Lidt om en test af min form

“En portion havregrød og en drikkedunk med vand. Det er min faste morgenmad på dage som disse. Det spises mekanisk og uden nogen egentlig form for nydelse. Men jeg ved, at det fungerer for mig, så derfor holder jeg stædigt fast i det. Jeg kigger ud af vinduet imens jeg tager mine splitshorts på og min termotrøje. Dråber af regn løber langsomt ned af ruden. De forsvinder og nye kommer til. Lige i det øjeblik står jeg og overvejer, hvorfor jeg egentlig gider at gøre det her. Klokken er halv syv og jeg har mest af alt lyst til at ligge mig tilbage i sengen og sove indtil det tidspunkt, hvor min krop naturligt ville vække mig af søvnen. Det virker langt mere tillokkende end at sidde i en bil i halvanden time og løbe rundt om en sø i regnvejr.”

Jeg sover næsten altid dårligt inden en konkurrence. Denne nat var ingen undtagelse. Jeg vågner flere gange i løbet af natten og på et tidspunkt ligger jeg faktisk og er overrasket over, hvor nervøs jeg egentlig føler mig for løbet den kommende dag. Jeg når selvfølgelig at falde i en dyb søvn, der afbrydes brat af alarmen på mit ur. Jeg skynder mig at slå den fra og ligger lige noge minutter i sengen. Lige i det øjeblik føler jeg mig ikke frisk eller klar.Jeg bliver selvfølgelig ikke liggende i sengen. Jeg tager det sidste tøj på. Jeg finder mine sko og pakker dem i min store Nike-rygsæk sammen med et par gels, vaseline, pandebånd og skiftetøj. Jeg tager min jakke på og siger farvel til Lea. I samme øjeblik ringer min far på døren og nogle minutter senere sidder vi i bilen på vej mod Aarhus.

img_2011

Jeg bruger noget af bilturen til at forberede mig til løbet – ihvertfald i det omfang, som det er muligt. Jeg gennemgår ruten, som jeg kender i forvejen i hovedet og forsøger at genkalde mig de steder undervejs, som jeg eventuelt skal have fokus på. Jeg “løber” ruten igennem mentalt nogle gange og forsøger at gøre mig klar til det, der venter. Det kan lyde som en dum kliché, men det er en af de måder, som jeg bruger til at gøre mig klar på. Jeg forestiller mig dele af løbet. Jeg forsøger at forberede mig på et løb, som vil bringe mig ud i en situation, som jeg egentlig ikke bryder mig specielt meget om. Et løb med en distance, der er så kort, at jeg vil være presset hele løbet. Jeg prøver at forestille mig følelsen af dette ubehag. Blive fortrolig med den, så jeg kan hilse den velkommen, når den møder mig i stedet for at blive skræmt. Til sidst ser jeg de sidste 200 meter for mig i hovedet. Hen ad vejen, rundt svinget, ind over målstregen, stop uret og armene i vejret.

Bilturen til Aarhus går for hurtigt. Jeg synes ikke jeg er helt klar til at se det i øjnene endnu. Varmen i bilen er lidt for tillokkende og alternativet, som jeg ved der venter på mig er det modsatte. Vi går mod Brabrand Hallen. Jeg møder Amalie, som jeg har fulgt på Instagram igennem lang tid. Hun er en vanvittig dygtig løber og på dage, hvor motivationen mangler, behøver jeg bare at se hendes mål-video fra HCA Marathon, hvor hun løber i mål som andenbedste kvinde og i en tilstand, der vidner om en evne til at presse kroppen langt forbi fornuften og på randen af kollaps. Det er inspirerende og nogle billeder, som har brændt sig fast på nethinden og tages frem på dage, hvor jeg kan bruge dem til at sætte min egen præstation i perspektiv.

img_2015

Jeg sætter startnummeret fast på brystet af min singlet. Jeg smører mine lår med vaseline. Jeg spiser en gel. Den smager fandme ikke godt. Jeg kigger på uret. Der er 25 minutter til start. Jeg snører mine grønne Kinvara 7 fra Saucony. Det er nu. Jeg træder ud i kulden. Den prikker en smule på mine bare ben, men ikke så voldsomt, som jeg havde frygtet. Jeg løber og varmer blandt en masse andre løbere, der har det samme formål. Jeg forsøger at gøre det fokuseret og hives kun ud af mine egne tanker nogle enkelte gange, hvor jeg hilser kort på folk jeg kender. 5 minutter til start. Jeg går ind i startboksen. Jeg bevæger mig frem blandt de mange løbere og stiller mig lige bag de forreste. Jeg kigger mig omkring og så ser jeg ned. Det er altid en speciel oplevelse at stå iblandt sådan en flok løbere i sekunderne inden startskuddet lyder. Luften er tæt af nervøsitet og spænding. Ængstelige blikke, der besvares af så overmodige kommentarer, at de kun kan dække over den spænding, som kroppen er fyldt af i de sidste øjeblikke inden det hele slippes løs. En stemme tæller ned. Jeg stiller mig klar. Jeg tager min hånd op til mit ur. De forreste løbere bevæger sig og så bryder helvede løs!

Adrenalin-suset, når starten går overvælder mig altid og efter 500 meter er tempoet selvfølgelig for højt. Jeg forsøger at lade toppen af farten forsvinde uden at miste rytmen og ramme et stabilt pace. Det lykkes og efter den første kilometer er der kommet ro over feltet og den naturlige udskillelse sker helt automatisk. Jeg løber mit eget løb og holder hele tiden fokus ved at gentage det samme mantra i hovedet igen og igen. “Rytme og fart”. Vi drejer ind på stisystemerne ved søen, da vi har løbet 2 kilometer. Jeg kaster et hurtigt blik på mit ur. Jeg holder tempoet. Det er det vigtigste. Jeg ænser, at Annika overhaler mig og endda har overskud til at stikke hånden ud og hilse. Hun skal løbe Hamburg Marathon ligesom jeg og hun har det samme mål som jeg. Hun skal fandme ikke løbe fra mig idag tænker jeg.

img_1039

De næste 3 kilometer løber vi på den modsatte side af søen. Ind og ud af skoven på stierne. Det mærkes godt, tænker jeg. Jeg har fundet en god rytme og løber stabile splits. Lige foran mig løber Annika stadig. Jeg kan mærke, at jeg skal arbejde hårdt for at holde min rytme, men farten er også så høj, at det ikke føles naturligt for mig. Jeg skal hele tiden forcere min krop fremad i en konstant bevægelse. Pludselig har vi løbet 5 kilometer. Vi løber ud af skoven og længere fremme kan jeg se stien dreje rundt om søen. Jeg er halvvejs. Pulsen er høj og mit åndedræt er besværet. I de minutter har jeg svært ved at vurdere min tilstand. Jeg skyder tankerne fra mig igen. Jeg ved at svaret kommer af sig selv og at jeg blot skal reagere på det til den tid.

Undervejs i et løb, føles den største mentale udfordring som at holde de negative tanker ude af hovedet. Bygge et forsvar imod dem, som de blot preller af på. Det lykkes de første 7 kilometer. Så kommer den første tanke snigende. Den bekræfter mig i det, som jeg allerede ved. Benene er ved at være brugte. Kroppen er ved at være tom. Jeg kigger på mit ur og ser at min seneste kilometer-split er skæv med nogle få sekunder. Jeg forsøger at svare igen ved at øge tempoet og nogle hundrede meter længere fremme kigger jeg igen på uret og ser, at jeg har hentet de få sekunder. I næste øjeblik rammer de næste, negative tanker mit hoved. Jeg kan mærke, at farten er ved at forsvinde. Der er blot tale om få sekunder, der kan virke ganske ubetydelige. Jeg kæmper for at holde rytmen. Det føles forceret og unaturligt. Jeg bliver bevidst om mit åndedræt, der er højlydt og besværet. Pulsen hamrer i tindingen på mig og lige i de sekunder smider jeg ubevidst målsætningen for løbet. Den ene negative tanke efter den anden rammer min bevidsthed. Jeg kigger på mit ur lidt oftere og demotiveres af, at jeg ikke har bevæget mig mange meter siden jeg kiggede sidst. Jeg tillader modvilligt, at der forsvinder et sekund. Så et sekund mere. Jeg løber med følelsen af at kæmpe for mit liv, men samtidig er al fokus og målrettethed afløst af frustration og modløshed. Der bliver længere imellem hver kilometer og uden at vide det, kan jeg bagefter mærke, at jeg giver mig selv “lov” til at fejle. Jeg giver mig selv “lov” til at gå på kompromis med det mål, som jeg satte for løbet.

Pludselig kan jeg høre speakeren fra hallen. Jeg ser at løberne drejer til højre længere fremme og ved at der nu er mindre end en kilometer til mål. Jeg rammes af en optimisme, men det er for sent og jeg kan ikke omsætte den til den ekstra fart, som er sivet ud af min krop de sidste par kilometer. Jeg tænker ikke længere på at strække armene over hovedet i triumf over at have ramt min drømmetid. Jeg tænker ikke længere på den tilfredstillelse, som det vil være at bryde denne grænse. Jeg tænker i stedet på den kolde cola, som jeg skal drikke bagefer. Jeg tænker på, at sidde i en varm bil på vej til Aalborg. Jeg tænker bare på at få det overstået – resten er ligegyldigt. Jeg drejer til højre og se grusstien stige op mod målet. Jeg løber ind og ud imellem andre løbere. Pludselig kommer Annika op på siden af mig. Hende har jeg ellers ikke set i et stykke tid. Jeg rammes af et øjebliks trodsighed. “Det skal fandme være løgn”, tænker jeg. Jeg sætter bevidst farten op og løber forbi hende. Jeg rammer toppen af bakken og drejer igen til højre. Et gult skilt fortæller, at der blot er 200 meter til mål. Jeg spurter. Jeg føler, at jeg spurter. En råber mit navn. Jeg ved ikke hvem. 100 meter. 50 meter. Rundt i svinget. Ind under den blå mål-portal. Jeg stopper uret. Jeg strækker IKKE armene i vejret. Jeg brøler IKKE min lykke ud. Jeg kigger IKKE på mit ur for at se min tid. Jeg kan mærke på min skuffelse, at det ikke er nødvendigt.

img_2018

Jeg er svimmel og mit syn er en smule sløret. Jeg hiver en flaske vand ud af hånden på en official. Jeg støtter mig op af en barriere. Nogle øjeblikke senere er jeg kommet til mig selv igen. Jeg møder igen Amalie. Hun har løbet et fantastisk løb. Hun ønsker mig tillykke og vi snakker kort om Hamburg Marathon, som vi begge skal løbe, omend det er med vidt forskellige mål. Hun spørger interesseret til mit løb og det slår mig, hvor afslappet og nede på jorden hun egentlig er. Det er forfriskende og befriende at opleve hos en løber, der er blandt de bedste kvindelige amatør-løbere herhjemme. Ikke skyggen af den slags latterlige nykker eller misforstået arrogance, som man desværre kan opleve hos visse løbere, der ofte har en rigtig verdensmands-attitude, når de træner og selv skal fortælle om deres evner, men ofte kun har tavshed eller dårlige undskyldninger tilbage, når de “ikke lige ramte dagen” i endnu en konkurrence. Jeg glæder mig til at følge Amalies videre færd mod Hamburg Marathon og krydse spor med hende igen – du har ihvertfald sat et dybt spor af respekt hos mig.

Jeg er nødt til at evaluere dagen igår. Jeg må være ærlig overfor mig selv. Både omkring de positive elementer, men også de områder, som jeg skal have fokus på at gøre bedre fremadrettet. Jeg er skuffet over løbet igår. Det kan måske være svært for nogle af forstå. Men sådan har jeg det. Jeg indfriede ikke det mål, som jeg havde arbejdet hen imod og det efterlader mig med en skuffelse, der fyldte mere igår end den gør idag. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg gav mig selv 100% igår. Der var ikke mere tilbage i benene eller i kroppen, da jeg krydsede målstregen. Der var udsolgt. Så kan jeg ikke rigtig forlange mere af mig selv og det er ikke dette, at jeg føler en skuffelse over. Det er nærmere, at jeg havde håbet og havde en forventning om, at mit niveau ved 100% var højere end tilfældet var igår. Det var det ikke og det må jeg tage til efterretning. Jeg må træne videre. Jeg må træne hårdt. Ikke hårdere nødvendigvis, men fortsat hårdt. Jeg ved, at jeg kan løbe mig selv i jorden, når der er brug for det. Det gjorde jeg igår og det er en positiv erfaring, som jeg tager med mig videre. Derudover må jeg konstatere, at min mentale styrke igår ikke var tilstrækkelig. Mit forsvar imod negative og ukonstruktive tanker havde masser af huller. Da først det blev gennembrudt, skyllede det ind over mig og fjernede enhver form for fokus. Når jeg mentalt taber kampen efter 7 kilometer, er de sidste 3 kilometer fandme lange at komme igennem. Men jeg kom igennem. Det gjorde jeg. Jeg er stolt af, at jeg på 4 år har udviklet mig så meget som løber, at jeg kan stå idag og være skuffet over den tid, som jeg løb igår. Nu skal skuffelsen vendes til noget konstruktivt. Noget, som jeg kan bruge til noget. Det slutter ikke her. Slet ikke. Igår var et lille skridt videre på en vej, som jeg ikke kan se enden på. Idag løber jeg en tur og i morgen gør jeg det samme. Hver kilometer gør mig stærkere og hver kilometer bringer mig midt i det element, som jeg elsker, nemlig at løbe!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *