Lidt om HCA Marathon 2016

“Jeg løber ad vejen, hvor det hele startede for næste tre og en halv time siden. Trækronernes farve er så småt begyndt at skifte til røde og orange farver. Asfalten er våd og der ligger nedfaldne blade på vejen. De forsvinder under mine sko. Jeg løfter blikket og kan se rundkørslen. Jeg løber rundt i den og med mod stadion. En velkendt følelse rammer mig. En følelse af uforståelighed. Det er svært at fatte, at det, der føltes uoverstigeligt og angstprovokerende for flere timer siden er slut om lidt. På den ene side byder jeg det velkommen. Kroppen er træt og jeg er udmattet. Alligevel synes jeg ikke, at jeg har haft ti nok til at forberede mig på det. Jeg løber ned af indkørslen til atletikstadion og pludselig kan jeg mærke den velkendte følelse af løbebane under mine fødder. Jeg havde egentlgi besluttet mig for at øge farten til sidst og slutte i flot stil. Det gider jeg ikke alligevel. Jeg har egentlig bare lyst til at holde min fart. Jeg vil kigge mig rundt og suge alle indtrykkene til mig. En løber overhaler mig. Jeg er ligeglad. Jeg er lige der, hvor jeg skal være. Det er en god følelse!” 

Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal skrive om løbet igår. Det lyder muligvis som verdens dårligste start på et indlæg, men hvordan beskriver jeg bedst følelsen af at løbe 42 kilometer i Odense uden at det fortaber sig i ligegyldige detaljer om væskeindtag , negativ split og energi-strategi. Det er for kedeligt og banalt at beskæftige sig med – ihvertfald lige nu synes jeg. Jeg vil gerne bare skrive om de øjeblikke, som jeg synes er vigtige at fortælle fra løbet igår. Det kan måske virke ubetydelige i andres øjne, men for mig indrammer de oplevelsen fra mit femte marathon-løb.

img_0233

Jeg præsterede måske den dårligste og mest ufokuserede opvarmning i verdenshistorien igår. Jeg har bagefter tænkt, om det skyldtes, at jeg tog for let på løbet eller bare ikke var fokuseret nok. Jeg luntede lidt frem om tilbage på Møllemarksvej ved siden af atlektikstadion. Det var noget rod. Jeg snakkede lidt for meget med Simon og Daniella. Så mødte jeg min kollega Tina, som fik et kram inden vi ønskede hinanden god tur. Det var godt lige at se hende inden starten på løbet. Så løb jeg videre. Igen bare frem og tilbage blandt de mange løbere, uden at have noget egentligt mål med det. Så passerer jeg Asser, der lige vinker til mig. Jeg vinker tilbage. Han ser fokuseret ud synes jeg. Nå, tænker jeg! “Det var fandens”. Jeg begynder at spekulere på, hvad jeg egentlig har gang i? Simon laver et par korte spurter. Han siger at det er for at få pulsen op. Pulsen op, tænker jeg? Ja, for fanden! Det er sgu da derfor, at jeg varmer op tænker jeg. Men nu virker det jo næsten dumt at lave en spurt. Jeg overvejer kort, om jeg også lige burde lave en spurt. “Gu vil jeg ej” siger jeg til mig selv. Jeg plejer ikke at varme op på den måde. Egentlig er min plan for dette altid ret klar. Tre kilometers opvarmning i alt inklusiv 500 meter i mit marathon-pace. Omvendt virker det også dumt, at jeg fjoller rundt på den her måde, når nu jeg brugte lang tid igår på at indprente vigtigheden af opvarmning til Daniella. “Jeg laver lige en spurt” siger jeg til de to andre. Så løber jeg 200-300 meter i højt tempo inden jeg stopper op og vender mig om for at vente på de andre. Lige i det øjeblik føler jeg mig som en kæmpe klaphat og vil bare ønske at vi kan komme igang.

img_0235

Vi står og tripper i startboksen. Jeg kigger op og fortaber mig et øjeblik i de begyndende orange farver, der stille, men sikkert farver træerne langs den lange allé, hvor vi skal starte. Luften er kold, men temperaturen er perfekt. Et kort øjeblik er solen fri fra de mørke skyer og den lave efterårssol fuldender billedet. Jeg står sammen med Kim, Annika og Simon, som jeg skal følges med på ruten. Simon kender jeg fra AaRun, men Annika og Kim kender jeg faktisk ikke. Vi følges ad til vi rammer depotet ved 14 kilometer. Så falder Kim og Simon tilbage. Jeg vender lige kort situationen med Annika og vi beslutter os for at følges af og holde vores nuværende pace indtil vi har passeret 25 kilometer. Der er stadig langt hjem og der kan ske meget. Jeg er egentlig lidt spændt på at skulle følges med hende. På nogle punkter virker hun lidt som min modsætning under et løb. Men lige der, midt i hendes hårproblemer efter 4 kilometer, gentagne kommentarer om hendes playliste med musik, hvor jeg kan konstatere, at vi ikke deler musiksmag og en spontan tisse-pause, endte hun med at være lige præcis den marathon-makker, jeg havde brug for igår. Da vi har løbet 28 kilometer kommer vi til et depot, hvor det går en smule op af bakke. Der stikker hun endegyldigt af. Det gjorde mig glad at se. Jeg ser hende først igen, da jeg står i målområdet. Det var præcis som det skulle være! Tak for turen Annika!

img_0248

Nogle gange bliver små ting enormt betydningsfulde. Sådan var det igår. Rundt om i Odense stod folk, som jeg enten kun kendte igennem Instagram og andre, som jeg aldrig har mødt før, og heppede. De råbte på mig og alle de andre løbere, der passerede forbi dem. I skal vide, at jeg tager alle Jeres ord med mig i min bevidsthed. Jeg er for evigt taknemmelig for, at I stod der og hjalp os på vej. Hvert eneste ord, tilråb, high-five og smil gør, at man i nogle sekunder glemmer alt om den træthed, udmattelse eller smerte, der ellers fylder kroppen. Bagefter efter snurrer fødderne igen og lårmusklerne gør ondt, men man tager alligevel øjeblikket med sig! Det er virkelig en god oplevelse. Jeg ville ønske, at jeg kunne have stoppet og sagt tak til Jer allesammen. Fortalt Jer, hvor meget jeg værdsatte, at I havde lyst til at følge min og alle andres vej rundt på løbet. Måske fik jeg ikke råbt “tak”? Måske fik jeg ikke gengældt Jeres smil? Måske hørte jeg Jer slet ikke? Jeg håber det og gjorde alt hvad der var mig muligt for at vise min taknemmelighed. Men hvordan viser man helt præcis sin taknemmelighed mit i et marathon-løb, når Henrik og hans to drenge løb på tværs af ruten i gågaden, for at vinke til mig og heppe på mig tre forskellige steder? En mand, som jeg aldrig har mødt før! Det var fandme en god oplevelse. Tak til dig og ikke mindst alle I andre, som jeg mødte på min vej. I fyldte sgu min krop med så megen glæde og lykke i de øjeblikke, at den fysiske smerte virkede mindre og nemmere at håndtere!

img_0247

Da jeg runder det sidste sving på atletikbanen og kommer ind på opløbet, kan se jeg mine forældre, min bror og hans kæreste samt Lea, der står og vinker og hepper. Jeg vinker til dem og smiler, imens jeg forsøger at gestikulere med underlige armbevægelser, at jeg har overskud og er glad! Efter at have løbet i 3 timer og 27 minutter løber jeg over målstregen. Jeg knytter mine hænder og jubler. Det var præcis som det skulle være. I det øjeblik er det vigtigt! På et øjeblik bliver enhver ømhed, smerte og træthed fjernet fra min krop. Lige i det øjeblik imellem forventningspres og den efterfølgende tomhed, sker der noget, der ikke kan forklares. Det skal ses. Opleves. Så snart jeg passerer målstregen er smerten væk. Jeg kan ikke mærke den længere. Det eneste, der er tilbage er en følelse af uovervindelighed. Vi løber ikke for at mærke smerten undervejs i løbet. Vi løber heller ikke for at mærke glæden over at løbet er overstået. Vi løber måske for at ramme eller bare strejfe den følelse af uovervindelighed, der fylder alt, når man har løbet 42 kilometer. Et emotionelt ingenmandsland, hvor alt andet ophører! Et øjeblik, hvor man sværger at man aldrig gør det igen og instinktivt ved, at man lyver for sig selv. Selvfølgelig gør vi det igen!

Nu er det dagen derpå. Jeg tænker tilbage på dagen igår og spekulerer på om jeg har husket at fortælle det, som jeg synes var vigtigt at fortælle. Det tror jeg. Jeg nåede de mål, som jeg havde sat mig for dagen og for løbet. Jeg ramte et nyt niveau som marathon-løber. Det var lidt som at tage to skridt op af en stige og vide, at det nu er herfra at jeg skal se ud over verden. Det lyder som slutningen på noget. Det er det modsatte. Det er en helt ny begyndelse. En ny start. En ny selvforståelse. Det skal ikke lyde arrogant. Det rummer megen ydmydhed. Både overfor, hvor jeg er kommet fra og hvor jeg er på vej hen. På vej hen? Jeg ved, hvor jeg gerne vil hen. Hvor jeg drømmer om at komme hen. Som løber. Som marathon-løber. Det er det jeg er. En løber. En løber, der løber marathon.

/Thomas

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *