Lidt om de nye tider

“Løb er så simpelt og enkelt, at det er smukt. Det defineres egentlig bare af, at fødderne bevæges så hurtigt, at man i nogle få hundrededele af et sekund svæver, inden foden rammer jorden igen. Løb kræver, i modsætning til at gå, at man tør miste jordforbindelsen ganske kortvarigt. Løb rummer muligheden for flyve i et kort, men smukt øjeblik. Løb er ligetil. Du får det ud af det, som du tør investere i det. Løb opbygger ikke din karakter. Løb lærer dig intet om beskedenhed. Derimod er løb en evig øvelse i at være ydmyg. Løb afslører din sande karakter. Hvor langt kan du presse dig? Hvor lang tid kan du blive ved? Tør du miste jordforbindelsen? Hvor langt tør du flyve?”

Overskriften på dette indlæg kan måske få en til at tro, at der er sket radikale ændringer. At jeg har solgt alle mine løbesko og meldt mig ind i den lokale skakklub. Det har jeg ikke. Selvom at jeg har ryddet lidt op i min samling af løbesko, så står der stadig et pænt antal på sko-reolen i opgangen. Altså løber jeg stadig. Men hvad fanden mener jeg så med nye tider, for så kan det jo virke som om alt er ved det gamle. Det er det måske også – og så alligevel ikke.

img_0520

Benene havde det rigtig godt ovenpå HCA Marathon. Der gik kun 3-4 dage, før jeg havde følelsen af, at jeg faktisk kunne løbe igen. Det gjorde jeg så efter en uge og fandt ud af, at selvom benene havde det godt, så var kroppen godt og grundigt brugt. Jeg havde nogle uger, hvor alt føltes tungt. Pulsen var høj. Alt for høj synes jeg. Det var hårdt bare at ramme et tempo, der tilnærmelsesvis mindede om det tempo, jeg havde gennemført det netop overståede marathon i. Mit VO2-max faldt markant, hvilket jeg naturligvis tilskriver minimal betydning, når det falder fremfor, når det stiger. Det er klart. Jeg overvejede faktisk at undersøge, om jeg manglede en opdatering på uret, der kunne forklare dette. Det handlede jo bare om, at kroppen var brugt og samtidig også at jeg var for tung. Det føltes ikke bare tungt – jeg var tung. Eller sagt på en anden måde – jeg ER stadig tung. Så nærmer vi os første del af de nye tider.

img_0445

Jeg har mange gange skrevet om, at jeg siden jeg startede med at løbe har tabt 25 kg. Det har jeg skrevet fordi det er sandt og selvfølgelig fordi, at jeg er stolt af det. Noget andet, som jeg ikke har skrevet, men som er lige så sandt er, at jeg stadig mangler at tabe 10 kilo. Det har jeg gjort længe faktisk. Men den historie, som jeg oftest har fortalt har været, at jeg havde tabt mig forholdsvis mange kilo. Jeg fortalte sjældent om, at jeg stadig var igang med denne proces. At jeg ikke var færdig. Jeg tror, at jeg har stirret mig blind på glæden over at have nået en stor del af mit oprindelige mål. Jeg tror, at det har resulteret i en selvtilfredshed hos mig, der gjorde at jeg aldrig rigtig kom videre. Det har irriteret mig og frustreret mig, men alligevel ikke nok til, at jeg fik skabt en ændring. Måske hænger det også sammen med, at jeg faktisk har oplevet, at jeg har udviklet mig som løber på trods af at jeg har vejet mere end den gennemsnitlige løber? At jeg er blevet hurtigere, selvom jeg ikke er blevet lettere. Det har sgu været en dum sovepude, der ikke har skabt skyggen af udvikling. Det er slut nu. Jeg kunne godt finde på en eller anden episode, der havde vækket mig og fået mig til at indse behovet for at smide de sidste kilo. Den episode findes ikke. Det er bare resultatet af måneders tiltagende irritation og vrede, når jeg har set mig i spejlet, der nu har fået mig til at sætte et mål for Hamburg Marathon, som gør det allerhelvedes nødvendigt, at jeg ikke vejer 95 kilo. Så når jeg nemlig ikke målet. Den 23. april 2017 vejer jeg mindre end 85 kilo. Nu ved I det! Jeg har sagt det højt og så tror jeg egentlig ikke at jeg siger det mere. Jeg gider ikke komme med lange foredrag om, hvordan jeg arbejder med det og hvordan jeg pludselig har fået en guddommelig indsigt i kostsammensætning og vægttab. Jeg vil hellere holde min kæft og arbejde stenhårdt. Det trænger jeg til. Jeg vil, på et tidspunkt, skrive lidt om, hvordan jeg griber det an og kombinerer det med at løbe 80 kilometer om ugen, men jeg er ikke den nye sundheds-apostel. Jeg slår blikket ned, finder viljen frem og lader resultaterne tale deres eget sprog.

I sidste uge løb jeg for første gang med i Aalborg Atletik & Motion. Det er blevet min klub. Egentlig har jeg allerede en klub, nemlig AaRun. Men det adskiller sig jo netop ved ikke at være en klub. Der vil jeg fortsat være engageret. Årsagen til, at jeg meldte mig ind i AAM har været, at jeg havde brug for at blive udfordret på flere områder. Det er udelukkende af egoistiske årsager. Det, der skal bære mig frem til starten på Hamburg Marathon er uden tvivl den strukturerede træning, som jeg får igennem mit træningsprogram fra Hechmann Running. Det flytter mig hele tiden som løber og åbner min øjne for nye perspektiver og nuancer af træningen, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på. Samtidig har turene med Emil igennem sommeren åbnet mine øjne for, at det er vigtigt og udviklende for mig at løbe med en, hvis niveau er over mig. Det presser mig på en god måde og det har jeg brug for. Det udvikler mig både fysisk som løber men ikke mindst også mentalt. Derfor stod jeg i Skovdalen sidste torsdag sammen med en gruppe løbere, der alle er langt hurtigere end mig. De jokede og hyggede sig og jeg følte mig som den nye dreng i klassen, der ikke sagde en skid. Vi joggede afsted for at varme op og 20 minutter senere stod vi igen ved atlektikbanen. Klar til at løbe intervaller på grusbanen, der omkranser de røde baner. Der bliver talt ned. “3-2-1” og så stikker alle afsted. Jeg løber som en af de bagerste. Efter 200 meter kan jeg, hvordan de andre allerede er på vej ud af det sving, som jeg netop er løbet ind i. Lige i det øjeblik kan hverken et spraglet par Nike Pegasus 33, et træningsprogram fra Danmarks bedste løbetræner eller en blog om løb på nettet redde mig. I det øjeblik er der kun en ting, der tæller – nemlig at lade benene tale. Når jeg kan følge med kan jeg snakke med. Ellers holder jeg kæft og bider tænderne sammen. Men det motiverer mig. Det udfordrer mig.

img_7227

Måske kan det lyde lidt hårdt? Det er slet ikke ment sådan. Men en ting er at snakke om mål og drømme. At skrive om mine mål og drømme. Det kan være meget godt, men i sidste ende er der kun en ting, der tæller. At lade benene tale. “Shut up and run!”. Hold din kæft og løb i stedet for at snakke om at løbe eller om at blive en bedre udgave af mig selv. Min træning i dette år har givet mig en følelse af, at jeg har ramt et nyt niveau, som marathon-løber. Men det er blot et midlertidigt ståsted. Jeg skal videre. Ikke fordi, at jeg er tvunget til det, men fordi jeg har lyst. Fordi jeg vil have mere. Jeg er slet ikke færdig. Tværtimod. Jeg er kun lige begyndt. men jeg kommer ikke videre af at snakke om at løbe eller tilbagelægge kilometer efter kilometer i hyggeligt tempo og i min trygge komfortzone. Jeg snører skoene og tillader med at være fucking ligeglad med, hvor meget det regner eller sneer udenfor. Jeg løber alligevel! Jeg sætter tempoet op på de sidste intervaller, så jeg til sidst kan mærke den begyndende fornemmelse af, at skulle kaste op på grund af udmattelsen. Jeg løber alligevel! Jeg løber, for det er det eneste, som jeg nogensinde har været tilnærmelsesvis god til. Jeg løber, fordi jeg vil være bedre. Jeg vil have mere. Egentlig er det ikke så svært. Vi bliver gode til det vi træner og hårdt arbejde betaler sig altid! Altid! Så derfor holder jeg min kæft og løber! Det handler ikke om tilbageholdenhed. Det handler om ydmyghed. Det handler om at løbe. Derfor løber jeg. Jeg er løber!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *