Lidt om den gennemsnitlige løber

“Uden selverkendelse er det per definition umuligt at vide hvem du er og ikke mindst hvem du ikke er. Hvem du kan blive og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheden såvel som dine begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som ucharmerende sider.Og hvis ikke du ved nogen af delene, er det svært at vide hvordan du skal møde verden og de mennesker, du deler den med.” (“Det Gennemsnitlige Menneske” – Morten Albæk)

img_1295

Engang imellem stikker det sgu lidt af for mig. Så kommer jeg hjem fra en løbetur, hvor jeg har haft en god følelse undervejs og synes at jeg er en helvedes god løber. Jeg kigger mig omkring og tænker, at jeg nærmest må være en af de bedste løbere, som jeg overhovedet kan komme i tanke om. Jeg indrømmer det gerne – jeg bliver sgu lidt høj på mig selv nogle gange på en måde, der næppe har nogen hold i virkeligheden. Spørg bare nogle af dem, som jeg jævnligt løber med –  de vil sikkert kunne bekræfte det. Det er ikke særligt kønt eller konstruktivt og det er helt sikkert ikke noget, som jeg bliver en hurtigere løber af. Tværtimod! Men det er en del af mig og det må jeg stå ved.

Det er den første dag af et nyt år. En dag, der varsler nye muligheder. Nye drømme. Nye forventninger og forhåbninger. Nye mål. Vi opstiller forskellige nytårsforsætter i en optimisme, som kun et nyt års uskyld kan frembringe. Det er ikke et udtryk for pessimisme, at jeg skriver sådan. Slet ikke. Jeg har flere gange haft hemmelige nytårsforsæt, som ofte holdt i næsten en uge. Jeg sagde dem selvfølgelig ikke højt og har endda ved flere lejligheder givet højlydt udtryk for, at jeg på ingen måde troede på eller kunne forholde mig til den slags primitivt selvbedrageri. Men indeni har jeg flere gange besluttet mig for, at nu skulle jeg tabe mig 5 kilo eller starte med at løbe. Jeg var sikker på, at det ville lykkedes og forestillede mig selv svælge i min selvfølgelig succes. Det blev ved forestillingen og det blev aldrig til refleksioner over, hvorfor det gang på gang mislykkedes, fejlede eller bare aldrig lettede. I sidste ende tabte jeg mit første kilo i slutningen af oktober og løb min første kilometer den første lørdag i marts.

img_1373

Derfor handler det ikke længere om at benytte det belejlige skift af årstallet til at luge ud i alt det lort, som hobede sig op i løbet af de forgangne 12 måneder. Det er ikke meningsfuldt for mig at opstille tomme målsætninger, der ikke har nogen sammenhæng til den person, som jeg er eller bunder i en refleksionsløs forestilling om hvem jeg er. Jeg har ikke et mål om at stoppe med at ryge, tabe mig, løbe hurtigere, rejse til et nyt kontinent eller lære at spille et instrument. For mig handler det om at lære at kende mig selv. Som alle andre mennesker i dette land og i denne verden har jeg ikke andet mål end at forsøge at leve et liv, der er så meningsfuldt som muligt. Ikke bare som løber, men også som far, kæreste, ven eller kollega.Som menneske. Jeg har mange roller og nogle vil måske endda fristes til at påstå at der flere udgaver af Thomas, men sidst jeg kiggede mig i spejlet var der kun en Thomas. Jeg rummer det hele og jeg må forsøge at leve et så meningsfuldt liv som muligt i den tid, som jeg har til rådighed. Det er ikke let. Slet ikke. Jeg synes sgu ikke altid, at jeg er specielt god til at leve mit liv. Hvis det skal være muligt er jeg nødt til at have et realistisk billede af mig selv. Et selvbillede, der er forankret i virkeligheden. Jeg må kende mig selv. Jeg må erkende mig selv.

img_1338

Måske er det i virkeligheden mig selverkendelse, der er helt gal, når jeg i et øjebliks vanvid forestiller mig, at jeg er et fysisk unikum eller et løbemæssigt orakel, hvis blotte eksistens kan henrykke befolkningen i dette lille dronningerige mod nord. Sandheden er en ganske anden. Sandheden er jo, at jeg blot en et almindelig, fejlbarligt og forglemmeligt menneske og helt igennem gennemsnitlig løber. Det siger jeg ikke for at tale mig selv ned. På ingen måde. Ej heller ønsker jeg at holde mig selv kunstigt oppe. Jeg ønsker at erkende mig selv. Det handler ikke kun om at acceptere og være velformuleret omkring de sider af mig selv, som jeg er stolte af. Mine stærke sider og mine kompentencer. Det handler i lige så høj grad om, at have et balanceret forhold til og en grundlæggende accept af de sider af mig selv, som jeg er mindst stolt af. Som jeg skammer mig over. Som jeg bare ønsker at gemme dem væk. At kunne vise dem frem på en lige så transparent og gennemsigtig måde, som de sider af mig selv, som jeg gerne vil dele med omverdenen og gladeligt viser frem til Jer. Det handler ikke om, at jeg i løbet af den kommende tid vil krænge min inderste sjæl ud og fortælle mine dybeste hemmeligheder. Det ville, selvom nogen måske vil være tilbøjelig til at være uenig, blive temmeligt uinteressant. Det handler først og fremmest om den måde, hvorpå jeg stiller mig skue for omverdenen på. At den har en forankring i en virkelighed, som er både realistisk og som I også har og kan have et forhold til.

DCIM100GOPROGOPR0108.JPG

Sandheden er jo, at jeg er et gennemsnitligt menneske. En gennemsnitlig løber. Et menneske, der skal arbejde sindsygt hårdt for bare at skabe noget som helst værdifuldt. En løber, som skal arbejde sindsygt hårdt for at løbe bare en lille smule hurtigere. Jeg er gennemsnitlig. Jeg vejer lidt for meget, selvom jeg er træt af det. Jeg strækker for lidt ud, selvom jeg ved at mine muskler ville have gavn af det. Jeg spiser for usundt, selvom at jeg forsøger at være sund. Jeg er doven, selvom jeg forsøger at være flittig. Omvendt kan jeg også lide at træne hårdt, selvom jeg har lyst til at springe over. Jeg gennemfører altid et træningspas, selvom motivationen svigter. Jeg giver sgu ikke op, selvom lysten til at kæmpe forsvinder. Kort sagt – jeg er præcis som alle andre! Det hele er en del af mig som løber. På godt og på ondt. Måske er det de samme forhold, der gør sig gældende for mig som menneske? Det tror jeg. Jeg er dårlig til at gøre mig umage, selvom jeg ved, at jeg er erstattelig. Jeg er for ofte nælden, der stikker og for sjældent egetræet, der favner. Jeg kan være svær at holde af, selvom jeg har brug for andre menneskers kærlighed. Omvendt forsøger jeg altid at gøre mig umage. Jeg forsøger at være en person, der aldrig at være større end det jeg gør andre til. Jeg forsøger at være ærlig, selvom det ikke altid lykkes. Jeg forsøger at sende mere tilbage end jeg tager fra andre. Kort sagt – jeg er præcis som alle andre!

Det er ikke let at lære at kende sig selv. At udvikle ens selverkendelse. Sådan har jeg det. Nogle gange synes jeg sgu ikke, at jeg er specielt god til at leve mit liv. Måske sidder I og tænker, at det hele lyder en smule tungt og depressions-fremkaldende? Måske med en frygt for, at det hele bliver lidt trist og ligegyldigt? Det er ikke min hensigt, men omvendt vil jeg gerne have en samtale med Jer og en kommunikation, hvor vi kan se hinanden i øjnene. Hvor vi, på trods af det faktum at jeg kun strejfer de fleste af Jer i en opstillet virkelighed på Facebook og Instagram, kan have noget at tilbyde hinanden. Hvor vi kan bruge hinanden til noget og hvor det billede, som jeg maler af mig selv er et, som både I og jeg kan genkende mig selv i.

Det er et billede af et gennemsnitligt menneske. En gennemsnitlig løber. Det skriver og siger jeg med både accept, erkendelse og stolthed. Et billede af et uperfekt menneske, der ikke lever et perfekt liv, men som forsøger at leve et meningsfuldt liv. Et billede af mig! Jeg vil fortælle historien om, at jeg med de valg, som jeg træffer idag, har en forhåbning om at jeg er i stand til at gøre noget, der er en lille smule mere ekstraordinært i morgen end jeg var igår. Jeg vil fortælle historien om at det er nødvendigt for mig at arbejde hårdt for at kunne række ud efter min drømme, men også at min vilje til at arbejde stenhårdt gør, at jeg tør have disse drømme. Det er historien om mig – den gennemsnitlige løber og det gennemsnitlige menneske.

DCIM100GOPROGOPR0123.JPG

Derfor står jeg her, på tærsklen til et nyt år, med et ønske og en ambition om at lære mig selv bedre at kende og vise dette billede frem til Jer. Måske kan I bruge det noget – jeg bliver ihvertfald glad og stolt, når folk skriver til mig at jeg inspirerer dem. Jeg ser mig ikke som en, der inspirerer andre, men som selv er afhængig af inspiration fra andre. Jeg er jo bare en motionist, der godt kan lide at løbe. Jeg er en, der løber for at blive hurtigere. Jeg er en, der løber for at blive en bedre version af mig selv. Men selvom jeg er helt almindelig og gennemsnitlig og ikke kan løbe fra dette, så er jeg mere end det – jeg ER løber. Rigtig godt nytår!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *