Lidt om at blive stærk og turde drømme

“Egentlig havde jeg besluttet mig for at skrive nogle ord om at skabe forandring i sit liv. Om at skabe forandring i mit liv. Om spændet imellem at have et ønske om at skabe en forandring og så rent faktisk være i stand til at udleve disse ønsker og drømme i praksis. Jeg ville skrive lidt om, hvornår det er svært for mig at være standhaftig, stringent og vedholdende og hvornår jeg “falder i”. Jeg ville naturligvis krydre det med nogle ord om den forandring, som jeg trods alt har fået skabt i mit liv i forhold til at have været inaktiv og overvægtig. Det er jo et emne, som jeg har skrevet om flere gange og ikke mindst en præstation, som jeg er stolt af. Det kunne måske have været interessant at læse om en vaskeægte “før og efter” historie med mig  som hovedperson. Så kunne jeg svælge lidt i min egen frelsthed og måske endda opnå at få folks sympati, medfølelse eller måske endda beundring for min rejse igennem de sidste 3-4 år. Jeg kunne jo også vælge at udelade det faktum, at jeg har spist kage i går og faktisk også idag, selvom at jeg har et mål om at tabe mig ydeligere. Jeg kunne også tage det med og fortælle, at jeg både har overskud til at tabe mig og samtidig spise kage og dermed signalere, at jeg lever et balanceret liv med plads til alle livets glæder. Jeg har besluttet mig for noget helt andet.”

Jeg gider slet ikke skrive om mig selv. Det var ikke noget, der krævede en masse overvejelser og selvransagelse – tværtimod var beslutningen pludselig og ganske let. I stedet for at skrive om mig selv har jeg valgt at fortælle en historie om min mor. Det er en stadig historie om at skabe en forandring i sit liv. En historie om at blive stærkere igen. En historie om at turde drømme igen. Det er en historie, som fortjener at blive fortalt og som i løbet af weekenden blev mere tydelig for mig end tidligere.

Lørdag aften sad jeg på Aalborg Sygehus. Det lyder alvorligt, men selvom at et hospitals-besøg aldrig er helt uskyldigt, kunne omstændighederne trods alt have været af mere alvorlig karakter. Faktisk var det ikke mig, der var patienten men derimod hovedpersonen i denne historie, nemlig min mor. Hendes arm var pakket ind i gips for at støtte den arm, som hun, på uheldig vis, havde brækket tidligere på aftenen. Det er jo altid uheldige omstændigheder, der fører til en brækket arm og et uheldigt fald fra en stige, betød at det, der blot skulle have været et kort besøg hos mine forældre sluttede med at min far satte sig ind i den ambulance, som skulle køre min mor på skadestuen.

En halv time tidligere har jeg lige sat en kasse med julepynt fra mig, da jeg reagerer på en uventet lyd bag mig. Jeg vender mig og når at se min mor miste balancen på vej ned fra stigen til deres loftsrum og falde ned fra stigen. Hun rammer ned og slår hoften imod et bord og falder videre ned på flisegulvet. Det tager blot et splitssekund og alligevel er det som om det foregår i slowmotion. Jeg løber derhen og Lea kommer også løbende. Jeg kigger ned på hendes arm og får øje på min mors håndled, der sidder i en helt skæv og unaturlig stilling. “Det er noget lort, det her!”, når jeg at tænke. Resten af aftenen og noget af natten tilbringer vi sammen med min far på skadestuen imens vi venter på at min mors arm bliver røntgen-fotograferet og får armen lagt i gips. Søndag eftermiddag sidder vi igen hos mine forældre i Klarup og snakker om oplevelserne aftenen før. En brækket arm er jo ikke verdens undergang, men alligevel efterlod aftenens oplevelser os en smule rystede.

Hvorfor fortæller jeg den her historie? Hvorfor er den relevant? Det er den af den simple grund, at min mor, blot en time inden hun faldt og brækkede armen, fortalte om den kæmpe forandring, der var sket i hendes i liv igennem de sidste 3-4 måneder. Egentlig var det jo ikke “bare” sket – hun havde selv taget ansvar for denne forandring. Nu er det nødvendigt at nævne, at min mor igennem de sidste mange år, har haft næsten konstante smerter i sin ene skulder og sin nakke efter en arbejdsulykke, hvor hun er dagplejer. Det er hun fortsat, men i mange år har hun fået en masse forskelllige behandlinger med det formål at fjerne smerterne og måske endda gøre skulderen stærk igen. Det var ikke lykkedes og måske var der endda kommet en stiltiende og modvillig accept hos min mor af, at det var hendes vilkår at leve med dette. Hun måtte hænge hendes røde Colnago racercykel op på krogen i garagen og stoppe med at cykle som motionsform. Drømmen om at cykle ned igennem Europa sammen med min far, når de begge blev pensionister, blev indstillet. Nogle gange synes jeg, at vi har brugt lige lovlig megen tid på at snakke om den skulder, smerterne der er fulgt med og antallet af Panodil, der er engang imellem blev spist for at komme igennem en arbejdsdag eller en nattesøvn. Det irriterede mig lidt, men alligevel gjorde det også ondt at opleve at nogle af mine forældres drømme for deres alderdom pludselig forsvandt fra deres tanker.

img_0987

Nogle gange er det livskriser, der tvinger os ud af vores faste og indgroede mønstre. Andre gange er det bare små tilfældigheder. Sådan blev det næsten for min mor – en tilfældighed. Lige efter sommerferien åbnede der et LOOP Fitnesscenter i Klarup, hvor mine forældre bor og hvor jeg er vokset op. Min mor meldte sig ind og tænkte vel at det ikke kunne skade at give det en chance. Den chance kom til at forandre mere i hendes liv end både hun og andre havde turde at drømme om. Igennem de sidste 4 måneder har hun trænet 3-4 gange om ugen. Træningen har vel ikke taget mere end en halv time hver gang, men alligevel er der sket store forandringer. En dag fortalte hun, at hun havde aflyst en akupunktur-tid fordi hun faktisk ikke havde så ondt i nakken længere. “Nå”, tænkte jeg og glemte det hurtigt igen. Så fortalte hun det igen og så begyndte jeg at tænke lidt nærmere over det. “Det var fandens”, tænkte jeg. Det havde jeg sgu ikke troet.

I lørdags fortalte hun så, at træningen igennem sommeren og efteråret faktisk havde betydet, at hun ikke længere mærkede noget til smerter i skulderen eller hendes nakke. “Jeg havde aldrig troet, at jeg bare skulle kunne sidde stille på en stol som nu og ikke have ondt” sagde hun. Hun fortalte, at hun ønskede sig en ny mountainbike og at hun og min far igen var begyndt at snakke om at cykle Danmark og Europa tyndt, når hun stopper med at arbejde om et år. For et år siden kunne hun ikke engang sidde på en cykel, fordi vibrationerne fra styret var for hårdt for hendes skulder. Pludselig så jeg en glæde over nogle muligheder, som ellers havde virket uden for rækkevidde. Pludselig hørte jeg min mor snakke om nogle drømme, som ellers havde været gemt væk.

Jeg synes det er en god historie. En virkelig god historie. Måske hænger det sammen med, at det trods alt er min mor, der er hovedpersonen i historien? Nej, jeg synes faktisk bare at det er en god historie. Det er en historie, som jeg kun har respekt og beundring til overs for. At tage hånd om og ansvar for sit liv på den måde, når man trods alt er over 60 år, får på en eller anden måde min rejse med et vægttab, som jeg stadig kæmper med og kæmper for at motivere mig selv for, til at virke lidt mindre vedkommende. Facebook og Instagram svømmer jo over med historier, som min egen og med “før og efter”-billeder. Det er ikke min hensigt at tage noget fra hverken min egen eller deres historie eller gøre dem mindre værd. Slet ikke! Men jeg er trods alt et forholdsvis ungt menneske endnu med masser af år til at opleve mit liv forandres igen og igen. Min mor er ikke gammel, men hun er heller ikke ung. Hun har mange år tilbage endnu, men alligevel kan jeg ikke have andet end en dybfølt glæde over, at hun formåede at ændre på nogle grundlæggende vilkår i hendes liv i det, der trods alt og uden at det skal lyde alt for dramatisk, vel må betegnes som hendes livs efterår, hvor rynkerne i ansigtet er lige så tydelige som det grå hår.

Mor, du skal vide, at selvom jeg nogle gange synes du har snakket lige lovlig meget om den åndsvage skulder og nakke og nogle gange har kunnet ønske mig, at vi nåede længere end til fiskefilleten til vores årlige julefrokost, før vi skulle snakke om, at du havde ondt her og der, så er jeg er mere end lykkelig på dine vegne over, at drømmene for Jeres alderdom sammen, igen fandt vej til Jeres liv. Al min irritation, som måske heller ikke var så stor, som det måske kan lyde, handlede måske bare om, at jeg synes vi burde snakke om mig i stedet for. Det var ikke til at forestille sig, at et lille fitness-center i gamle lokaler i en lille by, gjorde en så stor forskel i dit liv, som tilfældet var. Jeg ved, at du sidder med hånden i gips lige nu og om lidt skal opereres i din hånd. Jeg ved, at det varer lang tid, før du igen skal ned i “Loopen”, som I åbenbart kalder den i Klarup. Men jeg ved også, at de drømme, som vi snakkede om i lørdags ikke forsvinder ud i glemslen igen, fordi du kortvarigt er sat ud af spillet. Jeg tror på, at den store forandring, som du har skabt i dit liv er kommet for at blive – sammen med alle de drømme, som du og far har. Selvom, at det ikke er sikkert at jeg gider og køre til Klarup for at slå græsset imens I cykler rundt i Europa, så skal du vide, at den forandring, som du har skabt for dig selv, giver mig lyst til at kæmpe endnu hårdere med mine egne kampe. Tak for det og tak for dig!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *