Lidt om at have noget på hjerte

“Når jeg kigger ud af ruden, ser jeg kun genspejlingen af mit eget ansigt. Mørket og togets monotone lys brydes kortvarigt, da toget kører forbi en station med høj hastighed. Det tager nogle få sekunder – så ligger de bag os og vinduet er mørkt igen. På bordet foran mig står min computer. Der står og en tom drikkedunk, hvor det sidste indhold af den smoothie jeg drak til morgenmad har trukket lange røde streger ned i flasken. Jeg kan godt lide at køre med tog i Danmark. Jeg kan godt lide at se landskabet, der dukker frem og forsvinder igen.  Jeg kan godt lide den at opleve geografien fra et andet perspektiv. Se Gudenåen på en anden måde. Det er ligemeget om det regner eller sneer. Jeg synes det er smukt. Jeg kan især godt lide den måde, som togets vindue indrammer det hele på. Jeg kan bedst lide lange togture. Mange timer. Det er passagen, som jeg godt kan lide. At se det fra toget, der kører. Det er ikke nødvendigt at komme ud. Det er træls, når jeg er fremme. Det er trættende og så skal jeg forholde mig til alt muligt. I toget skal jeg ikke forholde mig til andet end at lade mig blive kørt igennem Danmark. Det kan jeg godt lide.”

Jeg sidder i et tog og skriver disse ord. Jeg stod på toget i morges i Aalborg og om et par timer er jeg på Københavns Hovedbanegård. Derfra skal jeg videre med et tog, der kører til Allerød. Det er ikke en tur, der har været planlagt længe, men derimod en temmelig spontan indskydelse – eller så spontan som det er muligt, når man lever med det nordjyske mådehold, som man rundes af ved en barndom tæt ved Limfjorden. Jeg sidder med min computer og havde allerede besluttet mig for at skrive et nyt indlæg til min blog på denne togtur. Egentlig fordi, at jeg tænkte at en togtur igennem Danmark ikke kan være andet end inspirerende. I virkeligheden handler det sgu mest om en nagende dårlig samvittighed over, at jeg ikke har skrevet noget på bloggen i et stykke tid. Det er nærmest som taget ud af en roman, når jeg sidder og nedfælder mine tanker på denne måde. Hvis jeg tog min briller af og bed en smule på brillestangen imens jeg tænksomt kiggede ud af vinduet, for derefter at skrive løs igen med en fornyet optimisme og inspiration, ville det fuldende billedet – som om at et eller andet i landskabet havde givet mig en ny indsigt.

img_1833

Helt så idyllisk eller ikonisk er denne togtur ikke. Den er allerhøjest som alle andre togture, hvor vi langsom bevæger os igennem Danmark imens at folk i togvognen er optaget af hvert deres gøremål. Enten på deres telefon eller iPad. En læser i en bog og bag mig sidder et par og snakker. Overfor sidder en dame, som er væsentligt ældre end mig. Hun kigger på mig på en måde, som jeg ikke helt kan finde ud af. Det er ikke et af de to blikke, som jeg forestiller mig, at man kan sende hinanden i et tog. Det ene blik afslører en skjult tiltrækning og starten på en stormfuld romance og det andet blik er det man sender tværs igennem togvognen, når man opdager at ens nemesis er stået på samme tog og en kamp på liv og død vil udspille sig igennem toget i de næste øjeblikke med de andre passagerer som chokerede tilskuere. Sådan er hendes blik ikke. Måske tænker jeg for meget over det. I virkeligheden er hun nok ganske og aldeles ligegyldig med mit forehavende og det faktum, at hun nu har fået en ubetydelig bi-rolle i dette indlæg. Jeg kan mærke, at jeg er ved at fortabe mig i ligegyldigheder. Jeg må tilbage på sporet.

img_1770

Som jeg skrev, så startede jeg dette indlæg med en dårlig samvittighed over, at det efterhånden er flere uger siden, at jeg sidste skrev et indlæg på bloggen. Dertil kan der jo være mange forklaringer og det er der egentlig også. Dem vil jeg ikke fortælle. Ikke fordi, at de er hemmelige, men fordi der blot er tale om trivialiteter, der er temmelig banale. Det ville komme til at lyde som dårlige undskyldninger og det har jeg ikke lyst til. Jeg kan i stedet fortælle en lille historie. Da jeg, for snart 2 år siden, startede denne blog, havde jeg et ret klart billede af, hvad jeg ville skrive om og ikke mindst hvor ofte jeg ville skrive. Jeg ville skrive 3-4 indlæg om ugen. Et skulle omhandle min træning og et andet om et øjebliksbillede af min kamp mod mine overflødige kilo. Et tredje indlæg skulle være sjove betragtninger fra min løbeture og måske ville jeg skrive et indlæg af mere personlig karakter. Sådan gik det ikke. Eller det stoppede ihvertfald hurtigt.Ikke fordi, at jeg havde følelsen af at slække på min ambitioner, men også fordi, at jeg jo allerede tegner disse hverdagsbilleder på min Instagram-konto, hvor billeder og tekst omhandler disse temaer. Derudover opdagede jeg, at det gik imod den vigtigste præmis, som jeg har for at skrive til Jer. Jeg vil ikke skrive et indlæg, hvis ikke jeg har noget på hjerte eller noget at fortælle. Det ville blive intet-sigende og jeg ville i sidste ende spilde Jeres tid. Spilde min egen tid. Jeg synes, at det er vigtigt, at jeg har et klart mål og en tydelig intention, når jeg skriver et indlæg. Noget, der er vigtigt at fortælle. En side af mig, som jeg har lyst til at vise frem og som det giver mening for mig at beskrive.Mest fordi, at det har en betydning for mig, at formulere dette overfor mig selv. Sådan synes jeg, at det skal være. Det er ihvertfald en tanke, som jeg godt kan lide – at jeg i sidste ende skriver disse ord uanset om I læste med eller jeg var den eneste person, der nogensinde læste dem. Derfor er det heller ikke altid de mest læser-venlige indlæg. De er ofte lange og nogle mener, at sproget er kryptisk, påtaget eller forvirrende. Men det er mit sprog og hvert ord er med fordi, at jeg har haft brug for at have det med. Disse ord er mine ord, som jeg skriver fordi, at det er vigtigt for mig at skrive dem. Alligevel betyder det mere end jeg nogesinde vil kunne fortælle Jer, at I har lyst til at læse dem. At I kan bruge dem til noget i Jeres liv og jeg tager imod alle Jeres ord om det med taknemmelighed og ydmyghed.

img_1431

Og så skal det altså handle om at løbe. I sidste ende er det jo også en stor del af rammen for denne blog. Det er endda en del af navnet på den! Jeg tænker på, at jeg om præcis en uge skal løbe et løb. Det er en formtest, som jeg, i samarbejde med Claus og Mette fra Hechmann Running, har lagt i mit træningsprogram, for at få en indikation af at min form bevæger sig den rigtige vej. Jeg gjorde det sidste år på vejen mod Copenhagen Marathon og det gav virkelig en positivt boost at blive bekræftet, at jeg træner på den rigtige måde og træffer de rigtige beslutninger. At de mange timer, som jeg bruger iført stramme tights, svedige løbetrøjer og løbesko, der alt for ofte blive beskidte i vinter-vejret, er med til at udvikle mig. Det er ikke et langt løb, som jeg skal løbe. Det er 10 kilometer langt. Til gengæld ved jeg, at det bliver afsindigt hårdt. Det er en del af planen og i sidste ende noget, som jeg selv har valgt. Alligevel skræmmer det mig en del. Jeg skal gennemføre de 10 kilometer på mindre end 40 minutter. Det bryder med alt hvad jeg tænker, at jeg er i stand til at præstere. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle stræbe imod at løbe så hurtigt. Det kommer naturligvis til at kræve, at jeg har diamanter i benene på selve dagen, men det stiller i høj grad også store krav til min psyke. Jeg synes, at det er svært at forholde mig til den mentale del af denne udfordring. Den skræmmer mig. Men det er OK. Måske kunne man tænke, at det virker dumt at sætte et mål, der virker skræmmende? Men jeg kan godt lide det. Jeg har lyst til at føle mig skræmt over det. Det er en angst, som jeg gerne vil kontrollere. Ikke besejre eller vinde over. Det er vigtigt, at der er denne forskel. Jeg vil bare gerne kunne kontrollere angsten. Lære at leve med den. Hvorfor? Fordi jeg kan mærke, at det er nødvendigt for mig at stille mig nogle mål, der føles store og angst-provokerende. Mål, der føles uopnåelige i det øjeblik, hvor de formuleres i mit hoved, men som igennem flere måneder begynder at være indenfor min rækkevidde. Egentlig er det jo bare en naturlig forlængelse af min tid som løber. Da jeg løb min første tur på 5 km. føltes det usandsynligt at skulle løbe 10 km. Da jeg løb mit første halvmarathon, føltes det fuldstændig absurd at forestille sig, at jeg skulle løbe dobbelt så langt. Det var umuligt.

img_1857

Jeg tror i virkeligheden, at det rammer noget ret centralt i forhold til, hvad jeg bruger løb til. Hvorfor jeg løber. Jeg løber fordi, at jeg godt kan lide det. Det er sjovt og det bringer mig en glæde. Men det er også et aspekt i mit liv, hvor jeg kan udfordre mig på en måde, som jeg ellers ikke vil være i stand til. Det er en svær balance at få synes jeg. At finde det rette spændingsniveau imellem at holde fokus på målet uden at glemme nuet og så at være i nuet uden at glemme målet. Men samtidig er det en af de ting, som jeg godt kan lide ved løb. At jeg får det ud af det, som jeg selv ligger i det. Jeg kan godt lide at forholde mig til løb på forskellige niveauer. Det er ikke og skal ikke være et ensidigt perspektiv for mig. Nogle gange er det sjov. Andre gange er det dødsens alvorligt. Så er det fordi at jeg har valgt at det skal være alvorligt. Det er fordi, at det betyder meget for mig. Hvis det kun var en leg ville jeg miste lysten og hvis det altid var alvor ville jeg miste motivationen. Det er nødvendigt for mig at kunne bevæge mig imellem disse niveauer. Jeg forsøger at være bevidst om, hvornår jeg bruger løb til at lege og hvornår jeg bruger det til at præstere. Det er ikke tilfældigt at jeg bruger ordet præstere. Det er sådan at jeg ser på det. Jeg bruger løb til at præstere nogle ting, som jeg ikke er i stand til i andre aspekter af mit liv. Jeg springer ikke i faldskærm. Jeg bestiger ingen bjerge. Jeg er bange for at flyve. Jeg er bange for at sejle. Jeg er faktisk bange for mange ting. Jeg er ikke særligt klog. Jeg er ikke særligt pæn. Jeg læser ingen store bøger. Jeg beder ikke til nogen gud. Men om en uge vil jeg løbe mig selv fuldstændig i jorden for at løbe 10 kilometer på mindre end 40 minutter. Hvis det lykkes, bliver alle mine utilstrækkeligheder og fobier sekundære i bare et kort øjeblik. Det er en god følelse!

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om at have noget på hjerte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *