt kan udspringe af. Det handler om at kende sig selv. Det handler om at erkende sig selv. Som jeg tidligere har skrevet om, så handler det i lige så høj grad om, at have et balanceret forhold til og en grundlæggende accept af de sider af mig selv, som jeg er mindst stolt af. Som jeg skammer mig over. Som jeg bare ønsker at gemme dem væk. At kunne vise dem frem på en lige så transparent og gennemsigtig måde, som de sider af mig selv, som jeg gerne vil dele med omverdenen og gladeligt viser frem til Jer. Derfor bliver det også vigtigt at kunne være ærlig og velformuleret omkring disse sider af mig selv. Overfor Jer, men mest overfor mig selv.

Engang var mad noget jeg spiste. Sådan er det jo med mad. Det udfylder et formål. Det skal stille vores sult og gøre os mætte. Det skal dække et fysiologisk behov. Det kan gøres på mange måder og nogle kan selvfølgelig være mere tilfredsstillende end andre. Vi har jo allesammen noget bestemt mad, som vi holder særdeles meget af. Men i sidste ende tjener det altsammen det sammen formål. Vi skal rejse os fra bordet og have en følelse af mæthed. Jeg ved ikke hvornår det skete, men på et tidspunkt blev mad også noget, som jeg brugte som en følelsesmæssig regulator. Hvad betyder det? Det var et udtryk for, at når jeg var ked af et eller andet, fik jeg en følelse af, at jeg havde fortjent noget ekstra. Noget særligt. Egentlig havde jeg jo bare brug for at sætte ord på disse følelser i stedet for at drukne det hele slik eller junk food. Men jeg har altid syntes, at det har været pisse-svært at skulle snakke om de ting, der gjorde rigtig ondt eller stak i hjertet. Fuck altså, det synes jeg sgu stadigvæk. Jeg kan mærke, at jeg stadig har lyst til at holde kæft og bakke ud af et diskussion eller et skænderi herhjemme og i stedet bare gemme på det indeni. Det er, i sidste ende, en ret dårlig strategi. Den fører intet godt med sig. Ikke andet, end at jeg bare sad og fik så fandens ondt af mig selv, at jeg helt sikkert havde fortjent noget godt, for at udholde denne latterligt tilstand. Derfor spiste jeg. Så købte jeg måske noget slik eller smuttede forbi bageren. Der er ikke noget, der kan få en til at glemme at man er ked af det, som en nybagt jødekage med glasur. Eller ihvertfald glemme det kortvarigt. For når effekten fra sukkeret har lagt sig, opdager man at intet rigtigt har forandret sig.

IMG_2105

Kulturbroen i Aalborg indvies med Daniella

Når jeg sidder og tænker tilbage ved jeg ikke helt, hvornår dette mønster startede for mit vedkommende. Måske i de teenage-år, der var svære, når man som jeg var genert og ikke specielt udadvendt. Jeg tror ikke, at jeg havde det sværere end andre, men jeg havde nogle gange svært ved at finde min rolle i forhold til skolen, festerne, vennerne, pigerne. Især pigerne. Det var sgu ikke specielt attraktivt at være genert og jævnligt blive rød i hovedet af flovhed. Senere handlede det måske mere om et samliv, hvor min egen dovenskab, egoisme og selvtilfredshed fik store konsekvenser. Alt for store konsekvenser! Der var så mange ord, som jeg ville ønske at jeg havde sagt i stedet for at lukke det hele inde og bære det som en byrde på mine skuldre, der blev tungere og tungere at bære. En byrde, der så blev lettet en smule for et kort øjeblik, når jeg gav mig selv “lov” til at falde i. Når jeg skulle bære på disse følelser og leve med de omstændigheder i mit liv havde jeg også fortjent noget ekstra. Noget særligt. Fortjent er det virkelig dumt ord at bruge i sådan en sammenhæng, men samtidig er det også det mest rammende ord. Det ord, der kommer tættest på at beskrive det forhold jeg havde til at spise i bestemte situationer. Jeg fik ondt af mig selv. Jeg fortalte mig selv, at jeg havde fortjent noget godt for at leve med og udholde den smerte, som jeg kunne føle. Så spiste jeg. Slik. Junk food. Kage. Hvad som helst. Bare det var usundt! Når jeg så havde spist det, fortrød jeg selvfølgelig. Altid. Uden undtagelse. Og så kom den næste følelse krybende. Ligegyldigheden. Nu havde jeg alligevel ødelagt det for mig selv ved at spise den kage om formiddagen. Så kunne resten fandme også være ligegyldigt. Så kunne jeg lige så godt fortsætte. Det gjorde jeg så. Mad blev den måde, som jeg i mange situationer forholdte mig til mine følelser på. Mad blev noget jeg forbrugte. Mad blev noget jeg overforbrugte. Mad blev noget jeg misbrugte! Mad blev en trøst. Mad blev en flugt. Mad blev en besættelse! Jeg spiste, når jeg var stresset. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Det blev den måde, hvorpå jeg medicinerede mig selv.

Det kan lyde voldsomt. Sådan føles det også nu. Det er svært at skrive og det er svært at være ærlig omkring. Jeg må også nuancere det en smule. Jeg havde det ikke sådan hele tiden. Jeg var også glad. Jeg levede et normalt liv. Et normalt liv, der dog ikke var lykkeligt hele tiden. Den mad jeg spiste blev erstatningen for de ord, som jeg skulle have sagt. Som jeg burde have sagt. Det jeg spiste, blev samtidig mit følelsesmæssige kompas, hvor nålen viste min sindstilstand. Det blev en flugt fra det ansvar, som jeg burde have udvist overfor mine omgivelser. Mine nærmeste. Mig selv. Det blev et mønster, som jeg gentog igen og igen. Det blev et mønster, der endte med at blive en del af mig.

IMG_2098

Fællestræning med Hechmann Running

Sådan er det ikke længere. Det vil jeg gerne fortælle mig selv. Og samtidig er jeg i tvivl om, der overhovedet er sket en udvikling. Er jeg blevet klogere? Er jeg blevet bedre til at leve mit liv? Jeg er ikke blevet klogere. På ingen måde. Jeg begår stadig en masse fejl, som jeg bagefter slår mig selv oven i hovedet for at have begået. Måske fordi jeg føler, at jeg burde være blevet klogere? Det bliver jeg ikke. Det er også OK. Det er ikke et mål for mig. Jeg vil bare gerne lære mig selv at kende. Så er vi tilbage ved det med selverkendelsen. At erkende sig selv. Jeg må erkende, at den bevidsthed, som jeg trods alt har fået omkring denne del af mit liv, ikke er nogen garanti for ikke at træde ned i de samme huller igen.

IMG_2104

For et par uger siden var jeg syg. Det lyder temmelig udramatisk i sig selv og det var det egentlig også. Men jeg var træt af at være syg. Jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne løbe disse dage på grund af sygdom og feber. Så kommer den jo snigende alligevel. Den gamle følelse, som jeg troede at jeg havde begravet for evigt. Det vidste jeg egentlig godt, at det ikke var tilfældet. Alligevel kom det bag på mig. Jeg lå på sofaen og var i temmelig dårligt humør. Jeg fik sgu lidt ondt af mig selv. Både over at jeg var syg og ikke kunne løbe. Så kom ligegyldigheden. Hvis jeg alligevel ikke kunne træne, kunne det fandme også være ligemeget. Så kunne jeg lige så godt spise noget usundt. Hvilken forskel ville det gøre? Det hele var jo spildt alligevel. Følelserne og de gamle mønstre ligger stadig lige under overfladen. Jeg kan forholde mig til dem på en anden måde idag end dengang. Men de er stadig stærke og trækker kraftigt i mig. Mere end jeg har lyst til. Jeg medicinerer mig ikke længere med mad. Jeg forsøger at undgå at maden bliver den måde, hvorpå mine følelser kommer til udtryk på. Jeg forsøger at finde de ord, som føltes så uendeligt langt væk engang. Det er ikke let. Slet ikke. Jeg vil stadig falde i engang imellem. Så vil jeg forsøge at lade være med at slå mig selv alt for hårdt i hovedet. Nogle vil måske mene, at jeg har fundet en flugt i alle de kilometer, som jeg løber. Det kan godt være de har ret. Måske er løb min nye afhængighed? Engang junkede jeg mad. Nu junker jeg løb. Selvom det måske kan se ens ud, så føles det anderledes. Det føles bedre. Mere rigtigt.

Jeg ved godt, at broccoli er langt bedre for min krop end grill-maden fra den kinesiske grill på Kastetvej. Jeg ved godt, hvad jeg skal spise for at leve sundt og hvornår jeg ikke lever sundt. Det var aldrig en mangel på denne viden, der gjorde, at jeg ikke tabte mig. Det var en manglende viden om mig selv. Om mit forhold til mad. Det var manglende selverkendelse. Det har været hårdt at lære denne del af mig selv at kende. Jeg har haft lyst til at lade være med at skrive disse ord. Men det er nødvendigt. Det er mine ord. Det er min vej fremad.

/Thomas

4 thoughts on “Lidt om en historie om min vægt

Skriv et svar til 9000running Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *