“Når bare det er de rigtige, der gør det, så bliver det jo lirens.” (Sort Kaffe & Hvide Sokker”)
Dette indlæg handler om at været tjekket. At være lirens, som det hedder i cykelsporten. Hvad er god stil som løber – både når vi snakker påklædning, men også opførsel og ikke mindst attitude? Inspirationen kom, da jeg læste bogen “Sort Kaffe & Hvide Sokker”. Det kan lyde alvorligt og seriøst. Intet kunne være længere fra sandheden. Tanken er, at det skal læses med en humoristisk distance og at det er tilladt, ja næsten obligatorisk, at drille hinanden og skyde med skarpt. Der skal være plads til klare holdninger og skarpe meninger, men også til selvindsigt og humor. Det ville være alt for gennemskueligt og dumt, hvis jeg skulle skrive dette indlæg alene. Tanken er direkte latterlig. Derfor har jeg bedt en række mennesker, som jeg alle har mødt i løbeverdenen, om at skrive deres bud på, hvad det vil sige at være en tjekket løbet. Det er muligt at du vil sidde tilbage med en tanke om, at det er en anelse langt. Det kan du måske have ret i, men når du til slutningen af dette indlæg har du en helvedes god ide om, hvordan du bliver den mest lirens løber, der findes.
Henrik Koppel – Triatlet, 2 x IM Copenhagen finisher (9 t. 55 min.), marathon, X-terra, trail og MTB, grød-professor og vandt engang en Guitar Hero-konkurrence
Disclaimer – alt nedenunder skal læses med det in mente, at min indgangsvinkel til løb, stammer fra triatlon. Ikke at det gør noget, men lige præcis ifht. hvad der er lirens, så tror jeg alligevel, at os med cykler i soveværelset, våddragter i skabene og uanede mængder af gadgets, måske har en lidt anden opfattelse af, hvad der bare er hamrende lækkert, når løbeskoene snøres.
1. Det SKAL matche! Igen – find en triatlet, hvor hans cykeludstyr ikke matcher og jeg skal fortælle dig, at han sikkert er lidt trist indeni. Jeg har selv været på jagt efter flaskeholdere i den rette farve, grøn er ikke bare grøn, min ipod shuffle er købt i blå, så den passer til det løbetøj jeg bruger mest – alt sammen så jeg kan sove roligt om natten. Det er det samme med løb, der er farver der går godt sammen. Min mountainbike er f.eks. hvid, så mine cykelsko er selvfølgelig samme farver! Det vigtigste er, at det passer – og ville kunne stå distancen i et udstillingsvindue hos Magasin. Skal jeg absolut afsted i noget der ikke matcher, så er det de tidlige ture i måneskin, at jeg laver farvelade – men jeg tror aldrig jeg kommer helt overens med det. Og absolut, aldrig, aldrig, aldrig, nogensinde, blande farver der ikke dutter sammen, til et race!
2. Det må godt koste noget! Mine dyreste tights er mine fedeste – sådan er det bare. Både fordi, at de faktisk er lækre at have på, er super funktionelle og ser godt ud og jeg elsker mærket, men helt ærligt, så gør det mig også lidt gladere for dem, at jeg ved at de har kostet det samme som aftensmad til hele familien i en uge. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg også har super funktionelle løbejakker fra Aldi, der intet har kostet, men inderst inde, så er jeg mest glad for det dyre grej – også selvom jeg elsker en god handel.
3. Retro er fedt! Jeg er ved at blive en lille bitte smule ramt af retrobølgen. Jeg kan se den overalt hvor folk løber.Der er mindre grej, bling og lir og jeg har rent faktisk fået mig et par splitshorts, som jeg dog bedst kan lide at have udover et par ¾ dels tights – det ser også pissefedt ud på den super #jegskaldaligeløbeultratrailmontblanc-agtige måde. Pandebånd er in igen, at løbe uden puls, men bare på feel, og det holder sq´ alt sammen – back to basics! Når det så er sagt, så minder jeg lige om introen, og jeg elsker også at have sleeves, tubes, ur, puls og hele pisset på, og bare være pakket ind i gadgets, der alt sammen får mig til at smile en lille smule mere, når jeg stepper ud af døren, og gør det det hele handler om – nemlig at løbe!
Allan Dario – ADR12, Puma-athlete, knowing his destination, going for broke og den eneste mand i Danmark, der kan bære et cool overskæg
1. Helt lavpraktisk, benyt altid løbesko når du løber. Sandaler, fivefingers eller andet fjollet fodtøj er ikke godt. Nogen ting skal man bare ikke lave om på. Jeg starter jo heller ikke til tennis i morgen og insisterer på at bruge et baseball bat i stedet for en tennisketsjer. Hvor speciel ønsker man lige at være?
2. Kompressionsokker skal enten være hvide eller sorte. Vi skal jo løbe, vi skal ikke til fastelavn eller udklædningsbal.
3. Tri-brands og tøj er og bliver til triathlonsport. Så er du ude og løbe så lad tri-tøjet blive hjemme. Det giver ikke point at du kæmper dig rundt om søerne mens du prøver at signalere at du er en ironman. Det er kikset og det ser ikke godt ud.
4. Lad være med at løbe i din Nike Nykredit Copenhagen Marathon tee-shirt. Det er ikke cool. Du er hverken sej eller smart i den. Du løber jo heller ikke med din “jeg gennemførte medalje” om halsen. Det er ikke klædeligt, det er det altså ikke.
5. Væskebælte er no go. Planlæg din rute så du kommer forbi vandstop, eller løs det på anden vis. Væskebælte er altid overkill, du løber jo ikke Spartalon. Helt ærligt. Det er ikke smart, det er det ikke. Det ligner pis. Det må jeg sige, det gør det.
6. Hvis du løber i en stram/tætsiddende overdel løber du ikke samtidigt i tights. Det ser ikke godt ud. Hvor stram er det lige du vil se ud?
7. Lad vær’ med at løbe med din telefon i hånden. Lad vær’ med at løbe med noget i hånden. Det ser rodet ud. Det gør det altså, det er ikke godt.
8. Du smider ikke dine tømte gels eller andet affald fra dig. Det vidner om en u-gennemført opdragelse og skolegang. Det er altid dårlig stil og en sådan adfærd klæder ingen.
9. Bælteholder til gels, nej. Hvis du har brug for så stort et artilleri af gels til din træningstur, at du ligefrem skal have et et bælte på for at transportere dem med dig, så har du nok mere et stort sukkerbehov end et løbebehov – og det er ikke fedt.
10. 3/4 lange tights. En tight der bekriger sig selv i den evige stillingstagen om hvorvidt den vil være kort eller lang. Den signalere at du ikke er i stand til at træffe en håndfast beslutning. Det er ikke godt. Det er usexet. Det er det – og det ser ikke godt ud. Der må jeg sige det er synd for løberen, det er det.
Less is more og ‘udstyrskrigerne’ skal altså skrue lidt ned for charmen 😉
Hasse Ramlev Hansen – Captain of the DDR-train, kaffe-elsker, løber og cykelrytter af den hårde skole og kommende sub 3.00 marathon-finisher
Emil Adelborg – Aalborg AM, uofficiel Nike-frontrunner, marathon-killer (2 t. 32 min.) og Vogter af den “Hemmelige Bakke”
Jeg har iført mig en langærmet, sort Odlo-trøje, nogle billige løbetights, de guleste Saucony-sko på markedet og har bundet en hvid bandana om hovedet. Løbet resulterede i en 2.plads og spørgsmålet ”Hvilken klub repræsenterer du?” 14 dage senere står jeg med de bedste løbere i Aalborg Atletik Klub og ligner en kæmpe idiot, fordi jeg tror, at man sagtens kan bruge et plastik Casio-ur til løb.
Når man begynder at færdes med skræmmende hurtige folk, kan man ikke lade være med at skele til deres udstyr, så der gik ikke længe før der stod tre orange skokasser med The Swoosh på i vores hjem. Det var kærlighed ved første blik. En kærlighed, der kun er vokset siden og som har skabt en utrolig selektiv løbegarderobe, som de fleste vil mene tenderer til det snobbede. Hvis det har ”swoosh”, er det sexet og et kæmpe ”ja tak” herfra – alt andet er naturligvis noget skidt! Nike for mig er løb. Hovedsædet ligger i Oregon og når Diamond League ruller henover skærmen fra Eugene bliver min kærlighed til ”swoosh” yderligere styrket. Stadionet ser ikke ud af meget, men den ”simplicity” er netop det det handler om. Den røde bane og så bare afsted. Tribunerne er små og det hele minder mindst om et lille hyggeligt stadion. For mig skal det bare være simpelt.
Den skrigende gule farve fra Saucony-skoene er siden blevet udskiftet med mere neutrale farver. Nogle vil mene, det er kedeligt, men jeg vælger gear efter termen: ”less is more”. Hellere gå ned på udstyr og ligne en kedelig amatør, og så smadre alle de farvepaletter der står placeret omkring en i feltet pakket ind i væskebælter, solbriller, caps og kompressionsstrømper, og med gels nok til at fodre hele feltet.
Nu har jeg vundet en del motionsløb af forskellig karakter og løbet tider som ikke mange kommer i nærheden af, hvilket også har skabt forventninger til mig. Forventninger som til tider kan være svær at kontrollere. Hvis jeg deltager i et motionsløb og har besluttet mig for, at det skal være en rolig omgang, så kan andre løberes attitude og udstyr ændre min beslutning radikalt. Jeg deltager ofte i løb med den tilgang, at det blot skal være en god træningstur med tempo i, men når der står folk ved siden af mig, som er pakket ind i Fusion fra top til tå og har skræmmende mange gadgets klistret til hele kroppen, så bliver min naive illusion om en rolig træningstur smadret, og så handler det kun om at sætte materialisterne på plads. Jeg bliver provokeret af udstyret, og får lyst til at bevise, at det der vinder løb først og fremmest er tilstanden i din krop og din hjerne kombineret med en solid træning. Det kan udstyret ikke ændre på.
For i min optik løber man altid race i sorte splitshorts, singlet i neutral farve, frotte pandebånd og nogle ret minimalistiske sko, hvor der selvfølgelig er et swoosh på. Nike er for mig lig med løb. Og løb er for mig lig med frihed. Det handler om basale behov som frisk luft, være til stede i naturen og få clearet hovedet for hverdagens problemer – nej, man løber heller ikke med musik i ørerne, faktum.
Folk skal droppe alt det lir og forsøge at finde ned til det basale, løb handler om. Løb skal ikke være kompliceret. Det skal være en aktivitet, hvor det fysiske og psykiske går op i en højere enhed – en enhed som man sagtens kan nå uden HighFive-produkter og hundedyre kompressionsstrømper. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kender vigtigheden af for eksempel energi og væske på længere ture, men kom nu først ud og mærk lidt efter, folkens, man må gerne komme derud, hvor kroppen siger stop – det er derude, det giver erfaringer og er med til at udvikle en som løber og menneske. Vi lever i en verden som i forvejen er voldsom kompliceret og hvor vi bliver bombet med stimuli fra alle sider. Vi skal konstant være online og lader os påvirke af de ydre elementer. Løb for mig er derfor min flugt fra det kaos man konstant befinder sig i. Derfor, er det i min optik, at man forsøger at komme ”back to basic”. Mærke vinden i håret, høre fuglene synge, åndedrættets skiftende frekvens og bare være ét med naturen og løbet.
Det er en oktoberdag i 2015. Jeg står i Odense iført mine splitshort, singlet og løbesko, klar til at angribe de klassiske 42,195 kilometer, og det hele virker helt rigtigt. Jeg føler mig som en rigtig løber, måske fordi der står nogle voldsomt slanke folk fra Kenya og Etiopien foran mig, men rigtig føler jeg mig altså. Der er sølle otte grader og diset, men det glemmer jeg, da starten lyder. Jeg løber. Misser mit første depot. Løber. Misser mit andet depot. Løber. Misser mit tredje depot, men får en slurk væske fra en medløber. Jeg løber igen og så sker det. Ved 40 kilometer når jeg et punkt, hvor min psykiske evner bliver spillet op mod min fysiske tilstand. En tilstand som hverken Fusion, cap eller andet lir kan hjælpe mig igennem, selv ikke min bedste ven Swoosh kan gøre noget. De sidste par kilometer sejler jeg rundt. Forsøger mig med at hyperventilere for at flytte fokus væk fra benene, tanken om at give op dukker op, og jeg er næsten villig til at opgive min førstefødte. Jeg har aldrig været længere ude fysisk og psykisk i mine toogtredive leveår. Men jeg vælter i mål i en tid som overrasker mig selv og de fleste andre. Så bruger jeg 20 minutter på at komme ind til mine ting, hvorefter jeg ligger halvnøgen i fosterstilling med et lagen af stanniol omkring mig i 10 minutter. Da jeg er i stand til at rejse mig igen, ringer jeg hjem til min kæreste og græder i fem minutter.
Det er oplevelser som ovenstående der har været med til, at udvikle mig som løber og som menneske. Jeg oplevede et punkt som jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før. Et punkt som for evigt vil være printet ind i mit sit og i min krop. Et punkt hvor det handlede om mere end blot at løbe. Punktet hvor jeg fandt ud af hvad løb, i min optik, handler om i sin grundessen.
Lars C. Pedersen – Grundlægger/Ejer af SaySky, Kona IM-finisher og et motto om “Be a Star!”
– At lave stående jog i lyskryds
– Nej, du skal som mand ikke løbe i korte tights, hvis du er overvægtig på samme måde som du heller ikke ville bære skinny-jeans.
