Lidt om at drømme det og så gøre det

“Jeg var gået i stå og det havde varet lidt for længe. Jeg tog derfor den beslutning, at nu skulle det være slut og jeg ville være tilfreds med mig selv og min krop. Jeg startede derfor med at løbe små og korte ture på 2-3 kilometer. Jeg var ved at dø. Alt var galt og jeg følte, at jeg allerede var ved at give op, inden jeg overhovedet var kommet igang. Motivationen var ganske lav, så jeg fik min kæreste til at tage et billede af mig i undertøj. Dette billede skulle give mig den motivation, jeg manglede. At jeg aldrig skulle komme til at se sådan ud igen. Nogle vil måske synes, at det er en hård måde at drive motivation på, men det virkede for mig.” (Hende, okt. 2016)

“If You can dream it, You can do it!”. Sådan lyder et slogan. Det er ikke mine ord. Jeg ved faktisk ikke hvem, der i sin tid fandt på det.  Jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at jeg synes det er et dumt slogan. Det er sgu ikke nogle ord, som jeg kan bruge til noget som helst. Jeg har fandme drømt om mange ting uden at der skete en skid. Så selve det slogan eller motto, siger ikke ret meget synes jeg. Men det er et slogan, som hun bruger. Hende, som dette indlæg skal handle om. Hun har taget det til sig. Ordene giver mening for hende. Det er jo også det vigtigste. Men alligevel er det jo ikke nok at drømme, selvom tanken er god. Det nøjes hun heller ikke med. Tværtimod. Dette indlæg skal handle om, hvordan vejen kan gå fra drøm og til virkelighed. En vej med masser af irriterende og uforudsete mellemregninger. Men det skal også handle om, at det kan forandre en for altid, når man realiserer nogle drømme.

Vi kan lige så godt starte med slutningen. Den foregår på en løbebane i Odense. Underlaget er ikke orange. Det er en smule forkert, men sådan er det jo. Det er næsten gult. Det har ingen relevans for historien, men alligevel er det stadig en af de første ting, som jeg kommer i tanke om, når jeg tænker tilbage på dagen, så derfor nævner jeg det lige. Jeg står med en iPhone i hånden og skal optage en video. Man ser egentlig ikke verden særlig godt på sådan en lille skærm. Jeg føler mig lidt malplaceret, men sådan er det. Det her handler ikke om mig! Så kommer hun løbende. Hun løber over målstregen. Hun stopper sit ur. Hun puster hårdt ud. Hun bukker sig ned af udmattelse. Hun kigger op. Hun ser sin mor. Hun tager om sin mor. Hun begynder at græde. Hendes mor begynder at græde. Jeg ser det hele på den lille skærm på den iPhone, som jeg stadig står og filmer det hele med. Nu sidder I måske og tænker, at jeg også begyndte at græde. Det gjorde jeg ikke. Det kommer egentlig lidt bag på mig. Men det gjorde jeg altså ikke, selvom jeg selvfølgelig også er påvirket af situationen. Nu ved jeg ikke helt, om jeg skal blive ved med at filme? Jeg kigger lidt på dem begge to og venter nærmest på et stikord fra dem om, at jeg godt kan slukke telefonen. Det kommer ikke. De står stadig og holder om hinanden. Jeg kigger ned på skærmen på telefonen. Næsten med en forventning om, at personerne på den lille skærm vil meddele mig, at jeg godt kan stoppe med at filme nu. Der sker ingenting. Så tager jeg en beslutning. Jeg stopper med at filme og slukker telefonen. Nu er de også færdige med at kramme hinanden. “Nå, det var jo heldigt” tænker jeg. Så går jeg hen til dem. Jeg giver hende et kram. Jeg havde lovet, at jeg ville stå lige præcis på dette sted, når hun kom i mål. Det har jeg lovet før, men denne gang holdt jeg mit løfte. Vi siger ikke noget til hinanden, men giver bare hinanden et kram. Det var det. Det var egentlig slutningen. Hvad der sker herfra aner jeg faktisk ikke? Men egentlig var slutningen heller ikke det centrale, selvom den kan føles sådan. Det er vejen her til dette øjeblik.

Hvorfor vil jeg fortælle den historie? Det vil jeg fordi, at den fascinerer mig. Det vil jeg fordi, at det er en god historie. Ikke lykkelig nødvendigvis. Heller ikke ulykkelig. Slet ikke! Det er bare en god historie. Det er en historie om, at det ikke handler om at løbe 42 kilometer, når man gennemfører et marathon. Det handler om, hvordan hun endte med at løbe 42 kilometer på trods af alt det i hende, der fortalte hende, at det ikke var muligt. Hvordan hun lavede hendes hidtil mest perfekte præstation på trods tvivl, usikkerhed, en til tider svigtende selvtillid og en frygt for at falde igennem. Det er, hvad denne historie handler om. Nu vil jeg fortælle den.

Det er fandme noget lort at tvivle på sig selv. Sådan føles det jo, når man står i midt i tvivlen. Man kan selvfølgelig bare vælge at overgive sig og acceptere ens utilstrækkelighed. Det er jo den lette løsning. Den har hun ikke valgt. Hun gav ikke op. Vejen til præstationen har været fyldt med tvivl og usikkerhed hos hende. Både en umiddelbar tvivl på, om det mål, som hun har arbejdet sig hen imod kan realiseres, men også en mere grundlæggende tvivl og usikkerhed, som følger med hende i den måde hun møder livet på. Det kan lyde trist og en smule depressionsfremkaldende. Det er det ikke. Slet ikke. I tvivlen og usikkerheden findes jo også reflektionen. En reflektion, der nuancerer og perspektiverer vores liv. Det handler ikke om at blive klog. Det er sgu for kedeligt. Tvivlen tvinger os bare til at konfrontere den måde vi forstår os selv på. Den måde, hvorpå vi lever vores liv. Det er en omstændighed for hende at være usikker. På et punkt ligner vi måske hinanden? Jeg ved jo, at det for hende, som det er for os alle, er født i de omstændigheder og under de vilkår, hvorpå vi er vokset op og har levet vores liv. Hun har ofte tvivlet på hendes præstation. Hun har gjort alt hvad hun kunne for at skjule den, men indeni fulgte den jo med.

Engang imellem har selvtilliden svigtet. Måske lidt mere end engang imellem? Så vælter hendes verden en lille smule. Hun stopper måske midt i løbeturen og føler sig enormt frustreret. Tøjet driller. Udstyret driller. Benene driller. Egentlig handler det bare om, at hovedet driller. At alle de irriterende tanker, som kan fylde vores hoveder engang imellem, tager over og blokerer for alt andet. Så stopper hun sit ur. Hun står på en sti bag rensningsanlægget i Aalborg. Der er en flot udsigt over fjorden. Den ser hun ikke lige nu. Hun giver sig til at græde. Frustrationen bobler over og lige i det øjeblik, virker den perfekte præstationen som uendelig langt borte. Så skriver hun en besked til mig. Teksten er kort. “Det er lort idag. Jeg løber hjem nu”. Jeg svarer med det samme. “Tag dig sammen og løb videre”. Måske tænker I, at det var et hårdt svar? Det var, hvad jeg svarede. Så løber hun videre. Om aftenen ringer hun. Så snakker vi løbeturen igennem. Hun snakker. Jeg lytter. Hun er ovenpå igen. Men hun ved også, at det sikkert rammer hende igen en anden dag. Den viden skal man kunne håndtere. At ens verden kan vælte igen.

Hun løb et marathon en varm dag i København. Jeg havde lovet at stå ved målstregen, når hun krydsede den. Det gjorde jeg ikke. Det har naget mig, at jeg ikke kunne holde mit løfte. Hun løb i mål med tårer i øjnene og en uforløst følelse. Bagefter er skuffelsen stor. Det var ikke hendes dag. Slet ikke. Det var ikke den præstation, som hun havde drømt om. Det gør ondt. Det skaber usikkerhed og tvivl. Mest af alt sår det en lille frygt indeni hende om, at det hele skal gentage sig. Den frygt ved hun, at hun skal kontrollere og lære at leve med. Ja, det lyder fandme let.

Måske lyder det som om, at vejen til præstationen har været lang og fuld af forhindringer? Det har den egentlig også været for hende. I livets store perspektiv, er denne kamp jo blot en del af hende. Den fortæller ikke hele historien om hende. Den viser ikke det fulde billede af hende. Egentlig sidder jeg og læser det, som jeg har skrevet og spekulerer på, hvordan det egentlig lykkedes hende at trodse disse odds og levere en præstation, der kommer tæt på det perfekte for hende? Hvordan? Det kan lyde som uoverstigelige forhindringer, der har skullet

img_0280

I sidste ende var de aldrig uoverstigelige. Kampen var aldrig tabt. Tvivlen, usikkerheden eller frygten var aldrig i nærheden af at vinde. Jeg har nemlig ikke fortalt det hele endnu. Jeg har ikke fortalt, at der bag tvivlen, gemmer sig en målrettethed og vilje, der har sat dybe spor af respekt hos mig. En vilje, der får hende til at arbejde hårdere end nogen anden jeg kan komme i tanke om. En vilje, der får hende til at stå op om natten og løbe intervaller. En vilje, der får hende til at løbe på en mørk vej udenfor Aalborg en sen aften. En vilje, der gør, at selvom alt i hende skriger på at stoppe og hendes astma umuliggør enhver form for normal vejrtrækning, fortsætter hun uden at sige et ord, når vi løber sammen. En vilje, der gør at efter hun har tørret øjnene, når hun har grædt på en træningstur, så bider hun tænderne sammen og løber de sidste 20 kilometer af hendes træningspas på ren og skær vilje. 20 kilometer på vilje – tag den lige helt ind. De fleste vil have svært ved at løbe 20 kilometer i det hele taget. En vilje, til at gribe ud efter den drøm, som brænder meget stærkere i hende, end både du og jeg kan forestille os. Vi kan ikke se tvivlen uden at få øje viljen. Når først vi har oplevet viljen, ved vi også, at selvom tvivlen engang imellem kan give et lille stik i maven, så er der intet i denne verden, som hun ikke vil kunne opnå.

Vi kan heller ikke se den selvtillid, der nogle gange kan føles skrøbelig uden at få øje på den selvsikkerhed og afklarethed, der præger alt hvad hun rører ved. Nogle gange kan hun blive usikker på, hvordan hun kommer dertil og om det overhovedet vil lykkes. Så virker hun lidt forvirret og spørger om en masse ting, som jeg synes, at jeg synes, at jeg allerede har fortalt hende. Så står jeg sgu selv og tænker “ja, det bliver sgu svært, hvis det er sådan du har det!”. Men nedenunder usikkerheden er der en ro, som mere end opvejer alt det andet. Hun ved, hvem hun er. Hun ved, hvordan hun gerne vil gøre. Hvordan hun har behov for at gøre det. Hun finder en grundlæggende ro omkring hendes projekt i de overvejelser, som hun  hele tiden gør sig omkring hendes træning. Omkring hendes liv. Hun ved lige præcis, hvor hun vil hen.

img_0286

Mest af alt, kan vi ikke se hendes frygt uden at se det ufattelige mod, der gemmer sig i hende. Gu’ fanden er hun bange for at falde igennem. Det er jeg sgu da også! Hvem er ikke det? Men hun besidder et mod til at se al hendes frygt, tvivl og usikkerhed i øjnene. Hun nægter at stille sig tilfreds. Overgivelse eksisterer ikke i hendes verden. Hun drømmer om det store eventyr. De vilde mål. Den perfekte præstation. Det letteste var at lade være. Droppe det. Glemme alt om det. Det modige består i, at turde sige sin mål højt. At dele sin drømme med andre og turde række ud efter dem.

I for 8 dage siden leverede du den perfekte præstation. Ordet “perfekt” er jo både en temmelig relativ og uopnåelig størrelse. I min verden var præstationen perfekt. Den var perfekt ud fra du præmisser, som du gik ind til opgaven med. Jeg kunne mærke, at alt i dig havde lyst til at gemme dig og at usikkerheden næsten var lammende. Jeg synes, at du er modig. Jeg er imponeret over dit mod. Jeg er imponeret over din vilje. Du skal vide, at du igennem de sidste mange måneder har min evige respekt og beundring for det, som du har opnået. Jeg ved også, at det på ingen måde var slutningen i søndags. Måske var det starten? Det er berigende at få lov til at følge med på denne rejse og du skal vide, at din styrke inspirerer mig og så uendeligt mange andre. Vi tror på dig. Jeg tror på dig. Også i de øjeblikke, hvor du synes det er svært at tro på dig selv. De øjeblikke er flygtige. De forsvinder igen. Det, der står tilbage er et mod, som jeg ikke helt forstår eller begriber omfanget af. Det er OK. Det behøver jeg heller ikke. Tillykke med dit løb i søndags i Odense. Jeg er stolt af dig. Jeg er ikke stolt af, at du gennemførte et marathon-løb. Jeg er stolt af, at du gennemførte et marathon-løb på trods af alt det i dig, der fortalte, at du ikke kunne gøre det. Stolt af, at du både kunne drømme det og gøre det!

/Thomas

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *