Lidt om at kunne bruge hinanden til noget

“Måske ku vi bestige bjerge / Vi har så tit løbet panden mod en mur  / Måske kunne vi sige det ærligt / det sagt så tit i en branderts tomme ord / Måske ku vi finde værdier / andre end dem vi tvungne ta’r imod / Måske ku vi blive lidt rigere / nu hvor vi er velværdsofferblod
/ Måske ku vi / måske ku vi / Finde noget at bruge hinanden til / Jeg tror jeg er for træt nu til det” (“Måske ku’ vi” – Sebastian).

Jannie – “En fræshawner i Aalborg”

Mit navn er Jannie Ravn – Jeg kommer fra Frederikshaaaaavn – Ej det ikke helt rigtigt. Jeg er fra en lille by udenfor, men det andet rimer. Anyway, det var egentlig ikke det jeg havde tænkt mig at starte skriveriet med, men nu ved I det!

Thomas skrev til mig for nogle dage siden og spurgte om ikke jeg ville være med til at dele lidt af min løbehistorie og tanker herom. Det sagde jeg hurtigt “JA TAK” til, men guderne vide at jeg er ELENDIG til at formulere mig på skrift, så det viste sig naturligvis at være en udfordring! Giv mig et par stablede ølkasser og jeg stiller mig gerne og fortæller en røver-historie eller to! Nå, men her sidder jeg lørdag aften – dagen inden deadline og skriver og sletter og skriver og sletter ….. TAG DIG SAMMEN JANNIE! Nå men nu til det… om ikke andet så SMIL og GRIN af det – af mig, for det gør jeg!

Den 27. April 2014 er datoen, hvor jeg løb mit første halvmarathon til “BT Halvmarathon”. Dagen, hvor løb stjal mit hjerte. Følelsen af at have klaret noget helt alene, “vundet” noget helt alene. Foruden min stædighed og min latterlige vinder-mentalitet, så klarede jeg noget palle-alene og ikke blandt mange andre holdkammerater! Mig, mig alene! Det var sgu sejt og det var en overraskende fed lykkerus. Den følelse glemmer jeg aldrig. Den følelse vil jeg aldrig glemme. Det SMIL, der sad på mine læber vil jeg aldrig glemme. Den LYKKERUS vil jeg aldrig glemme og har ej heller har gjort det, for livet har givet mig meget mere af dette i løbeskoene – mere om det følger.

2014 blev også året hvor jeg skiftede fra at være en Fræshawner i Tjøbenhavn til at være en Fræshawner i 9000 Aalborg – Nordens Paris. Det vigtige i det og hvorfor det skal nævnes er ganske simpelt – det var i Aalborg, at jeg fandt min løbeglæde tilbage. Jep, jeg mistede den nemlig i den mørke vinter i 2014 og 2015. Men så blev det forår og jeg begyndte stille og hoppe i skoene igen. Springe ud præcis som blomsterne og træerne og fik løbet nogle små hyggelige og hurtige ture langs vandet i Aalborg – præcis som jeg nød at gøre det rundt Damhussøen eller når jeg satte til start ved rotteræset rundt Søerne på – Djævleøen. Jeg troede, at sejren som jeg oplevede i 2014 efter mit første halvmarathon, var det der gjorde at mit hjerte blev givet til løb. Men jeg blev klogere. I Aalborg forandrede løb sig pludselig for mig. Nu var jeg ikke længere alene om at løbe de mange ture og nu var jeg ej heller alene om at dele de mange smerter, små og store sejre – de mørke, kolde og våde løbeture – mine SMIL når jeg løb. Jeg blev mødt med smil, smilet på mine læber som bare blev bredere og bredere, fordi jeg vidste at vi delte dette sammen – det sure med det søde, som man siger. Misforstå mig ikke – jeg ved godt at det er mig og løbeskoene der gør arbejdet, men det var og er bare så givende og motiverende at være blandt andre der forstår det at snøre løbeskoene og forsvinde ud – ud i alt og ingenting. Men hvad mener du Jannie? Hvem er det du delte med? Svaret er: AaRun!

Sofie B. Kristensen – Du dejlige og smukke menneske. Du var den klare årsag til, at jeg stiftede kendskab til ovenstående fællesskabs-følelser. Fællesskabet om løbet. Den egoistiske sport. Måske ikke så egoistisk alligevel – eller er den? AaRun (Aalborg Runners) gav mig løbeglæden tilbage og jeg har af mange årsager, mest geografiske, desværre ikke deltaget i fællestræningerne særligt meget i 2016, men der bliver ikke løbet en eneste kilometer i mine løbesko, uden at jeg savner at løbe sammen med de BLÅ i Aalborg. Ærligt, så jeg savner det (indsæt selv et passende ord) meget og jeg GLÆDER mig til at kunne gøre det igen. For AaRun er bare noget ganske særligt og noget der har givet meget mere end bare løb. Jeg kan ikke skrive det anderledes (kunne med GARANTI fortælle det meget bedre og anderledes) men kender du ikke til AaRun – så giv dig selv den tjeneste at snøre løbeskoene og tag ned og hils på de tossede og herlige løbere på Honnørkajen i Aalborg – Du vil blive overrasket over hvad det kan give dig! Og nå ja – hvad er det værste der kan ske? At du bliver mødt med smil og selv kommer til at smile bredere? Jeg håber vi ses derude i løbeskoene, for jeg vil komme med mit bredeste smil, det lover jeg. Hej hej og KÆMPE SMIL fra mig – #ismileiwin

Simon – “Jeg lavede et opslag på Instagram”

Det hele startede, da jeg havde fået lejlighed i Aalborg tilbage i september 2015. Inden da havde jeg boet i bl.a. Aarhus, og løbet med i Runaar. Runaar gav mig lidt tanker om, at det kunne være fedt at etablere et lignende fællesskab i Aalborg. Så da jeg var kommet til Aalborg og lige havde fået de første par møbler på plads, så lavede jeg et opslag på Instagram. Opslaget var en forespørgsel på om det kunne have interesse hos dem jeg vidste boede i Aalborg. Det viste sig hurtigt at det selvfølgelig skulle op og stå. Der blev livligt snakket om navn til fællesskabet, og mulighederne var mange. I sidste ende endte det med AaRun, som er en forkortelse for Aalborg Runners.

Første gang vi mødtes var til en hyggeløbetur i Aalborg. Jeg kendte ingen, men vidste dog hvem Line Guldhammer var. Vi mødtes en 7-8 personer, for at hyggesnakke, finde inspiration til ruter og snakke om mulighederne fremadrettet. Vi fik hurtigt oprettet en arbejdsgruppe på 6 personer. Vi har sidenhen øget antallet i gruppen, og vi er vel nu en 15 personer som bidrager med hver deres muligheder til AaRun.

Allerede den 15. september havde vi vores første fællestræning. Altså blot 10-12 dage efter mit opslag på Instagram. Der var vi lige over 20 fremmødte, og inden der var gået to måneder havde vi haft træninger med op til 100 fremmødte. Det gik over alle forventninger, og vi prøvede at følge med så godt vi kunne.
Jeg husker personligt at jeg lige skulle bruge lidt tid på at fordøje den store interesse for AaRun, for jeg havde samtidig selv startet nyt arbejde, så der var mange nye indtryk de første måneder i Aalborg. Men det var jo en fed tid med masser af oplevelser for mig personligt og for AaRun som fællesskab.

I dag er AaRun et yderst velkendt brand i Aalborg og faktisk flere andre steder i det danske land. Vi er en blandet landhandel af løbere. Nogen løber for at lave PR og udvikle sig hele tiden. Andre løber for det sociale og hyggens skyld. Vi har løbere som har løbet marathon, men også løbere som er startet helt fra bunden og ikke kunne løbe 1 km før de startede ved os. Det er fedt at se andres udvikling, og være med til at give dem glæden ved at løbe uanset set deres mål og nuværende niveau.

Jeg bruger selv AaRun til det sociale. At være en del af et fællesskab og opbygge et netværk. Jeg kendte som sagt næsten ingen i Aalborg inden jeg flyttede til byen, men fik hurtigt opbygget et netværk som hele tiden er blevet større og som også har udviklet stærke venskaber af sig. Det er fantastisk og sikke mange oplevelser, som jeg har haft både med og uden løbeskoene på i AaRun.

Jeg vil slutte af med at sige, at hvis du på nogen måde ønsker at løbe med os, så kom endelig ned. Hvis du ikke kender nogen og gerne vil have en at snakke med til første træning, så prik til mig nede til træningen eller skriv til mig på et af de sociale medier, hvor jeg kan findes.

Jeg takker også for den utrolige opbakning der er fra alle jer løbere. Uden jer, var der ikke noget der hed AaRun. Så stor tak til jer, uanset hvor tid I kommer eller hvornår I var med sidst. I har alle været en del af AaRun og håber at se jer alle igen fremover!

Søren – “Fra 5 til 42,2 km på 2 år”

Det gik egentlig meget godt de første 21 km. til Copenhagen Marathon 2016. Faktisk så godt, at jeg var ca. 5 minutter foran min tidsplan, efter at halvdelen af løbet var gennemført. Jeg havde fornøjelsen at følges med to andre løbere fra AaRun og vi var rigtig gode til at hjælpe hinanden gennem ruten og skiftes til at trække hinanden med. Flere gange mødte vi heppekor fra klubben, hvilket gav os ekstra skub på vejen. Dette var mit første løb, hvor jeg stillede op med AaRun-klubnavnet på trøjen, og uden det var jeg aldrig kommet så langt at jeg kunne stille op.

For et par år siden blev min kone syg af kræft. Hvis man støder på nogle kritiske situationer her i livet, som man alligevel ikke kan gøre noget ved, er det godt at flytte fokus til en anden udfordring, som er tilstrækkelig hård. Jeg valgte at give mig selv den udfordring at løbe marathonløb. Det lyder nemt, men når man har rundet de 50 år og aldrig løbet mere end 5 km. så kræver det en betydelig indsats. Jeg havde løbet nogle halvmarathons og en enkelt marathon i 2014 og 2015, men i marts 2016 var jeg så (u)heldig at vinde et startnummer til Copenhagen Marathon i maj. Med kun to måneder til at træne, måtte jeg jo gøre noget i en fart. Jeg havde hørt om en forholdsvis ny løbeklub AaRun, som netop var i gang med et træningsprogram til Copenhagen Marathon. Den efterfølgende lørdag stillede jeg op til træning med dem.

I AaRun mødte jeg en flok løbeglade unge, som har et godt fællesskab om netop det at løbe. Uge efter uge møder en større eller mindre flok op til træning uanset vejret. Det gode ved AaRun er, at man kan deltage på lige præcis det niveau man selv ønsker. Selv om vi kommer med meget forskellig baggrund i AaRun så er der plads til alle, for det er fællesskabet omkring løbeturene, som er drivkraften i klubben. Nogle har store ambitioner om marathonløb og andre kommer kun for hyggens skyld. Jeg synes nogle af højdepunkterne i klubben er, når vi drager afsted i fælles flok til et løb og stiller op i vores blå trøjer. Hvordan gik det så til Copenhagen Marathon 2016? Efter den forrygende første halvdel brød solen igennem, temperaturen steg og jeg gik fuldstændig død omkring de 30 km, men jeg gennemførte selvfølgelig løbet!

I sommeren 2016 døde min kone af sin kræftsygdom. Nu, hvor jeg er kommet så godt i gang med at løbe vil jeg fortsætte med det. Løbeturene giver en fantastisk velvære både fysisk og mentalt, og mine næste mål er at løbe en halvmarathon på under 2 timer og løbe en marathon i USA i 2017. Det er svært at holde motivationen høj, hvis man løber alene uge efter uge. Jeg har lært en flok søde og dejlige mennesker at kende i AaRun, og det netværk vil jeg gerne fortsætte med at være en del af. Jeg vil bruge fællesskabet i AaRun som motivation og de fælles træninger som middel til at nå mine nye mål.

Line – “Jeg er en, der løber”

Jeg er nok ikke det, som man ville kalde den typiske løber. Faktisk vil jeg ikke engang kalde mig en løber. For mig indebærer det at være en løber en livsstil. At man har integreret løb så meget i sin hverdag, at det bliver en stor del af sit liv og sin identitet. Men jeg er en, der løber. Jeg løber engang imellem. Det er godt for mig, og jeg er stolt når jeg kommer afsted.

For mig har løb været en årelang historie af at prøve på at løbe. Dernæst løbe i en periode men aldrig holde fast, fordi lysten har blegnet og motivationen forsvandt. For lidt over et år siden var der noget der ændrede sig. Jeg var igen startet op med at løbe. Jeg kunne lige løbe 4 km, da jeg blev inviteret med ind i en ny løbeklub – AaRun. Så ny at den endnu ikke var startet op. Jeg sagde pænt nej tak. Tænkte at den var for løbetosser og eliteløbere, men jeg blev overtalt til at prøve. På vejen derind følte jeg mig meget nervøs og malplaceret i umoderne løbetøj og slidte sko. Da jeg næsten er derhenne møder jeg en pige, der hedder Lea. Hun spørger, om jeg er på vej hen til AaRun og slår følge med mig. Jeg føler, at hun tager mig under sine vinger og løber lidt mere sikker det sidste stykke vej. Det bliver et løbemakkerskab, der har holdt ved. Det er blevet til mange ture og løb med Lea. Det AaRun kan, er nemlig at styrke det sociale fællesskab. Det havde jeg brug for. Jeg havde brug for at løbe sammen med andre – fremfor alene. At lave aftaler med andre og overholde dem. At komme ned til faste løbsaftener, hvor jeg vidste at jeg kendte nogle og at de ventede på mig… Det har gjort at jeg nu kan løbe. Hvis jeg vil, kan jeg endda løbe langt. 2 halvmarathons er det blevet til og flere venter ude i fremtiden.

Jeg bliver motiveret at det sociale, men det er også en faldgrube. For hvad gør man hvis det sociale svigter, når man er dømt ude ved fx. en skade? Jeg har været ramt af skader to gange det sidste år. Begge, da det gik allerbedst, og begge i længere tid af gangen. Jeg har haft svært ved at vende tilbage. Jeg var begyndt at trække mig, når jeg gang på var nødt til at sige nej tak til løbe aftaler. Jeg blev ked af altid at føle mig som den langsomme, når jeg endelig kunne starte op igen. Jeg prøver nu igen at finde en rytme. At komme til en løbsaften en gang om ugen. Heldigvis har jeg en derhjemme, der skubber på mig og prøver på at støtte mig, selvom det kan være svært at forstå min indre kamp mod den evige tilbagevendende lyst til at give op og den manglende motivation. Det hele handler om at finde det, der motiverer mig. Det helt særlige, som kan tænde glæden for løb i mig. Jeg har endnu ikke fundet den rette kombination. Gør det måske heller aldrig.

For mig bliver løb aldrig en kærlighedshistorie. Det er noget jeg gør, og som jeg virkelig gerne vil blive ved med at kunne gøre. Men løb har bragt kærligheden ind i mit liv. For gennem AaRun har jeg fået nogle søde løbeveninder, lært en masse dejlige mennesker at kende og ikke mindst mødt min dejlige kæreste Jeppe.

Jeg tog en personlig chance da jeg begyndte i en social løbeklub. Tør du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *